Taggarkiv: Rumex patientia

Mærkeligt forår!

/0 Kommentarer/i , /av

Først blev det nærmest sommer i april – med over 25 grader og 3-4 uger uden regn og en stigende frygt for, at vi allerede nu var nået dertil, at vi skulle vande resten af sæsonen. Så kom maj – ikke ’du søde milde’, men temmelig rå og nærmest vinterlig. Med bidende kold vind, nattefrost og sne!

Jeg har dette forår arbejdet videre med at anlægge en traditionel køkkenhave, og det projekt er jeg da godt nok spændt på med det her vejr. Jeg har sået, og så blev det tørt, tørt, tørt (og varmt). Selvom jeg vandede dagligt, så er spiringen ikke imponerende. Men hvad ved jeg om det – det kommer måske senere? Nu får de små spirer i hvert fald vand. Iskoldt styrtebad, iblandet hagl og sne. Så kan de lære det.

I skovhaven er alting meget mere stabilt. De flerårige grøntsager klarede varmen og tørken uden problemer – de havde rødderne langt nede under jorden. Og nu hvor de får vand, skyder det hele i vejret.

Engelsk spinat/spenatskräppa

Vi har høstet stort set dagligt siden starten af marts. Stadig relativt små mængder, og det er stadig nødvendigt at supplere med supermarkedsindkøb af grøntsager – men uge for uge øges mængden af eget grønt i vores registreringsskema, og indkøbene bliver færre og færre.

Det er jo ikke de samme grøntsager – dem, der bliver flere af i skovhaven, og dem, der bliver færre af fra supermarkedet – og enten skal man stadig købe det, vi ikke dyrker i skovhaven, for at kunne fortsætte med at lave mad, som vi plejer, eller også skal man lære at lave mad på en lidt andet måde. Vi gør lidt begge dele – alt afhængig af hvor meget energi vi har til at ’lege med maden’.

I sidste uge lavede vi ’colombianske tamales konverteret til smålandske skovhave-tamales’. For dem, der ikke kender colombianske tamales, så består de af en majsmelsmasse iblandet kød og forskellige grøntsager, der pakkes ind i bananblade, hvorefter de koges. Vi dyrker ikke bananpalmer (og kommer næppe heller til det …), men vi har masser af engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), som vi har høstet af længe allerede. Nu er bladene efterhånden temmelig store – perfekt størrelse til at pakke tamales ind i. I stedet for majsmelsmasse lavede vi en kartoffelmos af nogle af de sidste kartofler fra sidste år (joo, vi har skam stadig kartofler, selvom vi jo faktisk ikke dyrker kartofler, andet end som ukrudsbekæmpelse). Vi droppede kødet og fyldte i stedet en masse forskellige skovhavegrøntsager i kartoffelmosen: asparges/sparris, spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides), flerårig kål, ramsløg/ramslök, sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) og havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus). Kartoffelmos/grøntsagsblandingen blev smagsat med lidt af den stærke chilisauce, spidskommen, salt og peber og pakket som fire pakker med engelsk spinat/spenatskräppa og en snor omkring og derefter kogt i 20 minutter.

Ingredienser

Step 1

Step 2

Step 3

Der blev for meget mos, så udover tamales fik vi også et par ’kartoffelfrikadeller m grønt’ ud af projektet – og en stor skål blandet grøn salat af lidt andre skovhavegrøntsager. Vi gik bestemt ikke sultne fra bordet!

Og smagen var glimrende! Måske kan man tilsætte svampe for at få lidt umamismag, men det manglede egentlig ikke. Konsistensen var lidt ’vandet’ – bladene holder ikke helt vandet fra kogningen ude, idet de efter 20 minutters kogning endte med at være grundigt ’møre’ (i modsætning til bananblade), men så kunne de (ligeledes i modsætning til bananbladene) jo spises! Måske skal man lægge flere lag blade om? Eller bage i stedet for at koge?

Det er sjovt at ’lege med maden’, og for det meste går det godt. Denne opskrift er det ikke sidste gang, vi leger med.

April i skovhaven/skogsträdgården

/0 Kommentarer/i /av

Efter en meget kold (ned til minus 16) vinter, der bare blev ved og ved, skiftede temperaturen pludselig fra minus 11 til plus 20 på et par dage, sne og is forsvandt, og pludselig kom der fuld fart på alle planterne i skovhaven. Når overgangen fra vinter til vår er så pludselig, er det, at man virkelig kan se fordelen ved at dyrke flerårige grøntsager. For to uger siden var jorden frossen, og der lå sne og is overalt. Selv ikke med fuld sol og 15-20 grader konstant kan man nå at få jorden tøet op, så enårige grøntsagsfrø OG få planterne op af jorden på så kort tid. Men de flerårige grøntsagsplanter ligger jo helt klar dernede under sneen, så når våren pludselig er der, så skyder de op i lyset. Uden at vi behøver at røre en finger, vel at mærke.

Skovhaven/skogsträdgården er jo på ingen måde færdig-tilplantet. I 2017 fik vi plantet en masse træer og buske (som også alle ser ud til at have overlevet den hårde første vinter og nu er klar til at springe ud), men kun et fåtal grøntsagsplanter nåede ud på plads. Vi køber meget få af de grøntsagsplanter, vi skal have i skovhaven. Både fordi vi skal bruge så mange (tusindvis), at det er helt umuligt at købe dem allesammen færdige, men også fordi det er både sjovt og lærerigt at lave dem selv fra frø. Så vi lavede de første eksperimenter med at frøså flerårige grøntsager i 2017 og nåede da også – trods den meget dårlige sommer sidste år – at få en del plantet ud. Og vi er nu i fuld gang med at lave mange, mange flere, der skal plantes ud i 2018. Det kan man bl.a læse om i et tidligere indlæg.

