Gå aldrig i skoven uden kamera

Det meste af dagen var gået med kontorarbejde (dvs. – Steffen havde været ude og lege, og bl.a. plantet et kirsebærtræ på kosteskaftets plads), så sidst på dagen skulle vi ud og gå. Vejret var meget blandet, og pludselig stod regnen ned i tove.

Vi spurtede hen til et træ, og stod og talte højlydt om, hvad det mon var for et træ vi stod under. Så drejede jeg hovedet en anelse, og stirrede lige ind i et par kuglerunde, gule øjne, kun ca. ½ meter fra mine. Først blev jeg forskrækket – den var godt nok tæt på, men så skulle jeg jo have Steffen til at se den rigtige vej også, og helst uden at forskrække den.

Den lod sig så overhovedet ikke forskrække. Vi stod helt tæt på den flotteste lille ugle, med forbløffede, kuglerunde, gule øjne og snakkede med den i næsten et kvarter. Uden hæmninger. Ud over at den drejede lidt på hovedet (der i øvrigt var drejet helt rundt – egentlig sad den med ryggen til os) for at kigge først mig dybt ind i øjnene og så Steffen, så rørte den slet ikke på sig. Så ingen grund til at stå stille, eller dæmpe stemmen. Blot mega-meget grund til at ærgre sig over, at kameraet lå hjemme i køkkenet.

Da bygen var passeret sagde vi pænt farvel til uglen og gik videre. Tror det var en spurveugle….

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.