Hvorfor egentlig dyrke mad selv?

Det er nok ikke forbigået ret manges opmærksomhed, at vi eksperimenterer med at dyrke alt muligt selv – både nye typer af grøntsager og nye dyrkningsmetoder. Men hvorfor egentlig dyrke maden selv? Hvad forskel gør det?

Først og fremmest er det enormt inspirerende – det giver et vældigt energikick at opleve planter gro, og det er en enorm tilfredsstillelse at hente egenproduceret mad i haven og gå direkte ind i køkkenet og tilberede den. Og jo mere man har, jo større frihed er der til at lave lige præcis det, man har lyst til, når man får lyst til det.

Men det er faktisk også lidt interessant at se på, hvilken forskel det gør miljø- og klimamæssigt.

Der er de seneste år forsket en del i madspild, både i Danmark og Sverige. I Sverige gennemførte Livsmedelverket, Naturvårdsverket og Jordbruksverket i perioden 2013-2015 et regeringsfinansieret projekt om madspild (’Minska matsvinnet’). I det projekt blev der gennemført en masse analyser af madspild, årsager og virkningsmidler til at reducere madspild.

I Danmark har CONCITO sammen med Fødevareministeriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet i 2011 tilsvarende lavet en kortlægning af ’Det skjulte madspild’.

Rapporterne fra de to projekter kan absolut anbefales, hvis man er interesseret i at forstå madspild lidt bedre. Der er en liste over dem, jeg har kigget i, nederst på siden.

Madspild er et problem ud fra mange synsvinkler. Den økonomiske er vældigt iøjnefaldende – hvad enten du er forbruger eller producent, så er det noget skidt, hvis en stor del af det, du betaler for, ender med ikke at have nogen værdi (affald). Hvis du køber 10 æbler til 30 kroner og smider halvdelen ud, så har de 5 æbler, du ender med at spise, i realiteten kostet 6 kr. stykket i stedet for 3. Og må du som producent kassere halvdelen af pastinakkerne på din mark, så mister du også halvdelen af din potentielle indtjening.

Men der er også andre synsvinkler, der er interessante at tage i betragtning. Hvis der er brug for x kilo gulerødder i Danmark, og alle de producerede gulerødder på en mark ikke når frem til forbrugernes maver, så skal der bruges flere marker til at producere x kg gulerødder end i det tilfælde, hvor alle gulerødder kom frem. Flere marker til fødevareproduktion betyder færre områder til vild natur. Og flere marker, der udsættes for de miljøproblemer, der er forbundet med fødevareproduktion – ikke mindst i den ikke-økologiske fødevareproduktion.

Produktion af mad er heller ikke klimamæssigt uproblematisk. Anvendelse af landbrugsmaskiner betyder afbrænding af fossile brændsler, og er der tale om konventionel landbrugsproduktion, så er der også klimamæssige problemer i forbindelse med produktion og anvendelse af både kunstgødning og pesticider. Det koster energi at producere både kunstgødning og pesticider, og ved produktion af kunstgødning er der også udledning af lattergas til atmosfæren. Lattergas er en klimagas, der er 310 gange stærkere end CO2, og det er derfor vigtigt at reducere både produktion og anvendelse af kunstgødning.

Endelig er der den etiske og fordelingsmæssige betragtning, at madspild er problematisk i en verden, hvor andre mennesker sulter. Ikke mindst hvis vores spild af mad indebærer, at det er nødvendigt at lægge beslag på endnu større arealer i andre dele af verden til produktion af mad til os – arealer, som i stedet kunne anvendes til produktion af mad til dem, der sulter – eller ‘blot’ til bevarelse af truet natur, som fx i Sydamerika, hvor der fældes store skovarealer for at give plads til produktion af soja-bønner, der skal blive til mad til vores grise!

Der er altså rigtig mange gode grunde til at arbejde for, at så mange som muligt af de producerede fødevarer ender i vores maver i stedet for at blive til affald.

I øvrigt er der lige et par begreber, som skal slås fast. Madaffald er alt det mad, der ikke bliver spist. Madspild er den del af madaffaldet, der KUNNE have været spist. Altså hører de æbler, der kasseres pga. fx skurv – eller de pastinakker, der er for små eller for store til, at supermarkedet gider købe dem, og som landmanden derfor pløjer ned igen – med i madspildsfraktionen, mens skroget fra kyllingen (altså, når man HAR gnavet kødet af …) eller kaffegrumset, når man HAR brygget kaffe – ikke kommer med her. Det er selvsagt madspildsfraktionen, det er interessant at reducere. På svensk: Matsvinn = Mat som slängs fast att den hade kunnat ätas om den behandlats, förvarats eller tillagats på annat sätt .[1] I rapporten ’Vad görs av matsvinnet?’ [2] illustreres det sådan:

 

Der er stor fokus på at reducere madspildet i husholdningerne, både i Danmark og Sverige. Vi smider alt for meget mad ud – både mad, der kunne have været spist, men som vi ikke gad (rester fra middagen, fx), og mad, der nåede at blive dårligt, fordi vi købte for meget (10 æbler på tilbud, så vi køber 10, selvom vi egentlig godt ved, at vi ikke kan nå at spise 10). I et svensk studie[3] vurderes det, at madspildet er størst i husholdningerne, hvorimod det danske studie[4] peger på, at der også er et stort potentiale i det, de kalder ’skjult madspild’ – altså det madspild, forbrugeren ikke selv ser, fordi det forekommer, før madvaren lander hjemme hos forbrugeren. Det er her de forkerte størrelser pastinakker, som supermarkedet ikke vil aftage, kommer ind i billedet.