De fleste planter fra 2017 ser ud til at have overlevet vinteren og er nu på vej op i lyset. Faktisk er det bare Daubenton-kålen, der ser ud til endnu en gang at være gået til – og denne gang kan vi ikke skyde skylden på rådyr, for planterne har stået i bur hele vinteren. Vi har gang i en hel masse andre flerårige kål af andre sorter, der nu står og hygger sig oppe på biblioteket og snart skal pottes op i knap hundrede små potter, der skal stilles ud i gårdhaven, hvor de skal vokse sig store og stærke, så de kan plantes ud i skovhaven senere på året. Vi håber, at vi har mere held med dem.

Men altså – de øvrige planter ser ud til at trives.

Steffens løgsatsning sidste efterår er lykkedes i fin stil. Alle løg er på vej op og især etageløgene/luftlök (Allium x proliferum) har fuld fart på.

Sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica) er en af de få planter, vi har købt færdig – den kan man nemlig ikke købe frø til nogen steder. Vi købte den på Holma, og da den skulle frøså sig selv meget villigt, håber vi, at den spreder sig selv. For at øge chancerne for baby-planter, har vi haft den i en plantekasse med bar jord det første år – og nu er tiden snart inde til at i hvert fald moderplanten skal flytte ud i skovhaven. Så må vi se, hvor mange af de små baby-planter, der bliver til store planter, der kan flytte efter senere på sæsonen. Sibirisk vinterportulak/vårsköna er en salat-plante. Jeg bryder mig ikke om den alene, men den er fin sammen med andre grønne sager.

Bibernelle/Pimpinell (Sanguisorba minor) er endnu en salatplante. Vi købte to planter på Holma sidste år, hvoraf den ene har overlevet vinteren. Det er let at finde frø, så vi har nu sat gang i en større portion, forhåbentlig til udplantning i løbet af sommeren. Denne her ryger i hvert fald i skovhaven snarest muligt.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) er en af mine absolutte favoritter. Og den har klaret sig fint, både i skovhaven og i en plantekasse i gårdhaven (hvor den på billedet står). Skorzoner er mest kendt for roden (skorzoner-rod), og de færreste ved, at bladene er ualmindeligt lækre. Unge blade rå i en salat, ældre blade tilberedt i en varm ret. Og graver man ikke roden op for at spise den, så kommer planten igen år efter år. Dem skal vi have rigtig mange af, så ud over dem, vi allerede har plantet to forskellige steder i skovhaven, har vi sat gang i en større portion frø i drivhuset.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en plante, Steffen har fundet på nettet. Ingen kender den. 🙂 Og den ser ud til at trives fint. De friske skud er sprøde og smager lidt som mild bladselleri. Større planter anvendes i Korea, hvor den kommer fra, som dyrefoder. Udover at Steffen syntes, at den kunne være sjov at prøve, så har vi den egentlig mest, fordi vi regner med at skulle have høns om nogle år. Men lige nu er det faktisk en af de planter, der er længst fremme, så når vi har lidt flere (man kan tage rodstiklinger eller frø fra dem), bliver det måske vores første forårsgrøntsag fra skovhaven.

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus) er meget, meget nem at dyrke, og den er da også frisk på vej op alle de steder, vi har sat den. Den kan anvendes til at give lidt syrligt islæt til en salat eller i en varm ret (hvor en del af det syrlige dog forsvinder).

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia) kiggede frem allerede i januar, men gik så i stå igen, da den blev dækket af en halv meter sne og temperaturen faldt til minus 16. Fornuftigt nok. Nu spurter den frem igen. Alle rumexer er syrer og indeholder oxalsyre, så det er ikke en plante, man skal spise mange af rå. Men oxalsyreindholdet falder ved varmetilberedning (ligesom rabarber), og da planten producerer rigtig meget bladmasse over hele sæsonen, så regner vi med at spise pænt meget engelsk spinat fremover. Vi skal også eksperimentere med dolmer – eller hvorfor ikke ’Gammelgård tamales’? Vi har engelsk spinat to forskellige steder i skovhaven nu og har flere på vej i drivhuset.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) smager af anis og får fine, fligede blade. Blomsterne er smukke (og meget elskede af bierne) og så smager frøene af lakrids-slik. Anis-smagen er dominerende, når planten er rå, men som med så meget andet, så mister den noget af smagen, når man varmetilbereder den. Så også her får vi vist masser af bladgrønt til de varme retter. Sødskærm trives bedst i skygge, og indtil videre har vi den kun i skyggen under lindetræet. Men der står ’sødskærm’ en del steder i vores planteplan – og der er flere planter på vej i drivhuset.

Ramsløgene/ramslök (Allium ursinum) er lige kommet frem, og det er svært at se, om de har spredt sig fra sidste år. Så jeg må nok igen i år dy mig og begrænse min høst af blade derfra. Men de planter, der nu har stået der to år, blomstrede fint sidste år, så hvis jeg er heldig, har de smidt frø, så der kommer flere små planter i år. Ramsløgsfrø skal sås med det samme (som i: høst dem og smid dem samme dag), så lad være med at købe ramsløgsfrø nogen steder. Det får du ikke noget ud af. Vi fik en håndfuld små planter fra en have, der skulle graves op sidste forår, og dem har vi sat under linden. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de har overlevet vinteren.

Spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides) er ikke kommet så langt, at man kan høste af den endnu. Men det ser ud, som om den har bredt sig lidt. Vi har sået frø i vinter og går og venter på, at de skal spire. Klatrende spinat-planter vil vi nemlig gerne have flere af rundt omkring i skovhaven.

