Taggarkiv: goda henriks målla

Odlingsvärda plantor

/0 Kommentarer/i , /av

Indimellem dukker spørgsmålet op, hvilke planter der virkelig er værd at ofre tid og kræfter på at dyrke. På svensk: Odlingsvärda (hvorfor har vi ikke et tilsvarende udtryk på dansk??). Og indimellem bliver vi også selv ’tvunget til’ at fokusere lidt, blandt andet når vi skal vise skovhaven frem for andre og vil være sikre på, at vi får de vigtigste planter med. I år har vi, som jeg tidligere har skrevet om, været med til at starte en studiecirkel om skovhavedyrkning op, og sidste weekend skulle vi snakke planter med udgangspunkt i Gammelgård skovhave.

Pga. Corona deler vi os altid op i mindre grupper, når vi går rundt og kigger på skovhaver, og således også lørdag formiddag, hvor Steffen gik den ene vej rundt i skovhaven med halvdelen af deltagerne, og jeg gik den anden vej. Og så havde vi jo brug for indledningsvist lige at blive enige om, hvilke planter vi i hvert fald IKKE skulle glemme.

Den ’lille’ oversigt, der kom ud af den øvelse, vil jeg gerne dele her. Den fulde oversigt over, hvilke planter vi har i Gammelgård skovhave, fylder 8 fulde A4 sider skrevet med meget småt. For de meget nysgerrige kan den downloades her.

Vi valgte at udelade de fleste af træerne (de fleste kender æble, pære og kirsebærtræer …), men det betyder jo ikke, at de ikke også er ’odlingsvärda’. De var bare ikke i fokus lige den dag (udover at vi da lige skulle smage de umodne blærenød/pimpernöt kerner, der smager af ærter, og kigge på kvæderne/kvitten, som det er første gang, vi prøver i år).

Blærenød/Pimpernöt

Kvæde

Derudover delte vi planterne op i madgrøntsager, krydderurter, bær, hjælpevækster (kvælstof-fikserende planter og accelerator-vækster) og bunddækkeplanter. Nogle af planterne indgik i flere grupper – hvilket jo er kanon: Jo flere funktioner hver enkelt plante har, des bedre.

Madgrøntsager

Absolut topscorer her er Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla (Blitum bonus-henricus). Det er ubetinget den, vi høster allermest af, anvender i flest madretter, der er lettest at høste til fryser og vintermad, og er lettest at lave flere planter af. Der er dem, der siger, den ikke smager godt, ’det er nødføde’, og jeg forstår det simpelthen ikke. Med mindre der er forskel på planterne, eller forskel på planternes smag, afhængig af om de vokser i skygge eller sol, tørt eller fugtigt, sand eller ler.

Goda Henriks målla/Stolthenriks gåsefod

Eneste ulempe er, at man skal blanchere den, inden man anvender den – ellers smager den faktisk grimt og indeholder også for meget oxalsyre og nitrat. Men sådan er det jo med mange forskellige grøntsager. Tag nu fx kartoflen … som der ikke er mange danskere/svenskere, der kalder nødføde.

En anden helt absolut ’must-have’ er Seombadi (Dystaenia takesimana), som jeg skrev om for et stykke tiden. Kan anvendes både rå og tilberedt og giver en rigtig god dybde (bouillon-effekt) i tilberedte retter.

Seombadi i juli


Den flerårige kål (Brassica oleracea) driller os. Der er mange planter, der er døde i vinter – og om det nu er, fordi de faktisk ikke er flerårige her i Småland, eller om det er, fordi vinteren var ualmindelig våd og planterne derfor nærmest druknede, er svært at sige. Derudover har vi ladet alle de gamle planter blomstre, og jeg har for nylig læst, at det skal man ikke. Så nu prøver vi et nyt hold frøplanter, og når de får blomsterknopper næste forår, spiser vi dem! De smager i øvrigt også rigtig godt – lidt broccoli-agtigt.

Kål

Det har været fantastisk at have bladkål året rundt – så vi har slet ikke lyst til at opgive projekt flerårig kål. Vi prøver muligvis sorten sorten Daubenton igen – og ellers er der jo altid strandkålen (Crambe maritima), som stortrives her hos os.

Strandkål

Indtil nu har vi bare syntes, den var for bitter – men så var Inger på besøg i fredags og viste os, at man skal overhovedet ikke gå efter de små, spæde blade (de er nemlig stort set uspiselige!), men derimod plukke de store blade, som er meget mildere. Man lær’ sig!

En fjerde bladgrøntsag, vi anvender meget, og som også kan anvendes finthakket rå i en salat, er Skorzoner/svartrot (Skorzonera hispanica). Det mest almindelige er at dyrke den for at spise roden, som regnes for en delikatesse (jeg har faktisk aldrig smagt den …), men bladene er rigtig lækre, og undlader man at grave roden op, er planten flerårig. De nye blade er bedst, og heldigvis er planten så visserligt indrettet, at den skyder nye blade, når man skærer den ned.

Skorzoner sammen med sødskærm

 

Endelig er der engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), som producerer store mængder bladgrønt som en af de tidligste planter om foråret, hvorefter den blomstrer, bliver meget grim og visner helt ned midt på sommeren, for så at komme stærkt igen med endnu en portion friske blade til efteråret. I modsætning til de fleste andre syrer indeholder den ikke særlig meget oxalsyre, og man kan derfor både anvende den rå i salat og tilberedt i varme retter.

Engelsk spinat/spenatskräppa

 

Lad mig sige det sådan: Vi går ikke ned på bladgrønt! Og det skulle jo være så sundt – bare man passer på ikke at få for meget oxalsyre og nitrat. Det er anden årsag til, at det kan være smart at blanchere bladene (gælder i øvrigt også helt almindelig spinat!).

Til madgrøntsagerne hører jo også løgene, og her er vi især blevet glade for skovløg/kajp (Allium scorodoprasum), der producerer tykke, forårsløgslignende løgstængler om foråret, og sommerramsløg/doftlök (Allium ramosum), der er allerbedst lige nu, midt om sommeren. Men som faktisk bliver ved og ved og ved meget længe. Frisk lidt hvidløgsagtig smag.

Sommerramsløg/doftlök

 

Rabarber er faktisk også en grøntsag, selvom vi traditionelt kun har anvendt den i det søde køkken. Vi har store mængde rabarber, og selv om vi er rigtig glade for rabarberkage, rabarbertærte, rabarbermarmelade og rabarbersaft, som er den første saft, vi kommer til i forsommeren, så skal vi nu også prøve at fermentere rabarber og se, om man også kan anvende den i det salte køkken. Rabarber fungerer samtidig som næringsopsamler (bladene anvender vi som jorddække i bedene) og som barriere-vækst mellem to områder, hvor vi ikke vil have, at andre planter spreder sig mellem hinanden.

 

Bær

Vi har naturligvis masser af ribs, solbær og stikkelsbær – og de er absolut ’odlingsvärda’ – men når vi viser rundt i skovhaven plejer vi lægge mere fokus på en række andre bærbuske og -træer.

Sølvblad – både skærmsølvblad/koreansk silverbuske (Elaeagnus umbellata) og japansk sølvblad/japansk silverbuske, eller Goumi (Elaeagnus multiflora) – har vi flere af, og vi skal have endnu flere. Det er en af de her multifunktionsplanter, som vi er så glade for. Først og fremmest fikserer de kvælstof selv fra luften og beriger med deres løv jorden med kvælstof, når løvet falder til efteråret. Men derudover er de fantastiske bivækster, der dufter pragtfuldt, når de blomstrer om foråret. Og endelig er vi temmelig glade for bærrene. Vi har fundet to sorter Goumi (Sweet Scarlet og Red Cherry), der laver bær næsten uden astringerende effekt, hvilket ellers er almindeligt hos sølvbærrene. Og så er bærrene utrolig smukke – røde med sølvpletter.

Goumi/Japansk silverbuske

 

Honningbær/blåbärstry (Lonicera caerulea, mange forskellige sorter) er en anden bærbusk, vi forventer os meget af (uden at have så meget at have det i indtil videre … Solsortene elsker nemlig honningbær, så vi når sjældent at smage …) Men bærrene er blå og minder meget om storfrugtede blåbær – de kommer bare meget tidligere end blåbær, allerede nu er de faktisk ved at være færdige. Og blåbærrene er stadig helt grønne.

Amerikanske blåbær er også et hit. Vi har nu 5-6 forskellige sorter, og høstede daglige store håndfulde over en meget lang periode sidste sommer. De kom godt nok under net, og det forventer jeg desværre også, at vi bliver nødt til i år.

Så har vi fået to kirsebærsbuske (Prunus cerasus, Lettisk låg og Chokladnaja), der ser ud til at skulle levere kirsebær allerede i år, efter bare at have boet her i to år. I barnebarnsplukkehøjde (og nu har børnebørnene fået lov at komme til Sverige, så vi håber virkelig, at solsortene ikke tager dem alle!).

Og så er der naturligvis kant-skovjordbærrene (Fragaria vesca, Yellow wonder og Rügen), der ikke spreder sig med udløbere, og giver bær fra nu til frosten kommer. Især den hvide sort, Yellow wonder, er et superbær. Solsortene ved nemlig ikke, at de hvide bær er modne, så de lader bærrene være i fred, så vi selv kan mæske os. Hvilket vi så gør, hver gang vi går forbi. Af samme årsag står de lige ved indgangene til skovhaven, så man altid kommer forbi!

