Det går fremad med aspargesplantagen. Sidste efterår beskrev jeg, hvordan jeg havde høstet aspargesfrø, og frøene blev sået i det tidlige forår og er nu blevet til 26 flotte små planter, der er pottet op og står i en beskyttet kasse i gårdhaven foran aftægtsboligen.
De ‘gamle’ planter overlevede alle 11 vinteren og begyndte at skyde i deres potter i starten af april.
I påskeferien fik vi besøg af Dorte og Morten, og Morten fik nogle af de gamle, skæve ege-brædder fra laden til at hænge sammen som en kasse rundt om det kommende aspargesbed. Så støtter rammen lidt om bedet, så jeg nemmere kan bygge det op som et ‘semi-højbed’. Meget stiligt!
Jorden i rammen blev gravet grundigt igennem og fik en ordentlig børfuld kompost fra ormekomposten – og så blev aspargesplanterne forsigtigt lirket ud af deres potter og sat rigtigt i jorden.
Når man køber ‘færdige’ aspargesplanter, køber man dem ofte som barrodsplanter, og så følger man en lidt omstændelig plantevejledning, hvor man graver en rende, laver en lille forhøjning i renden, og så sætter barrodsplanterne oppe på toppen af forhøjningen med rødderne spredt ned i renden. Derefter lægger man et lille lag jord på, og henover de efterfølgende uger lægger man mere og mere jord på, efterhånden som planten begynder at skyde.
Sådan troede jeg egentlig også, at jeg skulle plante mine asparges. Men de stod så fint og skød i deres store potter, så Steffen og jeg blev enige om, at de da bare skulle have lov til at vokse videre, i stedet for først at skulle konverteres til barrodsplanter. Så jeg gravede helt enkelt 11 huller i det nye bed, og satte planterne med jord og det hele ned i hullet. Slet ikke efter forskrifterne, så måske går det helt galt!
Indtil videre er det tilsyneladende slet ikke gået galt. Alle 11 planter skyder som gale og ser ud til at stortrives.
Næste opgave i asparges-sagaen bliver nu at forberede et nyt bed til udplantning af de næste aspargesplanter. Det bliver formentlig på den anden side af aftægtsboligen, hvor jeg så småt er gået i gang med at anlægge en mere traditionel køkkenhave. Mere om det på et andet tidspunkt.