Hønseliv på Gammelgård

Det er koldt. Bare to grader varmt, og tågen ligger over Gammelgård. Ikke desto mindre er hønemor i skoven med sine fem nye kyllinger, der bare to uger gamle skal lære at finde mad på den måde, høns nu engang finder mad ude i naturen.

De har naturligvis adgang til hønsehusets fem graders varme, kyllingefoder og læ – men hun har de seneste tre dage taget dem med ud i hønsegården og derefter helt ud af hønsegården, ud i skoven. Det er på tide at lære at finde mad i naturen – at lære at overleve.

Det er ikke supersmart at ruge kyllinger frem i november, så da hun først i oktober insisterede på at ville ligge på æg igen, var vi noget tøvende. På den anden side er hun vores mest kompetente høne, og hun klarede sit første kuld kyllinger i juni med bravour. Og med vores begrænsede erfaring – vi har haft høns i godt to år! – følte vi os heller ikke helt komfortable med hele tiden at tage æggene fra hende. For ligge på rede ville hun! Så vi endte med at give hende fem æg at ligge på.

Vi har skånske blomsterhøns. En gammel svensk landrace, der gennem århundreder har levet på sydsvenske gårde, hvor jeg forestiller mig, at der ikke var nogen, der styrede, hvornår hønerne skulle ruge kyllinger ud. Eller for den sags skyld blandede sig i, hvor hun opholdt sig med sine kyllinger, hvad enten de klækkede i juni eller november. Så vi lader hende selv om at bestemme. Og indtil videre går det over al forventning. De vokser, æder, skraber, skider, drikker – og finder nu også regnorme i hønsegården, som de kæmper med hinanden om at få lov at hakke i sig.

Vi fik vores første høns i august 2021, altså for godt to år siden. En lille flok unghøns i genbank, som vi købte af Emilie og Vincent. Foråret 2022 ville to af hønerne ruge, og det var lykkedes hanen at befrugte tre af de æg, vi gav de to rugehøner – så der fik vi udvidet flokken med tre høner (usædvanligt med 100% høner i et kuld, men det var fint).

De tre uger, hønerne ligger og ruger, lægger de ikke æg. De lægger heller ikke æg, når de fælder om efteråret, og de lægger færre æg om vinteren. Det er helt naturligt – og godt. Tror ikke, der er nogen høner, der har godt af at lægge æg hver dag året rundt. Så en flok på en hane og otte høner er lige i underkanten, hvis man også gerne vil kunne lade dem ruge kyllinger ud, gerne vil kunne levere æg til naboen og også selv gerne vil have reserver til efterårets fældeperiode og vinterens mere begrænsede æglægning.

Vi var derfor indstillede på endnu en udvidelse af hønseflokken. 10-15 høner og en hane ville være passende.

Dette forår (2023) var der hele fem af vores otte høner, der gerne ville ruge. Den høne, der lige nu har kyllinger igen, var den første – og hun nåede at ligge på æggene næsten hele perioden (kyllingerne klækkes efter tre uger), før vi opdagede, at æggene ikke var befrugtede. Man kan i et mørkt rum gennemlyse ægget nedefra med en kraftig lommelygte og se, om der er en kylling i. Der var nul hits – og på det tidspunkt nu tre høner, der lå på rede.

Vores høns er i genbank, fordi vi gerne vil være med til at bevare de gamle, robuste landracer. Så vi kontaktede den genbanksansvarlige for Skånske blomsterhøns og spurgte, hvad vi skulle gøre, nu hvor vores hane tilsyneladende ikke var i stand til at befrugte æggene. Man kan jo indføre en ny hane i flokken (og slagte den gamle), men dels ville det tage noget tid for os at skaffe en hane, og dels er det ikke altid, det går helt uproblematisk at indføre nye dyr i flokken, og endelig skulle en ny hane efter at være blevet accepteret af de høner, der stadig lagde æg, nå at befrugte nogle nye æg, som vi så kunne give til rugehønerne. Det ville indebære en lang rugeperiode, især for den høne, der allerede havde ligget over to uger.

