Tag-arkiv: Planteportræt

Stolthenriks gåsefod / Goda Henriks målla

Alene navnet – Stolhenriks gåsefod (Blitium bonus-henricus, tidligere Chenopodium bonus-henricus) – gør, at jeg er helt vild med denne her plante. Good King Henry på engelsk, Goda Henriks målla på svensk. Fint skal det være! Og det er også en vældig fin plante.

Stolthenriks gåsefod var tidligere en helt almindelig køkkenhaveplante – man har fundet spor af den i arkæologiske udgravninger af bopladser helt tilbage fra 1100-tallet. Nu dyrker man den et-årige spinatplante i stedet. Men det kunne man jo genoverveje. Der er flere fordele ved den stolte Henrik – blandt andet er den flerårig og starter med at producere mad allerede tidligt om foråret, langt tidligere end spinat (med mindre man har spinat i drivhus). Stolthenrik er også meget næringsrig.

Hvor vil den gerne bo?

Stolthenrik er ikke sart – den kan vokse de fleste steder. Den kan godt lide sol, men har heller ikke noget imod at stå i halvskygge. Og er det vældig varmt og tørt, så gør det absolut ikke noget, at der er lidt skygge.

Hvor stor bliver den?

Planten kan blive ret høj (½-1 meter) og bred, og den er god til at dække jorden under sig.

Hvornår høster man af den?

Man kan høste bladene fra de begynder at skyde om foråret og frem til cirka juni, hvor den koncentrerer energien om at sætte frøstande og derfor ikke laver så mange friske blade.
Efter at frøene er modne (og evt. høstede) skyder planten nye skud og blade igen. Der er således en forårshøst og en efterårshøst af bladene.

Blomsterstandene kan man også høste (først på sommeren), og de modne frø høster man sidst på sommeren. De frø, man ikke høster, bliver i et vist omfang til nye planter rundt om moderplanten, og der etableres således i løbet af et par år en fin koloni af planter, der dækker jorden i det område, de står. Den er ikke besværlig at fjerne der, hvor man ikke vil have den.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender primært bladene, og vi spiser dem aldrig rå (smager ikke godt!), men blancherer dem altid inden brug. Derefter tilberedes de på samme måde som spinat. Dvs. steges, wok’es, som fyld i tærter og omeletter, etc. Og ligesom spinat er de unge, spæde blade de friskeste og mildeste i smagen, og de lidt ældre blade mere grove i strukturen og med mere bitterstof. 

Vi sørger altid for at høste rigeligt både først på sommeren og midt på efteråret, så vi kan få en ordentlig portion i fryseren til vintermad. Vi renser og hakker bladene groft, blancherer dem ganske kort, skyller dem i koldt vand og lader dem køle af. Så krammer vi de blancherede blade sammen i små kugler, der fryses. Så kan man tage enkelt-kugler op af fryseren efter behov.

Goda Henriks målla/Stolthenriks gåsefod

Næringsindhold/näringsemner – og mindre heldige indholdsstoffer

Gode Henrik er vældig næringsrig. Den indeholder blandt andet store mængder jern og C-vitamin. Men også en del nitrat og oxalsyre, hvilket betyder, at man ikke skal spise store mængder rå blade. Men det giver lidt sig selv, da de ikke smager særlig godt. Nitrat og oxalsyreindholdet mindskes, når bladene tilberedes. Frøene, der er voldsomt proteinholdige, er dækket af saponiner for at beskytte dem mod fuglene (præcis ligesom fætteren Quinoa), og derfor er det vigtigt, at man skyller dem grundigt, inden man koger dem (se en video hos Myrrhis, hvor høst og forberedelse af frøene til spisning forklares).

Stolthenrik har meget dybe rødder og er derfor også god til at samle næringsstoffer op fra de dybere jordlag. De dele af planten, vi ikke høster, visner ned, hvor den står – og bidrager så med organisk materiale (og dermed næringsstoffer) i jorden til det efterfølgende års vækstsæson.

Planteformering

Stolthenrik er uhyggelig nem at frøformere. Man høster frøene, når de er modne, og bredsår dem med det samme, og i løbet af kort tid har man masser af små planter, man kan plante om i små krukker til senere udplantning der, hvor man vil have dem stående.

 

Sødskærm / Spansk körvel

Sødskærm (Myrrhis odorata) en smuk skovplante, der både kan anvendes som grøntsag og krydderurt, og så er den meget populær blandt insekterne, når den blomstrer i maj.

Hvor vil den gerne bo?

Sødskærm trives i havens skyggefulde dele. Den kan godt lide en god, muldholdig skovbund og vil helst ikke stå alt for tørt.

Hvor stor bliver den?

