Forfatterarkiv: Christina

Sommer på Gammelgaard

Vi har nu haft 3 uger med sol, regn, hygge og projekter – alene og sammen med venner og familie, der har hjulpet os med både projekter, afslapning og udflugter. Perfekt ferie. Og der er virkelig sket noget på gården.

Steffen lagde ud alene første weekend i juli, da jeg skulle til Permakultur Danmark bestyrelsesmøde på Orø. Hvis der ellers er nogen, der kan huske det, så var det DEN weekend, det virkelig var sommer i Danmark og Sverige. 32 grader varmt er ikke så fedt til projekter, men Steffen gik alligevel i kælderen iført en masse tøj og maske og fjernede mere svampeinficeret træ. Om natten lå han så og kæmpede med varmen og enkelte! myg, der havde forvildet sig ind i soveværelset – så der blev også tid til en tur til Älmhult efter myggenet til vinduerne.

Vejret artede sig straks bedre, da jeg ankom søndag aften – og så gik vi i gang med de mere seriøse projekter. Steffen fik endnu en tagrende på plads (nu med den rette hældning og helt perfekt landing af regnvand i et lille stenbassin, han også har gravet!), fik sat glas i det køkkenvindue, hvor der manglede et glas, og gik i gang med vinduesafslutninger omkring de nye vinduer, og jeg tullede rundt og klippede grene, fjernede rosenkrat, kørte jord og slog med le. Hygge, med andre ord. Vi fik også hentet trillebør og havemøbler i sommerhuset, og kom til at købe et lille kirsebærtræ på planteskolen i Växjö, der nu har erstattet kosteskaftet i kosteskaftbedet 🙂

Og så fik vi forberedt de rigtigt seriøse projekter, der skulle løbe af stablen ugen efter, hvor arbejdsbierne skulle ankomme. Vibeke kom først, mandag formiddag, og bidrog med maling af brædder til vinduerne, bygning af kompostbeholdere og plantekasser, og afisolering af ledninger, så vi kunne eksperimentere med kobber-forhindringer på plantekasserne. Det skulle holde dræbersneglene væk – og det virker altså desværre ikke. Jeg har klippet to dræbersnegle i kassen nu, og har mistet cirka halvdelen af korianderplanterne, som jeg vovede at plante ud. Men jeg holder vagt – og har for en sikkerheds skyld også koriander inden døre, i vinduet! Der kommer sneglene trods alt ikke (endnu).

Tirsdag kom Jane og Kjeld, og deres hovedopgave var at identificere de fugle, der har bygget rede over vores soveværelsesvindue. Vi landede på grå fluesnapper, og de har nu sendt to fugleunger ud af reden. Om de overlever, ved vi ikke – indtil videre sidder de og hyler under hver sin sten, og bliver fortsat fodret af deres forældre. Derudover fik Jane og Kjeld lov til at prøve at slæbe tunge grene fra fældningen af et par pile-træer, der skyggede for aftensolen og for området, hvor der skal stå et første drivhus af nogle af de mange gamle vinduer, vi har i ladekælderen. Jane fik også lov at reparere gavlen på aftægtsboligen, hvor drivhuset skal stå, og Kjeld gravede rødder væk fra gårdhaven omkring aftægtsboligen, så der blev plads til Vibekes plantekasse (den, hvor de overlevende korianderplanter bor), og startede oprydningen af en jord/sten/græs/plastik-bunke, der lå klods op ad stengærdet ind til aftægtsboligen. Jane og Kjeld fik også lov til at holde fri, og tage på udflugt med Kjelds bror og svigerinde, der har sommerhus et par kilometer længere nede af vejen (verden er lille). De besøgte Linnés Råshult, som vi siden også har besøgt – og bestemt skal besøge igen. Fika hos Marianne og Erik blev det også til for os – blot et par kilometer væk, men helt, helt anderledes. Lille hus under grantræer og med lyng, blåbær og engudsigt. Sommerferieland 🙂

Torsdag fik vi besøg af Mor og Kirsten, til solskinsfrokost på gårdspladsen. Og så forlod de os alle – og vi gik i gang med at forberede det helt store weekend-arbejdsbi-rykind. En lille bil, der bare blev ved med at myldre colombianere ud af, ankom fredag eftermiddag til sen frokost – og så skulle der fældes træer. Allerede fredag først på aftenen lå det første store birketræ fra skovhaven ned, og det landede på centimeter, hvor Mathis og Jorge havde planlagt det. Prof!! Imens hjalp Karin med aviser til endnu en gang mulching, og Ilona og Karin fik malet hele gavlen på aftægtsboligen.