 

Krydderurter

Vi har aldrig før anvendt så mange friske krydderurter i madlavningen, som vi gør nu. Det er helt vild luksus at kunne tage store håndfulde af timian, oregano, mynte, … når man skal bruge krydderurter, i stedet for beskedent at klippe lidt fra den dyre krukke urter, man har købt i supermarkedet. Og så er det sjovt at lege med smage, man aldrig har prøvet før. Sødskærm/spansk körvel eller bronzefennikel/bronsfänkål, hvis man vil have lidt anis-smag;

isop, hvis der skal være lidt peber-agtig smag (super til lam!);

vintersar/vinterkyndel, når man koger bønner og kikærter; kransbørste/vild basilika i pestoen …

Og insekterne elsker de blomstrende krydderurter!! Sødskærmen er færdig for længst, timianen er på det sidste nu, men salvien er lige sprunget ud, og nu kommer kransbørsten og oreganoen.

Næsten lige meget hvad, er krydderurter SÅ odlingsvärda. Til madlavning, til te, til insekter – og så er flere af dem faktisk også rigtig gode bunddækkeplanter. Her kan man virkelig tale om multifunktionsplanter.

Bunddækkeplanter

I en fuldt opvokset skovhave er jorden aldrig bar. Der er – som i naturen – planter overalt. Og hvis de planter ikke skal være uønskede planter (som kvikrod fx), så skal vi sørge for, at der er potente bunddækkeplanter, som vi gerne vil have. Kan man finde bunddækkeplanter, der ud over at dække bunden også er insektplanter, kan spises, eller er kvælstoffikserende, er det win-win.

Vi er først for alvor nået til at eksperimentere med bunddækkeplanter i år, og der er derfor stadig områder af skovhaven, hvor vi dækker jorden med græs-klip, rabarberblade, kulsukkerblade eller løv om efteråret. Vi eksperimenterer med mange forskellige bunddækkeplanter, og vil jo helst lave dem selv, enten fra frø eller stiklinger, så det kommer til at tage et stykke tid, inden vi har fået dækket det hele. Det gør ikke noget – at dække med forskelligt dødt organisk materiale i en årrække er kun en fordel for opbygningen af et ordentligt muld-indhold i vores ellers lidt næringsfattige smålandske sandjord.

De bunddækkeplanter, vi helt sikkert skal have flere af, er hosta (hvor de unge skud kan dampes og spises, og blomsterknopperne ligeledes kan spises – hvis man nænner det); martsviol/doftviol; timian; og plettet lungeurt/brokbladig lungört (blomstrer meget tidligt og er en populær bivækst).

Skovjordbær/smultron har vi masser af, og de dækker også fint (den skal snarere begrænses for ikke at overtage det hele – men lige nu indgår skovjordbærrene i vores basis-slik), og kransbørste/vild basilika ser også ud til at ’ville os det vel’.

Lave geranium (eller storkenæb/nävor) skal vi helt sikkert også have flere af. De dækker så fint, og bierne er vilde med dem.

 

Hjælpevækster

Noget af det, der kendetegner en skovhave, er, at man forsøger at integrere planter, der kan hjælpe de andre planter med næring, skygge, holde nattefrosten på afstand, tiltrække insekter etc. Især de planter, der hjælper til med kvælstof og kalium (N og K i NPK-gødningen) prøver vi altid at fremhæve, når vi viser skovhaven frem. På sigt er det jo ikke meningen, at vi skal fortsætte med at tilføre næring til systemet på det niveau, vi gør nu – og så er det meningen, at hjælpevæksterne skal stå for det meste af den funktion.

I forhold til N (kvælstof) er det især rødel/klibbal (Alnus glutinosa), sølvblad-buskene (Elaeagnus multiflora og umbellata), og sibirisk ærtebusk/häckkaragan (Caragana arborescens), der står for arbejdet. Men vi prøver også for første gang i år, om vi kan få en bestand af lilla farvebælg/färgväppling (Baptisia australis) etableret. Udover at være kvælstoffikserende er den også en biplante (hvilket både sølvblad og sibirisk ærtebuske i øvrigt også er) – og en pryd for øjet. Den skal først blomstre til næste år, så vi venter spændt på resultatet.

I forhold til K (kalium) er det især kulsukker/uppländsk vallört (Symphytum x uplandicum, Bocking 14), der er leverandør. Kulsukker er ikke spiselig, men den er udover at være leverandør af næringsrigt organisk materiale til muldopbyning også en fortrinlig bivækst. Især humlebierne er meget begejstrede for kulsukker. Og så fungerer kulsukker også fint som barrierevækst. Vi anvender den som ’ruminddeler’ i nogle af de større bede, og så eksperimenterer vi med, om kulsukker kan holde siv omkring dammen væk fra de bede, hvor vi gerne vil dyrke andet end siv! Almindelig kulsukker spreder sig ivrigt med frø, så vi anvender den sterile variant, Bocking 14, som kun spreder sig langsomt med rodskud, som er relativt lette at hive op.

Der sniger sig heldigvis altid spørgsmål til andre planter ind, når vi går rundt – hvilket gør, at fortællingen altid varierer, og vi ikke ender med at høre os selv som små papegøjer, der bare rabler en kendt remse af. Der er næsten også altid helt nye planter, vi er nødt til at fortælle om – som nu blærenødden/pimpernöten, som trængte sig på i lørdags. Heldigvis tror jeg aldrig, vi bliver færdige med vores skovhave – jeg har absolut ikke lyst til bare at skulle sidde på bænken og kigge mig omkring, selvom det også er en yndlingsbeskæftigelse.

Blåbær

Årets (foreløbige) høst i skovhaven

/0 Kommentarer/i /av

For et halvt år siden indledte vi et treårigt lille observationsprojekt i Gammelgård skovhave: Hvor meget mad kan man egentlig få ud af en skovhave? Vi vejer alle de grøntsager, bær, frugter og nødder, vi henter ind fra skovhaven (altså ikke dem, vi bare propper i munden, mens vi er derude – hvilket for bærrenes vedkommende har vist sig at være temmelig mange), og tilsvarende vejer vi alt, hvad vi høster i køkkenhaven, og alt det, vi ikke producerer selv (fra supermarkedet, gårdbutikker og søde naboer, der kommer med spandevis af tomater etc.). Vi vejer det hele – altså også skræller, kernehuse, stængler etc., så det er ikke de mængder, der står i skemaet herunder, som vi spiser.

Som jeg skrev i februar, da vi besluttede projektet, er vores forventning, at mængden af frugt og grønt fra eksterne leverandører vil falde, efterhånden som vi får skovhaven og køkkenhaven op at køre – og derfor løber vores observationsprojekt også over tre år. Skovhaven er stadig under etablering, og køkkenhaven er dårligt kommet i gang endnu – så vi har stadig en relativ høj ’import’ fra eksterne kilder.

Vi startede projektet 1. marts, og status i helt runde tal er her med udgangen af oktober som følger:

Marts-oktober 2019 Skovhaven Køkkenhaven Eksternt
Grøntsager 20 kg 53,5 kg (herunder godt 16 kg græskar, som vi ikke rigtig ved, om vi får brugt …) 44 kg
Frugt 4 kg   43 kg
Bær 10 kg   500 g tyttebær fra skoven
Krydderurter 1,5 kg   50 g
Nødder 4 kg   ? (glemt at registrere)
Svampe     Mange… (fra skoven)

Det er som sagt helt runde tal (inkl. banan- og græskarskræller m.m.), og der er en række væsentlige kommentarer at tilføje:

1. 10 kg bær!!! Jeg har aldrig – som i aldrig aldrig – i mit liv spist så mange bær som i år. Og vi har ikke købt et eneste. Alene der må der være en eller anden form for sundhedseffekt af vores skovhave.

2. 1,5 kg krydderurter. Jeg tror heller aldrig, at vi har haft så stort et forbrug af krydderurter, og igen – vi har overhovedet ikke købt krydderurter (bortset fra en enkelt krukke koriander). Jeg er ikke helt spids på sundhedseffekten af et højt indtag af krydderurter, men følelsen af luksus, når vi som nu har fri adgang til rå mængder af timian, sar, oregano, salvie, rucola, ….. er uvurderlig.

3. Stort set ingen frugt i skovhaven i år. Men det tager jeg nu helt roligt: Vores frugt-træer er stadig meget unge, og de blomstrede alle rigtig fint – og blev så ramt af frosten i starten af maj. Vi er ikke de eneste, som stort set ikke har fået æbler på æbletræerne i år.

4. Grøntsagerne: Jeg havde faktisk ikke forventet, at vi ville komme så højt op i grøntsagsmængde i skovhaven allerede i år. Og det er altså primært bladgrønt. Igen – jeg tror aldrig, vi har spist så meget (og så varieret) bladgrønt, som vi gør nu. Og kvaliteten af grøntsagerne – helt friske og spændstige, når de høstes, lige inden de tilberedes – findes ikke i nogen butikker.

5. Noget helt andet er, hvad næringsværdien er i de flerårige grøntsager. Det er et kapitel for sig, som jeg nok kommer ind på i et andet blog-indlæg …

6. Vi vil ikke undvære rodfrugter, ærter, squash og tomater – og da de ikke er flerårige, passer de dårligt ind i en skovhave. Vi forventer derfor ikke at kunne være selvforsynende på alt frugt og grønt alene fra skovhaven, og jeg af samme årsag glad for, at det også skrider fremad med køkkenhaveprojektet. I øvrigt er jeg overrasket over, at vi allerede i år har kunnet høste så meget der. Vægtmæssigt vejer grøntsagstyperne fra køkkenhaven forholdsvis meget mere end grøntsagerne fra skovhaven – rodfrugter er bare tungere end bladgrønt. Og i forhold til de ernæringsmæssige anbefalinger om at spise 500 g om dagen ville det heller ikke være smart, hvis der var for stor en andel, der udgjordes af bladgrønt. Så kunne man nemlig risikere at få for høje mængder af oxalsyre og nitrat.