Stolthenriks gåsefod/Goda Henrikas målla (Chenopodium bonus-henricus) var lidt sølle sidste år (første år i skovhaven), og jeg troede da også, at den var gået til i vinter. Det er den ikke. Den titter op flere steder, og jeg glæder mig meget til at smage den for alvor i år. Den skulle blive kæmpestor og producere massive mængder af bladgrønt til varme retter, og så er det en af de meste næringsrige grøntsager, man kan dyrke på vore breddegrader.

Skt. Hans-urt/kärleksört (Hylotelephium telephium) spiser vi allerede af. De helt spæde blade er næsten de bedste – sprøde og saftige, lidt ligesom sukkerærter. De få stiklinger, jeg tog med fra Danmark for et par år siden, er blevet til store planter, som i år skal deles og sættes ud i skovhaven.

Vores merian er også ’importeret’ fra haven i Lyngby. Og umulig at slå ihjel. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide merian i mad – synes det er alt for parfumeret – men bier og andre insekter er helt vilde med den. Og så er det en fin – og køn – bunddækkeplante. Jeg tænker, at den skal have lov til at brede sig vildt i 10’eren, ned mod søen.

Citronmelissen er livskraftig og har været i gang et stykke tid. Der er allerede blade til en frisk kop te – blandet med mynterne, der også så småt er ved at dukke op. Citronmelisse spreder sig ad h. til, så jeg er ikke sikker på, at den får lov at komme rigtig ind i skovhaven. Indtil videre står den lige udenfor, i et lille trekantet bed med græs hele vejen rundt om, så vi kan sørge for, at alle udløbere bliver klippe regelmæssigt. Men dejlig er den!

Jordbærplanter, anisisop, timian, lavendel, salvie og asparges hviler lidt endnu – men det bekymrer mig ikke. De skal nok komme. Vintersaren er så småt ved at få nye blade i hjørnerne af de gamle blade. Og rabarbernes knolde, der stikker op ad jorden, bliver rødere og rødere, for hver dag der går, ligesom strandkålens. Kartoflerne er sat til forspiring, og der er sået hestebønner, så de to ’markarbejdere’ kan blive sat i arbejde i det sidste bed i skovhaven, der skal have kvikrods-behandling, lige så snart vi er sikre på, at nattefrosten ikke vender tilbage.

Nu venter vi bare på, at alle de frø, vi har vintersået, skal spire og vokse op og blive til store planter, der også kan komme ud i skovhaven, så vi for alvor har grøntsager at spise af til næste år. I mellemtiden kan vi formentlig i år begynde at høste frugter og bær fra de mange træer og buske, vi satte sidste år.

Efter en mycket kall vinter (ner till minus 16) som bara fortsatte och fortsatte, skiftade temperaturen plötsligt från minus 11 till plus 20 på ett par dagar, snö och is försvann, och plötsligt blev det full fart på alla plantorna i skogsträdgården.

När övergången från vinter till vår är så plötslig är det som man verkligen kan se fördelen med att odla fleråriga grönsaker. För två veckor sedan var marken frusen och det låg snö och is överallt. Inte ens med full sol och 15–20 grader konstant hinner man få jorden att tina, så ettåriga grönsaksfröer och få plantorna ur jorden på så kort tid. Men de fleråriga grönsaksplantorna ligger ju helt klara där nere under snön, så när våren plötsligt är här så skjuter de upp mot ljuset. Utan att vi behöver lyfta ett finger, märk väl.

Skogsträdgården är ju på inget sätt färdigplanterad. Under 2017 fick vi planterat en hel del träd och buskar (som också alla ser ut att ha överlevt den hårda första vintern och nu är redo att slå ut), men bara ett fåtal grönsaksplantor hann komma på plats. Vi köper väldigt få av de grönsaksplantor vi ska ha i skogsträdgården. Både för att vi behöver så många (tusentals) att det är helt omöjligt att köpa alla färdiga, men också för att det är både roligt och lärorikt att driva upp dem själv från frö. Så vi gjorde de första experimenten med att fröså fleråriga grönsaker under 2017 och hann också – trots den mycket dåliga sommaren förra året – få en hel del utplanterat. Och vi är nu i full gång med att driva upp många, många fler som ska planteras ut under 2018. Det kan man bland annat läsa om i ett tidigare inlägg.

De flesta plantor från 2017 ser ut att ha överlevt vintern och är nu på väg upp i ljuset. Faktiskt är det bara Daubenton-kålen som ser ut att ha strukit med ännu en gång – och den här gången kan vi inte skylla på rådjur, för plantorna har stått i bur hela vintern. Vi har en hel del andra fleråriga kålsorter på gång som nu står och gottar sig uppe på biblioteket och snart ska skolas om i närmare hundra små krukor som ska ställas ut i plantskolan. Där ska de växa sig stora och starka så att de kan planteras ut i skogsträdgården senare i år. Vi hoppas att vi har mer tur med dem.

Men som sagt – de övriga plantorna ser ut att trivas.

Steffens løgsatsning sidste efterår er lykkedes i fin stil. Alle løg er på vej op og især etageløgene/luftlök (Allium x proliferum) har fuld fart på.

Sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica) er en af de få planter, vi har købt færdig – den kan man nemlig ikke købe frø til nogen steder. Vi købte den på Holma, og da den skulle frøså sig selv meget villigt, håber vi, at den spreder sig selv. For at øge chancerne for baby-planter, har vi haft den i en plantekasse med bar jord det første år – og nu er tiden snart inde til at i hvert fald moderplanten skal flytte ud i skovhaven. Så må vi se, hvor mange af de små baby-planter, der bliver til store planter, der kan flytte efter senere på sæsonen. Sibirisk vinterportulak/vårsköna er en salat-plante. Jeg bryder mig ikke om den alene, men den er fin sammen med andre grønne sager.

