Stresshåndtering på Gammelgård

Vi får indimellem bekymrede kommentarer til vores projektvirksomhed her på Gammelgård. Det er jo ingen hemmelighed, at Steffen har en stress-diagnose, og en del vil nok også vide, at jeg også var ‘nede og vende’ for en del år siden. Og hvordan hænger det så sammen med alle de projekter, vi altid har gang i? Det hænger faktisk overordentlig godt sammen!

Først og fremmest var det vores ‘almindelige’ lønmodtagerjobs, der gjorde os syge. Som det jo efterhånden hænder for alt for mange mennesker. De krav, der i langt de fleste jobs i dag stilles til, at man løber meget stærkt, har ansvar for mange mennesker eller projekter og leverer i en kvalitet, der er langt under det fagligt forsvarlige, hænger ikke sammen med at være et kvalitetsbevidst og ansvarsfuldt menneske. Så bliver man syg. For en del år siden traf vi derfor den beslutning, at vi ville leve et andet liv. Mere på vore egne præmisser, med større fokus på vores egne værdier, og mere tid til faktisk at lave noget, der giver mening, i stedet for hele tiden at lave brandslukning af ringe kvalitet eller udføre absurd arbejde besluttet af inkompetente chefer (det kunne faktisk være sjovt på et tidspunkt at forsøge at regne ud, hvor meget af min arbejdstid ude i det pulserende, der gik med udarbejdelse af tilbud på projekter, der aldrig blev til noget, rapporter, der aldrig blev læst med anbefalinger, der aldrig blev fulgt, strategier, der aldrig blev implementeret, for ikke at tale om dårligt forberedte møder, der ikke blev fulgt op på …) .

Da jeg blev stress-ramt og sluttede på det sidste fuldtids lønmodtagerjob, jeg havde, søgte jeg en del andre jobs, men lykkedes aldrig med at finde noget, der ikke var lige så slemt som det, jeg kom fra. Så tog jeg en korrekturlæseruddannelse og blev selvstændig. Jeg arbejder nu ca. halvtids med korrekturlæsning (i lige præcis den høje kvalitet, jeg gerne vil levere) for en god håndfuld faste (og tilfredse) kunder, siger nej, når jeg ikke vil have flere opgaver ind, og arbejder resten af tiden med vores projekter her på Gammelgård (som vi derfor ikke skal betale andre for at udføre). Steffen kom fra asken i ilden ved sit første jobskifte efter sin sygemelding, men lykkedes sidste år med at finde en tre-dages stilling i Danmark, hvor forholdene er i orden. Resten af tiden arbejder også han med projekter på Gammelgård.

Vi har altså en del mere tid til egne projekter, end vi ville have, hvis vi begge arbejdede fuldtids med andet end Gammelgård. Omvendt er vi ikke på nogen måde økonomisk afhængige af aktiviteterne på Gammelgård – vi kunne bare sætte os ned og trille tommefingre, hvis det var det, vi ville.

Hvorfor holder I så ikke bare fri og slapper af, når I ikke er på arbejde? Hvad er det egentlig at holde fri og slappe af? Vi bliver helt stressede, når vi hører om andre menneskers fritidsliv! I farer rundt og skal nå alt muligt og har aldrig tid til at mødes, når vi indimellem er i Danmark. Vi har heller ikke lyst til at gå til yoga, ukulele, stavgang, ishockey eller fodbold – og være forpligtede til at møde op hver tirsdag eller torsdag (og hver weekend). Det har vi aldrig gidet, heller ikke før Gammelgård. I øvrigt er der yogahold lige ovre i forsamlingshuset et kvarters gang fra vores hoveddør, så hvis vi ville … Der er også mange, der undrer sig over, at vi ikke har noget tv. Men helt ærligt – kvaliteten af det, der sendes i tv, er så ringe (overfladiske konkurrencer (ofte med tidspres og stress), sports(konkurrencer), fordummende, ydmygende og udstillende reality-shows … ), at vi ikke engang ser tv, når vi har adgang til det. Det gjorde vi heller ikke før Gammelgård … Har I i øvrigt lagt mærke til den hidsige, dunkende underlægningsmusik, der er lagt ind i nyhederne? Og hvor hurtigt nyhedsværterne taler (der er ikke mange punktummer – for slet ikke at tale om kommaer – der). Og hvor unuanceret nyhedsdækningen egentlig er? Ikke noget med at se på emnerne fra forskellige vinkler, uddybe mulige forklaringer etc. Derfor har vi ikke noget tv.  Så læser vi hellere bøger. En masse, men først når det for mørkt til projekter – og vi alligevel ikke skal se på den tossekasse, vi ikke har.

