Klimapolitik og borgernes handlekraft

Så er endnu et COP-møde slut, og der tales nu åbent om det, mange af os har vidst længe: Regeringer og mellemstatslige organisationer er IKKE i stand til at levere det, der skal til for at nå Paris-aftalens mål.

Hvis det var det, jeg som bekymret verdensborger og aktivist havde satset alt på – altså at regeringer og mellemstatslige organisationer ville tage ansvar og foranledige de nødvendige systemændringer for mig – så ville jeg nu sidde nede i et sort hul og begræde både resultatet og mine egne spildte kræfter. Den klimaangst og klima-depression blandt unge, som der tales så meget om, tror jeg desværre ikke bliver mindre af, at de opfordres til at lægge størstedelen af deres klimaindsats i en påvirkning af politikerne. De er jo så tydeligvis ikke i stand til levere varen.

Demonstrationer, underskrifter, appeller – endnu et klimavalg i Danmark osv. osv. Det rækker ikke. Politikere er alt for afhængige af kortsigtede interesserer fra borgere (vælgere) og virksomheder – så hvis ikke tilstrækkeligt mange borgere (flertallet) og virksomheder er tilstrækkeligt motiverede til, at politikerne træffer de ambitiøse beslutninger, der på kort sigt gør ondt, for at det på langt sigt ikke skal gøre endnu mere ondt, så er politikerne ikke villige til at rykke for alvor. Det er altså borgerne, der skal påvirkes – ikke bare politikerne. De skal nok følge trop, så snart borgerne gennem deres handlinger (og ikke bare ord) begynder at vise, hvad det er, de ønsker.

Hvis ikke man skal gå til i klimadepression og bekymring (hvilket jo i bund og grund ikke gør nogen positiv forskel for verden) over politikernes manglende handlevilje- og evne, så tror jeg ikke, at der er andet at gøre end at starte nedefra. Være græsrodsaktivist i stedet. Jeg tror, at vi alle, hver og en for sig, men også i fællesskaber, skal prøve at finde konkrete løsninger, der BÅDE styrker den enkelte borgers og lokalsamfunds resiliens i forhold til de klimaforandringer, der helt sikkert bliver værre, OG anviser handlinger og levevis, der gør så lidt skade som muligt i forhold til at forværre de kommende klimaforandringer yderligere. At bare gøre NOGET, der er fremadrettet, og se det lykkes, giver langt større modstandskraft, energi og livsmod end at satse alle sine kræfter på noget – altså politikerpåvirkning – der så tydeligt ikke lykkes for alvor.

Hvis man så kan supplere sin egen indsats og eksperimenter med nye løsninger med et forsøg på gennem dem at inspirere andre til også at prøve – at prøve at få så mange som muligt til at forstå diverse sammenhænge og erfare, at der faktisk kan være mindst lige så meget lykke i at leve mindre skadeligt, som der er i at leve i et højforbrugsliv – så tror jeg, at mange, også unge mennesker, kan finde mere mening med livet igen, trods de dystre udsigter.

Der har de seneste år været en del argumenter for, at individuelle løsninger er farlige, fordi det tager borgernes fokus, tid og kræfter væk fra indsatsen for at påvirke systemerne. Der argumenteres for, at det er stressende, hvis al ansvaret lægges på individuelle handlinger. Siden en leder i Politiken 26. november om Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius og hendes flyrejser har debatten igen bølget i de danske medier. Overskriften på lederen var Skam dig, Theresa Scavenius, og det er jo sjældent særlig konstruktivt. Svaret kom da også prompte, blandt andet fra Svend Brinkmann, som jeg ellers normalt er meget inspireret af. ”Det er den helt forkerte tilgang til klimakrisen at gribe til udskamning af individer.” Det er jeg helt enig i. Men man kan sagtens forvente af folk, at de tager personligt ansvar, uden at udskamme dem – og jeg er helt uenig i Brinkmanns efterfølgende argumentation for, at alle handlinger altid er legitime, så længe de ligger inden for lovens rammer. Jeg tror simpelthen ikke på, at lovens rammer altid udelukker al umoralsk handling. Tag nu fx dengang, det var legitimt at slå sine børn (hvilket jeg i går, i anledning af Per Schultz Jørgensens bortgang, blev mindet om var lovligt helt frem til 1997!!). Det gjorde det fandme ikke i orden at slå sine børn, selvom det var lovligt! Eller anvendelsen af DDT. Eller Roundup, for den sags skyld, som stadig er lovlig.