Så vi ville egentlig hellere bare købe nogle befrugtede æg fra en anden genbanksbesætning. Det fik vi lov til. Så Steffen hentede en portion æg fra to forskellige genbanksbesætninger i nærheden, og så fordelte vi æggene under de tre rugehøner. Efter et par dage var der to høner mere, der ville være med, og så måtte vi stjæle et par æg fra de tre første og fordele mellem de to næste. Og så var det bare at vente spændt på resultatet.

Tilbage i hønseskoven var der tre høner og den gamle hane. Vi beholdt hanen, da han året inden havde været en fantastisk kyllingefar, der hjalp med pasningen af vores første tre kyllinger – måske kunne han være det igen i år, selvom han ikke selv havde befrugtet æggene. Hvis vi fik hanekyllinger ud af den nye flok, ville han jo senere skulle vige pladsen – men indtil videre lod vi ham leve.

17 kyllinger blev klækket. En af dem var meget svagelig og døde allerede efter en dag, så tilbage var der 16 kyllinger. Noget af en flok. Da vi havde lagt alle æggene under hønerne næsten samtidigt, klækkede de også næsten samtidigt. Det kan ikke anbefales … Sikke et virvar af høner og kyllinger! 😊

Interessant nok fordelte de fem rugehøner sig i to hold. Tre af hønerne tog sig kollektivt af tre kyllinger, som allerede efter et par dage var løbet med en af hønerne (hende, der også har kyllinger nu) ud i hønsegården og ikke kunne finde ud af at komme ind igen. Så hønerne blev simpelthen ude med kyllingerne om natten og skiftedes til at holde dem varme. Sådan!

De to andre høner tog sig så af resten af flokken – altså 13 kyllinger – i fællesskab. I denne store flok var der en kylling, der så helt anderledes ud end resten. Hvid på maven og sort på ryggen, hvor alle de andre var gule eller brune. Kokyllingen kaldte Steffen den. En af de tre høner fra ’udeholdet’ kunne slet ikke acceptere denne ’fremling’, og jagede den rundt i både hønsehuset og hønsegården, hver gang hun fik øje på den. Vi forsøgte at holde de to grupper adskilt fra hinanden, men vores høns kan altså ikke lide at være i bur, og kyllingerne løb igennem tremmerne i buret og var nogle gange på den forkerte side, når den angribende høne dukkede op.  Hanen formåede ikke at håndtere det, og efter et par dage blev jeg simpelthen så rasende, at jeg råbte på Steffen om at hente øksen, gik ind i hønsegården og greb den angribende høne, og lidt senere altså sad og plukkede en død høne. Jeg vil ikke have racistiske høns!

Nu var der så to høner om både udeholdet og indeholdet. Og nogenlunde fred i lejren. Hanen og de tre æglæggere passede sig selv, og rugehønerne passede kyllingerne. Men hanen var ikke specielt involveret i kyllingepasningen denne gang – der var simpelthen for mange høner på den bane, og han skulle jo også holde øje med resten af flokken, som mest opholdt sig nede i hønseskoven. Da han samtidig over mere end et år (ja, vi skulle nok have reageret tidligere) havde udviklet et noget ’anstrengt’ forhold til den mest nervøse af hønerne (også kaldet ’den skøre’), og jo altså ikke havde enten teknik eller sædkvalitet (eller begge dele) til at befrugte æggene, så valgte vi allerede midt på sommeren at slagte ham, selvom vi faktisk endnu ikke vidste med sikkerhed, om der var hanekyllinger i vores nye kyllingeflok. Skånske blomsterhøns er meget sene i at vise kønskaraktertræk – man kan først være helt sikker efter 8-10 uger.

Den skøre fik nogle uger uden hane, men da hun stadig var alt for nervøs i sin adfærd (og vi helst ikke ville have hende til at præge de nye kyllinger med den adfærd), så røg også hun sidst på sommeren i fryseren.

