Nu er året aspargesfrø-høst i hus. Selvom jeg lige har plantet 30 nye aspargesplanter, som jeg såede i foråret, så tænker jeg nok, at jeg kan få plads til endnu flere planter næste år. En hel mark, måske – men mere om det en anden gang.
Høst af aspargesfrø er hverken besværligt eller tidskrævende, så hvis bare man både har en hanplante og en hunplante (hanplanterne laver ikke frø), er der absolut ikke nogen grund til at købe frø. Man skal bare vide, hvornår frøene skal høstes (altså hvordan de ser ud, når de er modne) – hvilket jeg skriver mere om i et gammel indlæg fra 2016, som er et af de indlæg, der sjovt nok er rigtig mange, der læser.
Der er ikke nogen grund til at forklare det hele én gang til (det gamle indlæg kan læses her) – men da jeg har vældigt svært ved ikke at blive ved med at eksperimentere, er der her en lille tilføjelse til indlægget fra 2016.
Skind og det meste frugtkød er relativt nemt at fjerne med fingrene, men af hensyn til holdbarheden, skal alt (eller næste alt) frugtkødet fjernes, inden frøene lægges til at tørre helt og pakkes sammen og gemmes for vinteren.
Årets eksperiment gik ud på, om man kunne få alt frugtkødet væk uden at lægge frøene i vand – altså bare med fingrene. Svaret er, at det kan man sikkert godt, men det tager meget længere tid og er en del mere besværligt. Så jeg vil stadig anbefale, at man lige lægger frøene i vand lidt (et kvarter??) efter den første grovudpakning fra frugten, inden man nuldrer frøene fri for det sidste frugtkød og lægger dem til tørre. Forskellen på resultatet af de to metoder kan man se herunder.
.