I den svenske rapport ’Vi slänger frukt och grönsaker i onödan – varför?’[5] har de en meget fin illustration af, hvor det går galt i forhold til frugt og grønt.

 

Det er klart, at der er nogle produktgrupper, der har mere spild end andre. Et sellerihoved kan klare mere end et salathoved! Og prøv lige selv at overveje, hvor mange jordbær, der går tabt, hvis de skal igennem mange led.

Mængderne af spild i de forskellige led er rigtig svære at vurdere og involverer en masse skøn. Begge studier gør da også opmærksomme på, at datamaterialet er meget usikkert. Så jeg vil ikke begynde at slynge tal ud. Men det er interessant, at vurderingen i det danske studie[6] er, at der formentlig er et ligeså stort madspild FØR maden lander hos forbrugeren, som der er hos forbrugeren.

 

Dvs. – selv hvis man IKKE gjorde noget ved sit eget madspild hjemme i husholdningen, så ville madspildet reduceres betragteligt, hvis der ikke VAR nogen led før forbrugeren. Altså, hvis primærproduktionen lå hos forbrugeren selv. Det er da interessant. Tænk, at man måske kan halvere madspildet alene ved at producere maden selv? Altså, jeg skal bruge 1 kilo kartofler. Hvis jeg køber dem i et supermarked, indebærer det, at der skal produceres 2 kg kartofler et eller andet sted, og at de 2 kg skal transporteres og håndteres på alle mulige måder med alt hvad det indebærer af ressourceforbrug og forurening – og altså spild. Hvis jeg selv dyrker kartoflerne, så dyrker jeg 1 kg kartofler og henter 1 kg kartofler ind i køkkenet når jeg skal bruge dem. Hvis jeg så derudover OGSÅ reducerer madspildet inde i køkkenet – fordi jeg kun graver det antal kartofler op, jeg skal bruge samme dag, og i øvrigt ikke smider dem ud, der ikke blev spist til aftensmaden, men anvender dem til en kartoffelomelet til frokosten næste dag – så begynder det for alvor at ligne noget.

Så får vi BÅDE energikicket ved at dyrke planter, helt friske grøntsager til vores madlavning (og dermed et højere næringsindhold i vores mad) OG reduceret de miljømæssige, klimamæssige og etiske problematikker, jeg skitserede i starten.

Ikke et øje er tørt! 🙂

 

 

Kilder

Elander, M., IVL Svenska Miljöinstitutet (2016). Matavfall i Sverige – Uppkomst och behandling 2014. Rapport 8765, udarbejdet i regi af SMED (Svenska MiljöEmissionsData)  for Naturvårdsverket

Fogelberg, C.L., Naturvårdsverket (2014). Vad görs åt matsvinnet? Data, åtgärder och styrmedel med fokus på Norden, Storbritannien och Nederländerna.Rapport 6620 Naturvårdsverket

Hasselström, L. & Wallentin, E., Enveco Miljöekonomi AB (2015). Minskat matavfall – miljönytta och kostnadsbesparingar. Naturvårdsverket rapport 6697

Jensen, C. & Stenmarck, Å., IVL Svenska Miljöinstitutet & Sörme, L. & Dunsö, O., SCB. (2011). Matavfall 2010 från jord till bord.  SMED Rapport Nr. 2011- 99, udført for Naturvårdsverket

Kjær, B. & Werge, M., Copenhagens Ressource Institute (2010). Forundersøgelse af madspild i Danmark.  Miljøprojekt nr. 1325, udført for Miljøstyrelsen

Mattsson, C. (2014). Vi slänger frukt och grönsaker i onödan – varför? Jordbruksverket Rapport 2014:5

Minter, M. & Færgeman, T., CONCITO (2011). Det skjulte madspild – kortlægning og handlingskatalog. Rapport fra projektet ’Det skjulte madspild’, udarbejdet i samarbejde med Fødevareministeriet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet (DJF) og Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet (FØI) og finansieret af Promilleafgiftsfonden og Fødevareministeriet

Naturvårdsverket (2014). Matavfallsmängder i Sverige. 

 

[1] Definition citeret fra rapporten ’Matavfall i Sverige’, udgivet af Naturvårdsverket i 2016

[2] Fogelberg, 2014

[3] Elander, 2016

[4] Minter & Færgeman, 2011

[5] Mattsson, 2014

[6] Minter & Færgeman, 2011

Skriv et svar