7. De grøntsager, Steffen køber og spiser i Danmark, er ikke med i regnskabet. Det tæller derfor kun for 1½ person + gæster. Da mængderne som sagt også omfatter de plantedele, vi ikke spiser, kan man ikke umiddelbart regne sig frem til, om vi får grønt og frugt nok ift. anbefalingerne. Men det ser ikke helt skævt ud – især ikke når vi tager i betragtning, at vi jo også indimellem spiser andre steder.

8. Endelig: Én ting er mængder. Noget helt andet er fordeling over året. Og der er det meget, meget tydeligt i regnearket, vi har registreret i, at høsten i skovhaven altså går i gang allerede i marts-april, hvorimod køkkenhaven først leverer for alvor i juli-september. Og skovhaven leverer altså fortsat, her sidste dag i oktober. I dag har vi fx høstet strandbede, sødskærm, etageløg, havesyre og skorzoner-blade, som blev ristet i smør på panden og serveret som tilbehør til fisk og egne kartofler. Der er i øvrigt ingen af de nævnte grøntsager, vi kan købe nogen steder.

Vi har haft frost både i starten af oktober (hvor de fleste af grøntsagerne i køkkenhaven bukkede under) og igen i denne uge, hvor den dykkede helt ned på minus fire grader. Ikke desto mindre står mange af grøntsagerne i skovhaven stadig og strutter, og jeg er spændt på, hvor længe vi kan blive ved med at høste. Billederne herunder er fra i dag.

Bronzefennikel / bronsfänkål

Flerårig kål / perenn kål

Stolthenriks gåsefod / Goda Henriks målla

Havesyre / trädgårdssyra

purløg /gräslök

skorzoner /svartrot

sibirisk vinterportulak og skorzoner / vårsköna och svartrot

strandbede / strandbeta

Prikken over i’et fandt jeg for en uge siden: Som en del vil vide, eksperimenterer vi med flerårig porre (en gammel fransk sort af porre, som efter blomstring laver nye, små sideløg nede i jorden, ved siden af det oprindelige gamle porreløg). Jeg har helt ærligt været lidt tvivlende overfor det projekt: Porrerne blev sået sidste år, hvor vi ikke høstede fra dem, fordi de skulle etablere sig. I år gik de så i stok og blomstrede, hvilket heller ikke gav nogen porrer til os at spise, og efter blomstring så de ud, som om de havde tænkt sig at dø. ”Det var det projekt”!
Men så en dag for en uges tid siden, hvor jeg ville etablere en ny lille sti i et af de bede, vi havde haft porre-blomster i hele sommeren, var der noget, der stak op der, hvor jeg ville have stien. Jeg gravede det forsigtigt op – og det så ud som her:

porreløg

Klumpen blev forsigtigt flyttet et andet sted hen, hvor man ikke kommer til at trampe på dem, og så gik jagten ind efter flere porreskud andre steder i skovhaven.

Flerårig porre

It works!! Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan og hvornår man høster dem … 🙂

 

April i skovhaven/skogsträdgården

/0 Kommentarer/i /av

Efter en meget kold (ned til minus 16) vinter, der bare blev ved og ved, skiftede temperaturen pludselig fra minus 11 til plus 20 på et par dage, sne og is forsvandt, og pludselig kom der fuld fart på alle planterne i skovhaven. Når overgangen fra vinter til vår er så pludselig, er det, at man virkelig kan se fordelen ved at dyrke flerårige grøntsager. For to uger siden var jorden frossen, og der lå sne og is overalt. Selv ikke med fuld sol og 15-20 grader konstant kan man nå at få jorden tøet op, så enårige grøntsagsfrø OG få planterne op af jorden på så kort tid. Men de flerårige grøntsagsplanter ligger jo helt klar dernede under sneen, så når våren pludselig er der, så skyder de op i lyset. Uden at vi behøver at røre en finger, vel at mærke.

Skovhaven/skogsträdgården er jo på ingen måde færdig-tilplantet. I 2017 fik vi plantet en masse træer og buske (som også alle ser ud til at have overlevet den hårde første vinter og nu er klar til at springe ud), men kun et fåtal grøntsagsplanter nåede ud på plads. Vi køber meget få af de grøntsagsplanter, vi skal have i skovhaven. Både fordi vi skal bruge så mange (tusindvis), at det er helt umuligt at købe dem allesammen færdige, men også fordi det er både sjovt og lærerigt at lave dem selv fra frø. Så vi lavede de første eksperimenter med at frøså flerårige grøntsager i 2017 og nåede da også – trods den meget dårlige sommer sidste år – at få en del plantet ud. Og vi er nu i fuld gang med at lave mange, mange flere, der skal plantes ud i 2018. Det kan man bl.a læse om i et tidligere indlæg.

De fleste planter fra 2017 ser ud til at have overlevet vinteren og er nu på vej op i lyset. Faktisk er det bare Daubenton-kålen, der ser ud til endnu en gang at være gået til – og denne gang kan vi ikke skyde skylden på rådyr, for planterne har stået i bur hele vinteren. Vi har gang i en hel masse andre flerårige kål af andre sorter, der nu står og hygger sig oppe på biblioteket og snart skal pottes op i knap hundrede små potter, der skal stilles ud i gårdhaven, hvor de skal vokse sig store og stærke, så de kan plantes ud i skovhaven senere på året. Vi håber, at vi har mere held med dem.

Men altså – de øvrige planter ser ud til at trives.

Steffens løgsatsning sidste efterår er lykkedes i fin stil. Alle løg er på vej op og især etageløgene/luftlök (Allium x proliferum) har fuld fart på.

Sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica) er en af de få planter, vi har købt færdig – den kan man nemlig ikke købe frø til nogen steder. Vi købte den på Holma, og da den skulle frøså sig selv meget villigt, håber vi, at den spreder sig selv. For at øge chancerne for baby-planter, har vi haft den i en plantekasse med bar jord det første år – og nu er tiden snart inde til at i hvert fald moderplanten skal flytte ud i skovhaven. Så må vi se, hvor mange af de små baby-planter, der bliver til store planter, der kan flytte efter senere på sæsonen. Sibirisk vinterportulak/vårsköna er en salat-plante. Jeg bryder mig ikke om den alene, men den er fin sammen med andre grønne sager.

Bibernelle/Pimpinell (Sanguisorba minor) er endnu en salatplante. Vi købte to planter på Holma sidste år, hvoraf den ene har overlevet vinteren. Det er let at finde frø, så vi har nu sat gang i en større portion, forhåbentlig til udplantning i løbet af sommeren. Denne her ryger i hvert fald i skovhaven snarest muligt.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) er en af mine absolutte favoritter. Og den har klaret sig fint, både i skovhaven og i en plantekasse i gårdhaven (hvor den på billedet står). Skorzoner er mest kendt for roden (skorzoner-rod), og de færreste ved, at bladene er ualmindeligt lækre. Unge blade rå i en salat, ældre blade tilberedt i en varm ret. Og graver man ikke roden op for at spise den, så kommer planten igen år efter år. Dem skal vi have rigtig mange af, så ud over dem, vi allerede har plantet to forskellige steder i skovhaven, har vi sat gang i en større portion frø i drivhuset.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en plante, Steffen har fundet på nettet. Ingen kender den. 🙂 Og den ser ud til at trives fint. De friske skud er sprøde og smager lidt som mild bladselleri. Større planter anvendes i Korea, hvor den kommer fra, som dyrefoder. Udover at Steffen syntes, at den kunne være sjov at prøve, så har vi den egentlig mest, fordi vi regner med at skulle have høns om nogle år. Men lige nu er det faktisk en af de planter, der er længst fremme, så når vi har lidt flere (man kan tage rodstiklinger eller frø fra dem), bliver det måske vores første forårsgrøntsag fra skovhaven.

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus) er meget, meget nem at dyrke, og den er da også frisk på vej op alle de steder, vi har sat den. Den kan anvendes til at give lidt syrligt islæt til en salat eller i en varm ret (hvor en del af det syrlige dog forsvinder).

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia) kiggede frem allerede i januar, men gik så i stå igen, da den blev dækket af en halv meter sne og temperaturen faldt til minus 16. Fornuftigt nok. Nu spurter den frem igen. Alle rumexer er syrer og indeholder oxalsyre, så det er ikke en plante, man skal spise mange af rå. Men oxalsyreindholdet falder ved varmetilberedning (ligesom rabarber), og da planten producerer rigtig meget bladmasse over hele sæsonen, så regner vi med at spise pænt meget engelsk spinat fremover. Vi skal også eksperimentere med dolmer – eller hvorfor ikke ’Gammelgård tamales’? Vi har engelsk spinat to forskellige steder i skovhaven nu og har flere på vej i drivhuset.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) smager af anis og får fine, fligede blade. Blomsterne er smukke (og meget elskede af bierne) og så smager frøene af lakrids-slik. Anis-smagen er dominerende, når planten er rå, men som med så meget andet, så mister den noget af smagen, når man varmetilbereder den. Så også her får vi vist masser af bladgrønt til de varme retter. Sødskærm trives bedst i skygge, og indtil videre har vi den kun i skyggen under lindetræet. Men der står ’sødskærm’ en del steder i vores planteplan – og der er flere planter på vej i drivhuset.

