Det er sidste weekend i oktober, og det var hvide fnug, der landede på trøjen, da jeg lige var et smut i skovhaven i morges. Ikke noget, der lægger sig – men alligevel årets første ‘sne’. Det blæser og er råt, og faktisk helt fint at sidde inde ved computeren med en kop te og en lille status.Trods udfordringerne med tørke og hede i højsommeren har det været en fantastisk sensommer og efterår i skovhaven. Vi har høstet – og fortsætter med at høste – SÅ meget mad, og når man tænker på, at dette var det første år med et reelt grøntsagslag i skovhaven, og vi egentlig ikke havde forestillet os, at vi allerede skulle være madproducerende i år, så er det rigtig lovende for de kommende år.

Planterne er jo hovedsageligt flerårige (vi har haft enkelte enårige i skovhaven i år, primært kartofler, bønner og træspinat, men de bliver langsomt udfasede, efterhånden som vi har nok af de flerårige til at dække området), og flerårige grøntsager skal som hovedregel have lov til at etablere sig en sæson, inden man for alvor begynder at høste fra dem. Alligevel har vi løbende kunnet høste nok grøntsager til at lave mad til to personer. Det helt overordnede mønster ser  ud til at være, at planterne spirer og giver spæde blade til salat allerede fra sneen smelter (i år var det så først sidst i april), øger produktionen frem til midt på sommeren, hvor mange af dem så holder en trist pause, hvor de enten visner helt ned eller bare hænger med det hele (i år var det så også megatørt og varmt), for så at få en ‘revival’ om efteråret, hvor der kan høstes store mængder bladgrønt.

Midt på sommeren var der så til gengæld bær og frugt, og i år begyndte solbærbuskene for alvor at levere (det er de ældste bærbuske, vi har), men vi har da også smagt på både forskellige stikkelsbær, masser af jordbær og skovjordbær, amerikanske blåbær, lidt morbær, og enkelte æbler. Kirsebærtræerne blev igen i år tømt af fuglene …, men jeg fik smagt på en enkelt Opal-blomme! Sidst på sæsonen har vi høstet enkelte store nødder på de små nøddebuske, og enkelte storfrugtede kirsebærkornel. Der skal nok blive frugt og bær nok til os med årene.

Men tilbage til grøntsagerne. Et af vores mål med skovhaven er jo at eksperimentere med, om skovhavedyrkning kan levere reelt med mad – ikke bær, frugt, krydderurter etc., men MAD – til at være en alternativ måde at producere fødevarer, som man kan blive rigtig mæt af. Bærbuske og frugttræer i egen have er også enormt værdifulde i en indsats for at reducere storskala, monokulturel produktion og transport og varehusopbevaring og transport igen af alle de bær og frugter, vi konsumerer, og det er en kæmpe fornøjelse (og sikkert også ernæringsmæssigt en fordel) at proppe sig med bær direkte fra buskene på en sommertur rundt i skovhaven. Men vi vil gerne også kunne basere vores madindtag på en større andel af egenproducerede grøntsager (og hvorfor vi vil det, kan man bl.a. læse mere om i et tidligere indlæg) med et højt indhold af næringsstoffer. Og vi vil gerne kunne producere disse grøntsager på en måde, der ikke hvert år kræver store fysiske arbejdsindsatser med gravning (og forstyrrelse af mikrolivet i jorden), såning, lugning osv. Det tror vi nemlig ikke, at vi holder til, når vi bliver rigtig gamle. Eller orker nu, for den sags skyld (kald os bare dovne).

Etablering af en skovhave kræver hårdt arbejde et par år – men så skulle den gerne vise sig at være meget mindre arbejdsintensiv. Allerede i år har vi faktisk erfaret, at lugning kunne klares med en minimal arbejdsindsats. Det gør ikke noget – lugning er faktisk ikke blandt vores yndlingsbeskæftigelser.

Og hvad er det så, vi har høstet i år?

Stoooore mængder kål! Vi såede i foråret to portioner frø af flerårige kål (Brassica oleracea), vi havde købt af henholdsvis Permakulturhaven Myrrhis og Fuglebjerggård. Det blev til mange små planter, der i løbet af sommeren blev flittigt besøgt af sommerfuglelarver (så vi alvorligt var bange for, at der ikke ville blive noget til os selv – og ha!, vi blev klogere), for så i løbet af sensommeren og høsten at eksplodere i flot og fejlfri bladvækst, så vi nu har alt, alt for meget kål.

Vi ved, at kålen er flerårig i Danmark, men om det også gælder i Småland, vil de kommende år vise. I så fald skal vi have fjernet nogle af planterne igen … De spædeste af bladene kan finthakkes til en blandet salat, og resten blancherer vi og tilsætter derefter til alle mulige retter, stegte, kogte og bagte (supper, gryderetter, omeletter, lasagner, ….). Til vinteren har vi blancheret kål i fryseren og fermenteret kål i fadeburet (hvis nu den friske kål forsvinder i skovhaven). Vi går IKKE ned på kål i år!

Sankt Hansurt/kärleksört (Hylotelephium telephium) har vi spist bladene af rå i salater og på madder siden foråret, og selv nu, efter den første frost, kan vi finde blade at høste. Her om efteråret skal man bare gå udenom de blade, der er tættest på blomsterne – de smager simpelthen forfærdeligt!

Sankthansurt/kärleksört er smækfyldt med c-vitamin, og smager mildt og godt. Bladene er sprøde og sukkulentagtige – lidt ligesom sukkerærter, når man hakker dem og blander i salaten.