Supereffektivt. Jorge fik også gravet endnu to genstridige spidsløn-rødder op – så nu er lade-gavlen helt klar til planteprojekter! Måske køber vi et pæretræ i morgen. Lørdag røg endnu et par birketræer i skovhaven – det ene på millimeter, hvor det skulle; det andet cirka 180 grader i modsat retning. Lige ned i bronzefenniklen, så der stod en liflig duft af aguardiente op – fremover hedder bronzefennikel aguardiente-urt her hos os. Mathis var ikke tilfreds – han skulle lige til at sende træet i planlagt retning, da et kraftigt vindpust ville noget andet. Resten af dagen stod på oprydning – grene, der skulle i en stor bunke til flis, og stammer, der skulle saves op og flækkes. Ilona og Marco fik dog også tid til at så purløg i Vibekes plantekasse ved siden af korianderplanterne (det var inden, sneglene fandt ud af at forcere kobber-tråden), og rydning af området syd for aftægtsboligen, hvor jeg gerne vil have en mere traditionel køkkenhave, blev påbegyndt. To store sten blev også løftet væk – man er vel i Småland! Søndag holdt vi fri og gik en lang tur, der også tog lang tid – Marco fik vendt rigtig mange sten og kogler!

Og så var colombianerne pludselig væk igen, og vi var helt matte. Så mandag holdt vi fri (og bryllupsdag …) og tog på udflugt til Höö – et pragtfuldt natur- og kulturreservat, hvor landskabet er holdt i stil med gammelt landbrugsland fra for et par århundreder siden. Stynede lindetræer, massevis af hasselbuske, græssede enge, og smukke udsigter. Fik set 3 traner og hørt en råbuk, og bare slappet af.

Tirsdag eftermiddag kom så Anne og John – men vi var stadig trætte, så den stod på kaffe og vafler, gåture, masser af snak, drinks, mad og vin (og is fra Steffens ismaskine), udflugt til Linnés Råshult, og mere drinks (med bål), mad og vin. En tiltrængt pause.

Da Anne og John drog videre (efter at have udtrykt ønske om at måtte lave projekter, næste gang de kom – det glemmer vi ikke!), så var vi klar med opladede batterier til endnu en gang projektarbejde. Samtidig kom regnen, så endnu en gang var vi rigtig glade for den store lade, der giver plads til store armbevægelser. Jeg er nu gået i gang med at slibe og male vinduer til drivhus, Steffen har pudset rust af brændekomfuret, og arbejder nu videre med vinduesrammerne på hovedhuset, mens han tænker over konstruktion af endnu en tagrende – der, hvor den bliver ved med at være forkert – og konstruktion af rammen til mine nymalede vinduer i det kommende drivhus på den nymalede gavl af aftægtsboligen. Vi har dog også haft tid til fika hos Marianne og Svend – to af vore nye naboer i Strömmaköp. Hyggelige mennesker – her er bare dejligt – også når det regner!

Gå aldrig i skoven uden kamera

Skriv et svar

Det meste af dagen var gået med kontorarbejde (dvs. – Steffen havde været ude og lege, og bl.a. plantet et kirsebærtræ på kosteskaftets plads), så sidst på dagen skulle vi ud og gå. Vejret var meget blandet, og pludselig stod regnen ned i tove.

Vi spurtede hen til et træ og stod og talte højlydt om, hvad det mon var for et træ, vi stod under. Så drejede jeg hovedet en anelse, og stirrede lige ind i et par kuglerunde, gule øjne, kun ca. ½ meter fra mine. Først blev jeg forskrækket – den var godt nok tæt på – men så skulle jeg jo have Steffen til at se den rigtige vej også, og helst uden at forskrække den.

Den lod sig så overhovedet ikke forskrække. Vi stod helt tæt på den flotteste lille ugle, med forbløffede, kuglerunde, gule øjne og snakkede med den i næsten et kvarter. Uden hæmninger. Ud over at den drejede lidt på hovedet (der i øvrigt var drejet helt rundt – egentlig sad den med ryggen til os) for at kigge først mig dybt ind i øjnene og så Steffen, så rørte den slet ikke på sig. Så ingen grund til at stå stille, eller dæmpe stemmen. Blot mega-meget grund til at ærgre sig over, at kameraet lå hjemme i køkkenet.