Ramsløgene/ramslök (Allium ursinum) er lige kommet frem, og det er svært at se, om de har spredt sig fra sidste år. Så jeg må nok igen i år dy mig og begrænse min høst af blade derfra. Men de planter, der nu har stået der to år, blomstrede fint sidste år, så hvis jeg er heldig, har de smidt frø, så der kommer flere små planter i år. Ramsløgsfrø skal sås med det samme (som i: høst dem og smid dem samme dag), så lad være med at købe ramsløgsfrø nogen steder. Det får du ikke noget ud af. Vi fik en håndfuld små planter fra en have, der skulle graves op sidste forår, og dem har vi sat under linden. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de har overlevet vinteren.

Spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides) er ikke kommet så langt, at man kan høste af den endnu. Men det ser ud, som om den har bredt sig lidt. Vi har sået frø i vinter og går og venter på, at de skal spire. Klatrende spinat-planter vil vi nemlig gerne have flere af rundt omkring i skovhaven.

Stolthenriks gåsefod/Goda Henrikas målla (Chenopodium bonus-henricus) var lidt sølle sidste år (første år i skovhaven), og jeg troede da også, at den var gået til i vinter. Det er den ikke. Den titter op flere steder, og jeg glæder mig meget til at smage den for alvor i år. Den skulle blive kæmpestor og producere massive mængder af bladgrønt til varme retter, og så er det en af de meste næringsrige grøntsager, man kan dyrke på vore breddegrader.

Skt. Hans-urt/kärleksört (Hylotelephium telephium) spiser vi allerede af. De helt spæde blade er næsten de bedste – sprøde og saftige, lidt ligesom sukkerærter. De få stiklinger, jeg tog med fra Danmark for et par år siden, er blevet til store planter, som i år skal deles og sættes ud i skovhaven.

Vores merian er også ’importeret’ fra haven i Lyngby. Og umulig at slå ihjel. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide merian i mad – synes det er alt for parfumeret – men bier og andre insekter er helt vilde med den. Og så er det en fin – og køn – bunddækkeplante. Jeg tænker, at den skal have lov til at brede sig vildt i 10’eren, ned mod søen.

Citronmelissen er livskraftig og har været i gang et stykke tid. Der er allerede blade til en frisk kop te – blandet med mynterne, der også så småt er ved at dukke op. Citronmelisse spreder sig ad h. til, så jeg er ikke sikker på, at den får lov at komme rigtig ind i skovhaven. Indtil videre står den lige udenfor, i et lille trekantet bed med græs hele vejen rundt om, så vi kan sørge for, at alle udløbere bliver klippe regelmæssigt. Men dejlig er den!

Jordbærplanter, anisisop, timian, lavendel, salvie og asparges hviler lidt endnu – men det bekymrer mig ikke. De skal nok komme. Vintersaren er så småt ved at få nye blade i hjørnerne af de gamle blade. Og rabarbernes knolde, der stikker op ad jorden, bliver rødere og rødere, for hver dag der går, ligesom strandkålens. Kartoflerne er sat til forspiring, og der er sået hestebønner, så de to ’markarbejdere’ kan blive sat i arbejde i det sidste bed i skovhaven, der skal have kvikrods-behandling, lige så snart vi er sikre på, at nattefrosten ikke vender tilbage.

Nu venter vi bare på, at alle de frø, vi har vintersået, skal spire og vokse op og blive til store planter, der også kan komme ud i skovhaven, så vi for alvor har grøntsager at spise af til næste år. I mellemtiden kan vi formentlig i år begynde at høste frugter og bær fra de mange træer og buske, vi satte sidste år.

Efter en mycket kall vinter (ner till minus 16) som bara fortsatte och fortsatte, skiftade temperaturen plötsligt från minus 11 till plus 20 på ett par dagar, snö och is försvann, och plötsligt blev det full fart på alla plantorna i skogsträdgården.

När övergången från vinter till vår är så plötslig är det som man verkligen kan se fördelen med att odla fleråriga grönsaker. För två veckor sedan var marken frusen och det låg snö och is överallt. Inte ens med full sol och 15–20 grader konstant hinner man få jorden att tina, så ettåriga grönsaksfröer och få plantorna ur jorden på så kort tid. Men de fleråriga grönsaksplantorna ligger ju helt klara där nere under snön, så när våren plötsligt är här så skjuter de upp mot ljuset. Utan att vi behöver lyfta ett finger, märk väl.

Skogsträdgården är ju på inget sätt färdigplanterad. Under 2017 fick vi planterat en hel del träd och buskar (som också alla ser ut att ha överlevt den hårda första vintern och nu är redo att slå ut), men bara ett fåtal grönsaksplantor hann komma på plats. Vi köper väldigt få av de grönsaksplantor vi ska ha i skogsträdgården. Både för att vi behöver så många (tusentals) att det är helt omöjligt att köpa alla färdiga, men också för att det är både roligt och lärorikt att driva upp dem själv från frö. Så vi gjorde de första experimenten med att fröså fleråriga grönsaker under 2017 och hann också – trots den mycket dåliga sommaren förra året – få en hel del utplanterat. Och vi är nu i full gång med att driva upp många, många fler som ska planteras ut under 2018. Det kan man bland annat läsa om i ett tidigare inlägg.

De flesta plantor från 2017 ser ut att ha överlevt vintern och är nu på väg upp i ljuset. Faktiskt är det bara Daubenton-kålen som ser ut att ha strukit med ännu en gång – och den här gången kan vi inte skylla på rådjur, för plantorna har stått i bur hela vintern. Vi har en hel del andra fleråriga kålsorter på gång som nu står och gottar sig uppe på biblioteket och snart ska skolas om i närmare hundra små krukor som ska ställas ut i plantskolan. Där ska de växa sig stora och starka så att de kan planteras ut i skogsträdgården senare i år. Vi hoppas att vi har mer tur med dem.

Men som sagt – de övriga plantorna ser ut att trivas.

Steffens løgsatsning sidste efterår er lykkedes i fin stil. Alle løg er på vej op og især etageløgene/luftlök (Allium x proliferum) har fuld fart på.

Sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica) er en af de få planter, vi har købt færdig – den kan man nemlig ikke købe frø til nogen steder. Vi købte den på Holma, og da den skulle frøså sig selv meget villigt, håber vi, at den spreder sig selv. For at øge chancerne for baby-planter, har vi haft den i en plantekasse med bar jord det første år – og nu er tiden snart inde til at i hvert fald moderplanten skal flytte ud i skovhaven. Så må vi se, hvor mange af de små baby-planter, der bliver til store planter, der kan flytte efter senere på sæsonen. Sibirisk vinterportulak/vårsköna er en salat-plante. Jeg bryder mig ikke om den alene, men den er fin sammen med andre grønne sager.

Bibernelle/Pimpinell (Sanguisorba minor) er endnu en salatplante. Vi købte to planter på Holma sidste år, hvoraf den ene har overlevet vinteren. Det er let at finde frø, så vi har nu sat gang i en større portion, forhåbentlig til udplantning i løbet af sommeren. Denne her ryger i hvert fald i skovhaven snarest muligt.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) er en af mine absolutte favoritter. Og den har klaret sig fint, både i skovhaven og i en plantekasse i gårdhaven (hvor den på billedet står). Skorzoner er mest kendt for roden (skorzoner-rod), og de færreste ved, at bladene er ualmindeligt lækre. Unge blade rå i en salat, ældre blade tilberedt i en varm ret. Og graver man ikke roden op for at spise den, så kommer planten igen år efter år. Dem skal vi have rigtig mange af, så ud over dem, vi allerede har plantet to forskellige steder i skovhaven, har vi sat gang i en større portion frø i drivhuset.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en plante, Steffen har fundet på nettet. Ingen kender den. 🙂 Og den ser ud til at trives fint. De friske skud er sprøde og smager lidt som mild bladselleri. Større planter anvendes i Korea, hvor den kommer fra, som dyrefoder. Udover at Steffen syntes, at den kunne være sjov at prøve, så har vi den egentlig mest, fordi vi regner med at skulle have høns om nogle år. Men lige nu er det faktisk en af de planter, der er længst fremme, så når vi har lidt flere (man kan tage rodstiklinger eller frø fra dem), bliver det måske vores første forårsgrøntsag fra skovhaven.

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus) er meget, meget nem at dyrke, og den er da også frisk på vej op alle de steder, vi har sat den. Den kan anvendes til at give lidt syrligt islæt til en salat eller i en varm ret (hvor en del af det syrlige dog forsvinder).

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia) kiggede frem allerede i januar, men gik så i stå igen, da den blev dækket af en halv meter sne og temperaturen faldt til minus 16. Fornuftigt nok. Nu spurter den frem igen. Alle rumexer er syrer og indeholder oxalsyre, så det er ikke en plante, man skal spise mange af rå. Men oxalsyreindholdet falder ved varmetilberedning (ligesom rabarber), og da planten producerer rigtig meget bladmasse over hele sæsonen, så regner vi med at spise pænt meget engelsk spinat fremover. Vi skal også eksperimentere med dolmer – eller hvorfor ikke ’Gammelgård tamales’? Vi har engelsk spinat to forskellige steder i skovhaven nu og har flere på vej i drivhuset.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) smager af anis og får fine, fligede blade. Blomsterne er smukke (og meget elskede af bierne) og så smager frøene af lakrids-slik. Anis-smagen er dominerende, når planten er rå, men som med så meget andet, så mister den noget af smagen, når man varmetilbereder den. Så også her får vi vist masser af bladgrønt til de varme retter. Sødskærm trives bedst i skygge, og indtil videre har vi den kun i skyggen under lindetræet. Men der står ’sødskærm’ en del steder i vores planteplan – og der er flere planter på vej i drivhuset.

