Jeg vil gerne have mange asparges. Helst så mange, at jeg kan spise lige så mange, jeg ønsker, uden at behøve at købe nogen.

Et af mine allerførste så-projekter var derfor asparges. I maj 2015 købte jeg aspargesfrø og såede direkte i henholdsvis en stor trækasse og en stor krukke. De blev sået temmelig sent (normalt sår man asparges allerede tidligt i foråret), og planterne nåede ikke at blive så store. De overvintrede i henholdsvis krukke og kasse, og dem i krukken kom op igen sidst på foråret i år – mens dem i kassen aldrig blev til mere. Dette forår såede jeg derfor endnu en portion (denne gang rettidigt, indendøre og efterfølgende priklet ud og plantet om), og sammen med dem, der overlevede vinteren, og 2 planter, jeg har købt på Holma Skogsträdgård, har jeg nu 11 store, sunde planter (9 Mary Washington, jeg selv har sået, og 2 Rafaello fra Holma), der alle står i hver deres potte og er ved at visne ned for vinteren. Potterne har jeg gravet ned og dækket med blade for at beskytte planterne mod frosten – og så må vi se, hvor mange planter der overlever denne gang.

I mellemtiden har jeg gjort klar til udplantning næste forår. Asparges skal stå i et dybgravet bed med løs jord og masser af næring, så dette forår gravede jeg et langt bed i gårdhaven, hvor jeg fjernede al græstørv, lagde et solidt lag komøg og jorddække og plantede bønner og græskar, som jeg havde forspiret. Bønnerne var nogle, jeg havde fået foræret, så der kender jeg ikke sorten. Græskar-frøene havde jeg købt – nøgenfrøede græskar, så vi ikke skal knække græskarkernerne til vores rugbrød!

Bønner og græskar har primært haft til formål at forberede aspargesbedet. Bønnerne er nitrogenfikserende – dvs. de tilfører kvælstof til jorden, hvilket asparges-planterne vil blive glade for næste år. Og græskarrene bidrager med at bearbejde jorden med rødderne, samt med en masse bladmasse, der kan kompostere i bedet. Men vi har da også fået 4 store, flotte græskar ud af øvelsen, og en masse bønner, som jeg kan så ud igen næste år i så store mængder, at vi også kan høste af dem til at spise.

Bedet er nu ryddet – dvs. bønnerne og græskarrene er høstet, og planterne er rykket op med rode og lagt ovenpå bedet, hvor de skal kompostere over vinteren, og så har jeg dynget jord ovenpå. Jorden har jeg gravet ud i kælderen af laden, hvor jeg havde brug for at rydde et rum, så der kunne blive plads til at få sorteret alle de mange, gamle vinduer, der står alle vegne i kælderen. I den del af ladekælderen har der vist været hestestald engang (for måske 30 år siden?), og der er vist ikke nogen, der har muget ud efter den sidste hest! I hvert fald lå der et tykt lag halmiblandet jord over hele gulvet – lige til at skovle op og smide ud på bedet. Jeg ved ikke, om der er mere næring i, men skade kan det ikke gøre.

Nu skal bedet stå vinteren over (og samtidig være opmagasineringsplads for potterne med aspargesplanter), og så graver jeg det grundigt igennem til foråret og planter mine aspargesplanter. Dem af dem, der overlever vinteren altså!

11 planter er slet, slet ikke nok – og jeg har en drøm om et kæmpe-aspargesbed i den kommende køkkenhave syd for aftægtsboligen. Så jeg vil så flere planter til foråret, og i stedet for at købe frø vil jeg denne gang selv høste aspargesfrø her i efteråret. Vores genboer har nogle gode, gamle aspargesplanter, der giver en hel masse. De kender ikke sorten, men siger, at de smager godt, og giver godt! Aspargesplanter er hun og han-planter, og giver kun frø på hunplanterne. Han-planterne er dem, der giver flest asparges, så generelt ønsker folk ikke at have hun-planter. Men genboen har heldigvis et par hun-planter også, og jeg har fået lov til at høste frø.

Jeg tror kun, det er nørder, der selv høster deres aspargesfrø i stedet for at købe frø i en butik. Nørder, der ved alt om at høste frø, og derfor ikke har brug for en beskrivelse af, hvordan man gør! I hvert fald har jeg haft vældig, vældig svært ved at finde en god beskrivelse med billeder af, hvordan og hvornår man høster aspargesfrø. I alle beskrivelser står der bare, at det er vældig nemt at høste frø (!!), og derefter følger en detaljeret beskrivelse af, hvordan man sår frøene, prikler planterne om, planter dem ud osv. Men det ved jeg jo godt!

Efter lang tids søgning har jeg fundet en gammel, engelsk bog om at samle forskellige frø. Så nu ved jeg hvordan. I bogen var der ikke billeder, så dem har jeg nu taget! Man gør således:

Aspargesplanten får nogle kuglerunde (giftige!) frugter, der først er grønne, så bliver brune, og tilsidst bliver røde. Så ser de sådan her ud. Frugterne skal høstes, når de er røde, og her i Sverige er det først nu, her sidst i oktober, at det sker. De første frugter, jeg høstede hos genboen, var brune, og jeg lagde dem til tørre i et vindue. De er så siden blevet røde i vinduet, men frøene inde i frugten er temmelig små.

Nu har jeg plukket nogle af de røde frugter, og det er ganske rigtig nemt nok. 🙂 De er hårde, smatter ikke  og er lige til at plukke af (i modsætning til fx havtorn …). Inde i hver lille frugt er der en masse saft, noget frugtkød, og 5-6 sorte frø. Og disse frø, fra de røde frugter, er noget større end de frø, jeg pillede ud af de brune frugter. Jeg gætter på, at jeg har mere held med spiringen næste forår, hvis jeg anvender frøene fra de røde frugter i stedet for frøene fra de brune frugter!

Frøene skyller man fri for frugtkød og saft, og så skal de tørre et par dage på et stykke køkkenrulle.

 

 

 

Når de er helt tørre, kan man gemme dem et køligt, tørt sted til såning næste forår. Fx i en lille kuvert, som man lægger et mørkt og køligt sted. Husk at skrive på kuverten, hvad der er i!!

Ps. Hvis der er nogen, der mangler aspargesfrø, så sig til. Jeg har nu temmelig mange …