200 liter lækker kompost

Endnu en af forårets tilbagevendende aktiviteter er udført – og i år blev det til hele 200 liter dejlig, ormefyldt og næringsrig køkkenkompost.

 

Vi har i mange år smidt alt grønt affald fra køkkenet i en ormekompostbeholder. Først i en lille spand med låg på inde i køkkenet, og når den så er fuld, ryger det videre ud til ormene. Året rundt. Uden at vende rundt i det, og uden at tilsætte ‘effektive mikroorganismer’ eller andre moderne grejer, bortset fra en håndfuld savsmuld i ny og næ, for at komposten ikke skal blive for våd. Ormene gør arbejdet!

Vi har to beholdere af den type, man købte gennem kommunen, da vi boede i Lyngby – og som vi derfor har vænnet os til og er glade for. Når den ene er fuld, lader vi den hvile og går videre med den næste. Når vi har brug for komposttilskud i haven i april, når vækstsæsonen skal til at starte for alvor, er det tid til at sigte indholdet i den beholder, der har hvilet. Det, der ikke er færdigkomposteret, ryger enten over i den igangværende beholder eller – hvis det er næsten færdigkomposteret – ud i skovhaven omkring nogle af de særlig næringskrævende planter (kål fx). I år var der ikke særlig meget, der skulle viderekomposteres, og det ‘næstenkomposterede’ fyldte en trillebør.

 

Resten – dvs. al det, der ryger igennem sigten, og det var altså i år 10 20-litersspande – kan anvendes til at kræse om noget særligt. I dag blev der blandet en halv spand i plantehullet til en ny klatrerose, sætteløgene, der lige er sat ud i køkkenhaven, fik lidt ekstra lækkerier, det ene aspargesbed fik en hel masse, og alle jordbærplanterne fik en håndfuld hver.

I morgen går jeg videre med rabarber, hvidløg og hvad jeg ellers finder, jeg har lyst til at forkæle. Jeg gemmer også lige et par spandfulde til tomaterne, når de er klar til at komme i jorden.

Endnu en rigdom, der ikke har kostet noget. 🙂

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.