Ramsløgene/ramslök (Allium ursinum) er lige kommet frem, og det er svært at se, om de har spredt sig fra sidste år. Så jeg må nok igen i år dy mig og begrænse min høst af blade derfra. Men de planter, der nu har stået der to år, blomstrede fint sidste år, så hvis jeg er heldig, har de smidt frø, så der kommer flere små planter i år. Ramsløgsfrø skal sås med det samme (som i: høst dem og smid dem samme dag), så lad være med at købe ramsløgsfrø nogen steder. Det får du ikke noget ud af. Vi fik en håndfuld små planter fra en have, der skulle graves op sidste forår, og dem har vi sat under linden. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de har overlevet vinteren.

Spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides) er ikke kommet så langt, at man kan høste af den endnu. Men det ser ud, som om den har bredt sig lidt. Vi har sået frø i vinter og går og venter på, at de skal spire. Klatrende spinat-planter vil vi nemlig gerne have flere af rundt omkring i skovhaven.

Stolthenriks gåsefod/Goda Henrikas målla (Chenopodium bonus-henricus) var lidt sølle sidste år (første år i skovhaven), og jeg troede da også, at den var gået til i vinter. Det er den ikke. Den titter op flere steder, og jeg glæder mig meget til at smage den for alvor i år. Den skulle blive kæmpestor og producere massive mængder af bladgrønt til varme retter, og så er det en af de meste næringsrige grøntsager, man kan dyrke på vore breddegrader.

Skt. Hans-urt/kärleksört (Hylotelephium telephium) spiser vi allerede af. De helt spæde blade er næsten de bedste – sprøde og saftige, lidt ligesom sukkerærter. De få stiklinger, jeg tog med fra Danmark for et par år siden, er blevet til store planter, som i år skal deles og sættes ud i skovhaven.

Vores merian er også ’importeret’ fra haven i Lyngby. Og umulig at slå ihjel. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide merian i mad – synes det er alt for parfumeret – men bier og andre insekter er helt vilde med den. Og så er det en fin – og køn – bunddækkeplante. Jeg tænker, at den skal have lov til at brede sig vildt i 10’eren, ned mod søen.

Citronmelissen er livskraftig og har været i gang et stykke tid. Der er allerede blade til en frisk kop te – blandet med mynterne, der også så småt er ved at dukke op. Citronmelisse spreder sig ad h. til, så jeg er ikke sikker på, at den får lov at komme rigtig ind i skovhaven. Indtil videre står den lige udenfor, i et lille trekantet bed med græs hele vejen rundt om, så vi kan sørge for, at alle udløbere bliver klippe regelmæssigt. Men dejlig er den!

Jordgubbsplantor, anisisop, timjan, lavendel, salvia och sparris vilar lite till – men det bekymrar mig inte. De kommer tids nog. Vinterkyndeln håller så sakteliga på att få nya blad i hörnen av de gamla bladen. Och rabarberknölarna som sticker upp ur jorden blir rödare och rödare för varje dag som går, precis som strandkålens. Potatisen är satt på förgroning, och vi har sått bondbönor, så att de två ”markarbetarna” kan sättas i arbete i den sista bädden i skogsträdgården som ska få kvickrotsbehandling, så snart vi är säkra på att nattfrosten inte återvänder.

Nu väntar vi bara på att alla frön som vi har vintersått ska gro och växa upp och bli till stora plantor, som också kan flytta ut i skogsträdgården så att vi på allvar har grönsaker att äta av nästa år. Under tiden kan vi förmodligen börja skörda frukter och bär i år från de många träd och buskar som vi planterade förra året.

 

 

 

Grøntsagsdyrkning i 2017

/1 Kommentar/i , , /av

Selvom skovhaven på ingen måde er klar til storskala udplantning af grøntsagslaget i en skovhave, så har vi ikke kunnet dy os for at begynde at eksperimentere med frøsåning af nye, ukendte planter.

I år har vi øvet os på at lave følgende flerårige grøntsager til skovhaven:

Takkeklap/ryssgubbe (Bunias orientalis). Skulle være super enkel, og give store planter med masser af mad. Det lykkedes så slet ikke for os i år – vi har 5-6 små forkølede planter i potter, som måske overlever vinteren og kommer til at trives næste år. Vi forsøger igen, og Steffen har allerede sået næste kuld, da takkeklap er en af de planter, der skal vintersås, fordi frøene behøver en kuldeperiode for at spire.

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia). Den var til gengæld enkel at lave mange planter af, og de kom også hurtigt ud i skovhaven, hvor de så visnede ned i den tørre sommer (hvor vi ikke fik vandet nok), men til gengæld kom igen, da det begyndte at regne i efteråret. Den bliver god!

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus), som vi langt ind på sommeren troede var en Rumex scutatus, fordi vi havde købt den af en dansk frøforsælger, der ikke skrev det latinske navn på posen, men bare ’fransk syre’ – hvilket normalt i Danmark betyder rumex scutatos, hvilket vi så troede, at det var. Den lignede bare overhovedet ikke skjoldsyre, efterhånden som den voksede til, og efter at have lagt billeder op på Facebook fik vi bekræftet vores mistanke om, at det var rumex rugosus, altså almindelig havesyre. Læren af det: Spørg ALTID efter det latinske navn, og stol ikke på, at du ved, hvad du har, hvis det kun står på dansk, eller svensk for den sags skyld – for så begynder det at blive rigtig underholdende, fordi svenske og danske plantenavne overhovedet ikke behøver at være i nærheden af hinanden. Fx hedder erantis vintergæk på svensk …!. Nå, men havesyre er også godt, og det var også en af de planter, der lykkedes rigtig godt, og som formentlig kommer igen i stor stil til næste år. Den er allerede plantet ud flere steder i skovhaven.

Fjeldsyre/fjällsyra (Oxyria digyna). En lille syre, med et ekstremt højt c-vitaminindhold. Masser af frø blev til små planter, så den er både plantet ud i 2’eren og står og venter i potter på yderligere udplantning til foråret.

Og hvad er det så, at vi skal med alle de syrer? Ofte smagsforstærker man jo en salat eller gryderet med citronsaft, men da vi ikke kan dyrke citroner, vil vi gerne prøve gradvist at erstatte denne syrekilde med egne, dyrkede syrer.

Japankvæde (Chaenomeles japonica) er udover at være en flot blomstrende plante ligeledes tænkt som en alternativ ’citronsaftkilde’. Den er hvinende sur, og når vi begynder at få frugter, skal vi eksperimentere med, hvordan vi kan anvende denne syrlighed. Steffen stjal en frugt på Holma for godt et år siden og såede kernerne fra frugten allerede samme efterår. Alle spirede, og alle planter vokser som ukrudt. Nu skal vi finde ud af, hvor vi vil have den. Planten spreder sig bredt og stikker, så det skal være et sted, hvor den ikke generer for andre aktiviteter. Der tænkes …

Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla (Chenopodium bonus-henricus) tror jeg slet ikke kan gå galt. Vi såede den allerede i 2016 og har allerede sat mange planter ud i skovhaven og har mange tilbage i potter. De er så ikke kommet så godt i gang i skovhaven, som vi forventede – igen formentlig pga. den tørre sommer. Og så plantede vi de første ud i et flisbed – og det virker altså, som om det bremser dem. Næste år skal vi prøve at plante nogle ud i et hø-dækket bed i stedet.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica). Stor succes! Nem at så og potte op, og stortrives, hvor den er sat i 1’eren. Og så smager den godt! Den skal vi ha’ mange flere af.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata). Den blev strengt taget sået i 2016, men blev plantet ud i skovhaven i 2017. Helt, helt uproblematisk – den skal nok komme til at trives.

Nældeklokke/nässleklocka (Campanula trachelium). Den er ikke kommet så langt – står stadig i potter – men skal plantes ud i 1’eren til foråret.

Isop (Hyssopus officinalis) – ikke at forveksle med anisisop, som den slet ikke er i familie med. Her er en del småplanter allerede plantet ud i 4’eren og i mit lille citronmelissebed lige udenfor skovhaven.

Strandkål (Crambe maritima). Den blev vintersået sidste vinter og er kommet fint. Området i skovhaven, de skal stå i, er først klar til udplantning næste forår, så cirka halvdelen af planterne er midlertidigt plantet i en plantekasse, og resten venter i potter.

Udover de flerårige planter, vi selv har drevet frem fra frø, har vi også enkelte planter, vi har købt som enten voksne planter eller stiklinger.

Også her har vi en strandkål, der er plantet i et solbeskinnet ’strandbed’ lige udenfor skovhaven sammen med strandbede (Beta vulgaris ssp. maritima), som vi også købte tre planter af, som alle har fået godt fat, og strandkarse/bitterkrassing (Lepidium latifolium), som vi plantede tre af, og som allerede har spredt sig med rodudløbere til hele bedet. Den er energisk, og skal nok holdes på et afgrænset område, hvis ikke den skal løbe fra os. Den smager af wasabi og er rigtig lækker finthakket i en salat.

Flerårig Daubenton kål/perenn kål (Brassica oleracea var ramosa) forsøgte vi os allerede med i 2016, hvor den blev ædt af et rådyr. I år købte vi 2 planter og Steffen byggede med det samme et bur med net til dem, og så blev de plantet ud i skovhaven. De skrantede lidt midt på sommeren, hvor det var så tørt, men begyndte så for alvor at skyde, da regnen kom i efteråret. De har begge stadig blade på, ligesom enårige grønkål. Vi har taget stiklinger af dem, som trives fint i deres krukker og venter på at blive plantet ud næste forår.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er lidt af et langskud. Vi købte et par håndfulde stiklinger i 2016, som fik godt fat, og de fleste af dem blev plantet ud i 1’eren i løbet af 2017. De er ikke rigtig glade ved det, så vi må se, hvor mange af dem, der kommer igen til foråret. Det er dog ikke ualmindeligt, at de har lidt svært ved at få fat – men når først de er etableret, skulle de være ekstremt produktive. De unge skud kan tilberedes til menneskeføde, og smager lidt bladselleriagtigt, men planten er især interessant, da den er fantastisk til dyrefoder, fx hønsefoder, og meget, meget produktiv og med et højt proteinindhold. Vinterfoder til de kommende høns!

