Hønseharmoni

Vi har nu haft skånske blomsterhøns i knap fire måneder, og der er allerede sket store forandringer i flokken.

Sidst jeg skrev om hønsene, havde vi en grum mistanke om, at en af hønerne var en hane. Den mistanke blev efterhånden bekræftet, og de to haner brugte mere og mere krudt på at slås. Det gad vi ikke. En flok med to haner og tre høner er simpelthen ikke harmonisk. Tre høner er også for lidt, hvis man gerne vil være selvforsynende med æg og også gerne vil lade en eller to af hønerne ruge kyllinger ud til foråret. Noget måtte ske.

Sidst i oktober tilbød Emelie og Vincent to høner mere fra den samme flok som de første, ovenikøbet leveret på Gammelgård. Meget hyggeligt!! Det var sådan en fornøjelse at have Emelie i praktik for to år siden, og vi har besøgt dem et par gange på deres egen lille gård nu. Lille Hilma på alder med vores egen Sofus er siden kommet til, og hun vandrede fornøjet rundt på Gammelgård og plukkede af de sidste skovjordbær og hindbær.

Emelie og Vincent var helt enige med os i, at den ene høne var en hane – men til gengæld absolut uenige i, at det var den, der skulle overleve en haneslagt. De var ret overraskede over, hvor lille og uudviklet han var for sin alder, og ikke et splitsekund i tvivl om, at de ville satse på den store hane. Så det gjorde vi.

Samme aften, efter at hønsene var hoppet på pinden, sneg vi os ind i hønsehuset og pillede ‘lillehanen’ ned fra pinden. Det var han ikke vildt begejstret for, men faldt hurtigt til ro i mit greb. Jeg bar ham ud på gårdspladsen, og Steffen lukkede døren til de andre høns, så de kunne få nattero igen.

Vi havde forberedt en huggeblok og en spand, og Steffen havde slebet øksen og fundet en god, tyk pind frem til at gokke ham i hovedet med. Det gik hurtigt, og jeg tror ikke, han nåede at fatte ret meget af, hvad der skete. Gok i hovedet, så han blev bevidstløs, hovedet ned på huggeblokken og af med det med øksen. Tog det et minut? Næppe.

Derefter holdt jeg ham med halsen nedad over spanden, så blodet kunne rende derned i stedet for ud på græsset. Bagefter bar jeg ham ind i laden, hvor vi havde forberedt en plads med en stol at sidde på, en presenning og en papkasse til fjerene. Steffen kom med en stor spand med varmt vand (ikke kogende, men heller ikke håndvarmt – man anbefaler 80 grader. Vi målte dog ikke temperaturen), og så dyppede jeg hanen ned i spanden et par gange. Det løsner fjerene, og så var det bare at gå i gang med at plukke.

De forrige gange, vi har håndteret døde hanekyllinger, har vi fået dem af andre, og de var således ikke helt nyslagtede. Derfor har vi flået dem i stedet for at plukke dem. Men så friskslagtet, som lillehanen var, var det slet ikke noget problem at få fjerene af. Da de fleste fjer var fjernet fra kroppen, tog jeg den ind i køkkenet og overlod den til Steffen, der så fjernede resten og tog indmaden ud.

Knap et kg fin og frisk unghane blev det til. Ikke nogen imponerende vægt, hans alder taget i betragtning, så jeg tror, det var rigtigt at satse på den store hane. Lillehanens gener var vist ikke noget at give videre. Og en god suppe blev han til, den ringe vægt til trods. Vældigt fint og smagfuldt kød.

De to nye høner fik to dage i bur inde i hønsehuset. Så lukkede jeg dem ud til de andre. Det gik ikke helt stille for sig, der skulle jo lige etableres en ny hakkeorden. Men allerede efter et par dage var der fred i flokken igen, og selv natpinden i hønsehuset fik de nye adgang til allerede efter et par nætter.

Hanen blev pludselig en helt anden, nu hvor han ikke skulle fokusere så meget på lillehanens udfordringer. Trådte så at sige i karakter og tog lederskab, hvilket han ikke havde gjort tidligere. Hans svage position i flokken i starten var grunden til, at jeg først syntes, at det var ham, der skulle lade livet. Men nu blev han en helt anden. Sååå fin.

Da først den nye hakkeorden mellem hønerne var etableret, gik de to nye høner i gang med at lære de gamle høns nye kunster. Midt i hønsegården stod en ung røn, som Steffen havde skåret ned, da han lagde tag på hønsegården. Han havde efterladt en lang gren, som hang mere eller mindre vandret ud fra den afkortede stamme i cirka halvanden meters højde. Den havde ikke hidtil interesseret nogen af de første høns – men de to nye høner fløj ret hurtigt derop og satte sig til rette. De gamle stod under dem og gloede – men der gik ikke længe, før alle hønsene gerne ville op og sidde. Hvilket der jo ikke var plads til. Så nu har Steffen sat et par bukke ind til dem, som er vældigt populære. Høns kan åbenbart rigtig godt lide at sidde oppe og have overblik.

En sti ind til grenen og bukken blev da også prioriteret højt, da vi efterhånden havde fået gravet os selv og bilen fri af de snemasser, der faldt i starten af december. Taget over de første meter af hønsegården kom rigtig til sin ret, men ikke desto mindre var pladsen, de kunne røre sig på ude, blevet en anelse begrænset!

Flokken er harmonisk nu, og selvom de stadig ikke er håndtamme, kan vi komme tættere og tættere på. En trillebør med et hvilket som helst indhold er stadig vældigt populært – og så elsker de som sagt at få et neg hør at plukke i. Jeg har også tørrede neg af stolthenriks gåsefod og brændenælder, de får at supplere hønsefoderet med. Og så er de helt vilde med, hvad jeg nu kan finde af grønt i skovhaven, nu hvor sneen er smeltet igen.

Desværre er der ikke så meget – rådyrene har virkelig taget for sig. Men havde der ikke været rådyr, ville vi have haft både kål, seombadi og sibirisk vinterportulak at fodre dem med. 

Der står desværre hegn om skovhaven på næste års projektliste!

Nu mangler vi bare, at hønerne skal begynde at lægge æg. Men det kan være, vi må vente på den oplevelse, til dagene begynder at være lidt længere igen. Om en uge vender det, og det gør bestemt ikke noget.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.