Den enkelte plante er spinkel og fin med fligede blade. Op til ca 100 cm høj, og lidt mindre omfattende i bredden. De fligede blade dækker jorden godt, og man behøver derfor ikke at have bunddækkeplanter under. Billedet ovenfor er fra maj – senere på sæsonen bliver de ældre planter lidt mere fyldige.

Hvornår høster man af den?

Som mange andre skovhaveplanter er de unge blade bedst. Men da sødskærm bliver ved med at komme med nye skud, kan man stort set altid finde blade at høste. Som mange andre flerårige planter producerer den meget bladmasse om foråret, så blomster og frø om sommeren, og så igen bladmasse om efteråret.

Man kan i øvrigt høste de umodne, grønne frø som slik, når man lige går forbi planten på tur rundt i skovhaven. Meget populær hos børn – de smager af lakrids.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender nye blade finthakket i salat eller pesto (giver anis-smag) eller større mængder blade, der derfor ikke alle er helt nye, i varme retter, fx kartoffelsuppe med kørvelsmag.

Planteformering

Frøene er klar i juli, og så er det bare at plukke. Frøene behøver en kuldeperiode, og de skal sås samme efterår – så spirer de foråret efter. De holder ikke spiringsvilligheden så længe, så der er ikke nogen grund til at gemme dem til året efter.

 

 

 

 

 

Seombadi / Ullungloka

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en af de urter, vi anvender allermest – både til fyld og som smagsgiver. Den ser stort set altid frisk ud – og på en mild vinter fortsætter den med at være grøn og frisk hele vinteren (hvis ikke rådyrene spiser den). Og når den blomstrer, er den en meget populær insektsplante.

Hvor vil den gerne bo?

Seombadi vil helst ikke stå for tørt, og heller ikke ved siden af planter, der tager al næringen fra den (fx under vores store birketræ). Men ellers er vores erfaring indtil videre, at den ikke er kræsen.

Hvor stor bliver den?

Den grønne del af planten bliver ca. 30-40 cm høj, men blomsterstandene bliver en del højere, op til godt en meter. Den enkelte plante er 40-50 cm i diameter, og står de en gruppe, dækker de fint, uden at der behøver at være bunddækkeplanter under.

Hvornår høster man af den?

Med mindre rådyrene graver sig ned gennem sneen og æder det hele, eller mosegrisene graver sig frem til den og æder den nedefra, så kan man faktisk selv høste af den hele året. Selv mens den blomstrer i juli, har den samtidig friske grønne skud og blade.

Hvordan anvender vi den?

Smagen i de spæde blade og stilke er meget mild og lidt bladselleriagtigt. Der er noget mere smag i de grovere blade. Vi anvender den som smagsætter og fyldgrøntsag i alt fra supper, gryderetter, tærter, lasagner, …. til pesto og salat med de spædeste blade. Den giver god umami-smag.

Planteformering

Frøene er modne først/midt på efteråret og er meget enkle at høste. Vi har eksperimenteret med at så både efterår, januar, forår og sommer – og er lykkedes med at få dem til at spire hver gang. Så de behøver tilsyneladende ikke kulde for at spire – men har heller ikke noget imod det.

Selvom de er nemme at få til at spire, har vi ikke bemærket mange småplanter rundt om de eksisterende planter. Så den virker ikke til at sprede sig uhæmmet. Her i hvert fald … endnu …

 

 

 

 

Kulsukker / Vallört “Bocking 14”

Kulsukker (Symphytum ssp.) er en fantastisk plante at have i sin skovhave – eller i sin have i det hele taget. Vi købte, inden vi opstartede vores første skovhave, en enkelt plante af den sterile sort “Bocking 14” (Symphytum x Uplandicum) på Naturplanteskolen, som vi siden har lavet rigtig, rigtig mange flere planter fra. Vi har den sterile Bocking 14, fordi det så er OS, der bestemmer, hvor vi har den, og hvor mange vi har. Selvom den er steril, er den nemlig vældig nem at tage rodstiklinger fra.  

Hvor vil den gerne bo?

Kulsukker kræver adgang til næring for at bliver rigtig stor. Og den trives heller ikke supergodt uden sol og vand. I den forstand er den relativt krævende. Der er sågar dem, der gøder deres kulsukker (fx med urin) for at kunne høste af den mange gange over året.

Hvor stor bliver den?

Hvis den har det godt, bliver det en stor plante – både høj (op til en meter) og bred (også op til en meter). Vi satte vores første kulsukker forkert. Dels satte vi planter for tæt på de nyplantede frugttræer, så de konkurrerede med frugttræerne om vand og næring, og dels satte vi kulsukker som kantplante langs en sti, hvor de væltede ud over stien, så den blev ufarbar. Nu planter vi primært kulsukker i udkanten eller langs grænsen af skovhaven, eller som en grænse mellem to bede, hvor det ikke gør noget, at grænsen er bred!

