Nyt biorensningsanlæg

Det forgangne år har været sådan et, hvor vi har været rigtig glade for, at vi efterhånden er så langt i ’projekt Gammelgård’, at alle projekter på nettolisten er projekter, der kan tåle at blive lagt til side, hvis der dukker noget andet og vigtigere op. Nu har vi nemlig fået nyt afløbssystem! Med deraf afledte sideprojekter …

Da vi overtog Gammelgård, overtog vi også et afløbssystem bestående af en trekammerbrønd, en fordelingsbrønd og et sivedræn. Det var formentlig etableret i 90’erne, men vi har ikke kunnet finde nogen papirer på det og har blot fået at vide af naboerne, at det da blev gravet dengang.

Kommunen havde heller ikke noget på det, så da de for et par år siden gik i gang med den helt store gennemgang af alle private anlæg i de af kommunens områder, hvor der ikke er kloakeret, fik vi en ’early warning’ om, at vores anlæg ikke var godkendt, og at det derfor ikke var sikkert, at det ville blive godkendt, når de nåede til os.

De nåede til os sidste efterår, og nej, vores anlæg blev ikke godkendt. Både fordi der voksede træer henover sivedrænene, men også fordi sivedrænene var for tæt på Sydhavet (dammen syd for huset) og dermed den grøft ud i skoven, der afvander det.

Beluftningsrør fra sivedræn

Trekammerbrønden og fordelingsbrønden var okay, så i første omgang bad de os om at komme med et forslag til placering af nye sivedræn uden bevoksning over.

Gammelgård har vand i form af søer på alle fire sider. Vi har også egen drikkevandsbrønd. Sivedræn fra en almindelig trekammerbrønd skal være 50 meter fra drikkevandsbrønden og med så god afstand til vandløb, at der ikke er risiko for udsivning af næringsstoffer til skovens vandløb. Vi lavede et forslag til placering af nyt sivedræn med større afstand til Sydhavet, fjernede alle de træer og buske, der voksede i området, og fik også gravet en ’provgrop’, altså et dybt hul i jorden, hvor vi kunne holde øje med, hvor grundvandsstanden var.

Denne vinter regnede det rigtig, rigtig meget – og grundvandsstanden var så høj, at der stod vand i provgropen op til mindre end 1 meter under jordniveau. Så vores første bud på en løsning blev ikke godkendt, da sagsbehandlerne endelig kom ud til os i midten af marts og gav os endelig besked (efter næsten et halvt år med et stort hul med vand i midt i haven, sic!) – og faktisk ville de slet ikke godkende noget almindeligt sivedræn: Vi var for tæt på vandløb. Så budskabet fra kommunen var, at vi skulle foreslå en anden løsning (de må ikke foreslå, sjovt nok!) Det betød, at vi enten skulle have et biorensningsanlæg eller et kemisk rensningsanlæg. Vores genboer havde valgt at få lavet et Alnarp bioreningsanlæg, så vi kontaktede firmaet allerede i marts efter besøget fra kommunen og fik en sælger ud, og valgte så i samarbejde med dem at lave en ny ansøgning, nu om at få godkendt et Alnarp bioreningsanlæg. I starten af maj fik vi endelig godkendelse fra kommunen, 3. maj fik vi et Alnarp bioreningsanlæg leveret, og 5. maj gik gravemaskinerne i gang. Dejligt, når leverandøren og entreprenøren (naboen …) er hurtigere reagerende end kommunens sagsbehandlere!

10. maj var anlægget i jorden, og vi manglede bare elektrikerarbejdet. Alle elektrikere i området er fuldt booket med solcelleinstallering, så først i starten af juli var det sidste på plads.

Et Alnarp bioreningsanlæg består af nogle store tanke, der graves ned i jorden og renser vores spildevand fra huset i et antal step. Man kan have et første step, hvor slammet – altså det faste materiale fra afløbet – nedbrydes, men man kan også vælge at have en almindelig trekammerbrønd, der tømmes årligt. Eftersom vores trekammerbrønd jo ikke fejler noget, valgte vi af økonomiske årsager denne løsning.

Fra trekammerbrønden ledes spildevandet (nu uden de faste dele) videre til en slags vådmark. Det er en stor, rund tank med en diameter på 2 meter og en dybde på 2 meter, der er fyldt med ’bioblokke’. På bioblokkenes overflader sørger mikroorganismer for at nedbryde uønskede bestanddele i spildevandet. Imellem bioblokkene planter man vandplanter (dunhammer og vandliljer), der optager næringsstofferne. Disse planter skærer man så ned cirka en gang om året.

Havde vi ikke været så tæt på Sydhavet, ville det nu næsten helt rene vand have kunnet ledes herfra til et lille sivedræn og videre ud i jorden, hvor planter ville optage resten. Men eftersom der åbenbart stadig er en lille risiko for fosfor-lækage, skal vandet gennem yderligere et filter – en tank med en stor sæk med et kalkmateriale, der fanger fosforen, inden vandet til sidst løber ud i en faskine og derfra videre ud i jorden, nu helt rent. Denne tank med kalk skal tømmes cirka hvert fjerde år, og materialet kan anvendes på marker som fosfor-gødning. Vi skal bare lige finde en bondemand, der vil ha’ det.

For at spildevandet fra trekammerbrønden ikke skal totalt oversvømme ’vådmarken’, hvis der en dag er ti, der tager bad, en vaskemaskine, der kører, og diverse gange opvask (hvilket jævnligt sker, når alle ungerne er her), løber vandet fra trekammerbrønden først igennem en pumpebrønd (endnu en stor tank, der blev gravet ned), hvorfra en pumpe regelmæssigt (sensorstyret) pumper det over til ’vådmarken’. Ligeledes er der en luftpumpe, der sørger for ilt i ’vådmarken’. Derfor var det, at der var brug for en elektriker til at få det sidste på plads. Indtil de havde tid, havde vi pumperne tilsluttet med forlængerledninger og sørgede selv for, at pumpebrønden blev tømt dagligt.

Gravearbejdet bestod altså af at grave tre store tanke med diverse rør imellem ned, etablere en faskine efter den sidste tank med kalkmaterialet, og grave rør ned til de el-ledninger, der skulle skaffe strøm fra huset til de to pumper. Så vi var endnu en gang glade for, at vi har Calle og hans store gravemaskiner lige i baghaven! Jerry, der styrede maskinen, fandt ’enkelte’ store sten, der fik en del indflydelse på, hvor de forskellige tanke kunne komme i jorden.

Eftersom vi i vinter troede, at vi skulle rydde området nede ved søen for at gøre plads til et nyt sivedræn, besluttede vi allerede dengang, at vi ville benytte os af, at der skulle store gravemaskiner ind på grunden igen-igen, og få ændret helt på området mellem huset og søen. Og det var så her, vi selv fik projekter at bruge tiden på (vi var ikke voldsomt involveret i gravearbejdet i forbindelse med Alnarp-anlægget …). Mere om det i næste indlæg!