Ammetræer

Nogle af de allerførste træer, vi plantede i vores skovhave, var et par håndfulde rødel (Alnus glutinosa). Bare knap en meter høje små pinde, vi plantede vinteren 2016-17. Nu er alle bortset fra en væk igen.

Vi har haft rødel som ammetræer i skovhaven. De har haft to primære funktioner:

• De vokser enormt hurtigt og kommer derfor hurtigt op og danner et kronelag over de andre planter og bidrager derigennem med læ og skygge. De sørger også for at holde liv i mikroorganismer og mykorrhizasvampe. Begge dele gavner alle de små træer og buske, vi har plantet efterfølgende.
• De er kvælstoffikserende og bidrager gennem denne evne til, at hele systemet ’skovhaven’ indfanger kvælstof fra luften, som gennem de kvælstoffikserende planters rødder og blade også bliver til gavn for alle de ikke-kvælstoffikserende planter.

En fuldvoksen rødel er meget høj. 25 meter høje kan de blive. Og vi oplevede, da vi gik på vores skovhaveuddannelse på Holma Folkehøjskole, at rødel kan være FOR store i mindre skovhaver. De kan skygge for meget og ikke lade træer, der står under dem, få plads til at komme op i lyset og i øvrigt folde sig ud. Vi har derfor hele tiden haft en plan om, at vores rødel ikke skulle blive stående helt lige så længe som dem, vi oplevede i Holma Skogsträdgård (som i øvrigt også senere er blev fældet). Og vi ville også gerne have dem ned, inden de blev så store, at vi ikke selv kunne fælde dem uden at skade alle de omkringvoksende træer og buske. Nu, ni år efter at vi plantede dem, var det blevet tid til at sige farvel og tak for hjælpen til næsten alle sammen.

Vores skovhavepraktikanter ville gerne være med, så vi havde gemt aktiviteten til en praktikdag. Vi startede med at klippe og save så mange af de brede, nederste grene af, som vi kunne nå fra jorden. Det reducerede risikoen for skader på de omkringliggende buske og træer. Derefter gik Steffen i gang med den store motorsav, og vi andre slæbte væk, lige så hurtigt vi kunne komme af sted med det.

Vi slæbte alle grene og toppe ud til en stor bunke uden for skovhaven, hvor de samme eftermiddag blev forvandlet til en flisbunke.

Stammerne savede Steffen op med det samme, så dem fik vi også i hus samme eftermiddag. Man ser tydeligt, hvorfor rødel hedder rødel.

Jøsses, hvor vi var effektive. Og nu har jeg sørme ovenikøbet allerede fået flækket det hele til brænde.

Al flisen er også næsten blevet fordelt, dels i blåbærbedet i skovhaven, dels i gangene i køkkenhaven. I løbet af den næste uges tid kommer der meget, meget mere både flis og brænde, når årets store træfældeprojekt løber af staben. Mere om det en anden gang.

Skovhaven ser noget mere åben ud nu, men jeg tror først, vi for alvor kan se forskellen, når der kommer blade på træer og buske om nogle måneder. Nu er det store hasselbuske og frugttræer, der er kronelaget i stedet for rødel.

Kvælstoffikseringsopgaven har vi løbende uddelegeret til andre kvælstoffikserende planter, primært sibiriske ærtetræer (Caragana arborescens), skærmsølvblad (Elaeagnus umbellata) og goumi (Elaeagnus multiflora). De to sidste er bærproducerende buske, og de er alle tre rigtigt gode nektarplanter (hvorimod rødel ikke har blomster).

Den sidste rødel – den, der ikke blev fældet – lod vi stå af flere årsager. Først og fremmest er den ikke særlig stor og kan derfor sagtens løse sin kvælstoffikserende funktion et par år mere, uden at vi får besvær med at fælde den. Men på grund af sin begrænsede vækst har den også været et interessant studie og samtaleemne, stort set siden den blev plantet. Den allersydligste del af skovhaven er meget præget af to kæmpestore gamle træer, vi lod stå, da vi ellers fældede de fleste træer i det område, der skulle blive skovhave. Det ene træ er en stor gammel lind i skovhavens sydvestligste hjørne, som er en fantastisk insektmagnet, når den blomstrer i juli. Man kan høre på hele gårdspladsen, når den blomstrer!

Det andet træ er en kæmpestor, gammel birk, der står i det sydøstligste hjørne af skovhaven. Den mistænker vi for at være årsagen til, at den sidste rødel kun er blevet halvt så stor som de øvrige elletræer i løbet af de ni år, de har stået i skovhaven. Der stod to rødel mere i den ende af skovhaven. De døde relativt hurtigt. Vi har også plantet to storfrugtede hassel, der næsten ikke er vokset (og en, lige under birken, der døde). Et æbletræ står der også – det er heller ikke vokset. Pæretræet i det område døde for et år siden. I det hele taget er hele det sydligste område af skovhaven ikke særlig vellykket – og især rødellen har vi hele vejen igennem meget tydeligt kunnet sammenligne med de øvrige rødels rekordvækst.

Vi tror, at det er birken, der er så drikfældig, at der ikke bliver vand nok til de andre træer. Men vi ved det jo ikke. Og det bliver vi de kommende år måske meget klogere på. For nu skal birketræet fældes!

Vi har diskuteret det hvert år, siden vi startede med skovhaven. Jeg ville have den fældet, Steffen syntes den var for flot (den ER også flot!). Men så kom sønnen sidste sommer og afsagde dom over den: Hvis den birk stod i en af mine parker (han har været parkforvalter), så var den blevet fældet for længe siden. I risikerer, at den vælter i en storm og rammer nogen.

Det er en gammel birk, med tre stammer og en del skader og svamp. Og birk bliver ofte ikke så gammel. For en måneds tid siden var der et af vores andre birketræer (heldigvis langt fra hus og vej), der væltede i en storm, og den birk var ikke i nærheden af at være stor og gammel som denne birk. Så nu skal mastodonten ned.

Og så bliver det jo bare superspændende, hvad der sker med dynamikken i den sydligste del af skovhaven. Om den sidste rødel for eksempel pludselig begynder at vokse! For så VAR det formentlig birkens skyld – og det vil vi egentlig gerne vide.