Kategoriarkiv: Haven

Skovhavekursus, kvikgræs og rådyr

Den sidste weekend i september tilbragte vi i smuk svensk efterårsidyl i Järbo nord for Uppsala, hvor Marjo og hendes mand er i gang med at anlægge skovhave på en sydvestvendt skråning nedenfor deres hus. Vi deltog i et skovhavekursus med Philip og Annevi fra Permakultur Stjärnsund som undervisere, og kurset tog praktisk udgangspunkt i Marjos kommende skovhave. Læs resten

Jordbundsanalyse

Som jeg har skrevet tidligere, har vi taget en jordprøve i det område, der skal være skovhave, og fået den analyseret. Området er rimeligt ensartet, men jeg gjorde alligevel, som der stod i vejledningen, og gravede huller fire forskellige steder, tog fire prøver, blandede dem godt og sendte så en pose jord til Göteborg.

Planter har ikke brug for vitaminer, men derimod for mineraler og næringsstoffer. De næringsstoffer, der skal bruges mest af, kaldes makronæringsstoffer, de, der skal bruges mindre af kaldes – tadaaa! – mikronæringsstoffer! Vi har i denne omgang kun fået testet for makronæringsstofferne. Læs resten

Mynte

IMG_2847_lilleSå er der kommet mynte i myntebedet ved laden. Det er stiklingerne, jeg tog i sommerferien, der nu er røget i jorden. Umiddelbart ser det måske ikke ud af så meget, men forestil jer, når det er groet til, så vi har en lille bølgende mark af forskellige mynter, der dufter fantastisk, når man går forbi og strejfer dem, er fabelagtige biplanter, når de blomstrer, er fremragende i køkkenet, f.eks. salater, og så er der jo MOJITOS!!!  🙂

Der er allerede gået lidt koks i arter og sorter, men jeg mener at have sat almindelig grøn mynte (Menta spicata), æblemynte (Menta suaveolens), ingefærmynte (Menta x gentilis ‘Variegata’) og grapefrugtmynte (Menta x villosa). Det er ikke SÅ vigtigt, trøster jeg mig med, da de forventes at krydse sig lystigt med hverandre!

Stiklingerne var meget nemme lave: En håndfuld forskellige myntekviste i et glas vand i køkkenvinduet. Efter 2-3 uger havde de alle slået rødder. De blev sat i små potter først, men jeg tror egentligt godt, at jeg kunne have sat dem i jorden med det samme.

Jeg laver flere stiklinger til foråret …

Kampen om nødderne

Jeg vandt!!

Vejret var helt aldeles pragtfuldt sensommervejr i går, så jeg gik en tur omkring alle vore mange nøddebuske med en kurv over armen, og råhyggede mig med at plukke nødder. Lidt tidligt, men da vi ikke kommer igen før sidst i september, skulle det være nu, hvis vi ville have del i høsten.

Og det viste sig at være helt rettidigt: Da vi sad og kiggede ud ad vinduet til frokost i dag, dukkede det første egern op og begyndte at tage for sig i toppen af buskene, hvor jeg ikke havde kunnet nå.

Efter frokost startede Steffen så motorsaven, og savede en af de allerhøjeste og mest skyggende hasselbuske ned, så jeg også kunne plukke dem, der sad i toppen. Måske en lidt brutal måde at plukke nødder på – men at busken ikke er fældet for længst, skyldes faktisk kun, at vi ventede på nødderne.

Nu har vi nødder til tørre alle vegne i huset – og en første test-knækning gav rigtig godt resultat: Der er skam nødder indeni 🙂 Og mon ikke der også stadig er til egernet.

IMG_2855_lille

 

 

Sur, sur, sur …

IMG_2842_lilleDette indlæg handler IKKE om bier 🙂 Det handler om jordbund! Som et led i planlægningen af skovhaven har vi indkøbt et pH-testkit, da jordens surhedsgrad er afgørende for, hvad der kan gro hos os. Surhedsgraden påvirker ikke direkte plantevæksten, men indirekte, fordi forskellige plantenæringsstoffer er vandopløselige ved forskellige surhedsgrader. pH styrer altså, hvilken næring der er tilgængelig for planterne.

Første måling tog jeg i det våde område nord for laden (Område 4 i ‘Kort og Godt’). Prøven blev gul, så der er meget surt. Det havde jeg forventet. Prøven på billedet er fra område 3 – altså skovhaven. Den er grøn, og altså også temmelig sur. Det er en overraskelse. Det kan for eksempel fikses med noget kalk, men før vi gør noget, afventer vi svaret på en jordbundsanalyse, vi  sender til et professionelt laboratorium, der også tjekker for næringsstoffer osv.

PS: Projekt ‘Vinduesrenovation’ er nu færdigt. Der er ikke flere åbne huller i facaden – yay! 🙂