Gammelgård boghandel

Jeg elsker bøger. Begyndte at læse,  inden jeg begyndte at gå i skole, og har hele mit liv læst bøger i hver en ledig stund. Det eneste, jeg aldrig har haft nok af, er plads til flere bøger. Min nuværende profession som korrekturlæser er genial – og nu har vi så også fået en boghandel.

Indrømmet – det er en meget smal boghandel. Bare med skovhave- og plantebøger. Til gengæld har jeg læst alle bøgerne i den med stor glæde.

Masterpiece i vores boghandel er Skogsträdgårdsboken – odla ätbart överallt, som Philipp og Annevi udgav sidste år, og som nu er grundbog for alle skovhaveentusiaster i Sverige. Fantastisk bog, der altid ligger fremme til opslag om planter og metoder.

Philipp og Annevi har også skrevet en mindre bog om Fleråriga grönsaker (mens de ventede på at blive færdige med den store …) – og den har vi naturligvis også, hvis man ikke har mod på den store basse. Den lille indeholder også et afsnit om næringsindhold i flere af de flerårige grøntsager, som er vældig interessant.

En anden bog, vi meget jævnligt slår op i, er Steven Barstows bog Around the World in 80 Plants (på engelsk). Tætpakket med planteviden, anekdoter og opskriftsideer fra hele verden. Meget underholdende – og Steven er også altid utrolig hjælpsom, hvis vi er nødt til at spørge ham om noget, vi ikke kan finde i bøgerne. Og så ved han alt om løg!!

Vi har også lidt på dansk til eventuelle danske kunder i butikken. Tycho og Karolines bog Permakulturhaven kom et års tid inden Philipp og Annevis bog om skovhavedyrkning, og dækker lidt af det samme, men er ikke lige så voluminøs som den svenske.

Og så er der også lidt til de farveglade: Fantasilater – eventyrlige blomstersalater skrevet af Aiah fra Naturplanteskolen, hvor vi er faste kunder. Der er rigtig interessante afsnit om smagskombinationer, så salat ikke bare smager af salat. Opskriftbøger bliver i øvrigt nok noget, vi kommer til at gøre det mere i henad vejen.

Vi ville gerne have en god bog på dansk og/eller svensk om topliste-bikuber, men det findes endnu ikke, så den har vi endnu til gode. Til gengæld lurer jeg lidt på nogle andre bøger i den boldgade. Fantastisk nyt kapitel, vi er startet på!

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.