Så kunne I se venner og familie? Det vil vi mægtig gerne – og gør det ofte (når de har tid fra deres travle hverdags- og fritidsliv!!) – og efter at vi har fået Gammelgård, overnatter vores gæster langvejsfra altid, når de besøger os – det er mega-hyggeligt og giver et helt andet fællesskab og tid til ‘rigtige samtaler’, end når man ‘bare’ ses et par timer. I øvrigt er vi altså ikke ensomme herude i skoven!! Jeg omgås vildt meget mere med naboerne – både dem i Strömmaköp og dem lidt længere ude i skoven – end da jeg boede i København eller Lyngby (hvor man naturligvis så mange flere mennesker omkring sig, men det var jo fremmede mennesker!).

I kunne også løbetræne, så I kunne deltage i halvmaraton? Næ tak, vi går hellere en lang tur i skoven – evt. på jagt efter svamp eller blåbær, hvis årstiden passer til det. Og motion og frisk luft får vi lissom nok af!!. I kunne shoppe og slentre gennem byen og gå på café? NEJ TAK! det giver os begge røde knopper – og vores egen kaffe er meget bedre. Så gå i byen eller til fest, da? Næh, det er der ingen af os, der nogensinde har haft nogen glæde af.

Det, vi i bund og grund trives bedst med (og det er vel det, man skal bruge fritiden til, er det ik’??), er faktisk vores projekter. Omgås med spændende mennesker. Og lave god mad og snakke – og DET gør vi.

Men har I ikke gang i for mange projekter samtidig? Der skal man ganske rigtigt passe på. Men omvendt skal der heller ikke være for få. Nogle gange har man brug for at pause fra et projekt og lave noget andet, mens man lige får grublet lidt over en detalje eller et tvivlsspørgsmål. Eller hvilet ryggen, hvis det er et af mine grave eller sten-projekter (i øvrigt har min ryg aldrig været stærkere end den er nu…). Der vil også altid være dele af et projekt, der er mindre inspirerende end resten. At trække papsøm ud af et gammel loft skal man ikke gøre mere end en time ad gangen – og så er det rart at kunne gå videre med noget andet, i stedet for at sætte sig ned og glo indtil næste dag. Her på Gammelgård (i modsætning til ude i det pulserende …) må projekter godt tage lang tid. Det gør de så også … 🙂 Projekt ‘renovering af aftægtsboligen’ startede for et år siden, og vi er stadig ikke færdige. Og det stresser altså på ingen måde. Det rykker jo fremad. Og bliver godt. Og vi har ingen fast deadline.

Men – hvis I har meget tid på grund af to halve jobs, hvordan hænger det så sammen økonomisk? Først og fremmest fik vi en del penge ud af at sælge vores svine-dyre lånefinansierede lille rækkehus i udkanten af København (hvilket de fleste boligejere i nærheden af de store byer formentlig ville kunne). Og da vi anvendte pengene på at købe en gammel gård på landet (i stedet for at bruge dem på dyre ferier og andet forbrug), har vi siden da været gældfrie, og faktisk uden behov for to fuldtidsindkomster. Og endelig har vi så valgt ikke at få håndværkere til at gennemføre de af renoveringsprojekterne, vi selv kan klare. Man kan sige, at vi har byttet lånefinansieret bolig i en støj- og stressplaget storby, sygdomsfremkaldende fuldtidsjobs med gode indtægter og råd til at betale håndværkere til at udføre alt det, vi ikke selv havde tid til ud med en gældfri, gammel gård midt i skoven, mindre erhvervsarbejde og færre indtægter og så flere egne projekter på gården. I parentes bemærket har vi så også skruet en del ned for vores forbrug – især af tøj og sko til kontorbrug – og også med stor fornøjelse udskiftet dyre udlandsrejser med spændende ture rundt i Sverige og Danmark.