Bibernelle/Pimpinell (Sanguisorba minor) er endnu en salatplante. Vi købte to planter på Holma sidste år, hvoraf den ene har overlevet vinteren. Det er let at finde frø, så vi har nu sat gang i en større portion, forhåbentlig til udplantning i løbet af sommeren. Denne her ryger i hvert fald i skovhaven snarest muligt.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) er en af mine absolutte favoritter. Og den har klaret sig fint, både i skovhaven og i en plantekasse i gårdhaven (hvor den på billedet står). Skorzoner er mest kendt for roden (skorzoner-rod), og de færreste ved, at bladene er ualmindeligt lækre. Unge blade rå i en salat, ældre blade tilberedt i en varm ret. Og graver man ikke roden op for at spise den, så kommer planten igen år efter år. Dem skal vi have rigtig mange af, så ud over dem, vi allerede har plantet to forskellige steder i skovhaven, har vi sat gang i en større portion frø i drivhuset.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en plante, Steffen har fundet på nettet. Ingen kender den. 🙂 Og den ser ud til at trives fint. De friske skud er sprøde og smager lidt som mild bladselleri. Større planter anvendes i Korea, hvor den kommer fra, som dyrefoder. Udover at Steffen syntes, at den kunne være sjov at prøve, så har vi den egentlig mest, fordi vi regner med at skulle have høns om nogle år. Men lige nu er det faktisk en af de planter, der er længst fremme, så når vi har lidt flere (man kan tage rodstiklinger eller frø fra dem), bliver det måske vores første forårsgrøntsag fra skovhaven.

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus) er meget, meget nem at dyrke, og den er da også frisk på vej op alle de steder, vi har sat den. Den kan anvendes til at give lidt syrligt islæt til en salat eller i en varm ret (hvor en del af det syrlige dog forsvinder).

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia) kiggede frem allerede i januar, men gik så i stå igen, da den blev dækket af en halv meter sne og temperaturen faldt til minus 16. Fornuftigt nok. Nu spurter den frem igen. Alle rumexer er syrer og indeholder oxalsyre, så det er ikke en plante, man skal spise mange af rå. Men oxalsyreindholdet falder ved varmetilberedning (ligesom rabarber), og da planten producerer rigtig meget bladmasse over hele sæsonen, så regner vi med at spise pænt meget engelsk spinat fremover. Vi skal også eksperimentere med dolmer – eller hvorfor ikke ’Gammelgård tamales’? Vi har engelsk spinat to forskellige steder i skovhaven nu og har flere på vej i drivhuset.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) smager af anis og får fine, fligede blade. Blomsterne er smukke (og meget elskede af bierne) og så smager frøene af lakrids-slik. Anis-smagen er dominerende, når planten er rå, men som med så meget andet, så mister den noget af smagen, når man varmetilbereder den. Så også her får vi vist masser af bladgrønt til de varme retter. Sødskærm trives bedst i skygge, og indtil videre har vi den kun i skyggen under lindetræet. Men der står ’sødskærm’ en del steder i vores planteplan – og der er flere planter på vej i drivhuset.

Ramsløgene/ramslök (Allium ursinum) er lige kommet frem, og det er svært at se, om de har spredt sig fra sidste år. Så jeg må nok igen i år dy mig og begrænse min høst af blade derfra. Men de planter, der nu har stået der to år, blomstrede fint sidste år, så hvis jeg er heldig, har de smidt frø, så der kommer flere små planter i år. Ramsløgsfrø skal sås med det samme (som i: høst dem og smid dem samme dag), så lad være med at købe ramsløgsfrø nogen steder. Det får du ikke noget ud af. Vi fik en håndfuld små planter fra en have, der skulle graves op sidste forår, og dem har vi sat under linden. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de har overlevet vinteren.

Spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides) er ikke kommet så langt, at man kan høste af den endnu. Men det ser ud, som om den har bredt sig lidt. Vi har sået frø i vinter og går og venter på, at de skal spire. Klatrende spinat-planter vil vi nemlig gerne have flere af rundt omkring i skovhaven.

Stolthenriks gåsefod/Goda Henrikas målla (Chenopodium bonus-henricus) var lidt sølle sidste år (første år i skovhaven), og jeg troede da også, at den var gået til i vinter. Det er den ikke. Den titter op flere steder, og jeg glæder mig meget til at smage den for alvor i år. Den skulle blive kæmpestor og producere massive mængder af bladgrønt til varme retter, og så er det en af de meste næringsrige grøntsager, man kan dyrke på vore breddegrader.

Skt. Hans-urt/kärleksört (Hylotelephium telephium) spiser vi allerede af. De helt spæde blade er næsten de bedste – sprøde og saftige, lidt ligesom sukkerærter. De få stiklinger, jeg tog med fra Danmark for et par år siden, er blevet til store planter, som i år skal deles og sættes ud i skovhaven.

Vores merian er også ’importeret’ fra haven i Lyngby. Og umulig at slå ihjel. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide merian i mad – synes det er alt for parfumeret – men bier og andre insekter er helt vilde med den. Og så er det en fin – og køn – bunddækkeplante. Jeg tænker, at den skal have lov til at brede sig vildt i 10’eren, ned mod søen.

Citronmelissen er livskraftig og har været i gang et stykke tid. Der er allerede blade til en frisk kop te – blandet med mynterne, der også så småt er ved at dukke op. Citronmelisse spreder sig ad h. til, så jeg er ikke sikker på, at den får lov at komme rigtig ind i skovhaven. Indtil videre står den lige udenfor, i et lille trekantet bed med græs hele vejen rundt om, så vi kan sørge for, at alle udløbere bliver klippe regelmæssigt. Men dejlig er den!

