Kategoriarkiv: Haven

Myntebed

Vi har en meget stor gårdsplads, hvor der for øjeblikket bare er græsser. Det er måske lige i overkanten, så fra vi startede med at slå græsset, har vi haft en idé om, at den lille skråning mellem hovedhuset, laden og fase 1 af skovhaven måtte kunne bruges til noget sjovere.

Vi er blevet ret glade for mynte i madlavningen, og erfaringerne hjemme fra den lille have i Lyngby er, at mynte breder sig ad h…. til, ind over alt muligt andet. Derfor er der ikke mynte i hügelbed nr. 1.

Vi har lyst til at have et rigtigt stort myntebed – altså som i seriøst stort myntebed. Og det kan passende være på skråningen. Men først skal græsset kvæles, så weekendens 2. projekt bestod i ‘mulching’ af det kommende myntebed.

IMG_2386Først slog Steffen alt det høje græs med buskrydderen, og så gik jeg ellers i gang med våde aviser og grøntklip fra græs- og brændenældeslåning. I øvrigt er Kristelig Dagblad (fra naboerne derhjemme) ubetinget bedre til mulching end Information … Jeg er vældig glad for min avis, men den fylder ikke så meget, når den bredes ud!

IMG_2411Karl (vores nye genbo) var også ude med buskrydderen og ryddede højt græs omkring vores skraldespande og postkasser, så jeg ilede lige ned til vejen og hørte, om det var ok, at jeg tog det også, eller om han skulle bruge det til noget. Han så lettere forvirret ud (skøre danskere), men havde bestemt ikke noget imod, at jeg rev græsset sammen og tog det med op på gårdspladsen.

IMG_2413Steffen vil meget gerne have et kirsebærtræ midt i bedet, så det gjorde vi klar til (fjernede ral – jo, der er spredt ral på hele gårdspladsen!!! – og løsnede jorden), og så stak vi et gammelt kosteskaft ned, hvor det skal stå. Så skal vi bare skubbe dæklaget væk, når vi skal sætte træet – enten i eftersommeren eller til næste forår.

Jeg løb tør for aviser godt halvvejs, men min mor har lovet at samle sammen til mig – og jeg er sikker på, at Frederiksborg Amtsavis og Politiken er lige så gode som Kristelig Dagblad. Så kan jeg gøre arbejdet færdig næste gang.

Så hvis naboerne nu kigger op, mens vi er væk, for at se, hvad det er vi har gang i, vil de se en mærkelig halvfærdig bunke afklippet ukrudt lagt ovenpå våde aviser, og med et kosteskaft i midten! Vi arbejder hårdt for at få etableret vores ry som mærkelige 🙂

 

 

 

Planteskole

Vi får brug for rigtig, rigtig mange planter i skovhaven. Så vi skal have fundet ud af at lave så mange som muligt selv, enten ved at så, eller ved at dele eksisterende planter. Vi har altså brug for en planteskole – og den gik vi i gang med at etablere i den lille have foran aftægtsboligen.

Vi købte som sagt fire forskellige mynteplanter på Fuglebjerggård sidste weekend (æble, ingefær, chokolade og grape), og havde derudover en meget livskraftig marokkansk mynte med fra en krukke fra sidste år. De skal meget gerne brede sig og blive til mange mynteplanter, mens vi venter på, at græsset bliver kvalt under dækket i det kommende myntebed på skråningen.

IMG_2406Så Steffen byggede en kravlegård til dem, som blev gravet lidt ned og fyldt med dejlig sort muld fra en bunke i den kommende skovhave. Praktisk, at nogen en gang har efterladt store bunker med jord uden sten til planteprojekter!

Der blev også plads til Steffens kulsukker, og til den lille Babington-løg, der ikke rigtig har udviklet sig, siden vi fik den, og helt sikkert bedre kan lide fed skovmuld end den lerjord, den stod i i potten.

IMG_2412Jeg fandt en stor trækasse i laden, som vi ved fælles hjælp fik slæbt hen i haven også. Jeg borede en masse huller i bunden, så der ikke samler sig vand, og så blev den placeret i læ under en stor ribs-busk og fyldt med jord fra bunken. Lidt planteskole-priklejord på toppen – og så blev der sået aspargesfrø, der havde ligget i blød et døgns tid.

Jeg tænker, at vi bygger flere plantekasser med tiden, efterhånden som vi kommer til at skulle opformere de forskellige mindre planter, vi vil have i haven. De store planter (fx frugt- og nøddetræer) skal vi have lavet en anden planteskole til – formentlig oppe i ‘firkanten’ nord for laden.

IMG_2367På det kommende aspargesbed, som jeg startede på i pinsen, fik jeg sået grøntgødning – så nu må det godt blive den helt rigtige kombination af sol, varme og regn, så det hele kan komme i gang med at gro.

Og sneglene skal helst holde sig væk fra planteskolen!! Ellers har vi fået fortalt, at de ikke kan lide at kravle over kobbertråd, så det kan være, at alle de ledninger, Ebbe har samlet i en kurv i laden, skal splittes ad og blive til snegleforhindringer på kanten af plantekasserne.