Vi skulle ikke beholde 16 dyr udover de seks voksne høner, vi nu havde tilbage – så vi solgte i starten af september fem unghøner til en anden genbank og to unghøner til en blandet besætning, der ikke var genbank (der var ikke flere genbanker, der havde brug for supplement lige på det tidspunkt). Tilbage havde vi tre unghaner og seks unghøner, som vi beholdt. Da unghanerne indbyrdes i løbet af oktober havde fundet ud af, hvem af dem der skulle indtage hane-rollen i flokken, slagtede vi de to andre.

Nu har vi så en ny, meget elegant orange hane og en høneflok med seks gamle høner og seks unghøner. Og altså fem nye kyllinger, der klækkede de sidste dage i oktober. Den nye hanes fertilitet fejler tydeligvis ikke noget! Rugehønen fik lov at ligge på fem æg – og der kom fem kyllinger ud af det.

Der har været meget debat om hønsevelfærd i de svenske medier, efter at Uppdrag granskning 1. november 2023 offentliggjorde en dokumentar om levevilkårene for de avlsdyr (af den fremavlede race Ross308), der producerer æg til de kyllinger, der udgør langt størstedelen af svenske slagtekyllinger. Ross308 ‘udmærker’ sig ved at vokse ekstremt hurtigt – allerede efter 35 dage er kyllingerne slagteklar. Det betyder, at de kun skal fodres i 35 dage, hvilket igen betyder, at produktionsomkostningerne er lave, hvilket igen betyder, at prisen på kyllingebryst i supermarkedet kan holdes lav.

Kyllingerne bliver jo slagtet, så efter 35 dage lider de ikke mere (deres liv er ikke rart, de 35 dage de har det). Hvad værre er, er der jo nogle af dyrene, der er nødt til at blive så voksne, at de kan lægge æg, så næste generation af kyllinger kan klækkes. Det er dem, man kalder avlsdyr. Racen Ross308 er som sagt avlet frem til at vokse ekstremt hurtigt (så omkostningerne til foder kan holdes nede), men de holder jo ikke op med at vokse, bare fordi de bliver 35 dage gamle. De vokser videre. Hvilket de egentlig ret hurtigt ikke kan tåle – deres skelet kan ikke bære vægten. For at de ikke skal knække sammen, sulter man dem. De sultne høner hakker i hinanden – nogle gange hakker de hinanden ihjel. Jeg tror, jeg stopper her – mon ikke det tydeligt nok fremgår nu, hvad jeg synes om produktion af billig supermarkedskylling og racen Ross308?

Jeg vil gerne slå et slag for, at mange, mange flere får egne, robuste høns, der kan forsyne familien med æg og kød. Det er ikke svært, og det er ikke dyrere end at købe det i supermarkedet – men ja, det kræver, at man anvender noget af sin tid og opmærksomhed. At man flytter fokus lidt, om man så må sige.

Alle vores høner er ude af æggeproduktionen i øjeblikket. De seks unghøner er ikke begyndt at lægge æg endnu, rugehønen passer kyllinger, og de fem resterende gamle høner fælder og holder vinterpause. Så vi er glade for vores lille lager af æg i kælderen og håber, at unghønerne snart går i gang, så vi ikke blive nødt til at købe æg i supermarkedet. De smager nemlig af absolut ingenting.

Med en flok på den størrelse, vi har nu, forventer vi, at vi fremover vil kunne holde os selv med æg året rundt, og derudover have et godt supplement af kød, så vi ikke skal købe ret mange økologiske kyllinger i supermarkedet. Økonomisk løber det rundt, selvom vi køber økologisk hønsefoder (i Danmark – det er helt umuligt at købe hele økologiske korn til høns i Sverige, desværre). Den mængde æg, de leverer, ville koste os mere at købe i supermarkedet, og dertil kommer kødproduktionen (og hønsegødningen til haven).

PS Og hvordan gik det så for kokyllingen? Jo, hun er vokset op og er blevet en smuk sort høne med hvide pletter. Nysgerrig, rolig og velfungerende i flokken.