Praktikanter på Gammelgård

Dette forår skal vi cirka en gang om måneden frem til juni have besøg af praktikanter fra Holma Folkhögskolas profilkursus Skogsträdgård och småskalig agroforestry

Det er fjerde gang, vi har praktikanter fra Holma, og nu synes vi, at vi begynder at have en god model for det.

Vi er på ingen måde afhængige af praktikanternes arbejdsindsats – tværtimod har vi det princip, at vi SKAL kunne løse de opgaver, der er på gården, selv, ellers har vi slået for stort brød op. Vi prøver derfor så vidt muligt at forventningsafstemme med årets praktikanter, så de aktiviteter, vi laver med dem, i så høj grad som muligt møder de behov, de selv har for praktisk læring, som kan anvendes i deres egne projekter hjemme.

Vores mål med at være praktik-værter er nemlig at stille vores gode og mindre gode erfaringer til rådighed for andre, der gerne vil etablere en skovhave el.lign., så vi bidrager til, at der bliver flere, der får en succesoplevelse med at dyrke en større andel af deres egen mad selv på denne måde.

Årets praktikanter har været i gang med kurset på Holma siden august, men på grund af diverse forhindringer er vi først kommet i gang med praktikopholdet nu. De var på besøg for at se Gammelgårds forskellige dyrkningssystemer og generelt tale om indholdet i praktikken midt i januar, og 1. marts var så første rigtige praktikdag.

Sneen er væk, frosten er af jorden, og det varer ikke længe, før alt begynder at gro for alvor i skovhaven, så 1. marts var et perfekt tidspunkt til at snakke om, se på og praktisk arbejde med de aktiviteter, man med stor fordel kan prøve at få af vejen, INDEN vækstsæsonen sætter fart.

Alle praktikanterne har konkrete projekter på hjemmebanen, og det viste sig ved forventningsafstemningen, at alle også syntes, det var en udfordring konstant at være bagud i forhold til at forhindre, at ukrudtet (især kvikgræs, som vi jo også har kæmpet med) overtager det hele. Så vores indsats på første praktikdag fokuserede vi på, hvordan man gennem ’rettidig omhu’ (som gamle Mærsk så smukt kaldte det) kan forsøge at give sig selv et forspring og på sigt en meget mindre arbejdsbyrde.

Helt praktisk gav vi os i kast med at fjerne eksisterende bunddækkeplanter og genstridigt græs, der efterhånden havde overtaget et bed med for dårligt dækkende bunddækkeplanter, og dækkede efterfølgende bedet med aviser og hø for senere udplantning af kartofler. Derefter var hovedaktiviteten flis-spredning i de af gangene, jeg ikke allerede havde dækket med flis. Vi snakkede også bunddækkeplanter, og selvfølgelig hvad vi efterfølgende skal udplante i de bede, der nu bliver ukrudsbefriet.

Steffen sørgede for produktion af lidt mere flis, blandt andet af nogle seljepils-skud, vi indledte dagen med at hente i et meget vådt område i nærheden af Sydhavet. Det gav naturligvis anledning til at tale om, at sådanne meget vandmættede områder jo er ideelle til produktion af materiale til flisproduktionen, og at seljepil er et fantastisk og hurtigtvoksende træ, der er vældigt velegnet til flisproduktion OG elsker at stå med fødderne i vandkanten. Seljepil kan man både styne og stævne, og på 2-3 år er planten så skudt fra nedskæringspunktet med materiale, der har den helt rigtige tykkelse til vores flismaskine. Hvis man så lader et skud per plante – og helst fra hanplanterne – etablere sig som store træer, får man også et træ, der i det tidlige forår, når det blomstrer, leverer store mængder pollen til bierne.

Et vandmættet område behøver altså ikke være ’et dumt hjørne’, men kan levere både næringsrig flis til gangene (som senere, når det er formuldet, bliver til fantastisk muldrig jord til bedene) og store mængder pollen til insekterne. Den gik lige hjem hos en af praktikanter, der netop hjemme har et sådant vådt område, de ikke rigtigt vidste, hvordan de skulle gribe an.

Seombadi, der er en af de rigtig hårdføre flerårige grøntsager, der har stået grønne hele vinteren og allerede nu er i fuld gang med vækstsæsonen, gav anledning til en snak om støttestrukturer i skovhaven. Sidste år havde vi nemlig en lille udfordring med nogle af de allermest livskraftige seombadi-planter, der blev så store, at de væltede ud over den lille gang, der ellers giver adgang til det inderste af bedet. I kampens hede havde jeg fundet på en nødløsning med et par pinde og en snor, men den løsning var hverken særlig solid eller særlig pæn, så praktikanterne påtog sig opgaven med i løbet af foråret at designe og konstruere en mere solid og pænere støttestruktur til seombadien.

Seombadi-støtte

Knölvial-“støtte”

Samtidig ville de tænke på tilsvarende støttestrukturer, der kan forhindre hhv. japankvæde og nogle store anisisoper fra at spænde ben på en anden sti, og finde på en erstatning til det stillads, knölvialen klatrer på: De oprindelige birkestokke, vi lod stå, da vi fældede alle træerne, inden vi etablerede skovhaven, synger nemlig nu på allersidste vers og kan ikke støtte noget som helst mere. Vi nåede at fjerne en bunke afklippede pilegrene fra Steffens bunke, inden han fik stoppet dem i flismaskinen, så nu har de noget materiale, der måske kan anvendes sammen med nogle tykke hasselgrene. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder på.

Selvom det umiddelbart lyder kedeligt at køre flis i trillebør og lægge det på gangene, så var lige præcis denne sidste aktivitet en, der fik ’positiv evaluering’. Man kan læse sig til meget om fordelene ved at have flis i gangen, men det er faktisk også en stor fordel at få praktisk erfaring med at fordele flisen. I praksis at opleve selv, hvor meget flis der går til, og ikke mindst at opleve, hvor let det er at luge gangene, når der har været flis på i flere år (HVIS altså man får gjort det rettidigt …), og hvordan det føles at gå på de flisbelagte gange. Hvor meget sådan en stor flismaskine larmer, er også en udmærket praktisk erfaring at få, ikke mindst når man har naboer tæt på.

Næste gang skal vi plante træer og buske ud i hønseskoven, der er endnu et bed, der skal fjernes ikke-fungerende bunddækkeplanter i og dækkes med aviser og hø – og hvis vejret vil og vi når det, skal vi sætte kartofler. Er det for koldt, sætter vi selv kartoflerne efterfølgende.

Selvom det var en kølig dag, hvor det støvregnede det meste af tiden, var det også en rigtig, rigtig hyggelig dag, hvor vi både fik arbejdet praktisk og talt en masse om hvordan og hvorfor.

Vi glæder os allerede til næste praktikdag i starten af april.