 

Nu med en RIGTIG motorsav!

Steffen har købt en motorsav! En RIGTIG motorsav, uden ledning!

Heldigvis ringede Mathis fredag formiddag og spurgte, om han ikke måtte få 2 stk. pilestammer á ca. 1 meter til at dyrke svampe på. Så var Steffen jo NØDT til at pakke sin motorsav, motorsavsbukser og hjelm ud, og gå i gang med at save.

IMG_2369Først øvede han sig på nogle små stumper spidsløn, jeg ikke havde kunnet klippe med ørnenæbet…

og SÅ gik han i skovhaven for at finde et STORT piletræ.

 

 

 

 

 

IMG_2371  IMG_2380IMG_2392

 

 

 

Prof så det ud, og det væltede, lige som det skulle – uden at ramme hverken vasketøj eller lade 😉

Og sjovt nok kan man nu – trods ét træ mindre – dårligt se skovhaven for bare træer! I hvert fald fylder sådan en trækrone betydelig mere, når den bliver fordelt på jorden, end den gør, når den sidder i toppen af træet.

Vi skal have fundet ud af, hvor man kan leje en flis-maskine. Flis får vi nemlig også brug for en masse af til stierne rundt om på grunden.

 

 

Hügelbedprojekt, der fik et måske-aspargesbed som ‘bi-resultat’

IMG_2343Mens Steffen og Bjarne lavede ladedøre og flisede grene til de ‘fugtige’ stier nord for laden, gik jeg videre med mit 2. Hügelbed-projekt. Der skal jo jord på toppen af sådan et Hügelbed, og lige syd for laden havde vi en bunke blandede jord og sten, som vi allerede havde taget lidt fra til det første Hügelbed. Det gik jeg videre med.

Jeg fik ikke dækket hele Hügelbedet, men nu er bunken væk (vi har heldigvis flere bunker inde i Steffens poppel-skov (undskyld: kommende skovhave).

Og så ligger der jo lige pludselig en bar plet jord. Hvad kan man mon bruge den til?

Jeg har hele tiden haft et stort ønske om at have et aspargesbed (elsker asparges), og mens jeg kørte jord, blev dette ønske ved med at rumstere. Så nu er det nu!!

Bortset fra, at det der med at etablere et aspargesbed bare ikke er lige sådan. Jeg vil jo gerne lave dem fra frø, og gør man det, skal man starte et år før med at så aspargesfrø, der så forhåbentlig bliver til små planter, der kan sættes ud i april-maj – dvs. næste år. Og hvad skal vi så gøre ved vores bare plet jord i mellemtiden?

Når man etablerer et aspargesbed, skal man indarbejde en masse næringsrigt materiale i jorden, inden man sætter planterne. Alle anbefaler tang, da asparges oprindeligt er en kyst-plante – men der er altså ikke så meget tang midt i Smålands skove. Halvomsat kompost eller halm m komøg nævnes også, men jeg ved ærligt talt ikke, hvor meget kompost jeg har nået at lave om et år. Tænke, tænke – mens trillebøren skubbes fra bunken til hügelbedet og tilbage igen. Bar jord i et helt år er jo også noget skidt – det vil helt sikkert blive invaderet af græs.

blodkloverTanker og diskussioner (med Steffen) og en enkelt forespørgsel til ‘hotlinen’ hos Cathrine resulterede i, at vi nu har været oppe hos Fru Plum på Fuglebjerggård og købe frø til grøngødning. Blodkløver (Trifolium incarnatum), Alexandriner kløver (Trifolium alexandrinum) og Gul Sennep (Sinapis alba) blev det til. Ville egentlig også have haft honningurt (Phacelia tanacetifolia), men de var udsolgt. Når vi kommer op på gården næste weekend, sår jeg dem blandet  på ‘pletten’, og de kommer så til at fungere som jorddække, kvælstof-fikserende plante, biplante, og grøngødning til nedarbejdning i jorden, inden jeg sætter asparges næste forår. Jeg fik så også købt aspargesfrø (Asparagus officinalis), som jeg sår denne weekend – og i første omgang sætter indendørs, indtil de kan komme i nogle større krukker til udendørs placering.

Da vi alligevel var på Fuglebjerggård, købte vi også lidt flere krydderurter. Fire forskellige mynte (Mentha)-planter (ingefær, chokolade, grapefrugt og æble), en esdragonplante og salvie-frø. Esdragonen (Artemisia dracunculus) kommer i krydderurte-hügelbedet næste weekend, hvor jeg også prøver at så salvie (Salvia officinalis – skulle bl.a. have som en behagelig sidefunktion, at sneglene ikke kan lide lugten!! Salvie har også smukke (blå!) blomster, og så skulle salvie være godt mod hedestigninger i overgangsalderen …), men mynterne skal gerne sprede sig til mange planter i nogle kasser, så vi kan lave et kæmpestort mynte-bed næste år. Mere om det en anden gang.

