Ny farstu – indersiden

Som Christina skrev i indlægget om den nye farstu, blev den som aftalt afleveret med rå gipsvægge og betongulv. Et af vinterens store projekter har derfor været at færdiggøre indersiden.

Første skridt var at spartle, slibe, spartle, slibe og så slibe lidt igen. Det stykke af den gamle bjælkevæg, som vi har valgt at lade være fritlagt, har vi børstet ned, vi har fjernet de gamle søm, og så har Christina linoliebehandlet den del af væggen, der skal være synlig. Farstun er uopvarmet, så vi planlægger at fylde de værste sprækker med værk for isoleringens skyld.

Herefter blev vægge og loft malet med den gode maling fra www.auro.dk. Fedt at vide, at malingen er helt kemikaliefri. Både når man står og arbejder med den – det lugter ikke! – men også når man tænker lidt over, hvad det egentlig er, man fylder sit hjem med.

Herefter blev fliserne lagt. Det har taget os laaaang tid at bestemme os til, hvad vi skulle vælge, og resten af projektet har afventet beslutningen. Fliselægning er ikke så svært, når bare underlaget er plant, og det var det her. Jeg var nu glad for, at jeg allerede havde lavet et par gulve i kælderen. Det sparede mig for de værste begynderfejl …

Da gulvet var lagt, kom den rigtigt spændende del af projektet: Træværket. Der skulle sættes gerigter (det hedder det!) om døre og vinduer, lister langs loftet og højt panel hele vejen rundt. Sådan et puslespil har jeg aldrig lagt før.

Det høje panel er ‘pärlspont’. Jeg ved ikke, hvad det hedder på dansk, men det giver sådan lidt almuestil med de lodrette riller. Lones kompressor med sømpistolen var til rigtig god hjælp her. Der sku’ slås mange søm i. 

Al træværket er selvfølgelig også blevet malet. Meget af det malede vi de første par gange, før det blev sat op, og da der er alt for koldt i laden til den slags aktiviteter, har vi indrettet malerværksted i salen i overetagen: Afdækning, et par bukke og et ekstra lysstofrør: Så kører det! (Så er der også bedre plads i laden til at gå og rode med bikuben. Mere om det en anden dag!). Lysningerne omkring døre og vinduer og selve panelet er selvfølgelig malet på stedet. Da farstuen er uopvarmet, måtte der en varmeblæser til nogle timer. Alternativet var først at male om nogle måneder, og det kan vi altså ikke vente på!

Endelig har jeg lavet en knagerække af et bræt (fra laden …), som har fået en festlig kant vha. fars overfræser, og så har jeg skruet alle de knager, jeg ku’ finde i huset, på. Knagerne er – selvfølgelig – oprindeligt fra Ikea, men passer fint ind i stilen. Lampen er den, der hang i entréen i Lyngby – den har ligget og ventet nede i kælderen, siden vi flyttede.

Jeg syn’s selv, at resultatet er blevet ganske nydeligt. Det er en er en kæmpe fornøjelse, at der nu er lyst og lækkert både ude og inde, og at der nu er plads til, at tre voksne kan tage vinterovertøj på samtidigt! Før var der mørkt og knap plads til én …

Hængepartiet er bjælkevæggen. Den er, kan man vist roligt sige, ikke helt lige, så der skal laves en masse individuelt tilpassede løsninger, både når panelet skal sættes op, og når afslutningen omkring køkkendøren skal laves. Det bli’r selvfølgelig aldeles storslået og færdigt ‘lige om lidt’. Følg med her – jeg lægger et billede op, når det er klart! 🙂

 

Skriv et svar