Jordgubbsplantor, anisisop, timjan, lavendel, salvia och sparris vilar lite till – men det bekymrar mig inte. De kommer tids nog. Vinterkyndeln håller så sakteliga på att få nya blad i hörnen av de gamla bladen. Och rabarberknölarna som sticker upp ur jorden blir rödare och rödare för varje dag som går, precis som strandkålens. Potatisen är satt på förgroning, och vi har sått bondbönor, så att de två ”markarbetarna” kan sättas i arbete i den sista bädden i skogsträdgården som ska få kvickrotsbehandling, så snart vi är säkra på att nattfrosten inte återvänder.

Nu väntar vi bara på att alla frön som vi har vintersått ska gro och växa upp och bli till stora plantor, som också kan flytta ut i skogsträdgården så att vi på allvar har grönsaker att äta av nästa år. Under tiden kan vi förmodligen börja skörda frukter och bär i år från de många träd och buskar som vi planterade förra året.

 

 

 

Grøntsagsdyrkning i 2017

/1 Kommentar/i , , /av

Selvom skovhaven på ingen måde er klar til storskala udplantning af grøntsagslaget i en skovhave, så har vi ikke kunnet dy os for at begynde at eksperimentere med frøsåning af nye, ukendte planter.

I år har vi øvet os på at lave følgende flerårige grøntsager til skovhaven:

Takkeklap/ryssgubbe (Bunias orientalis). Skulle være super enkel, og give store planter med masser af mad. Det lykkedes så slet ikke for os i år – vi har 5-6 små forkølede planter i potter, som måske overlever vinteren og kommer til at trives næste år. Vi forsøger igen, og Steffen har allerede sået næste kuld, da takkeklap er en af de planter, der skal vintersås, fordi frøene behøver en kuldeperiode for at spire.

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia). Den var til gengæld enkel at lave mange planter af, og de kom også hurtigt ud i skovhaven, hvor de så visnede ned i den tørre sommer (hvor vi ikke fik vandet nok), men til gengæld kom igen, da det begyndte at regne i efteråret. Den bliver god!

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus), som vi langt ind på sommeren troede var en Rumex scutatus, fordi vi havde købt den af en dansk frøforsælger, der ikke skrev det latinske navn på posen, men bare ’fransk syre’ – hvilket normalt i Danmark betyder rumex scutatos, hvilket vi så troede, at det var. Den lignede bare overhovedet ikke skjoldsyre, efterhånden som den voksede til, og efter at have lagt billeder op på Facebook fik vi bekræftet vores mistanke om, at det var rumex rugosus, altså almindelig havesyre. Læren af det: Spørg ALTID efter det latinske navn, og stol ikke på, at du ved, hvad du har, hvis det kun står på dansk, eller svensk for den sags skyld – for så begynder det at blive rigtig underholdende, fordi svenske og danske plantenavne overhovedet ikke behøver at være i nærheden af hinanden. Fx hedder erantis vintergæk på svensk …!. Nå, men havesyre er også godt, og det var også en af de planter, der lykkedes rigtig godt, og som formentlig kommer igen i stor stil til næste år. Den er allerede plantet ud flere steder i skovhaven.

Fjeldsyre/fjällsyra (Oxyria digyna). En lille syre, med et ekstremt højt c-vitaminindhold. Masser af frø blev til små planter, så den er både plantet ud i 2’eren og står og venter i potter på yderligere udplantning til foråret.

Og hvad er det så, at vi skal med alle de syrer? Ofte smagsforstærker man jo en salat eller gryderet med citronsaft, men da vi ikke kan dyrke citroner, vil vi gerne prøve gradvist at erstatte denne syrekilde med egne, dyrkede syrer.

Japankvæde (Chaenomeles japonica) er udover at være en flot blomstrende plante ligeledes tænkt som en alternativ ’citronsaftkilde’. Den er hvinende sur, og når vi begynder at få frugter, skal vi eksperimentere med, hvordan vi kan anvende denne syrlighed. Steffen stjal en frugt på Holma for godt et år siden og såede kernerne fra frugten allerede samme efterår. Alle spirede, og alle planter vokser som ukrudt. Nu skal vi finde ud af, hvor vi vil have den. Planten spreder sig bredt og stikker, så det skal være et sted, hvor den ikke generer for andre aktiviteter. Der tænkes …

Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla (Chenopodium bonus-henricus) tror jeg slet ikke kan gå galt. Vi såede den allerede i 2016 og har allerede sat mange planter ud i skovhaven og har mange tilbage i potter. De er så ikke kommet så godt i gang i skovhaven, som vi forventede – igen formentlig pga. den tørre sommer. Og så plantede vi de første ud i et flisbed – og det virker altså, som om det bremser dem. Næste år skal vi prøve at plante nogle ud i et hø-dækket bed i stedet.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica). Stor succes! Nem at så og potte op, og stortrives, hvor den er sat i 1’eren. Og så smager den godt! Den skal vi ha’ mange flere af.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata). Den blev strengt taget sået i 2016, men blev plantet ud i skovhaven i 2017. Helt, helt uproblematisk – den skal nok komme til at trives.

Nældeklokke/nässleklocka (Campanula trachelium). Den er ikke kommet så langt – står stadig i potter – men skal plantes ud i 1’eren til foråret.

Isop (Hyssopus officinalis) – ikke at forveksle med anisisop, som den slet ikke er i familie med. Her er en del småplanter allerede plantet ud i 4’eren og i mit lille citronmelissebed lige udenfor skovhaven.

Strandkål (Crambe maritima). Den blev vintersået sidste vinter og er kommet fint. Området i skovhaven, de skal stå i, er først klar til udplantning næste forår, så cirka halvdelen af planterne er midlertidigt plantet i en plantekasse, og resten venter i potter.