Vi har købt to planter sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica), som gerne skulle blive til mange planter, der på sigt skal være bunddække i skovhaven. Ligeledes har vi købt to bibernelle/pimpinell planter (Sanguisorba minor), hvis blade smager af agurk, og hvis blomster er meget attraktive for bierne. De skal også i skovhaven, når vi er klar.

Hosta/funkia er godt i gang – både de to sorter, vi har med fra haven i Danmark, og den kæmpe klump, vi fik af Alice i foråret. Alle vore hosta-planter er plantet ud i 3’eren, de gamle af vore egne blev plantet sidste efterår og de nye fra Alice dette forår. Vi regner med for alvor at begynde at høste allerede næste forår – og skal have skaffet mange flere forskellige sorter til de øvrige skyggedele af skovhaven.

Og så er der asparges og løg/lök, som vi har brugt en del krudt på. Tænk, om vi engang har adgang til lige så mange asparges, som vi orker at spise + lidt til fryseren eller til fermentering? Og tilsvarende med løg! Luksus!

Endelig er der jordbær/jordgubbar, skovjordbær/smultron, lavendel, anisisop, bronzefennikel, mynte, timian, vintersar/vinterkyndel, merian/mejram, citronmelisse osv. osv. Vi skal blive meget bedre både til at anvende krydderurterne friske og til at tørre dem og lave krydderurtesalt. Også her har vi stadig meget at vænne os til – men indtil videre er de en kæmpe fornøjelse bare at have i haven – insekterne elsker dem, de er smukke at se på, og det er en fantastisk luksus bare at kunne hente, når man har brug for dem.

Udover de flerårige har vi i 2017 også udvidet repertoiret af enårige planter. Vi har endnu ikke nogen stor køkkenhave – kræfterne skal først og fremmest anvendes på at få skovhaven etableret – men der er en del grøntsager, som de flerårige grøntsager ikke erstatter, så en almindelig køkkenhave til enårige grøntsager skal vi da også have på sigt. I år blev det bl.a. til kartofler/potatis og hestebønner, som vi jo også dyrkede i 2016, og derfor allerede føler os vældig rutinerede i! 😉 Græskarrene og stangbønnerne mislykkedes til gengæld næsten totalt – planterne blev simpelthen spist af sneglene.

Men så havde vi stor succes med en gammel sort af gråærter (Pisum sativum arvense), som vi fik af en skovhaveveninde. Fantastisk smuk plante, helt uproblematisk at dyrke, og super velsmagende kogeærter til hummus, frikadeller, eller ærtesuppe. Den bliver et fast indslag i dyrkningen på Gammelgård fremover, og selvom den er enårig, tænker vi faktisk at drive den frem og plante den ud i skovhaven, hvor vi nu kan finde plads til den og til et stativ, den kan klatre på. Ærteplanten er kvælstoffikserende og kan derfor være med til at opbygge næringsindholdet i jorden, blomsterne er attraktive for insekterne, og så er det en supersmuk plante, der også giver lidt højde i en indtil videre ikke særlig tilgroet skovhave.

I gårdhaven foran aftægtsboligen blev det meste af pladsen i plantekasserne i år brugt på potter med små, flerårige grøntsager, der senere blev plantet ud. Men der blev da også plads til lidt dild og bladbede, og som nye planter i repertoiret: amarant og portulak. Amaranten gik fint, og vi har taget frø til næste år. Portulakken var mindre imponerende, men den kommer da nok med en anden gang igen. Måske når vi er kommet lidt længere med den rigtige køkkenhave syd for aftægtsboligen.

Og så er der drivhusplanterne. Som nybagte drivhusejere (selvom det er et lille drivhus) skulle vi selvfølgelig prøve at dyrke tomater, peberfrugt og chili. Tæt på total fiasko!! Men vi prøver igen til næste år, og håber på mere sol og varme. Men må jo nok erkende, at det nye drivhus vender forkert i forhold til dyrkning af de meget varmekrævende planter. Til gengæld er det genialt til fremdrivning af småplanter til senere udplantning, hvilket jo også var det, det oprindeligt blev bygget til. Måske skal der senere bygges et sydvendt drivhus til tomater og chili.

Även om skogsträdgården inte på långa vägar är redo för storskalig utplantering av örtskiktet ännu, har vi inte kunnat låta bli att börja experimentera med frösådd av nya, okända växter.

I år har vi övat oss på att driva upp följande fleråriga grönsaker:

Ryssgubbe (Bunias orientalis): Skulle vara superenkel och ge stora plantor med massor av mat. Det lyckades inte alls för oss i år – vi har 5–6 små ynkliga plantor i krukor som kanske överlever vintern. Vi försöker igen, och Steffen har redan sått nästa omgång, då ryssgubbe behöver vintersås för att få den köldperiod fröna kräver för att gro.

Spenatskräppa (Rumex patientia): Den var däremot enkel att få många plantor av. De kom snabbt ut i skogsträdgården där de vissnade ner under den torra sommaren (då vi inte vattnade tillräckligt), men de kom igen när det började regna under hösten. Den blir bra!

Trädgårdssyra (Rumex rugosus): Som vi långt in på sommaren trodde var en sköldsyra (Rumex scutatus), eftersom vi köpt den av en dansk fröförsäljare som bara skrivit ”fransk syre” på påsen. Den liknade inte alls sköldsyra när den växte till sig, och efter att ha lagt upp bilder på Facebook fick vi bekräftat att det var vanlig trädgårdssyra. Lärdomen: Fråga ALLTID efter det latinska namnet. Lita inte på att du vet vad du har bara baserat på det danska eller svenska namnet – då blir det nämligen riktigt underhållande eftersom namnen kan vara helt olika. Till exempel heter erantis ”vintergäck” på svenska, medan vintergæk på svenska heter ”snödroppe”…! Nåväl, trädgårdssyra är också gott och den är redan utplanterad på flera ställen.

Fjällsyra (Oxyria digyna): En liten syra med extremt högt C-vitamininnehåll. Massor av frön blev små plantor som nu väntar på utplantering till våren.

Japansk kvitten (Chaenomeles japonica): Tänkt som en alternativ källa till ”citronsaft”. Den är vinande sur. Steffen ”lånade” en frukt på Holma för ett år sedan och sådde kärnorna direkt. Alla grodde och växer som ogräs. Nu ska vi bara hitta en plats där den inte sticker folk, eftersom den har taggar.

Goda Henriks målla (Chenopodium bonus-henricus): Den kan nog inte gå fel. Vi sådde den redan 2016. De har inte kommit igång så bra som väntat, förmodligen pga. torkan och för att vi planterade dem i en flisbädd som verkar bromsa dem. Nästa år provar vi med hö-täckning istället.

Svartrot (Scorzonera hispanica): Stor succé! Enkel att så och stortrivs i bädd nr 1. Dessutom är den jättegod.

Spansk körvel (Myrrhis odorata): Helt oproblematisk, den kommer att trivas.

Nässleklocka (Campanula trachelium): Har inte kommit så långt ännu men ska ut i vår.

Isop (Hyssopus officinalis): Inte att förväxla med anisisop. Många småplantor är redan ute i bädd nr 4.

Strandkål (Crambe maritima): Vintersåddes förra vintern. Hälften står i en odlingslåda och resten i krukor i väntan på sin permanenta plats.

 

Utöver det vi drivit upp själva har vi köpt en del plantor och sticklingar:

Vi har en strandkål i en solig ”strandbädd” tillsammans med strandbeta (Beta vulgaris ssp. maritima) och bitterkrassing (Lepidium latifolium). Den sistnämnda smakar wasabi och är jättegod i sallad, men den sprider sig med utlöpare över hela bädden och måste hållas efter!

Perenn kål (Brassica oleracea var. ramosa, Daubenton) försökte vi oss på redan 2016 men då åt rådjuren upp den. I år har Steffen byggt en nätbur åt de två nya plantor vi har köpt. De tog fart ordentligt när höstregnet kom och vi har tagit sticklingar som står i krukor och väntar på våren.

 

Seombadi (Dystaenia takesimana) är lite av en chansning. Sticklingarna vi köpte 2016 har haft det lite svårt, men om de etablerar sig ska de vara extremt produktiva. De smakar lite blekselleri och är fantastiska som hönsfoder i framtiden tack vare sitt höga proteininnehåll.

Vi har köpt två plantor sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica), som förhoppningsvis ska bli till många plantor som på sikt ska fungera som marktäckare i skogsträdgården. Likaså har vi köpt två pimpinell-plantor (Sanguisorba minor), vars blad smakar gurka och vars blommor är mycket attraktiva för bina. De ska också ut i skogsträdgården när vi är redo.

Hosta/funkia är väl igång – både de två sorter vi har med oss från trädgården i Danmark och den jättelika klump vi fick av Alice i våras. Alla våra hosta-plantor är utplanterade i ”Trean”. De gamla av våra egna planterades förra hösten och de nya från Alice nu i våras. Vi räknar med att börja skörda på allvar redan nästa vår – och vi ska se till att skaffa många fler olika sorter till de övriga skuggiga delarna av skogsträdgården.

