Tag-arkiv: hügelbäddar

Krydderurtebed i det første Hügelbed

Kristi Himmelfartsferien havde en perfekt blanding af sol og regn, og jeg fik både plantet og sået krydderurter i det første Hügelbed. Jeg havde ledt efter økologiske krydderurter på forskellige planteskoler hjemme i Danmark, uden held, så det blev simpelthen supermarkedskrydderurter fra Irma og ICA!!

IMG_2296

Nøgent hügelbädd, klar til plantning og såning

Så må vi se, om de overlever – det blev til koriander (Coriandrum sativum), persille (Petroselinum crispum), timian (Thymus vulgaris) og rosmarin (Rosmarinus officinalis). Jeg huggede dog også en pæn klods af merianen  (Origanum vulgare) hjemme fra haven i Lyngby, og den så ud til at gribe fat og trives med det samme. Bronzefenniklen, som vi fik af Annette på Orø, kom også i jorden, og den skal også nok få fat: den har en stor rod og ser vældig livskraftig ud. Endelig var der en potte med tallerkensmækker (Tropaeolum majus) med sidste kasse fra Aarstiderne – den blev også delt og kom i bedet.

Derudover såede jeg ekstra persille, dild (Anethum graveolens) og koriander.

 

Nytilplantet krydderurtebed

Nytilplantet krydderurtebed

Efter plantningen dækkede jeg jorden med afslået græs fra græsbunken, så jorden ikke tørrer ud, og de små planter får lidt støtte. De steder, jeg havde sået, lod jeg dog jorden være fri, så frøene kan få lys.

Og så er det bare at vente og se, hvad der overlever, og om der er nogle af frøene, der vil spire. Og – ikke mindst – om sneglene vil lade os smage på sagerne også.

Hügelbädd – del 2

IMG_2231

Vi havde en aldeles vidunderlig “rødbede”-ferie på Gammelgaard, hvor vi – med gode venners hjælp (og mad!!) – nåede en hel masse. Jorge, Karin og Marco fik ryddet hele gårdspladsen for gamle landbrugsredskaber, små-træer, der var ved at brede sig, og en masse højt græs. Pludselig havde vi eftermiddags-aftensols-terrasse også!

This slideshow requires JavaScript.

I mellemtiden kunne Steffen så lave tagrender, og jeg kunne endelig få lov at eksperimentere med mit hügelbädd! I påskeferien havde jeg slæbt en masse gammelt svampeinficeret brænde op fra kælderen, som nu lå i en stor bunke ved komposten. Græsbunken, både fra weekenden før og fra Karins rivearbejde, blev større og større, og så havde jeg også en masse grene fra diverse buske og træer, jeg havde studset for bare at kunne komme omkring. Så materiale manglede jeg ikke.

Det første sted jeg havde afmærket – midt på gårdspladsen – var det helt umuligt at grave. Nogen havde på et tidspunkt spredt en masse små sten (ral), så planerne blev hurtigt ændret. I stedet blev det til et hesteskoformet bed lige foran et stengærde, med rabarber lige bag, og sol det meste af dagen. Det kan kun blive godt! Og grave-arbejdet var nemt (bortset fra at få spaden gennem græstørven!): Vi har den fineste, fineste muldjord. Det bliver sjovt, det her 🙂

Først markerede jeg formen på mit bed med et reb og skrællede græstørven af og lagde i tre bunker rundt om det kommende bed. Derefter gravede jeg ca. et spadestik muldjord af og lagde i andre tre bunker. Og så var jeg klar til at komponere højbedet: Først et lag gammelt brænde, som jeg dækkede med friske grene med spæde blade og et første lag tørt græs. God blanding af kulstof og kvælstof.

Så et lag grene mere, fulgt af græs og blade – og så var det tid til at trampe og vande. Det fik Steffen lov til i en pause fra tagrenderne.

Næstsidste lag bestod af al græstørven fra før, men nu med græssiden nedad. Til slut et ordentlig lag af den fine muldjord. Slutresultatet fik jeg ikke fotograferet, da jorden først kom på mandag, hvor regnen stod ned i stænger. Jeg skulle hilse og sige, at våd muldjord er mega-tungt at arbejde med…. Men hügelbädden blev da vandet igennem!

This slideshow requires JavaScript.

Mandag aften måtte vi desværre tage hjem til Danmark igen – men til Kristi Himmelfart skal der plantes og sås krydderurter. Jeg kan næsten ikke vente.

 

Hügelkultur – eller hügelbäddar på svensk

Sidste lørdag var vi på frøkursus hos Cathrine på Orø. Cathrine er også ved at anlægge skovhave, og hun har planer om at lave et eller flere ‘hügelbeet’. Sådan en sag kendte vi ikke noget til, og så bliver man jo nysgerrig! Så nu har vi ‘researchet’ på hügelkultur, som det også hedder, og det lyder bare helt oplagt til os. Man tager:

1. En masse træ-affald (carbonholdigt). Stammer, grene, stumper,… eller fx al det træ med svampe på, som jeg skovlede op af brændekælderen i påskeferien, og som nu ligger i en bunke ved siden af kompostbeholderen, ‘indtil videre’.

2. En masse græs-affald (kvælstofholdigt). Fx al det tørre græs, jeg er startet på at rive sammen de steder, hvor græsset ikke har været slået i årevis, og hvor det er blandet med gamle brændenælder (endnu mere kvælstofholdigt).

3. Så graver man en rende, hælder træaffaldet i, fylder op med græsaffald, og endelig topper op med jord (som jeg så ikke lige ved, hvor jeg skal tage – men mon ikke jeg kan finde et sted på vores ‘lille grund’?)

4. Når det har sat sig lidt (et par måneder – måske bliver det bare et par uger….), og træ og græs er begyndt at kompostere, så der udvikles varme, så er det klar til at så. Ideelt set skulle jeg altså være startet i efteråret – men der var vi der jo ikke, og mon ikke det stadig kan nås?

Jeg tænker at starte med 2 hügelbäddar (som jeg nu har fundet ud af, at det hedder ved at spørge på Facebook gruppen Permakultur i Småland). I den ene tror jeg, at vi skal ha’ krydderurter, og i den anden skal vi i hvert fald så de frø af aspargessalat (lactuca sativa), som vi også fik med hjem fra frøkurset.

Tak for inspiration og frø til Cathrine og Annette 🙂 Hvis vejret vil, går jeg i gang 1. maj! Fortsættelse følger …