Udover de flerårige planter, vi selv har drevet frem fra frø, har vi også enkelte planter, vi har købt som enten voksne planter eller stiklinger.

Også her har vi en strandkål, der er plantet i et solbeskinnet ’strandbed’ lige udenfor skovhaven sammen med strandbede (Beta vulgaris ssp. maritima), som vi også købte tre planter af, som alle har fået godt fat, og strandkarse/bitterkrassing (Lepidium latifolium), som vi plantede tre af, og som allerede har spredt sig med rodudløbere til hele bedet. Den er energisk, og skal nok holdes på et afgrænset område, hvis ikke den skal løbe fra os. Den smager af wasabi og er rigtig lækker finthakket i en salat.

Flerårig Daubenton kål/perenn kål (Brassica oleracea var ramosa) forsøgte vi os allerede med i 2016, hvor den blev ædt af et rådyr. I år købte vi 2 planter og Steffen byggede med det samme et bur med net til dem, og så blev de plantet ud i skovhaven. De skrantede lidt midt på sommeren, hvor det var så tørt, men begyndte så for alvor at skyde, da regnen kom i efteråret. De har begge stadig blade på, ligesom enårige grønkål. Vi har taget stiklinger af dem, som trives fint i deres krukker og venter på at blive plantet ud næste forår.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er lidt af et langskud. Vi købte et par håndfulde stiklinger i 2016, som fik godt fat, og de fleste af dem blev plantet ud i 1’eren i løbet af 2017. De er ikke rigtig glade ved det, så vi må se, hvor mange af dem, der kommer igen til foråret. Det er dog ikke ualmindeligt, at de har lidt svært ved at få fat – men når først de er etableret, skulle de være ekstremt produktive. De unge skud kan tilberedes til menneskeføde, og smager lidt bladselleriagtigt, men planten er især interessant, da den er fantastisk til dyrefoder, fx hønsefoder, og meget, meget produktiv og med et højt proteinindhold. Vinterfoder til de kommende høns!

Vi har købt to planter sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica), som gerne skulle blive til mange planter, der på sigt skal være bunddække i skovhaven. Ligeledes har vi købt to bibernelle/pimpinell planter (Sanguisorba minor), hvis blade smager af agurk, og hvis blomster er meget attraktive for bierne. De skal også i skovhaven, når vi er klar.

Hosta/funkia er godt i gang – både de to sorter, vi har med fra haven i Danmark, og den kæmpe klump, vi fik af Alice i foråret. Alle vore hosta-planter er plantet ud i 3’eren, de gamle af vore egne blev plantet sidste efterår og de nye fra Alice dette forår. Vi regner med for alvor at begynde at høste allerede næste forår – og skal have skaffet mange flere forskellige sorter til de øvrige skyggedele af skovhaven.

Og så er der asparges og løg/lök, som vi har brugt en del krudt på. Tænk, om vi engang har adgang til lige så mange asparges, som vi orker at spise + lidt til fryseren eller til fermentering? Og tilsvarende med løg! Luksus!

Endelig er der jordbær/jordgubbar, skovjordbær/smultron, lavendel, anisisop, bronzefennikel, mynte, timian, vintersar/vinterkyndel, merian/mejram, citronmelisse osv. osv. Vi skal blive meget bedre både til at anvende krydderurterne friske og til at tørre dem og lave krydderurtesalt. Også her har vi stadig meget at vænne os til – men indtil videre er de en kæmpe fornøjelse bare at have i haven – insekterne elsker dem, de er smukke at se på, og det er en fantastisk luksus bare at kunne hente, når man har brug for dem.

Udover de flerårige har vi i 2017 også udvidet repertoiret af enårige planter. Vi har endnu ikke nogen stor køkkenhave – kræfterne skal først og fremmest anvendes på at få skovhaven etableret – men der er en del grøntsager, som de flerårige grøntsager ikke erstatter, så en almindelig køkkenhave til enårige grøntsager skal vi da også have på sigt. I år blev det bl.a. til kartofler/potatis og hestebønner, som vi jo også dyrkede i 2016, og derfor allerede føler os vældig rutinerede i! 😉 Græskarrene og stangbønnerne mislykkedes til gengæld næsten totalt – planterne blev simpelthen spist af sneglene.

Men så havde vi stor succes med en gammel sort af gråærter (Pisum sativum arvense), som vi fik af en skovhaveveninde. Fantastisk smuk plante, helt uproblematisk at dyrke, og super velsmagende kogeærter til hummus, frikadeller, eller ærtesuppe. Den bliver et fast indslag i dyrkningen på Gammelgård fremover, og selvom den er enårig, tænker vi faktisk at drive den frem og plante den ud i skovhaven, hvor vi nu kan finde plads til den og til et stativ, den kan klatre på. Ærteplanten er kvælstoffikserende og kan derfor være med til at opbygge næringsindholdet i jorden, blomsterne er attraktive for insekterne, og så er det en supersmuk plante, der også giver lidt højde i en indtil videre ikke særlig tilgroet skovhave.

I gårdhaven foran aftægtsboligen blev det meste af pladsen i plantekasserne i år brugt på potter med små, flerårige grøntsager, der senere blev plantet ud. Men der blev da også plads til lidt dild og bladbede, og som nye planter i repertoiret: amarant og portulak. Amaranten gik fint, og vi har taget frø til næste år. Portulakken var mindre imponerende, men den kommer da nok med en anden gang igen. Måske når vi er kommet lidt længere med den rigtige køkkenhave syd for aftægtsboligen.

