Æstetikken i haven

”Skal min have være grim og uplejet for at gavne biodiversiteten?”

Mennesket – og formentlig en masse andre arter – har alle dage været tiltrukket af skønhed. Hvordan man så end definerer, hvad der er smukt i den pågældende kultur. At gøre tilsyneladende helt unyttige ting – som fx at farvelægge et eller andet – bare fordi man vil have noget smukt at se på, har været med os, siden dengang vi lavede perlekæder og andre primitive smykker i de tidligste tider. At pynte os og gøre os smukke for hinanden ligeså.

Selvom behovet for skønhed er menneskeligt, har det aldrig været at finde i de nederste lag af Maslows behovspyramide sammen med føde, væske, varme, søvn og sikkerhed. Behovet for skønhed dækker man, når først man har dækket de andre, mere fundamentale behov. Ingen køber vel en perlekæde, hvis det betyder, at ens barn sulter ihjel? Det er således ikke et behov, mennesker SKAL dække for at overleve på helt kort sigt, og dermed ikke et behov, man behøver at dække på bekostning af andres behov. Men ikke desto mindre et behov, det er helt okay og meget menneskeligt at ha’. Og et behov, hvis tilfredsstillelse i den grad signalerer overskud – hvilket rent biologisk også i den grad er eftertragtelsesværdigt.

At have sin have som et kunstværk, hvor hele øvelsen går ud på at formgive, farvelægge og passe den, så den bliver så smuk som overhovedet muligt (hvad normen for smuk så end er på den tid og det sted, man udøver sin havekunst-hobby) er derfor meget menneskeligt. Set i den store historiske sammenhæng en hobby, der signalerer et totalt overskud (=alle andre behov er dækket), og derfor naturligvis også et signal til omverdenen om, at man har totalt tjek på det hele. Tænk bare på de store Versailles-haver i Frankrig, som blev anlagt for mere end 300 år siden som en kolossal magt- og overskuds-demonstration. Med tiden, hvor stort set alle har overskud til at bruge tid og kræfter på en eller anden hobby, der ikke umiddelbart bidrager til ens overlevelse, er haven som hobby blevet en hobby på linje med alle andre fritidshobbyer (som at gå til fodbold). Men det der med at have en smuk have, er stadig noget, der efterstræbes og i have-kredse giver prestige. Mens en upasset have signalerer, at man sløser og ikke passer sine ting – at man ikke har styr på sit liv og er en dovenlars.

Jeg har en drøm om, at de små stykker land, vi låner af naturen og kalder vores haver, på en og samme tid kunne være både små naturperler – med god plads og masser af mad til alle de andre arter, der også anvender haven udover os mennesker – OG de hobbykunstværker, menneske-arten har så stor glæde af at frembringe og være i. Vel at mærke prioriteret i den rækkefølge.

En drøm om, at menneskearten – i det omfang, vi har dækket vores basale, livsnødvendige behov for mad, varme, sikkerhed osv. – I FØRSTE OMGANG sikrer sig, at andre arter også kan dække deres basale behov, og så først I ANDEN OMGANG kaster sig ud i de smukke overskuds-havedesigns (hvis nu det er det, vi vil anvende vores overskudsenergi til i stedet for fx at spille fodbold). Altså at havekunsten bliver UNDERORDNET levesteder og trivsel for andre arter. Tag nu en læhæk som eksempel. Dens overordnede funktion er at skabe læ og måske forhindre indsyn. Når man beslutter, hvilke planter der skal indgå i hækken, ville det være helt fantastisk, hvis man FØRST tænkte i, hvilke planter der kunne udgøre et levested for insekter og fugle og evt. levere nektar og bær til BÅDE dyrelivet og os selv, og så først DEREFTER tænkte i form og farver. Det er nemlig ikke umuligt at få begge dele, hvis dette er rækkefølgen – men det kan de være, når man vender om på rækkefølgen. En stramt klippet ligusterhæk, der aldrig får lov at blomstre, gavner naturen meget mindre end en hæk af blandede, hjemmehørende planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter og måske ovenikøbet giver bær til fuglene.

Jeg er ikke på nogen måde – måske nærmest tværtimod – modstander af smukke haver. Hvad jeg derimod synes er bekymrende, er, når havedesigns og havehobby-glæde for os mennesker prioriteres højere end alle de andre arters trivsel og i sidste ende overlevelse.

