Da vi senest var på bikursus hos Calle på Krulliga Hästen i efteråret, blev jeg stukket i fingeren, fordi jeg klemte en bi. I modsætning til hvepse stikker bier normalt ikke, men trykker man dem hårdt nok på maven, kan det selvfølgelig ske. Det har jeg prøvet et par gange før, men denne gang var reaktionen anderledes. Først hævede fingeren lidt, det gjorde lidt ondt og begyndte så at klø rigtigt meget. Det er den normale reaktion. Men herefter begyndte hånd og underarm at hæve, jeg begyndte at klø i begge håndflader og under fødderne, og da jeg til slut fik nældefeber i et bælte omkring livet, tog jeg et par antihistamintabletter og bestilte en tid hos lægen.

Jeg fik taget en blodprøve, og ja: Jeg er blevet buldrende allergisk for bigift. Ikke specielt praktisk, når nu man har bikuber i haven! Lægen sendte mig videre til en speciallæge, der konstaterede det samme: Jeg er bi-allergiker. Hun sagde også, at det ikke betyder så meget, om jeg har bier eller ej: Når naboen har bier, og der er over 40 km til nærmeste skadestue, bør jeg vaccineres eller rettere ’de-sensibiliseres’.

Så nu er jeg gået i gang med sådan et forløb. Det tager op til fem år, hvor jeg løbende skal stikkes med større og større doser af bigift (af lægen – ikke af bierne!), indtil kroppen har vænnet sig så meget til giften, at den ikke laver en allergisk reaktion. Her i begyndelsen går jeg en gang om ugen, senere bliver der længere imellem besøgene. Indtil behandlingen er færdig, er jeg blevet udstyret med antihistamin- og binyrebarkhormontabletter, til hvis (når) jeg bliver stukket igen, samt adrenalinsprøjte, til hvis jeg får en alvorlig allergisk reaktion. Det føles trygt og godt.

Vi har, som I ved, nu to bifamilier i haven, og planlægger at udvide til tre eller fire i løbet af sommeren, så nu skal der bygges kuber igen. Ellers er der ikke meget, man kan gøre i forhold til bierne på denne tid af året, ud over selvfølgelig at bekymre sig lidt om, om de har det godt. Der er ikke rigtigt noget, man kan gøre for at hjælpe dem, men bekymre sig kan man jo altid ….

Jeg tog et par billeder med termokameraet den 10. januar, hvor man kan se varmen fra bierne i begge kuber, som lys, gul farve på billedet: Der var stadig liv!

Den 6. februar skinnede solen, og det var næsten vindstille. Og der så vi, at ’damerne’ var ude og flyve en lille tur for at tømme tarmen. Det kaldes rensningsflugt, og er også et godt tegn.

Nu venter vi så bare på, at det bliver rigtigt forår, med masser af blomster, der producerer pollen og nektar. Indtil da bør bierne blive i kuberne og spise af deres vinterforråd.