En anden god salatplante er katost/malva i forskellige varianter. Der står moskuskatost/myskmalva (Malva moschata) flere steder på grunden allerede, og de har villigt ladet sig flytte ind i skovhaven. Der har vi så suppleret dem med mauritansk katost/stor rödmalva (Malva sylvestris var. mauritiana), kinesisk katost/kransmalva (Malvaceae verticillata), og lægemalva/läkemalva (Althaea officinalis).

Alle malvaernes unge blade er milde og gode i en salat, hvor man så kan spæde op med mere krasse blade som rucola, vinterkarse og engkarse, andre teksturer som fx sankthansurt, og lidt bladløg – og vupti har man en god og smagfuld salat, der hverken er kedelig (som supermarkedssalat med agurk og tomat) eller for meget (som fx ren rucola-salat). Malvaerne blomster ovenikøbet over en meget lang periode og er gode biplanter.

Stolthenriks Gåsefod/Goda Henriks Målla (Chenopodium bonushenricus) er vi blevet meget positivt overraskede over. Rå dur den ikke – men hakket og tilsat varme retter (igen: supper, gryderetter, omeletter, lasagner, ….) smager den rigtig godt.

Den gode Henrik har den kæmpe fordel, når man skal tænke i ernæring, at den er vældig vitamin- og mineralrig. Og vi høster stadig, her sidst i oktober. Hvis vi gad – og det gør vi nok ikke – kunne vi også høste frøene, der ligesom slægtningen quinoa er vældig proteinrige. Det kræver bare et ret stort arbejde at rense dem, så indtil videre er det bare en mulighed, vi endnu ikke har testet.

Vi går heller ikke ned på syre. Finthakket i salat eller tilsat en varm ret i stedet for citronsaft har vi siden slutningen af april kunnet veksle mellem havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus), engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), fjeldsyre/fjällsyra (Oxyria digyna), skjoldsyre/sköldsyra (Rumex scutatus) og engsyre/ängssyra (Rumex acetosa).

Vi bruger meget løg, og vi har hele sommeren – faktisk siden foråret – kunnet høste flere forskellige slags løg i skovhaven. Mange af dem er ved at være visnet ned nu, men vi har stadig masser af etageløg, og så er der den store, spændende satsning: flerårig porre (Allium ampeloprasum ‘Bleu solaise’). Hvis det lykkes, så … Foreløbig står de flot, og vi har forsigtigt prøvesmagt nogle toppe, der så frisk vokser ud igen. Vi får se, om det også gælder til næste år.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) har vi kun høstet forsigtigt af. Vi lavede en masse planter først på året, men så kom varmen og tørken, og vi kæmpede for at holde dem i live. Og de lever endnu – og der, hvor vi plantede dem ud allerede sidste år, har vi kunnet høste reelt (men det var ikke så mange planter).

Vi har mest høstet blade (spæde blade til salat og grovere blade til varme retter), og så har vi hygget os med de fine gule blomster på to-årsplanterne. Indtil Steffen mente, at vi da skulle smage, om blomsterstilkene virkelig var så lækre, som vi havde læst. Det er de! Søde og sprøde. Så nu bliver det nok tyndt med fine gule blomster fremover …

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) har vi fundet ud af, at vi har alt for lidt af! Den smager markant af anis, men en del af anis-smagen forsvinder, når den varmes op, så den fungerer både som grønt drys på en rugbrødsmad (især godt på en ostemad!!), som finthakket anis-element i en salat, og som bladgrønt i en varmret (hvor den ikke får det hele til at smage anis, som vi ellers lidt havde frygtet). Den skal vi helt klart have mere af.

Den laver også slik: De umodne, grønne frø smager lidt ligesom lakrids, og er lidt svære at holde sig fra, når man går gennem skovhaven efter sødskærmens blomstring.

En positiv overraskelse er broget vinterkarse/sommargyllan (Barbarea vulgaris). Den er skrap alene, men går fint både som finthakket element i en blandet salat og som del af det grønne i en varm ret. Og flot er den!

En anden positiv overraskelse er Seombadi (Dystaenia takesimana). En koreansk urt, der smager lidt henad bladselleri eller løvstikke. Steffen kan ikke lide løvstikke, så vi regnede egentlig ikke med at skulle anvende den, før vi får høns (skulle være fremragende som hønsefoder). Men nu har vi brugt den, da vi kogte suppe på en af naboernes hanekyllinger forleden – og det blev aldeles glimrende.

Og så er der alt det eksotiske, der mest er tænkt som krydderurt i salater eller pestoer: Vild basilikum (Clinopodium vulgare), der virkelig har stået flot efter at den blev plantet ud efter den værste varme var ovre i august og som tilsyneladende også klarer let frost, vandmynte/vattenmynta (Mentha aquaticus), der smager ret stærkt, og som man derfor skal være lidt forsigtig med i pestoen, engkarse/ängsbräsma (Cardamine pratensis), der er glimrende finthakket i salat eller som pestoingrediens, og bibernelle/pimpinell (Sanguisorba minor), der efter sigende skulle holde sig grøn også til vinter. Vi får se – flot er den i hvert fald.

Alt i alt er vi vældigt tilfredse med skovhavens bidrag til madforsyningen i år, og megaspændte på, hvor meget af det, der reelt viser sig at være flerårige planter også her i Småland. Det bliver vi meget klogere på næste år.