Og så er der drivhusplanterne. Som nybagte drivhusejere (selvom det er et lille drivhus) skulle vi selvfølgelig prøve at dyrke tomater, peberfrugt og chili. Tæt på total fiasko!! Men vi prøver igen til næste år, og håber på mere sol og varme. Men må jo nok erkende, at det nye drivhus vender forkert i forhold til dyrkning af de meget varmekrævende planter. Til gengæld er det genialt til fremdrivning af småplanter til senere udplantning, hvilket jo også var det, det oprindeligt blev bygget til. Måske skal der senere bygges et sydvendt drivhus til tomater og chili.

Även om skogsträdgården inte på långa vägar är redo för storskalig utplantering av örtskiktet ännu, har vi inte kunnat låta bli att börja experimentera med frösådd av nya, okända växter.

I år har vi övat oss på att driva upp följande fleråriga grönsaker:

Ryssgubbe (Bunias orientalis): Skulle vara superenkel och ge stora plantor med massor av mat. Det lyckades inte alls för oss i år – vi har 5–6 små ynkliga plantor i krukor som kanske överlever vintern. Vi försöker igen, och Steffen har redan sått nästa omgång, då ryssgubbe behöver vintersås för att få den köldperiod fröna kräver för att gro.

Spenatskräppa (Rumex patientia): Den var däremot enkel att få många plantor av. De kom snabbt ut i skogsträdgården där de vissnade ner under den torra sommaren (då vi inte vattnade tillräckligt), men de kom igen när det började regna under hösten. Den blir bra!

Trädgårdssyra (Rumex rugosus): Som vi långt in på sommaren trodde var en sköldsyra (Rumex scutatus), eftersom vi köpt den av en dansk fröförsäljare som bara skrivit ”fransk syre” på påsen. Den liknade inte alls sköldsyra när den växte till sig, och efter att ha lagt upp bilder på Facebook fick vi bekräftat att det var vanlig trädgårdssyra. Lärdomen: Fråga ALLTID efter det latinska namnet. Lita inte på att du vet vad du har bara baserat på det danska eller svenska namnet – då blir det nämligen riktigt underhållande eftersom namnen kan vara helt olika. Till exempel heter erantis ”vintergäck” på svenska, medan vintergæk på svenska heter ”snödroppe”…! Nåväl, trädgårdssyra är också gott och den är redan utplanterad på flera ställen.

Fjällsyra (Oxyria digyna): En liten syra med extremt högt C-vitamininnehåll. Massor av frön blev små plantor som nu väntar på utplantering till våren.

Japansk kvitten (Chaenomeles japonica): Tänkt som en alternativ källa till ”citronsaft”. Den är vinande sur. Steffen ”lånade” en frukt på Holma för ett år sedan och sådde kärnorna direkt. Alla grodde och växer som ogräs. Nu ska vi bara hitta en plats där den inte sticker folk, eftersom den har taggar.

Goda Henriks målla (Chenopodium bonus-henricus): Den kan nog inte gå fel. Vi sådde den redan 2016. De har inte kommit igång så bra som väntat, förmodligen pga. torkan och för att vi planterade dem i en flisbädd som verkar bromsa dem. Nästa år provar vi med hö-täckning istället.

Svartrot (Scorzonera hispanica): Stor succé! Enkel att så och stortrivs i bädd nr 1. Dessutom är den jättegod.

Spansk körvel (Myrrhis odorata): Helt oproblematisk, den kommer att trivas.

Nässleklocka (Campanula trachelium): Har inte kommit så långt ännu men ska ut i vår.

Isop (Hyssopus officinalis): Inte att förväxla med anisisop. Många småplantor är redan ute i bädd nr 4.

Strandkål (Crambe maritima): Vintersåddes förra vintern. Hälften står i en odlingslåda och resten i krukor i väntan på sin permanenta plats.

 

Utöver det vi drivit upp själva har vi köpt en del plantor och sticklingar:

Vi har en strandkål i en solig ”strandbädd” tillsammans med strandbeta (Beta vulgaris ssp. maritima) och bitterkrassing (Lepidium latifolium). Den sistnämnda smakar wasabi och är jättegod i sallad, men den sprider sig med utlöpare över hela bädden och måste hållas efter!

Perenn kål (Brassica oleracea var. ramosa, Daubenton) försökte vi oss på redan 2016 men då åt rådjuren upp den. I år har Steffen byggt en nätbur åt de två nya plantor vi har köpt. De tog fart ordentligt när höstregnet kom och vi har tagit sticklingar som står i krukor och väntar på våren.

 

Seombadi (Dystaenia takesimana) är lite av en chansning. Sticklingarna vi köpte 2016 har haft det lite svårt, men om de etablerar sig ska de vara extremt produktiva. De smakar lite blekselleri och är fantastiska som hönsfoder i framtiden tack vare sitt höga proteininnehåll.

Vi har köpt två plantor sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica), som förhoppningsvis ska bli till många plantor som på sikt ska fungera som marktäckare i skogsträdgården. Likaså har vi köpt två pimpinell-plantor (Sanguisorba minor), vars blad smakar gurka och vars blommor är mycket attraktiva för bina. De ska också ut i skogsträdgården när vi är redo.

Hosta/funkia är väl igång – både de två sorter vi har med oss från trädgården i Danmark och den jättelika klump vi fick av Alice i våras. Alla våra hosta-plantor är utplanterade i ”Trean”. De gamla av våra egna planterades förra hösten och de nya från Alice nu i våras. Vi räknar med att börja skörda på allvar redan nästa vår – och vi ska se till att skaffa många fler olika sorter till de övriga skuggiga delarna av skogsträdgården.

Och så är det sparris och lök, som vi har lagt ner en hel del krut på. Tänk om vi en dag har tillgång till precis så mycket sparris som vi orkar äta + lite till frysen eller till fermentering? Och på samma sätt med lök! Lyx!