Da bygen var passeret, sagde vi pænt farvel til uglen og gik videre. Tror, det var en spurveugle …

Manden med leen – og hans kone

Skriv et svar

Det var slet ikke meningen, at vi skulle til Sverige denne weekend. Men mængden af ting, der skal transporteres derop til ferien i juli (diverse planter – herunder 14 chiliplanter, der bliver større og større for hver dag, der går! – krukker, værktøj, køkkenudstyr og bøger …) var så stor, at vi slet ikke kunne se, at det kunne være i bilen af én gang – så fredag sidst på eftermiddagen blev vi impulsivt (og helt usædvanligt – ungerne er stadig rystede!) enige om at efterlade alle ‘to-dos’ hjemme i Lyngby og smutte op i skoven alligevel. Så alt hvad vi nåede, var ren foræring, og derfor ekstra dejligt. Vejret artede sig faktisk nogenlunde, og velkomsten til Strömmaköp – med en allé af lupiner langs hele vejen – var overstrømmende.

Ungerne og jeg har foræret Steffen en le i fødselsdagsgave. Sådan én har jeg ønsket mig længe … :-). Steffen fik lov at samle den, og han fik da også lov til at slå en lille smule græs og brændenælder, men ellers var det mest mig, der hyggede mig med den, mens Steffen forsøgte at hvepse-sikre taget, inden han sætter den sidste tagrende op.

Det er mega fedt at slå med le. Så er det sagt. Vi har jo en busk-rydder, men den kan jeg slet ikke forliges med. Den larmer ad h… til, lugter grimt (man går lige i udstødningen, når man går med den), og den er besværlig at få på, besværlig at bære rundt på, og besværlig at få af. Jeg har prøvet, men vi bliver aldrig gode venner, og Steffen brokker sig altid over, at han får ondt i ryggen af den.

Leen derimod er letvægter, nem at tage fat i og nem at stille fra sig, helt lydløs, lugter ikke …, og så gør det naturligvis heller ikke noget, at brugen af den er CO2-neutral.

Jeg var meget spændt på, hvad ulempen ved den ville vise sig at være, siden alle nu render rundt med en buskrydder, og ingen render rundt med en le. Men jeg har altså ikke fundet den endnu.

Alt det græs, vi fik slået med leen i grøftekanten (udenom lupinerne) og i skovhaven, plus bunkerne med aviser fra Mor og naboerne derhjemme gjorde så også, at jeg endelig havde materiale nok til at blive færdig med at mulche ‘kosteskafte-bedet’. Et tip: Sørg for, at aviserne lapper rigeligt over hinanden. Et enkelt sted i det, jeg mulchede for nogle uger siden, var græsset groet igennem mellem to aviser. Jeg flyttede lidt på laget og lagde nye aviser og et nyt, tykt lag græs ovenpå. Det gav så også anledning til at kigge ind under mulchingen – og det ser sørme godt ud! Det dør, græsset! I hvert fald ser det meget træt ud.

Så venter vi bare på, at kosteskaftet skal vokse op og blive til et stort, flot kirsebærtræ :-). Og så skal der plantes mynte en masse næste forår. Jeg regner med at så flere forskellige sorter tidligt næste forår – måske har de et drivhus at spire frem i, og ellers bliver der trængsel i alle vinduerne. Og så er der naturligvis også de ‘gamle’ mynter i planteskolen – de har det fint, og sneglene har IKKE fundet ud af at kravle ind til dem endnu. Aspargesfrøene er til gengæld ikke spiret endnu – men det kan måske have noget med temperaturen, og jordtemperaturen, at gøre.

Koriander til hügelbed no. 1

Skriv et svar

Som tidligere nævnt går det ikke super-godt med at få frø til at spire i hügelbedet. Faktisk går det slet ikke, indtil videre. Formentlig er jorden for kold, og frøene for attraktive for alle fuglene.

For lige at teste, om jeg overhovedet kan lokke frø til at spire, har jeg sået korianderfrø i en bakke hjemme i vinduet i Lyngby.

Og de var lang tid om at spire – knap 14 dage trods en lun plads indendøre – men nu er de der næsten allesammen. Det er altså fascinerende, når sådan en lille spinkel spire løfter sit eget frø op i luften uden at knække!

