Forfatterarkiv: Christina

Kort over skovhaven

Steffen har lige haft fødselsdag, og han blev blandt andet begavet med en ‘laser-afstands-måler’, som vi nåede at lege med indimellem bygerne. Vi skal have lavet et kort over første fase af skovhaven (den nuværende poppel-skov), så vi kan lave et godt design. Det er ikke lige meget, hvor træer og buske placeres i forhold til hinanden (nogle planter er meget næringskrævende, andre fikserer nitrogen fra luften, eller henter næringsstoffer op dybt nedefra med lange pælerødder), og i forhold til sol, skygge, vind og vand. Og en god plan er nemmest at lave, når man har et rimelig detaljeret kort.

Vi har nogle meget grove kort fra myndigheder og andre kort-instanser (google maps, eniro, etc.), men de er ikke helt gode nok. Bjarne og jeg forsøgte os for et par uger siden med at opmåle med et 10-meters målebånd, men det var ikke rigtig til.

IMG_2435_lille Så lørdag gjorde vi et første forsøg med opmåling med den nye laser-måler, hvilket jo gav det helt store, totale overblik 🙂

Det er laden til venstre, aftægtsboligen til højre, hovedhuset i vinkel, og brændeskuret i skellet nederst i billedet. Den lille cirkel er den gamle pumpe, der står nogenlunde midt i fase 1 af skovhaven, og øverst i billedet er vejen. Nord er nogenlunde til venstre. Så nu er vi klar…. eller noget!

Hjemme i Danmark igen har Steffen nu fundet et tegneprogram på nettet, vectorworks, som han tester. Hvis ellers det lykkes ham at tyde alle målene fra opmålingen, så kommer der forhåbentlig et rigtig kort ud af det engang. Fortsættelse følger… 🙂

 

 

Timianbed

Det blev endnu en dejlig lang weekend på Gammelgård, med pragtfuldt vejr om fredagen, og lidt køligere og mere blæsende i weekenden. Hvilket egentlig ikke gjorde noget – projekterne gav så rigeligt varmen.

IMG_2357På sydsiden af laden fældede Jorge og Karin i maj et ‘spidslønskrat’ og en vilter klatreplante. Resterne i form af stubbe optog nu sammen med diverse græsser en af de bedste plantepladser vi har, med læ, sol og en mur, der afgiver varme.

Det er jo lidt spild, så jeg smøgede ærmerne op og gik i gang med at rydde op og gøre klar til plantning af timian, jeg havde med hjemmefra haven i Lyngby.

Især spidsløns-roden gav sved på panden. Hold nu lige op, hvor har sådan en fætter mange rødder. Og da området heller ikke var heeeelt stenfrit, gav det ikke så lidt af et gravearbejde at få den op. Men man er vel stædig. Og efter et stykke tid også temmelig beskidt …

Men op kom den, kaloriusog så kunne der plantes timian. Der blev også lige plads til tre små esdragon-planter, vi havde købt på Fuglebjerggård. De må godt stå der, indtil de er blevet lidt større, og vi har fået lavet lidt flere timianplanter. Men ellers er det tanken, at de skal hen i hügelbed nr. 1.

IMG_2399Halm på for at holde på fugten – færdigt arbejde.

Så får vi se, om de stadig står der, når vi kommer op næste gang 🙂

På sigt kan det være, at pladsen skal bruges til noget, der er endnu mere varme-krævende. Det tænker vi lige over.

 

Myntebed

Vi har en meget stor gårdsplads, hvor der for øjeblikket bare er græsser. Det er måske lige i overkanten, så fra vi startede med at slå græsset, har vi haft en idé om, at den lille skråning mellem hovedhuset, laden og fase 1 af skovhaven måtte kunne bruges til noget sjovere.

Vi er blevet ret glade for mynte i madlavningen, og erfaringerne hjemme fra den lille have i Lyngby er, at mynte breder sig ad h…. til, ind over alt muligt andet. Derfor er der ikke mynte i hügelbed nr. 1.

Vi har lyst til at have et rigtigt stort myntebed – altså som i seriøst stort myntebed. Og det kan passende være på skråningen. Men først skal græsset kvæles, så weekendens 2. projekt bestod i ‘mulching’ af det kommende myntebed.

IMG_2386Først slog Steffen alt det høje græs med buskrydderen, og så gik jeg ellers i gang med våde aviser og grøntklip fra græs- og brændenældeslåning. I øvrigt er Kristelig Dagblad (fra naboerne derhjemme) ubetinget bedre til mulching end Information … Jeg er vældig glad for min avis, men den fylder ikke så meget, når den bredes ud!

IMG_2411Karl (vores nye genbo) var også ude med buskrydderen og ryddede højt græs omkring vores skraldespande og postkasser, så jeg ilede lige ned til vejen og hørte, om det var ok, at jeg tog det også, eller om han skulle bruge det til noget. Han så lettere forvirret ud (skøre danskere), men havde bestemt ikke noget imod, at jeg rev græsset sammen og tog det med op på gårdspladsen.