Slutligen är det jordgubbar, smultron, lavendel, anisisop, bronsfänkål, mynta, timjan, vinterkyndel, mejram, citronmeliss osv. osv. Vi ska bli mycket bättre på att både använda kryddväxterna färska och på att torka dem och göra örtsalt. Även här har vi fortfarande mycket att vänja oss vid – men än så länge är de ett enormt nöje bara att ha i trädgården – insekterna älskar dem, de är vackra att se på och det är en fantastisk lyx att bara kunna hämta dem när man behöver dem.

Förutan de fleråriga har vi under 2017 också utökat repertoaren av ettåriga växter. Vi har ännu inte någon stor köksträdgård – krafterna ska först och främst läggas på att få skogsträdgården etablerad – men det finns en del grönsaker som de fleråriga grönsakerna inte ersätter, så en vanlig köksträdgård för ettåriga grönsaker ska vi förstås också ha på sikt. I år blev det bland annat potatis och bondbönor, som vi ju också odlade 2016 och därför redan känner oss väldigt rutinerade på! 😉 Pumporna och störbönorna misslyckades däremot nästan totalt – plantorna blev helt enkelt uppätna av sniglarna.

Men så hade vi stor succé med en gammel sort av gråärt (Pisum sativum arvense), som vi fick av en skogsträdgårdsvän. Fantastiskt vacker planta, helt oproblematisk att odla och supergoda kokärter till hummus, biffar eller ärtsoppa. Den blir ett fast inslag i odlingen på Gammelgård framöver, och även om den är ettårig tänker vi faktiskt driva upp den och plantera ut den i skogsträdgården där vi kan hitta plats för den och för ett stativ som den kan klättra på. Ärtplantan är kvävefixerande och kan därför vara med och bygga upp näringsinnehållet i jorden, blommorna är attraktiva för insekter, och så är det en supervacker växt som också ger lite höjd i en skogsträdgård som än så länge inte är så tätvuxen.

I trädgården framför undantagstugan användes det mesta av platsen i odlingslådorna i år till krukor med små, fleråriga grönsaker som senare planterades ut. Men det blev också lite plats över till lite dill och mangold, och som nya växter i repertoaren: amarant och portulak. Amaranten gick fint, och vi har tagit frön till nästa år. Portulaken var mindre imponerande, men den får nog följa med en annan gång igen. Kanske när vi har kommit lite längre med den riktiga köksträdgården söder om undantagstugan.

Och så är det växthusplanterna. Som nyblivna växthusägare (även om det är ett litet växthus) skulle vi såklart prova att odla tomater, paprika och chili. Nära på totalt fiasko!! Men vi provar igen nästa år och hoppas på mer sol och värme. Man får väl dock erkänna att det nya växthuset vänder åt fel håll för odling av de mest värmekrävande växterna. Å andra sidan är det genialt för uppdrivning av småplantor för senare utplantering, vilket ju också var det som det ursprungligen byggdes för. Kanske ska det byggas ett sydvänt växthus till tomater och chili längre fram.

 

 

 

Vintersåning

/0 Kommentarer/i , /av

Nogle plantefrø skal mærke, at det har været vinter, før de vil gro. De skal have kulde efterfulgt af varme, før de bryder frøhvilen og spirer – det kaldes, at de skal ’stratificeres’. Lige som sidste år har jeg derfor i dag vintersået en stribe grøntsager til skovhaven, nemlig alle dem, vi ved (eller tror vi ved) har brug for stratificering:

Vild Basilikum (Clinopodium vulgare)
Takkeklap/Ryssgubbe (Bunias orientalis)
Spinatranke (Hablitzia tamnoides)
Slåen (Prunus spinosa)
Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata)
Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia)
Strandmælde (Atriplex littoralis)
Bjørnerod/björnrot (Meum anthamanticum)
Skorzoner/svartrot, Hoffmanns (Scorzonera hispanica)

Sidste år kom en del af det, vi vintersåede, aldrig op. Vi havde stillet bakkerne udendørs, og vi tænker, at de simpelthen druknede i løbet af vinteren og foråret. I år har jeg derfor stillet alle bakkerne under bordet i drivhuset. En fare er selvfølgelig så, at de tørrer ud, hvis vi ikke husker at vande lidt i løbet af vinteren. Nu vil jeg derfor sætte min telefon til at sige ’ding’ hver 14. dag og huske mig på, at jeg skal en tur ud med vandkanden.

Vissa växtfrön behöver känna att det har varit vinter innan de vill växa. De behöver ha kyla följt av värme innan de bryter frövila och gror – det kallas att de ska ”stratifieras”.

Precis som förra året har jag därför idag vintersått en rad grönsaker till skogsträdgården, nämligen alla dem som vi vet (eller tror oss veta) behöver stratifiering:

  • Bergsmynta (Vild basilika) – Clinopodium vulgare

  • Ryssgubbe – Bunias orientalis

  • Rankspenat – Hablitzia tamnoides

  • Slån – Prunus spinosa

  • Spansk körvel – Myrrhis odorata

  • Spenatskräppa – Rumex patientia

  • Strandmålla – Atriplex littoralis

  • Björnrot – Meum athamanticum

  • Svartrot ”Hoffmanns” – Scorzonera hispanica

Förra året kom en del av det vi vintersådde aldrig upp. Vi hade ställt trågen utomhus, och vi tror att de helt enkelt drunknade under vintern och våren. I år har jag därför ställt alla tråg under bordet i växthuset. En fara är förstås att de torkar ut om vi inte kommer ihåg att vattna lite under vintern. Nu ska jag därför ställa in min telefon så att den säger ”ding” var fjortonde dag och påminner mig om att jag ska ta en sväng ut med vattenkannan.