Theresa Scavenius argumenterer selv for, at ”Som individer er vi magtesløse. Men igennem politiske fællesskaber kan vi skabe nogle strukturer, hvor vi kan tage et politisk ansvar for hinanden, andre mennesker, naturen og atmosfæren.” (bortset fra at det viser historien jo tydeligvis, at det kan vi ikke i tilstrækkeligt omfang og hurtigt nok). Og så insisterer hun på selv at ”leve, som borgerne gør flest” og tror ikke på, at politikere skal være ”politiske rollemodeller.”

Jeg er for så vidt enig i, at politikere ikke har et større personligt ansvar end alle andre borgere. Til gengæld mener jeg, at ALLE borgere (inklusive politikerne) har et ansvar for at være rollemodeller. Og at vi som individer først for alvor er magtesløse, hvis vi lægger alt ansvaret for klimahandling over på politikerne (især hvis disse insisterer på at leve som borgerne gør flest – og flertallet af borgere stadig ikke synes, det er tilstrækkeligt vigtigt at agere).

Hvorfor er det egentlig også, at det skal være enten eller? Hvorfor ikke alle sammen kombinere vores stemmeret (til parlamentsvalg, til pensionsselskabsvalg, i boligforeningen osv.) med konkret handling i hverdagen? Og hvorfor insistere på, at borgerne som døve og blinde (og amoralske) lemminger blot skal læne sig tilbage og med god samvittighed lade politikerne om resten?

Det kan godt være, at det enkelte individs ansvarsfulde handlinger ikke løser alle de globale problemer, som kræver systemændringer. Men det giver i hvert fald den enkelte et handlerum, der måske kan forhindre en fuldstændig nedsmeltning i apati og depression for dem, der faktisk ER bekymrede, når nu politikerne tilsyneladende ikke er i stand til at levere systemændringerne i det omfang og den hastighed, der faktisk er nødvendig.

Måske kan handlekraftige borgere med energi og livsglæde på græsrodsniveau også inspirere nogle af dem, der indtil videre hverken er apatiske eller depressive, men bare har været uinteresserede i klimaforandringer og livsstils-ændringer, fordi klimaforandringerne indtil videre ikke har påvirket dem, og fordi de indtil videre stortrives med et højforbrugsliv. Dem, der i bund og grund er ansvarlige for, at politikernes handlekraft er så begrænset (fordi de er flest). Dem, der stemmer politikerne ud, hvis de vover at foreslå radikale ændringer.

Så – op på hesten igen, og sæt i gang. Måske med lidt færre demonstrationer foran Christiansborg (de agerer alligevel ikke på dem i det omfang, det kræves) og lidt flere demonstrationer i hverdagslivet. Og samtaler. Konstruktive samtaler, der gerne skal give energi og handlemod og ikke skamfølelse. Samtaler både med ligesindede og med dem, der endnu ikke er særlig bekymrede og i hvert fald ikke lader det påvirke deres livsstilsvalg.  

For os på Gammelgård er disse samtaler det vigtigste. Det er en kæmpestor glæde, hver gang vi møder folk, der fortæller, at de inspireres af et besøg i vores skovhave og er gået i gang med at etablere en skovhave. Eller er begyndt at overveje en anden livsstilsændring. Og om vi dog ikke snart begynder at holde kurser. Det gør vi ikke – men alle er stadig velkomne, og vi nyder virkelig de mange samtaler, som vi også selv lærer og får så meget inspiration af. Om hvordan man med en anvendelse af sin tid og sine kræfter på at bygge op i stedet for at bryde ned kan skabe livsmiljøer for andre end mennesket selv OG en masse glæde og energi for sig selv. Det får vi nemlig brug for i fremtiden, som bestemt ikke bliver den dans på roser, som vi har vænnet os til.

P.s. Og ja, vi stemmer også (selvom det altså er svært at finde politikere at stemme på, der faktisk er ambitiøse nok!). Resultatet af det nylige danske folketingsvalg – hvor der faktisk blev et lille rød-grønt flertal, som nu formentlig tilsidesættes til fordel for en midterregering, der helt sikkert IKKE vil sætte klimahandling øverst på dagsordenen – er dog i høj grad med til at mindske troen på, at politikerne vil påtage sig at løse klimakrisen for os.