Vintersåning

Nogle plantefrø skal mærke, at det har været vinter, før de vil gro. De skal have kulde efterfulgt af varme, før de bryder frøhvilen og spirer – det kaldes, at de skal ‘stratificeres’. Lige som sidste år har jeg derfor i dag vintersået en stribe grøntsager til skovhaven, nemlig alle dem vi ved (eller tror vi ved) har brug for stratificering:

Vild Basilikum (Clinopodium vulgare)
Takkeklap/Ryssgubbe (Bunias orientalis)
Spinatranke (Hablitzia tamnoides)
Slåen (Prunus spinosa)
Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata)
Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia)
Strandmælde (Atriplex littoralis)
Bjørnerod/björnrot (Meum anthamanticum)
Spiselig vild kørvel, Ravenswing (Anthriscus sylvestris) og
Skorzoner/svartrot, Hoffmanns (Scorzonera hispanica)

Sidste år kom en del af det, vi vintersåede, aldrig op. Vi havde stillet bakkerne udendørs, og vi tænker, at de simpelthen druknede i løbet af vinteren og foråret. I år har jeg derfor stillet alle bakkerne under bordet i drivhuset. En fare er selvfølgelig så, at de tørrer ud, hvis vi ikke husker at vande lidt i løbet af vinteren. Nu vil jeg derfor sætte min telefon til at sige ‘ding’ hver 14. dag, og huske mig på, at jeg skal en tur ud med vandkanden.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.