Som det fremgår, er det jo så heller ikke kun økonomien, der er årsag til, at vi ønsker at udføre så mange projekter som muligt selv. Udover den trivsel, vi har ud af at lave projekter i vores fritid, så betyder det, at vi udfører så mange af projekterne selv, så også, at vi kan få en anden kvalitet udførelse end den, man kan købe på håndværkermarkedet. Vi har et stort (nogle vil måske nok sige overdimensioneret) fokus på miljø, klima og ressourceminimering i vores ønsker til projektgennemførelse, og det har vist sig at være nærmest umuligt at få håndværkere til at levere arbejde efter de ønsker. Ganske almindelige håndværkere leverer arbejde, der er skruet sådan sammen, at det i første omgang er konkurrencedygtigt på tid (som er den dyreste faktor), og i anden omgang konkurrerer de så på så billige materialer som muligt. Ikke så få materialer af god, miljømæssig kvalitet som muligt, men så billige materialer som muligt. Som så også er de materialer, der er let-tilgængelige på markedet. Og det hænger ikke ret godt sammen med vores fokus på at spare på materialerne, anvende materialer med så lille miljøbelastning i produktion og anvendelse som muligt, og så holdbare materialer som muligt. Indtil det bliver muligt at finde håndværkere med et andet fokus (og vi er efterhånden ved at have ‘opdraget’ et par stykker, så de nu selv kommer med forslag i vores boldgade), er det nemmeste simpelthen bare at gøre det selv.

Tag nu fx Steffens nylige staldprojekt: Starte i et hjørne; finde en stolpe inde på lageret, der kan passe; måle og tænke; spankulere rundt på grunden og finde lige de rigtige sten til at lægge under den nye syld, og få dem lagt rigtigt på plads, så den nye syld ligger i vater; finde et par stolper mere i stakken og tilpasse dem til overbjælken, der IKKE ligger lige; pusle resten af skelettet færdigt med andre rester fra lageret; tømme høloftet for halm (og katte) for at finde de helt rigtige, gamle brædder til at beklæde gavlen med; tilpasse dem til en på ingen måde lige stenvæg; osv. osv. Skulle vi have haft en tømrer til at gøre det job, ville han formentlig have hevet hele lortet ned (bortset fra stenmurene – for det havde vi nægtet), bestilt et ordenligt læs nye stolper (med beton-stolpefødder, inden vi havde nået at overveje, om der mon kunne være alternativer, der var mindre klimabelastende end beton – en natursten fx), lægter, brædder og nye ståltagplader fra XL Bygg (uden at overveje, om de gamle tagplader stadig kunne anvendes, hvilket de formentlig heller ikke kunne, da de nok var gået i stykker under den (hurtige og tidseffektive) nedrivning), og bygget en helt ny bygning i lod og vater, med nyt tag – og absolut 0 charme og med et kæmpe forbrug af nye materialer. Udover at det ville have betydet anvendelse af en masse nye materialer (med det ressource og energiforbrug, det indebærer), ville det også være blevet en helt, helt anden bygning, som jeg aldrig ville have været bare 1/4 så glad for, som jeg nu er for min ‘nye gamle’ stald. Man kunne lave præcis den samme eksemplificering med renoveringen af aftægtsboligen.

Hvilke håndværkere skulle vi have fået til at renovere gavlvinduerne på den måde, Steffen renoverede dem på? Eller skrabe maling af vinduer og dørkarme og male mange gange tyndt med linoliemaling i stedet for bare at rive de gamle karme ned og sætte nogle nye op? Eller banke rust af den gamle brændeovn? Egentlig er det jo forfærdeligt, at det ikke er muligt at finde hjælp til den slags. Man kan jo sagtens have et ønske om, at det er den ydelse, man gerne vil ha’, men af en eller anden grund (handicap, alder, sygdom …) ikke kunne selv. Hvorfor kan man så ikke finde den type hjælp på markedet?

