Indimellem dukker spørgsmålet op, hvilke planter der virkelig er værd at ofre tid og kræfter på at dyrke. På svensk: Odlingsvärda (hvorfor har vi ikke et tilsvarende udtryk på dansk??). Og indimellem bliver vi også selv ’tvunget til’ at fokusere lidt, blandt andet når vi skal vise skovhaven frem for andre og vil være sikre på, at vi får de vigtigste planter med. I år har vi, som jeg tidligere har skrevet om, været med til at starte en studiecirkel om skovhavedyrkning op, og sidste weekend skulle vi snakke planter med udgangspunkt i Gammelgård skovhave.

Pga. Corona deler vi os altid op i mindre grupper, når vi går rundt og kigger på skovhaver, og således også lørdag formiddag, hvor Steffen gik den ene vej rundt i skovhaven med halvdelen af deltagerne, og jeg gik den anden vej. Og så havde vi jo brug for indledningsvist lige at blive enige om, hvilke planter vi i hvert fald IKKE skulle glemme.

Den ’lille’ oversigt, der kom ud af den øvelse, vil jeg gerne dele her. Den fulde oversigt over, hvilke planter vi har i Gammelgård skovhave, fylder 8 fulde A4 sider skrevet med meget småt. For de meget nysgerrige kan den downloades her.

Vi valgte at udelade de fleste af træerne (de fleste kender æble, pære og kirsebærtræer …), men det betyder jo ikke, at de ikke også er ’odlingsvärda’. De var bare ikke i fokus lige den dag (udover at vi da lige skulle smage de umodne blærenød/pimpernöt kerner, der smager af ærter, og kigge på kvæderne/kvitten, som det er første gang, vi prøver i år).

Derudover delte vi planterne op i madgrøntsager, krydderurter, bær, hjælpevækster (kvælstof-fikserende planter og accelerator-vækster) og bunddækkeplanter. Nogle af planterne indgik i flere grupper – hvilket jo er kanon: Jo flere funktioner hver enkelt plante har, des bedre.

Madgrøntsager

Absolut topscorer her er Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla (Blitum bonus-henricus). Det er ubetinget den, vi høster allermest af, anvender i flest madretter, der er lettest at høste til fryser og vintermad, og er lettest at lave flere planter af. Der er dem, der siger, den ikke smager godt, ’det er nødføde’, og jeg forstår det simpelthen ikke. Med mindre der er forskel på planterne, eller forskel på planternes smag, afhængig af om de vokser i skygge eller sol, tørt eller fugtigt, sand eller ler.

Eneste ulempe er, at man skal blanchere den, inden man anvender den – ellers smager den faktisk grimt og indeholder også for meget oxalsyre og nitrat. Men sådan er det jo med mange forskellige grøntsager. Tag nu fx kartoflen … som der ikke er mange danskere/svenskere, der kalder nødføde.

En anden helt absolut ’must-have’ er Seombadi (Dystaenia takesimana), som jeg skrev om for et stykke tiden. Kan anvendes både rå og tilberedt og giver en rigtig god dybde (bouillon-effekt) i tilberedte retter.

Den flerårige kål (Brassica oleracea) driller os. Der er mange planter, der er døde i vinter – og om det nu er, fordi de faktisk ikke er flerårige her i Småland, eller om det er, fordi vinteren var ualmindelig våd og planterne derfor nærmest druknede, er svært at sige. Derudover har vi ladet alle de gamle planter blomstre, og jeg har for nylig læst, at det skal man ikke. Så nu prøver vi et nyt hold frøplanter, og når de får blomsterknopper næste forår, spiser vi dem! De smager i øvrigt også rigtig godt – lidt broccoli-agtigt.

Det har været fantastisk at have bladkål året rundt – så vi har slet ikke lyst til at opgive projekt flerårig kål. Vi prøver muligvis sorten sorten Daubenton igen – og ellers er der jo altid strandkålen (Crambe maritima), som stortrives her hos os.

Indtil nu har vi bare syntes, den var for bitter – men så var Inger på besøg i fredags og viste os, at man skal overhovedet ikke gå efter de små, spæde blade (de er nemlig stort set uspiselige!), men derimod plukke de store blade, som er meget mildere. Man lær’ sig!

En fjerde bladgrøntsag, vi anvender meget, og som også kan anvendes finthakket rå i en salat, er Skorzoner/svartrot (Skorzonera hispanica). Det mest almindelige er at dyrke den for at spise roden, som regnes for en delikatesse (jeg har faktisk aldrig smagt den …), men bladene er rigtig lækre, og undlader man at grave roden op, er planten flerårig. De nye blade er bedst, og heldigvis er planten så visserligt indrettet, at den skyder nye blade, når man skærer den ned.