Det er farligt på alle mulige måder – både i de konkrete tilfælde, men også på et mere overordnet eller generisk plan, når det er udtryk for et generelt menneskeligt syn på, hvad vi som art kan tillade os her på kloden. For det handler jo ikke kun om haver. Det handler også om modetøjsproduktion, produktion af skønhedsplejemidler, hårplejemidler, dimser og pynt til hjemmet osv. osv. Alt det, der skal forskønne os og vores hjem, uanset hvilke skadelige konsekvenser dette så har for andre arter og kloden som helhed.

Tilbage til haverne. Jeg anerkender som sagt behovet for skønhed. Hvordan man så end definerer skønhed i den enkelte kultur eller subkultur. Og jeg synes faktisk, at vi skal tage det overordentligt menneskelige behov for skønhed alvorligt, også når vi taler om klima, permakultur og biodiversitet. En have, der er rig på biodiversitet og kulstof-indlagring behøver ikke at være grim (ud fra den gældende norm for skønhed og grimhed i haver) for at være rig på biodiversitet og kulstof-lagring. Og vi behøver ikke at tale nedsættende om smukke haver og deres haveejere. Vi kan faktisk nøjes med være bekymrede for de haver, der er smukke PÅ BEKOSTNING af biodiversitet og kulstof-indlagring. Og så håbe på en ny have-trend, der går ud på at skabe SMUKKE biodiversitets- og kulstofindlagringshaver, der kan inspirere alle de havehobby-mennesker, der egentlig gerne vil tilgodese biodiversiteten, men som bare ikke kan holde tanken om en ’grim’ have ud. Både fordi de ikke selv trives i den, fordi de faktisk trives overordentlig meget med at lave en smuk have som en måde at få afløb for kreativitet, og fordi den gældende norm i have-hobbyfolket nu engang er, at haver skal være smukke for at signalere det der eftertragtede overskud (som vi alle, rent biologisk, er programmerede til at ville signalere).

Dermed ikke være sagt, at alle permahaver skal ligne den på enhver tid gældende standard for en smuk prydhave. Det burde jo være okay, at det er den enkelte haveejers egen æstetiske sans, der afgør, hvordan vedkommendes have skal se ud, SÅ LÆNGE DET IKKE ER PÅ BEKOSTNING AF BIODIVERSITETEN OG KULSTOFINDLAGRINGEN.

Når vores æstetiske sans styrer

Jeg har en anden drøm om, at dem, der er med til at forme normerne for, hvordan en have skal se ud for at være pæn lige nu (altså havemagasinerne og haveforeningerne), i højere grad fremhævede de enkelte havedesignelementers betydning for biodiversiteten, INDEN de kommer til lovprisningerne af det æstetiske udtryk. I stedet for som nu, hvor de næsten altid udelukkende skriver om diverse have-designelementer i form af deres betydning for æstetikken, og først hvis man er heldig i en eller anden bibemærkning nævner, at det da også ville være fint, hvis der var en lille kvas-bunke nede i et skjult hjørne til biodiversiteten.

Hække skal først og fremmest kunne give læ, så vi og de øvrige planter indenfor hækken trives i et mere beskyttet miljø. Dernæst skal de give levesteder og mad til alle mulige insekter og fugle (og måske ovenikøbet til os ogsåå), og først DEREFTER kan de ’give karakter’ m.m. Blomstrende planter skal først og fremmest levere pollen og nektar til insekterne, gerne over hele sæsonen, og først derefter levere skønhed – også gerne over hele sæsonen. 😉

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du læser i et haveblad.

Og kom så ind i kampen, alle jer haveæstetikere: I er enormt kvalificerede til at lave nogle fantastisk smukke biodiversitetshaver. Og dem er der brug for. Og fortæl gerne alle dem, der beundrer jeres smukke haver, hvordan de forskellige elementer i haven bidrager til at skabe mad og levesteder til alle de andre arter. Og gerne inden I fremhæver havens farver og former. Vær med til at massere behovet for mad og levesteder for alle naturens vilde skabninger ind i os alle sammen. Det er – trods alt – meget vigtigere end menneskets behov for skønhed.