Hvilket fører os tilbage til pengeøkonomien: Fordi timer koster mere end materialer, ville det formentlig have kostet kassen at få andre til at renovere den gamle stald – både på den måde, der er tilgængelig på markedet i dag, men især på vores måde!!! Nu kostede det max et par tusinde. Og tid, forstås (men den skulle jo have været anvendt alligevel til at tjene penge til at betale håndværkeren …). Primært Steffens tid, ikke fordi jeg lå med lungebetændelse (hvilket jeg gjorde), men fordi det var Steffens projekt, og han ville meget gerne have sig frabedt at blive forstyrret, udover når han selv bad om en hånd (eller Laban prøvede at få lov til at være med). Han var – da han først kom over den indledende hurdle med, hvordan vi skulle holde hjørnet oppe, mens vi fik sat en ny hjørnestolpe (hvilket vi løste med fire af Calles soldater) – fuldstændig i kontrol over alle operationer, havde al den tid, han havde brug for, og var fri til at levere lige præcis den kvalitet bygning, han gerne ville have. Noget helt, helt andet end at skulle være ansvarlig for voksende ventelister, dårlige behandlinger (fordi de kommer i gang for sent) og (med rette) utilfredse patienter og forældre og de dermed følgende klager (hvilket altsammen er stressfremkaldende, når man er Steffen). Så et vigtigt ‘biprodukt’ – og primær årsag til, at vi laver så mange af projekterne selv – var en enorm tilfredshed over egen indsats. Og en pæn portion af denne arbejdsindsats udført i det, Mihaly Csikszentmihalyi kalder flow.

 

Men hvordan holder I styr på alle de projekter? Mister I ikke overblik? Og hvordan prioriterer I dem? Overblik er ekstremt vigtigt, når man er eller har været stress-ramt. Kaos og rod, glemsel, hovsa, etc. holder bare ikke. Steffen bliver nervøs, og jeg bliver irriteret. Også af natur (altså ikke bare fordi vi er/har været stressramte) har vi brug for overblik, brug for at føle os forberedte og ikke skulle improvisere alt for meget. Steffen har et stort behov for at føle, at han har kontrol – og jeg bliver helt fysisk utilpas, hvis ting roder så meget, at jeg ikke kan finde rundt i dem (en snert af OCD?). Så tjek- og huskelister er supervigtige for os, når vi har gang i så mange projekter i forskellige størrelser. Rækkefølge er også vigtig – og hænger naturligt sammen med prioriteringen. Vi har begge et stort behov for, at ‘tingene er i orden’ og infrastrukturen er på plads, INDEN vi rykker til næste skridt. Igen – vi gider ikke hovsa, og specielt ikke de ‘hovsa’, der er nemme at forudse og undgå – det gi’r stress og vel at mærke en stress, der er superlet at undgå, hvis bare man tænker sig lidt om! Vi begynder ikke at male en dør, før den er skrabet ren for gammel maling. Vi køber heller ikke store træer til skovhaven, før vi ved, hvor vi skal sætte dem – og ved, at området er klar til at plante i. Vi åbner heller ikke butikken, før vi er færdige med at renovere butikslokalet. Eller skaffer bier, før vi har været på kursus og har lavet en bikube, de kan bo i og en terrasse, bikuben kan stå på. Vi troede, at 2019 var det år, vi skulle have høns. Det bliver det ikke – for der skal være god tid til at bygge det helt rigtige hønsehus. Så vi får høns, når vi føler, at vi er klar.

For et par uger siden satte vi et par timer af en lørdag formiddag til opdatering af ønskeliste, prioritering af ønsker og finpudsning af ‘Projektliste 2019’. Hvis nogen er i tvivl, så foregår det primært i excel … 🙂 Eller dvs. – først holdt vi brainstorm-møde (med kaffe! Og det foregik herhjemme og ikke på en fancy café). Lavede en lang ønskeliste efter hovedet, dobbelttjekkede med gamle lister, at der ikke var noget, vi havde glemt, prioriterede alle ønskerne i ‘2019’ og ‘senere’ (det var bl.a. der, hønsene landede), sorterede projekterne efter, hvilken bygning eller hvor på grunden, de skulle foregå – diskuterede til sidst den mest hensigtsmæssige rækkefølge og tilføjede en meget grov tidsperiode (som i: forår, sommer, senere). Og så det hele ind i excel, så det er nemt at revidere, og ud med et fint print til at hænge op på opslagstavlen, som vi begge kigger på flere gange om ugen.

Vi har tilpas mange uafsluttede projekter – nogle enkelte store (en allerede bestilt renovering af muren omkring pejsen) og andre små (sætte de lister op, vi malede sidste vinter fx) – så i år har vi besluttet ikke at sætte flere, nye store projekter i gang, før vi har afsluttet dem, der allerede er i pipeline eller i gang. Det giver en dejlig fornemmelse af at være på forkant – og det giver det overskud, der skal til, hvis der pludselig sker noget uventet, som vi er nødt til at reagere på. Et overskud, der ALDRIG er på en tandklinik, hvor man er kronisk bagud.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.