 

Endelig er der engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), som producerer store mængder bladgrønt som en af de tidligste planter om foråret, hvorefter den blomstrer, bliver meget grim og visner helt ned midt på sommeren, for så at komme stærkt igen med endnu en portion friske blade til efteråret. I modsætning til de fleste andre syrer indeholder den ikke særlig meget oxalsyre, og man kan derfor både anvende den rå i salat og tilberedt i varme retter.

 

Lad mig sige det sådan: Vi går ikke ned på bladgrønt! Og det skulle jo være så sundt – bare man passer på ikke at få for meget oxalsyre og nitrat. Det er anden årsag til, at det kan være smart at blanchere bladene (gælder i øvrigt også helt almindelig spinat!).

Til madgrøntsagerne hører jo også løgene, og her er vi især blevet glade for skovløg/kajp (Allium scorodoprasum), der producerer tykke, forårsløgslignende løgstængler om foråret, og sommerramsløg/doftlök (Allium ramosum), der er allerbedst lige nu, midt om sommeren. Men som faktisk bliver ved og ved og ved meget længe. Frisk lidt hvidløgsagtig smag.

 

Rabarber er faktisk også en grøntsag, selvom vi traditionelt kun har anvendt den i det søde køkken. Vi har store mængde rabarber, og selv om vi er rigtig glade for rabarberkage, rabarbertærte, rabarbermarmelade og rabarbersaft, som er den første saft, vi kommer til i forsommeren, så skal vi nu også prøve at fermentere rabarber og se, om man også kan anvende den i det salte køkken. Rabarber fungerer samtidig som næringsopsamler (bladene anvender vi som jorddække i bedene) og som barriere-vækst mellem to områder, hvor vi ikke vil have, at andre planter spreder sig mellem hinanden.

 

Bær

Vi har naturligvis masser af ribs, solbær og stikkelsbær – og de er absolut ’odlingsvärda’ – men når vi viser rundt i skovhaven plejer vi lægge mere fokus på en række andre bærbuske og -træer.

Sølvblad – både skærmsølvblad/koreansk silverbuske (Elaeagnus umbellata) og japansk sølvblad/japansk silverbuske, eller Goumi (Elaeagnus multiflora) – har vi flere af, og vi skal have endnu flere. Det er en af de her multifunktionsplanter, som vi er så glade for. Først og fremmest fikserer de kvælstof selv fra luften og beriger med deres løv jorden med kvælstof, når løvet falder til efteråret. Men derudover er de fantastiske bivækster, der dufter pragtfuldt, når de blomstrer om foråret. Og endelig er vi temmelig glade for bærrene. Vi har fundet to sorter Goumi (Sweet Scarlet og Red Cherry), der laver bær næsten uden astringerende effekt, hvilket ellers er almindeligt hos sølvbærrene. Og så er bærrene utrolig smukke – røde med sølvpletter.

 

Honningbær/blåbärstry (Lonicera caerulea, mange forskellige sorter) er en anden bærbusk, vi forventer os meget af (uden at have så meget at have det i indtil videre … Solsortene elsker nemlig honningbær, så vi når sjældent at smage …) Men bærrene er blå og minder meget om storfrugtede blåbær – de kommer bare meget tidligere end blåbær, allerede nu er de faktisk ved at være færdige. Og blåbærrene er stadig helt grønne.

Amerikanske blåbær er også et hit. Vi har nu 5-6 forskellige sorter, og høstede daglige store håndfulde over en meget lang periode sidste sommer. De kom godt nok under net, og det forventer jeg desværre også, at vi bliver nødt til i år.

Så har vi fået to kirsebærsbuske (Prunus cerasus, Lettisk låg og Chokladnaja), der ser ud til at skulle levere kirsebær allerede i år, efter bare at have boet her i to år. I barnebarnsplukkehøjde (og nu har børnebørnene fået lov at komme til Sverige, så vi håber virkelig, at solsortene ikke tager dem alle!).

Og så er der naturligvis kant-skovjordbærrene (Fragaria vesca, Yellow wonder og Rügen), der ikke spreder sig med udløbere, og giver bær fra nu til frosten kommer. Især den hvide sort, Yellow wonder, er et superbær. Solsortene ved nemlig ikke, at de hvide bær er modne, så de lader bærrene være i fred, så vi selv kan mæske os. Hvilket vi så gør, hver gang vi går forbi. Af samme årsag står de lige ved indgangene til skovhaven, så man altid kommer forbi!

 

Krydderurter

Vi har aldrig før anvendt så mange friske krydderurter i madlavningen, som vi gør nu. Det er helt vild luksus at kunne tage store håndfulde af timian, oregano, mynte, … når man skal bruge krydderurter, i stedet for beskedent at klippe lidt fra den dyre krukke urter, man har købt i supermarkedet. Og så er det sjovt at lege med smage, man aldrig har prøvet før. Sødskærm/spansk körvel eller bronzefennikel/bronsfänkål, hvis man vil have lidt anis-smag;

isop, hvis der skal være lidt peber-agtig smag (super til lam!);

vintersar/vinterkyndel, når man koger bønner og kikærter; kransbørste/vild basilika i pestoen …

Og insekterne elsker de blomstrende krydderurter!! Sødskærmen er færdig for længst, timianen er på det sidste nu, men salvien er lige sprunget ud, og nu kommer kransbørsten og oreganoen.

