Som jeg har skrevet tidligere, planter vi et læhegn omkring skovhaven. Når der er læ, bliver temperaturen højere, og afgrøderne, specielt på frugttræerne, modner mere og hurtigere. Vi er også så langt nordpå, at selv en lille temperaturstigning gør en forskel i forhold til de mere frost-/kuldefølsomme planter.
I går fik vi en sending frugtbuske, som skal stå i læhegnet, og i dag kom de i jorden. Vi har valgt at plante Surbær (Aronia melanocarpa “Viking”) og Ellebladet bærmispel/Storfrugtet Saskatoon (Amelanchier alnifolia “Martin” og “Northline”). Alle tre er vældigt hårdføre og laver gode, sunde bær i – forhåbentlig – store mængder! Alle tre er også gode insektplanter.
Buskene kom som barrodsplanter fra vores nye plante-pusher Palle fra Dansk Hjemmeproduktion. En barrodsplante er, som navnet antyder, en plante, der sælges med bare rødder. Det vil sige, at planten graves op af jorden, når den sælges, og at den efterfølgende skal plantes hurtigst muligt igen, så rødderne ikke tørrer ud. Barrodsplanter skal i jorden i deres hvileperiode – altså om vinteren. Man får mange flere planter for pengene, men planterne er små, så der går lidt længere tid, før de producerer. Når man skal have mange nye planter – og det skal vi jo – er det rigtigt smart.
Vi har nu plantet de 18 små buske. Nogle på den store vold ved Sydhavet og nogle langs med vejen ved skovhaven. De har alle fået en skovlfuld skovbundsjord med i plantehullet i et forsøg på at hjælpe dem godt på vej. Skovbundsjorden er fyldt med de rigtige mikroorganismer, svampehyfer osv. og skal virke som en vitaminpille til de små nye buske. De har også fået en lille hætte af hønsenet, så rådyret og haren må finde noget andet at spise.
Hvis de får fat, skal vi ha’ lavet en masse stiklinger, når de er blevet så store, at vi nænner at klippe i dem. Næste skridt i skovhaven bliver nok at plante ammetræer i juleferien, hvis vi kan skaffe dem som barrodsplanter. Ellers bliver det først til foråret. Der kommer mere om ammetræer og deres funktion, når vi når til det.