Kartoffelmarken
For et par år siden besluttede vi at tage kartoflerne ud af vækstfølgen i køkkenhaven. Dels optog de for meget plads, og dels risikerede de og tomaterne at smitte hinanden med skimmelsvampe.
Vi havde altså brug for et relativt stort område, hvor vi kunne dyrke kartofler langt fra køkkenhaven. Nord for Nordsøen ligger der et åbent, fladt område mellem æblelunden og søen. Som udgangspunkt fyldt med store sten, rødder, seljepileskud, skvalderkål og kvikgræs, men ellers …
Der kunne snildt etableres to områder á 7 x 2,5 m, hvis vi tog os lidt sammen. Det skulle være to områder, så vi også her kunne etablere vækstfølge. Mange år i rad med samme afgrøde (=kartofler) giver både risiko for, at eventuelle sygdomme fra kartoflerne opformerer sig i jorden, og risiko for, at der bliver mangel på de næringsstoffer, kartoflerne især har brug for. Tanken var – og er – at vi tager én sæson med kartofler, tager dem op allerede i august og sår efterafgrøder, der kan overvintre, skuffer efterafgrøderne ned i jorden om foråret, inden vi sår fx foderærter til hønsene, sår efterafgrøder igen efter ærterne, og så skuffer dem ned i jorden igen om foråret, inden der igen skal sættes kartofler. Så bliver det kartofler, efterafgrøde, ærter, efterafgrøde, kartofler. Altså tre afgrøder imellem, at der står kartofler. Vi er blevet anbefalet en blanding af rug og sand-vikke (Vicia villosa) som efterafgrøde. Både ærter og vikke er kvælstofsfikserende, så det burde i hvert fald ikke udpine jorden for kvælstof.
Vi lagde ud med vores sædvanlige ’kartofler dræber kvikgræs’-metode: Slog det værste høje græs ned med buskrydderen og lagde så kartofler med aviser imellem direkte på jorden med hø over i det første af områderne. Det var foråret 2025.
Som sædvanlig blev det ikke nogen fantastisk kartoffelhøst – der var nærmest flere sten og rødder, end der var kartofler det efterår. Arbejdsindsatsen for at få hhv. kartofler og sten op var til gengæld betragtelig! 😉 Efter at vi havde renset området, lagde vi et tykt lag løv på fra forsamlingshusets parkeringsplads, hvor vi de seneste par år har fået lov at høste løv. Det andet område (samme størrelse) dækkede vi samme efterår med en komposterbar markdug, som vi ligeledes lagde et tykt lag løv på.
Næste forår – altså i år, april 2026 – lagde vi igen kartofler i det første stykke. Denne gang uden aviser – bare et lille hul med en planteske ned gennem bladene og lidt ned i jorden. Og sikke en kartoffelhøst, det blev i august. Halleluja.

Da alle kartofler var oppe og jorden renset for småsten og den lillebitte smule kvikgræs, der var tilbage, spredte jeg biokul fra brændeovnen, som Steffen havde mast i småstykker i en spand med en tung bjælke, og som efterfølgende havde stået i vand med hønsegødning et par dage. Det gødningsladede trækul vil – ifølge teorien – fungere som jordforbedring. Derefter såede Steffen efterafgrøderne, som i det varme og våde septembervejr hurtigt spirede og blev til en rug-vikke-mark.

Inden vi nåede til kartoffelhøsten i område 1, havde vi i slutningen af august nysgerrigt kigget nærmere på område 2. Hvad havde et års dække med markdug gjort? Vi flyttede bladene hen på den ene halvdel af området, rullede markdugen til side, og kiggede nysgerrigt. Stort set al kvikgræsset var væk! (stenene var desværre ikke – dem får vi glæde af næste efterår).

I slutningen af august havde det ikke regnet meget længe, så størstedelen af Nordsøen var tørret ud. Det skal man jo udnytte, så vi satte et par dage af til at trække plantevækst fra søen op af mudderet – primært vilde hindbær i kanten og dunhammere længere ud. Nedenunder var der dynd. Næringsholdigt dynd!

Vi skovlede, så meget vi orkede, op i trillebøre og kørte det hen til område 2, hvor det blev fordelt over den nu kvikgræsfrie jord. Så flyttede vi alle bladene tilbage ovenpå slammet, og fortsatte med den anden halvdel af området. Markdugen blev jo så ledig og kunne passende blive lagt ovenpå bunken med planterester fra søen, i håb om at det ville udvikle sig til en fantastisk kompost. We will see …



Det var vældig rettidig omhu! Dagen efter at vi var færdige kom regnen – og nu er Nordsøen igen fuld af vand. Og med noget mere vandspejl end før, fordi plantevæksten er reduceret. Og sådan kan opgaverne nogle gange kombineres, så det hele spiller.
Nu er område 2 klar til, at der kan sættes kartofler direkte i jorden under alle bladene til foråret. Meget passende, da område 1 skal have en kartoffelpause og i stedet bruges til at dyrke foderærter til hønsene.













Hej Steffen og Christina. Tak for denne flotte beskrivelse af kartoffeldyrkning .. det er så inspirerende og hyggeligt af følge jer . De må smage fantastisk godt . 🙂 godt efterår til jer. De bedste hilsner fra Dorte
Tak – og i lige måde. 🙂