Næsten lige meget hvad, er krydderurter SÅ odlingsvärda. Til madlavning, til te, til insekter – og så er flere af dem faktisk også rigtig gode bunddækkeplanter. Her kan man virkelig tale om multifunktionsplanter.

Bunddækkeplanter

I en fuldt opvokset skovhave er jorden aldrig bar. Der er – som i naturen – planter overalt. Og hvis de planter ikke skal være uønskede planter (som kvikrod fx), så skal vi sørge for, at der er potente bunddækkeplanter, som vi gerne vil have. Kan man finde bunddækkeplanter, der ud over at dække bunden også er insektplanter, kan spises, eller er kvælstoffikserende, er det win-win.

Vi er først for alvor nået til at eksperimentere med bunddækkeplanter i år, og der er derfor stadig områder af skovhaven, hvor vi dækker jorden med græs-klip, rabarberblade, kulsukkerblade eller løv om efteråret. Vi eksperimenterer med mange forskellige bunddækkeplanter, og vil jo helst lave dem selv, enten fra frø eller stiklinger, så det kommer til at tage et stykke tid, inden vi har fået dækket det hele. Det gør ikke noget – at dække med forskelligt dødt organisk materiale i en årrække er kun en fordel for opbygningen af et ordentligt muld-indhold i vores ellers lidt næringsfattige smålandske sandjord.

De bunddækkeplanter, vi helt sikkert skal have flere af, er hosta (hvor de unge skud kan dampes og spises, og blomsterknopperne ligeledes kan spises – hvis man nænner det); martsviol/doftviol; timian; og plettet lungeurt/brokbladig lungört (blomstrer meget tidligt og er en populær bivækst).

Skovjordbær/smultron har vi masser af, og de dækker også fint (den skal snarere begrænses for ikke at overtage det hele – men lige nu indgår skovjordbærrene i vores basis-slik), og kransbørste/vild basilika ser også ud til at ’ville os det vel’.

Lave geranium (eller storkenæb/nävor) skal vi helt sikkert også have flere af. De dækker så fint, og bierne er vilde med dem.

 

Hjælpevækster

Noget af det, der kendetegner en skovhave, er, at man forsøger at integrere planter, der kan hjælpe de andre planter med næring, skygge, holde nattefrosten på afstand, tiltrække insekter etc. Især de planter, der hjælper til med kvælstof og kalium (N og K i NPK-gødningen) prøver vi altid at fremhæve, når vi viser skovhaven frem. På sigt er det jo ikke meningen, at vi skal fortsætte med at tilføre næring til systemet på det niveau, vi gør nu – og så er det meningen, at hjælpevæksterne skal stå for det meste af den funktion.

I forhold til N (kvælstof) er det især rødel/klibbal (Alnus glutinosa), sølvblad-buskene (Elaeagnus multiflora og umbellata), og sibirisk ærtebusk/häckkaragan (Caragana arborescens), der står for arbejdet. Men vi prøver også for første gang i år, om vi kan få en bestand af lilla farvebælg/färgväppling (Baptisia australis) etableret. Udover at være kvælstoffikserende er den også en biplante (hvilket både sølvblad og sibirisk ærtebuske i øvrigt også er) – og en pryd for øjet. Den skal først blomstre til næste år, så vi venter spændt på resultatet.

I forhold til K (kalium) er det især kulsukker/uppländsk vallört (Symphytum x uplandicum, Bocking 14), der er leverandør. Kulsukker er ikke spiselig, men den er udover at være leverandør af næringsrigt organisk materiale til muldopbyning også en fortrinlig bivækst. Især humlebierne er meget begejstrede for kulsukker. Og så fungerer kulsukker også fint som barrierevækst. Vi anvender den som ’ruminddeler’ i nogle af de større bede, og så eksperimenterer vi med, om kulsukker kan holde siv omkring dammen væk fra de bede, hvor vi gerne vil dyrke andet end siv! Almindelig kulsukker spreder sig ivrigt med frø, så vi anvender den sterile variant, Bocking 14, som kun spreder sig langsomt med rodskud, som er relativt lette at hive op.

Der sniger sig heldigvis altid spørgsmål til andre planter ind, når vi går rundt – hvilket gør, at fortællingen altid varierer, og vi ikke ender med at høre os selv som små papegøjer, der bare rabler en kendt remse af. Der er næsten også altid helt nye planter, vi er nødt til at fortælle om – som nu blærenødden/pimpernöten, som trængte sig på i lørdags. Heldigvis tror jeg aldrig, vi bliver færdige med vores skovhave – jeg har absolut ikke lyst til bare at skulle sidde på bænken og kigge mig omkring, selvom det også er en yndlingsbeskæftigelse.