Och så är det sparris och lök, som vi har lagt ner en hel del krut på. Tänk om vi en dag har tillgång till precis så mycket sparris som vi orkar äta + lite till frysen eller till fermentering? Och på samma sätt med lök! Lyx!

Slutligen är det jordgubbar, smultron, lavendel, anisisop, bronsfänkål, mynta, timjan, vinterkyndel, mejram, citronmeliss osv. osv. Vi ska bli mycket bättre på att både använda kryddväxterna färska och på att torka dem och göra örtsalt. Även här har vi fortfarande mycket att vänja oss vid – men än så länge är de ett enormt nöje bara att ha i trädgården – insekterna älskar dem, de är vackra att se på och det är en fantastisk lyx att bara kunna hämta dem när man behöver dem.

Förutan de fleråriga har vi under 2017 också utökat repertoaren av ettåriga växter. Vi har ännu inte någon stor köksträdgård – krafterna ska först och främst läggas på att få skogsträdgården etablerad – men det finns en del grönsaker som de fleråriga grönsakerna inte ersätter, så en vanlig köksträdgård för ettåriga grönsaker ska vi förstås också ha på sikt. I år blev det bland annat potatis och bondbönor, som vi ju också odlade 2016 och därför redan känner oss väldigt rutinerade på! 😉 Pumporna och störbönorna misslyckades däremot nästan totalt – plantorna blev helt enkelt uppätna av sniglarna.

Men så hade vi stor succé med en gammel sort av gråärt (Pisum sativum arvense), som vi fick av en skogsträdgårdsvän. Fantastiskt vacker planta, helt oproblematisk att odla och supergoda kokärter till hummus, biffar eller ärtsoppa. Den blir ett fast inslag i odlingen på Gammelgård framöver, och även om den är ettårig tänker vi faktiskt driva upp den och plantera ut den i skogsträdgården där vi kan hitta plats för den och för ett stativ som den kan klättra på. Ärtplantan är kvävefixerande och kan därför vara med och bygga upp näringsinnehållet i jorden, blommorna är attraktiva för insekter, och så är det en supervacker växt som också ger lite höjd i en skogsträdgård som än så länge inte är så tätvuxen.

I trädgården framför undantagstugan användes det mesta av platsen i odlingslådorna i år till krukor med små, fleråriga grönsaker som senare planterades ut. Men det blev också lite plats över till lite dill och mangold, och som nya växter i repertoaren: amarant och portulak. Amaranten gick fint, och vi har tagit frön till nästa år. Portulaken var mindre imponerande, men den får nog följa med en annan gång igen. Kanske när vi har kommit lite längre med den riktiga köksträdgården söder om undantagstugan.

Och så är det växthusplanterna. Som nyblivna växthusägare (även om det är ett litet växthus) skulle vi såklart prova att odla tomater, paprika och chili. Nära på totalt fiasko!! Men vi provar igen nästa år och hoppas på mer sol och värme. Man får väl dock erkänna att det nya växthuset vänder åt fel håll för odling av de mest värmekrävande växterna. Å andra sidan är det genialt för uppdrivning av småplantor för senare utplantering, vilket ju också var det som det ursprungligen byggdes för. Kanske ska det byggas ett sydvänt växthus till tomater och chili längre fram.

 

 

 

Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla

/0 Kommentarer/i , , /av

Alene navnet – Stolhenriks gåsefod (Blitium bonus-henricus, tidligere Chenopodium bonus-henricus) – gør, at jeg er helt vild med denne her plante. Good King Henry på engelsk, Goda Henriks målla på svensk. Fint skal det være! Og det er også en vældig fin plante.

Stolthenriks gåsefod var tidligere en helt almindelig køkkenhaveplante – man har fundet spor af den i arkæologiske udgravninger af bopladser helt tilbage fra 1100-tallet. Nu dyrker man den et-årige spinatplante i stedet. Men det kunne man jo genoverveje. Der er flere fordele ved den stolte Henrik:

  • Stolthenrik er flerårig – dvs. man skal ikke hvert år så nye planter, men blot begynde at høste bladene, når de dukker op tidligt om foråret, og det er betydeligt tidligere end spinat!
  • Har man blot enkelte planter, så har man oceaner af mad. Stolthenrik er vældig produktiv, og plukker man bladene uden at tage alle bladene fra samme plante, skyder den igen
  • Stolthenrik er meget robust og modstandsdygtig overfor sygdomme og skadedyr – især hvis den står i en skovhave, hvor der er en god balance mellem skadedyr og nyttedyr. Den bliver – skrev han håbefuldt – tilsyneladende ikke angrebet af snegle
  • Stolthenrik er meget næringsrig og indeholder både mange vitaminer og mineraler og meget protein – også mere end spinat

Dyrkning/Odling

Stolthenrik er ikke sart – den kan vokse de fleste steder. Den kan godt lide sol, men har heller ikke noget imod at stå i halvskygge. Og er det vældig varmt og tørt, så gør det absolut ikke noget, at der er lidt skygge. Planten kan blive ret høj (½-1 meter) og bred, og den er god til at dække jorden under sig.

Hvis man ikke vil have, at den frøsår sig selv og spreder sig, skal man fjerne frøstandene, inden de taber frøene. Frøene kan anvendes ligesom quinoa, og er meget proteinholdige. Man gnider skallerne af og lægger dem i blød natten over, skyller grundigt og koger dem derefter i 10-15 minutter. Se gerne Tycho og Karolines fine video for en mere detaljeret beskrivelse af, hvad der skal til. Men ellers er det bladene, man spiser (dog ikke rå! – det er konsistensen og smagen ikke til), og de kan tilberedes ligesom spinat. Dvs. dampes, steges, wok’es, som fyld i tærter og omeletter, etc. Og ligesom spinat er de unge, spæde blade de friskeste og mildeste i smagen, og de lidt ældre blade mere grove i strukturen og med mere bitterstof. 

Næringsindhold/näringsemner – og mindre heldige indholdsstoffer

Gode Henrik er vældig næringsrig. Den indeholder blandt andet store mængder jern og C-vitamin. Men også en del oxalsyre og nitrat, hvilket betyder, at man ikke skal spise store mængder rå blade. Men det giver lidt sig selv, da de ikke smager særlig godt. Både nitrat og oxalsyreindholdet mindskes, når bladene tilberedes. Frøene, der er voldsomt proteinholdige, er dækket af saponiner for at beskytte dem mod fuglene (præcis ligesom fætteren Quinoa), og derfor er det vigtigt, at man skyller dem grundigt, inden man koger dem.

Formering/forökning

Stolthenrik er uhyggelig nem at frøformere. Faktisk skal man være lidt om sig, hvis ikke man vil have den i hele haven. Man høster frøene, når de er modne, og bredsår dem med det samme, og i løbet af kort tid har man masser af små planter, man kan plante om i små krukker til senere udplantning, der hvor man vil have dem stående.

Vi har en stor plante, som fik vi af vores skovhave-ven Emma sidste år, og så har vi den stribe småplanter, jeg såede sidste efterår af en håndfuld frø, jeg greb fra en plante på Holma, da vi var på skovhavekursus.

(Billedet er en æggekage med skovhavegrønt)

Opskrift/recept: Kikærtepandekager m grønt fyld

Lav en pandekagedej af 2 æg, 125 g kikærtemel og ca. 4 dl vand. Lad dejen hvile, enten på køkkenbordet ½ time, eller natten over i køleskabet.

Lav grønt fyld af hvidløg og løg, der svitses, tilsættes finthakket peberfrugt, der svitses med, og til sidst grofthakkede blade af Stolthenriks Gåsefod. Steg det på panden til bladene er faldet sammen. Tilsæt salt og peber.

Bag pandekagerne på en varm pande – pas på, at de ikke bliver for tykke.

Vend lidt hytteost i det grønne fyld inden det lægges på pandekagen, der rulles sammen og serveres.

Server med en fyldig salat.

 

Frysning af Stolthenriks gåsefod

Rens og hak bladene groft. Blancher dem ganske kort og lad dem køle af. Kram de blancherede blade sammen i små kugler, der fryses. Så kan man tage enkelt-kugler op af fryseren efter behov.

Bara namnet – Gode Henriks målla (Blitium bonus-henricus, tidigare Chenopodium bonus-henricus) – gör att jag är helt såld på den här växten. Good King Henry på engelska. Fint ska det vara! Och det är också en väldigt fin växt.

Lungrot var tidigare en helt vanlig köksväxt – man har funnit spår av den i arkeologiska utgrävningar av boplatser ända från 1100-talet. Nu odlar man den ettåriga spenaten istället. Men det tål att tänkas över på nytt. Det finns flera fördelar med den gode Henrik:

  • Lungrot är flerårig – det vill säga man behöver inte så nya plantor varje år, utan kan bara börja skörda bladen när de dyker upp tidigt på våren, och det är betydligt tidigare än spenat!

  • Har man bara några enstaka plantor så har man oceaner av mat. Lungrot är väldigt produktiv, och om man plockar bladen utan att ta alla blad från samma planta skjuter den nya skott igen.

  • Lungrot är mycket robust och motståndskraftig mot sjukdomar och skadedjur – särskilt om den står i en skogsträdgård där det finns en bra balans mellan skadedjur och nyttoinsekter. Den blir – skrev han hoppfullt – till synes inte angripen av sniglar.

  • Lungrot är mycket näringsrik och innehåller både mycket vitaminer, mineraler och protein – även mer än spenat.

 

Odling

Lungrot är inte kräsen – den kan växa på de flesta ställen. Den gillar sol men har heller inget emot att stå i halvskugga. Om det är väldigt varmt och torrt gör det absolut ingenting att det finns lite skugga. Plantan kan bli ganska hög (0,5–1 meter) och bred, och den är bra på att täcka jorden under sig.