IMG_2413Steffen vil meget gerne have et kirsebærtræ midt i bedet, så det gjorde vi klar til (fjernede ral – jo, der er spredt ral på hele gårdspladsen!!! – og løsnede jorden), og så stak vi et gammelt kosteskaft ned, hvor det skal stå. Så skal vi bare skubbe dæklaget væk, når vi skal sætte træet – enten i eftersommeren eller til næste forår.

Jeg løb tør for aviser godt halvvejs, men min mor har lovet at samle sammen til mig – og jeg er sikker på, at Frederiksborg Amtsavis og Politiken er lige så gode som Kristelig Dagblad. Så kan jeg gøre arbejdet færdig næste gang.

Så hvis naboerne nu kigger op, mens vi er væk, for at se, hvad det er vi har gang i, vil de se en mærkelig halvfærdig bunke afklippet ukrudt lagt ovenpå våde aviser, og med et kosteskaft i midten! Vi arbejder hårdt for at få etableret vores ry som mærkelige 🙂

 

 

 

Planteskole

Vi får brug for rigtig, rigtig mange planter i skovhaven. Så vi skal have fundet ud af at lave så mange som muligt selv, enten ved at så, eller ved at dele eksisterende planter. Vi har altså brug for en planteskole – og den gik vi i gang med at etablere i den lille have foran aftægtsboligen.

Vi købte som sagt fire forskellige mynteplanter på Fuglebjerggård sidste weekend (æble, ingefær, chokolade og grape), og havde derudover en meget livskraftig marokkansk mynte med fra en krukke fra sidste år. De skal meget gerne brede sig og blive til mange mynteplanter, mens vi venter på, at græsset bliver kvalt under dækket i det kommende myntebed på skråningen.

IMG_2406Så Steffen byggede en kravlegård til dem, som blev gravet lidt ned og fyldt med dejlig sort muld fra en bunke i den kommende skovhave. Praktisk, at nogen en gang har efterladt store bunker med jord uden sten til planteprojekter!

Der blev også plads til Steffens kulsukker, og til den lille Babington-løg, der ikke rigtig har udviklet sig, siden vi fik den, og helt sikkert bedre kan lide fed skovmuld end den lerjord, den stod i i potten.

IMG_2412Jeg fandt en stor trækasse i laden, som vi ved fælles hjælp fik slæbt hen i haven også. Jeg borede en masse huller i bunden, så der ikke samler sig vand, og så blev den placeret i læ under en stor ribs-busk og fyldt med jord fra bunken. Lidt planteskole-priklejord på toppen – og så blev der sået aspargesfrø, der havde ligget i blød et døgns tid.

Jeg tænker, at vi bygger flere plantekasser med tiden, efterhånden som vi kommer til at skulle opformere de forskellige mindre planter, vi vil have i haven. De store planter (fx frugt- og nøddetræer) skal vi have lavet en anden planteskole til – formentlig oppe i ‘firkanten’ nord for laden.

IMG_2367På det kommende aspargesbed, som jeg startede på i pinsen, fik jeg sået grøntgødning – så nu må det godt blive den helt rigtige kombination af sol, varme og regn, så det hele kan komme i gang med at gro.

Og sneglene skal helst holde sig væk fra planteskolen!! Ellers har vi fået fortalt, at de ikke kan lide at kravle over kobbertråd, så det kan være, at alle de ledninger, Ebbe har samlet i en kurv i laden, skal splittes ad og blive til snegleforhindringer på kanten af plantekasserne.

 

Nu med en RIGTIG motorsav!

Steffen har købt en motorsav! En RIGTIG motorsav, uden ledning!

Heldigvis ringede Mathis fredag formiddag og spurgte, om han ikke måtte få 2 stk. pilestammer á ca. 1 meter til at dyrke svampe på. Så var Steffen jo NØDT til at pakke sin motorsav, motorsavsbukser og hjelm ud, og gå i gang med at save.

IMG_2369Først øvede han sig på nogle små stumper spidsløn, jeg ikke havde kunnet klippe med ørnenæbet…

og SÅ gik han i skovhaven for at finde et STORT piletræ.

 

 

 

 

 

IMG_2371  IMG_2380IMG_2392

 

 

 

Prof så det ud, og det væltede, lige som det skulle – uden at ramme hverken vasketøj eller lade 😉

Og sjovt nok kan man nu – trods ét træ mindre – dårligt se skovhaven for bare træer! I hvert fald fylder sådan en trækrone betydelig mere, når den bliver fordelt på jorden, end den gør, når den sidder i toppen af træet.

Vi skal have fundet ud af, hvor man kan leje en flis-maskine. Flis får vi nemlig også brug for en masse af til stierne rundt om på grunden.