Koriander bruger vi i rå mængder, og selvom det ikke ligefrem er en skovhaveplante, så skal vi nu alligevel prøve, om ikke vi kan holde os selv med koriander om sommeren. Så næste skridt i eksperimentet med at få frø til at blive til planter i hügelbedet er at lave mange, små korianderplanter i et tilsvarende varmt, beskyttet miljø, der så kan plantes over i hügelbedet, når de er blevet større og mere robuste, og forhåbentlig kan modstå fugle og snegle.

Regnen var ikke helt fraværende lørdag, så det gav anledning til en kaffepause indendøre med den ‘pot-maker’, jeg fik af Steffen i fødselsdagsgave i vinter (og nej – det har ikke noget med en rygepause at gøre …). Jeg fik produceret en masse små avis-potter, fyldte dem med våd så-jord, og lagde et enkelt korianderfrø i hver. De får nu lov at stå i en mørk krog i stuen i nærheden af brændeovnen, indtil de spirer. Så er det forhåbentlig blevet rigtig sommer – og i hvert fald er vi flyttet til Sverige for sommeren, og så kan spirerne komme til at stå i solen i et vindue – eller måske ligefrem komme ud i varmen (hvis det altså er blevet varmt til den tid …)!

Om så sneglene vil lade dem være i fred i hügelbedet, er en anden sag. Det tager vi til den tid – men om jeg så skal stå ved siden af bedet i døgndrift med en plantesaks og vogte over dem, så finder vi en løsning!

Vi har allerede fået snegle-ædt tre klokkeblomst-planter, så den veletablerede plante i en krukke hjemme fra Lyngby er nu blevet placeret på trappen op til ‘den fine indgang’, som vi aldrig bruger. Måske er vi heldige, at sneglene ikke kan finde derop. Der står den også fint ved siden af en af de mange digitalis, der nu blomstrer alle mulige steder på grunden

Midsommerweekend på Gammelgård

Skriv et svar

Jeg tror, at både danskere og svenskere snart glæder sig til, at det bliver rigtig sommer. Lad os sige det sådan, at vi da i hvert fald ikke er tørkeramt …

Midsommerweekend på Gammelgård gik mest med at fare ud og ind: Lige som vi troede, at nu skulle vi være ‘ude og lege’, så rullede endnu en tordenbyge ind over Strömmaköp. Men lidt fik vi da fra hånden. Steffen fik målt hældning på hovedhusets østside, hvor næste tagrende skal konstrueres, og konstateret, at vores hus er piv-skævt – også på den side 🙂 Der blev kørt mere jord på hügelbed no. 2, græsset blev slået, og græsafklippet blev brugt til at dække hügelbed no. 1, hvor græstørven desværre er begyndt at skyde – så den skal kvæles. Næste hügelbed bliver uden græstørv – eller også skal den lægges helt i bunden!

Bortset fra det, så stortrives bronzefennikelen (her et billede, før jeg lagde græsafklip på), og rosmarin, tallerkensmækker og merian har det også fint. Men der er absolut ingen frø, der er spiret.

Det går i det hele taget ikke super-hurtigt med at få frø til at spire og små planter til at gro. Det kan selvfølgelig have noget med denne forsommers kolde og ‘strålende’ vejr at gøre – men vi vil nu under alle omstændigheder gerne have et drivhus til at speede processen lidt op.

Kælderen under laden er fuld af gamle vinduer – så en mini-aktivitet mellem regnbygerne gik på at måle vinduer, og tænke i placering og design af drivhus.

Hvis man abstraherer lidt fra beplantningen, så tror vi, at en placering op ad den vestlige gavl af aftægtsboligen vil være helt ideel. Der er lige ‘enkelte’ træer og buske, der skal fældes, men ellers er der faktisk et lille, plant område ca. 2 m x 1,8 m foran gavlen, som ikke umiddelbart skal bruges til noget bedre.

Så her er et sommerferieprojekt mere: Træer og buske skal fjernes, gavlen skal repareres lidt og males (så det ikke skal gøres EFTER, at der er sat drivhus op …), der er muligvis en enkelt ‘lille’ sten, der skal flyttes lidt, vinduerne skal klargøres – og så skal der konstrueres drivhus. Piece of cake …

Mathis er i gang med at bygge drivhus af gamle vinduer i kolonihaven derhjemme – så vi satser stærkt på, at han gør sig en masse erfaringer, som vi så kan tappe fra.