Om man inte vill att den ska fröså sig själv och sprida sig, bör man ta bort fröställningarna innan de tappar fröna. Fröna kan användas precis som quinoa och är mycket proteinrika. Man gnider av skalen och lägger dem i blöt över natten, sköljer noga och kokar dem därefter i 10–15 minuter. Se gärna Tycho och Karolines fina video för en mer detaljerad beskrivning av vad som krävs. Annars är det bladen man äter (dock inte råa! – konsistensen och smaken passar inte för det), och de kan tillredas precis som spenat. Det vill säga ångkokas, stekas, wokas, eller som fyllning i pajer och omeletter etc. Och precis som med spenat är de unga, späda bladen de friskaste och mildaste i smaken, medan de lite äldre bladen är grövre i strukturen och har mer bitterämnen.

Näringsinnehåll och mindre önskvärda ämnen

Gode Henrik är väldigt näringsrik. Den innehåller bland annat stora mängder järn och C-vitamin. Men den innehåller också en del oxalsyra och nitrat, vilket betyder att man inte ska äta stora mängder råa blad. Men det ger sig lite självt eftersom de inte smakar särskilt bra råa. Både nitrat- och oxalsyrahalten minskar när bladen tillagas. Fröna, som är enormt proteinrika, är täckta av saponiner för att skydda dem mot fåglar (precis som släktingen quinoa), och därför är det viktigt att man sköljer dem noga innan man kokar dem.

Förökning

Lungrot är oerhört lätt att fröföröka. Faktum är att man måste hålla efter den lite om man inte vill ha den i hela trädgården. Man skördar fröna när de är mogna och bredsår dem med det samma. Inom kort har man massor av småplantor som man kan skola om i små krukor för senare utplantering där man vill ha dem.

Vi har en stor planta som vi fick av vår skogsträdgårdsvän Emma förra året, och så har vi den rad med småplantor som jag sådde i höstas av en handfull frön jag plockade från en planta på Holma när vi var på skogsträdgårdskurs.

 

(Bilden visar en äggkaka med skogsträdgårdsgrönt)

Recept: Kikärtspannkakor med grönt fyllning

Gör en pannkakssmet av 2 ägg, 125 g kikärtsmjöl och ca 4 dl vatten. Låt smeten vila, antingen på köksbänken i en halvtimme eller över natten i kylskåp.

Gör grönt fyllning av vitlök och lök som fräses, tillsätt finhackad paprika som får fräsa med, och till sist grovhackade blad av förvälld lungrot. Stek i pannan tills bladen har sjunkit ihop. Tillsätt salt och peppar.

Grädda pannkakorna i en varm panna – se till att de inte blir för tjocka. Rör ner lite keso i den gröna fyllningen innan den läggs på pannkakan, som rullas ihop och serveras. Servera med en matig sallad.

 

 

Frysa lungrot

Rensa och hacka bladen grovt. Förväll dem helt kort och låt dem svalna. Krama ihop de förvällda bladen till små bollar som fryses in. Då kan man ta fram enstaka bollar ur frysen efter behov.

 

Nye planter

/0 Kommentarer/i , , /av

Siden sidst har det – ud over det store husrenoveringsprojekt, som vi skriver mere om senere – primært handlet om planter og haven. Det gror, det skidt!

Vi har plantet Japansk sølvblad (Goumi, japansk silverbuske, Elaeagnus multiflora), sødskærm (spansk körvel, Myrrhis odorata) og stolthenriks gåsefod (goda henriks målla, Chenopodium bonus-henricus) ud i skovhaven. Vi skal være lidt forsigtige: ’Noget’ – jeg tror snegle – åd den ene sødskærm i løbet af to nætter. Den anden står endnu. Goumi’en er en lidt eksotisk bærbusk, der skulle få lækre bær OG være kvælstoffikserende, så den har vi prøvet at få fat på et stykke tid. Det viste sig, at den lokale planteskole kunne skaffe den hjem til os. No’en gange behøver det ikke at være så svært.

Goumi og hosta

Jeg har også plantet to flotte kål ud i skovhaven: Flerårig havekål ’Daubenton’ (perenn kål, Brassica oleracea var ramosa). Det prøvede vi også sidste år, men de gik til. Nu har jeg lavet insekt- OG rådyrsikkert bur til dem. Vi får se, om der bliver kål til os i år.

Et par nye spiselige planter til planteskolen er det også blevet til: Sibirisk vinterportulak (vårsköna, Claytonia sibirica) og bibernelle (pimpinell, Sanguisorba minor). Begge småplanter, der nu står i en kasse og skal vokse sig store og stærke. På det lokale byggemarked faldt jeg over en sort hindbær/hallon: Rubus idaeus ’black jewel’. Den er røget i hindbærhækken ved stengærdet.

Der røg også et par buske fra planteskolen ud i det, der skal blive læhegn ved vejen: Koreansk sølvblad (autumn olive, koreansk silverbuske, Elaeagnus umbellata), Bukketorn (goji, bocktörne, Lycium barbarum) og hyld (fläder, Sambucus nigra). Hyld har jeg altså ikke held med, heller ikke denne gang: Den er allerede ædt. Snegle igen, tror jeg. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Hyld må vi ha’!

Endelig har jeg renoveret ’strandbedet’. Strandkål (Crambe maritima) og strandkarse (bitterkrassing, Lepidium latifolium) har overlevet vinteren. Kålen kun lige akkurat. Strandbeden og malurten er gået til. Bedet var meget dårligt: Sten og hårdt grus. Nu har jeg jordforbedret, bygget lidt op og jorddækket med græsafklip. Jeg har omplantet de overlevende og sat fire nye strandbede (strandbeta, Beta vulgaris ssp maritima). Måske skal der også sættes et par asparges, der jo også er en strandplante?

Som I måske fornemmer, er der mange, der godt ku’ tænke sig at spise vores planter. Specielt de små, nye, med møje og besvær opformerede planter synes vældigt lækre. Sneglene er svære at holde ude, men rådyr, hare og kanin skal s’gu ikke æde mine ’babyer’! Nyeste forsvarsværk i samlingen er et aftageligt låg med kyllingenet, der passer på højbedene i planteskolen. Det er lavet af restmaterialer/affald fra tagprojektet. Som I kan se, kan man også nemt sætte lidt fiberdug på, hvis småplanterne skal beskyttes mod direkte sol. Det virker så fint, at jeg nok er nødt til at lave et par stykker mere.

Sedan sist har det – utöver det stora husrenoveringsprojektet, som vi skriver mer om senare – primärt handlat om plantor och trädgården. Det växer så det knakar!

Vi har planterat ut japansk silverbuske (Goumi, Elaeagnus multiflora), spansk körvel (Myrrhis odorata) och lungrot (Goda Henriks målla, Blitum bonus-henricus) i skogsträdgården. Vi får vara lite försiktiga: ”Något” – jag tror sniglar – åt upp den ena spanska körveln på två nätter. Den andra står kvar än så länge. Goumin är en lite exotisk bärbuske som ska ge läckra bär OCH vara kvävefixerande, så den har vi försökt få tag på ett tag. Det visade sig att den lokala plantskolan kunde ta hem den till oss. Ibland behöver det inte vara så svårt.

Goumi og hosta

Jag har också planterat ut två snygga kålplantor i skogsträdgården: flerårig kål ’Daubenton’ (Brassica oleracea var. ramosa). Det försökte vi oss på även förra året, men de dog. Nu har jag byggt en insekt- OCH rådjurssäker bur till dem. Vi får se om det blir någon kål till oss i år.

Ett par nya ätbara växter till plantskolan har det också blivit: sibirisk vinterportulak (Vårsköna, Claytonia sibirica) och pimpinell (Sanguisorba minor). Båda är småplantor som nu står i en låda för att växa sig stora och starka. På det lokala byggvaruhuset sprang jag på ett svart hallon: Rubus idaeus ’Black Jewel’. Det har hamnat i hallonhäcken vid stengärdet.

Det åkte även ut ett par buskar från plantskolan till det som ska bli en lähäck vid vägen: koreansk silverbuske (Autumn Olive, Elaeagnus umbellata), bocktörne (Goji, Lycium barbarum) och fläder (Sambucus nigra). Fläder har jag verkligen ingen tur med, inte den här gången heller: den är redan uppäten. Sniglar igen, tror jag. Jag vet inte riktigt vad jag ska göra. Fläder måste vi ha!

Slutligen har jag renoverat ”strandrabatten”. Strandkål (Crambe maritima) och bitterkrassing (Strandkarse, Lepidium latifolium) har överlevt vintern. Kålen näppeligen. Strandbetan och malörten dog. Rabatten var i mycket dåligt skick: sten och hårt grus. Nu har jag jordförbättrat, byggt upp lite och täckodlat med gräsklipp. Jag har planterat om de överlevande och satt fyra nya strandbetor (Beta vulgaris ssp. maritima). Kanske ska man även sätta ett par sparrisar, det är ju också en strandväxt?

 

Som ni kanske anar är det många som gärna skulle vilja äta våra växter. Speciellt de små, nya plantorna som vi med möda och besvär har drivit upp verkar vara väldigt läckra. Sniglarna är svåra att hålla ute, men rådjur, hare och kanin ska banne mig inte äta mina ”bebisar”! Det senaste försvarsverket i samlingen är ett avtagbart lock med hönsnät som passar på pallkragarna i plantskolan. Det är tillverkat av restmaterial/spill från takprojektet. Som ni ser kan man också enkelt sätta på lite fiberduk om småplantorna behöver skyddas mot direkt sol. Det fungerar så bra att jag nog blir tvungen att bygga ett par stycken till.