 

comfrey-Russian-Symphytum-uplandicum-400Inden vi var på Fuglebjerggård, besøgte vi Naturplanteskolen syd for København. Sikke et sted!!! Her kommer vi helt sikkert igen!!! Denne gang begrænsede vi os til en enkelt kulsukker (vallört – Symphytum × uplandicum), som skal blive stor og stærk, så den kan deles til mange kulsukker om et par år. Kulsukker er en vigtig akkumulatorplante, med rødder, der går meget langt ned og er super-effektive til at hive næringsstoffer op fra de dybere lag, som de øvrige planter ellers ikke får adgang til med deres højereliggende rødder. Så dem vil vi godt ha’ mange af  🙂

 

Vandhul og nyt hügelbed

Mit største projekt i Kristi Himmelfartsferien var uden tvivl vandhullet syd for huset. Det må man helt klart kunne bruge til et eller andet – spørgsmålet er hvad, og hvordan.

IMG_2284Udgangspunktet er, at vi har en fordybning i jorden med stillestående vand, der er helt tilgroet med græsser og alger, og hvor der ligger et væltet birketræ lidt ind over, med adskillige birkegrene på bunden af vandhullet. Rundt om vandhullet er der en slags dæmning, og hullet er meget regelmæssigt rundt, så det er sikkert konstrueret på et eller andet tidspunkt. Og så er der naturligvis tilgroet med bl.a hindbærkrat, og træerne syd for vandhullet skygger det meste af dagen.

Jeg har ikke kunnet finde nogen tilførsel af vand, så det er formentlig grundvandsspejlet, der ligger der. Lige vest for vores grund (og vandhullet) har naboen dog i nyere tid konstrueret en stor dam, hvor dæmningen ind mod vores grund i hvert fald et sted gennembrydes af et rør til et lille vandløb, der løber ned i skoven syd for vores lille vandhul. Så måske siver der også vand fra den store dam til vores lille vandhul gennem utætheder i dæmningen. Det håber jeg lidt – det kunne være rart, hvis der var anden vandtilførsel end regn og grundvand.

Øst og syd for vores lille vandhul er der et sumpet område, med småkrat og birketræer. Som det ses på billedet, er der også enkelte grantræer.

Mit småautistiske oprydningsgen har lige fra starten haft vældig stor trang til at få ryddet op i vandhullet, og jeg har haft en rive i for at se, om det var muligt at hive græsserne op. Det er det – og vandhullet er ok dybt – i hvert fald 1 meter, og måske også mere ude på midten (hvor jeg ikke kan nå). Oprensningen har bare – udover tid – afventet, at jeg fik en idé til, hvad jeg så skulle bruge det, jeg hiver op fra vandhullet til? Det består primært af slam og græs i forskellige grader af forrådnelse – og det må da kunne bruges til noget!

Succesoplevelsen med hügelbedet oppe ved stengærdet og rabarberne (krydderurtebedet) gav mig mod på at lave endnu et hügelbed.

IMG_2281Lidt øst for vandhullet, på kanten mellem ‘haven’ og sumpområdet, ligger endnu et væltet birketræ. Der er også en irriterende lavning i jorden, fyldt med brændenælder.

Så løsningen blev: jeg fylder hullet med en blanding af træ fra birketræet og oprens fra vandhullet. Så må jeg sidenhen finde noget jord et sted at toppe det med, og så på toppen. Steffen foreslår vildblomst-blandingen, som vi afprøvede med succes oppe i sommerhuset sidste år. Vi får se – nu skal vi lige ha’ lavet bedet først.

IMG_2282For en sikkerheds skyld startede jeg med et lag af aviser for at kvæle brændenælderne. Jeg er ikke sikker på, at det er nødvendigt – når der kommer et tykt lag træ og råddent græs ovenpå, burde de dø under alle omstændigheder – men da jeg jo på ingen måde er erfaren i det her endnu, så lægger jeg lige lidt aviser også.

 

IMG_2308

Og så var det ellers bare at hive græs og slam op af vandhullet! Efter næsten at have knækket ryggen på det de første timer (det er saft suseme tungt!), fandt jeg på den geniale idé at trække græsset op på siden af vandhullet først, og så vente med at hive det videre op i trillebøren til et par timer efter. Så er det meste af vandet løbet fra, og vægten reduceret betydeligt.

 

IMG_2315

Steffen fik lov at lege lidt med sin gamle el-motorsav – træet skulle jo parteres! Han glæder sig som et lille barn, til han får købt en større sav, uden ledning!!

 

 

 

IMG_2331Og så var det ellers bare at ‘samle’ bedet. Jeg afsluttede denne fase med at lægge et ordentlig lag græs ovenpå – også for at dække det slamlignende (og slamlugtende!) lag til. Næste fase bliver så at finde noget jord til at afslutte det med – men vi har nogle bunker oppe i poppellunden, som jeg håber ikke er alt for fyldt med sten. Fortsættelse følger 🙂 – også på vandhulsprojektet!