De gamle planter, der vokser tæt på frugttræer, graver vi enten op, når vi skal bruge rodstiklinger, og sætter så ned et andet sted, eller høster intensivt på, så vi svækker dem konkurrencemæssigt. De gamle planter langs stien er nu flyttet til kanten af skovhaven ned mod dammen, hvor de er med til at holde sivplanter væk fra de nederste bede.

Hvornår høster man af den?

Når først planten er veletableret, kan man høste den helt i bund 3-4 gange om året. Hvis man vil have blomster (de er meget populære hos især humlebierne), skal man lade nogle af planterne gå i blomst og vente med at skære dem ned, til de er afblomstret.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender kulsukker som gødningsplante (nogle kalder den en ‘dynamisk akkumulator’), Kulsukker har et dybt rodsystem, hvorigennem den optager næringsstoffer fra dybt nede i jorden og lagrer i bladene. Det er først og fremmest kalium, men også fosfor, magnesium, mangan, jern, selen og zink. Man kan skære planten ned flere gange årligt og så bruge bladene til at jorddække med der, hvor man vil gøre næringsstofferne tilgængelige for planter med mere overfladiske rodsystemer, samtidig som bladene forbedrer jordens struktur og øger humusindholdet. Kaliumindholdet er højt i kulsukkerbladene, og dette kan man udnytte til at stimulere blomstring og frugtsætning hos fx bærbuske og frugttræer. Man kan også lave flydende gødning ved at lade bladene rådne i en spand vand (evt. sammen med brændenælder), som man så fortynder 1-10 og vander ud, hvor det behøves, eller giver til krukkeplanter.

At visse planter kan virke som dynamiske akkumulatorer er ikke bevist videnskabeligt (se fx denne artikel). Men der er en del rapporter/cases, der tyder på det, og da vi ikke heller har kunnet finde noget bevis for, eller bare antydning af, at teorien IKKE passer, så fortsætter vi med at have Bocking 14 i og omkring vores skovhaver.

Kulsukker er også en meget populær insektplante, som specielt humlebierne er glade for, og om vinteren bor der et mylder af insekter og edderkopper mellem de nedvisnede blade. En rigtig god ting i en skovhave, hvor man tilstræber en så høj biodiversitet/artsrigdom som overhovedet muligt.

Endelig gør kulsukkerens tætte rodnet også, at man kan plante den som en barriere, der til en vis udstrækning hæmmer indvækst af uønskede planter. Lige nu forsøger vi, om den kan reducere indtrængen af siv fra området omkring dammen.

Planteformering

I og med at Bocking 14 er steril, går den naturligvis ikke at frøformere. I stedet formerer man den ved at tage rodstiklinger.

Man graver moderplanten op, når den begynder at skyde om foråret,  og klipper en håndfuld rødder af og sætter så planten tilbage i jorden igen. Rødderne skærer man i 3-5 cm lange bidder og lægger i en potte med almindelig havejord. 

Efter et par måneder begynder de at skyde og kan så enten placeres ud, hvor man vil have dem, eller gemmes til senere.  Vi har også med lidt mere blandet succes lagt rødder direkte i jorden der, hvor vi vil ha’ dem.  Da det ikke er alle rødderne, der skyder, er det en lidt mere usikker strategi.

 

 

 

 

Fjeldsyre / Fjällsyra

Fjeldsyre er en utrolig smuk plante, der ud over at være nøjsom også smager godt i salatskålen.

Hvor vil den gerne bo?

Fjällsyren stiller ikke store krav, og hos os trives den fint både i fuld sol på en tør bakketop og i halvskygge et lidt mere fugtigt sted.

Hvor stor bliver den?

Selve planten bliver ikke så høj (10-20 cm), men de fine blomsterstande strækker sig noget højere op. Den enkelte plante er heller ikke særligt voluminøs, men til gengæld smider den frø over det hele og dækker hurtigt et større område, hvis ikke man med mellemrum river den op. Det er til gengæld nemt – rødderne sidder ikke dybt.

Hvornår høster man af den?

Man kan høste af planten hele sæsonen – den bliver hverken træet eller kedelig.

Hvordan anvender vi den?

Fjeldsyre kan anvendes både rå (fx finthakket i en salat, eller i en pesto) og tilberedt, hvor den tilfører retten syrlighed i stedet for fx citron.

Fjeldsyre indeholder som alle syrer en del oxalsyre, så man skal ikke spise store mængder. Men det giver næsten sig selv – den er meget … sur!

Planteformering

Fjeldsyre er supernem at frøformere. Faktisk så nem, at den klarer det helt selv! Så man kan også bare grave småplanter op og tage med til et nyt sted – eller give videre til andre. Men naturligvis kan man også samle modne frø ind i juli/august og enten så med det samme eller tørre og gemme til næste år. Den behøver ikke kulde for at spire.