Skovhavegrøntsager

Vi er på ingen måde klar til at plante grøntsagslaget i skovhaven! Faktisk er vi ikke engang nået til at planlægge, hvad vi vil have hvor. Og selve udplantningen bliver i det meste af skovhaven først i 2018 eller 2019. Først skal vi nemlig have kvalt rodukrudtet.

Vi begynder dog at have en rimelig god idé om, hvilke flerårige grøntsager vi gerne vil dyrke i skovhaven, og da vi kommer til at skulle bruge rigtig, rigtig mange planter – og ikke har tænkt os at bruge hele familieformuen på at købe dem – så begynder vi nu at lave dem selv, enten fra frø eller ved stiklingeformering. Så må de vente i planteskolen, til vi er klar til at plante dem ud i skovhaven.

Der er flere af de flerårige grøntsager, der med fordel kan sås om efteråret eller vinteren. Så ligger frøene klar i jorden og venter på at begynde at spire, så snart varme og lys tillader det. Steffen nåede at så strandkål (Crambe maritima), vinterportulak (Claytonia perfoliata) og takkeklap (Bunia orientalis) i slutningen af oktober, inden det blev rigtig koldt i november (det er ikke så sjovt at stå ude og lege med jord og frø i frostvejr), og jeg hyggede mig så med at så sødskærm (Myrrhis odorata), scorzoner (Scorzonera hispanica), vild kørvel (Anthriscus sylvestris), engelsk spinat (Rumex patientia) og skjoldsyre (Rumex scutatus) i denne uge. Stolthenriks gåsefod (Chenopodium bonus-henricus) såede Steffen allerede i sommer, og der har vi en masse småplanter stående i potter, beskyttet af en masse blade mod den værste vinter. Men ellers kan den også sås om efteråret.

Bortset fra vinterportulakken er alle de nævnte grøntsager flerårige og ikke specielt almindelige i traditionelle køkkenhaver. Gulerødder, porrer, broccoli, løg og ærter kender vi alle, og vi ved også alle mere eller mindre, hvad de kan anvendes til. Sødskærm, strandkål, engelsk spinat og stolthenriks gåsefod er de fleste nok noget mere usikre på – og det gælder da også os. Og vi glæder os til at skulle eksperimentere med nye grøntsager i madlavningen. Efterhånden som vi begynder at få flere erfaringer med dem, skal vi nok lade opskrifter og andre tips gå videre. 🙂

De nytilsåede bakker er nu placeret i en kasse med et låg af granris fra det nyfældede grantræ.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.