Forbrugerens valg?

Vi har for mange, mange år siden besluttet at skrue helt ned for vores udgifter til mode, dyre ferierejser, make-up, frisør, fitness- og Netflix-abonnementer … for at have råd til at købe økologisk og helst nærproduceret mad fra små producenter, der tager de hensyn til drikkevandskvalitet, biodiversitet, havmiljø og fremtidig madproduktion, som vi synes er nødvendige.

Økologiske produkter er dyrere, og for ikke at skulle diskutere med os selv, hver gang vi handler, har vi haft glæde af en principbeslutning om kun at se de økologiske produkter i supermarkedet. Altså selektive briller. Er der ikke økologisk yoghurt, kan vi altså ikke købe yoghurt. Det gør det super nemt og effektivt at handle (især i Sverige): Hvad står der på indkøbslisten, ind og find det (der er én pålægsskinke at vælge imellem, to spegepølser, to oste, én yoghurt uden tilsat sukker, én chokoladeserie med 3-4 forskellige slags chokolade, én slags frugt (bananer) …. – så man behøver ikke at bruge tid på at stå og skulle vælge, hvad man vil ha’), hen og betale, ud igen.

Med sådan en principbeslutning er forbrugerens valg enkelt – men udbuddet er måske lidt for lille.

Her i påsken skal der blandt andet bages tærte til påskebordet – og vi manglede smør til tærtedejen. Jeg kørte derfor en tur til Älmhult for at handle. Det plejer at være Steffen, der handler, så jeg måtte lede lidt for at finde smørret. Det stod lidt lavt, så jeg måtte bukke mig ned for at finde det økologiske smør, og studsede så over tallet på prisskiltet. 98 kroner for 500 gram. Det havde jeg godt nok ikke oplevet før. Eftersom jeg lige havde læst i nyhederne om momssænkningen på fødevarer, undrede jeg mig endnu mere – men er det det, det koster at producere, så er det vel prisen, tænkte jeg. Så faldt mit blik på prisskiltet ved siden af: 50 kroner for 500 gram u-økologisk smør. What?!! Skulle jeg betale dobbelt for at få økologisk? Det havde jeg godt nok heller aldrig oplevet før.

Der må være sket en fejl, tænkte jeg. Jeg hører lige. Fik fat i en flink ung medarbejder og spurgte høfligt, om der mon ikke var sket en fejl her – det kunne vel ikke være meningen, at økologien skulle være dobbelt så dyr? Han gik et smut ud bagved for at tjekke, og kom så tilbage og fortalte mig, at jo, det var korrekt. Jamen …? Mener du seriøst, at jeg skal betale dobbelt for det, der er mindst miljøskadeligt? Altså, det var ICA centralt, der havde valgt i denne uge at køre kampagne på det u-økologiske smør. Det var ikke hans skyld/ansvar. Jeg blev helt paf. Men fik fremmumlet, at jeg ville lægge min smørpakke tilbage og i stedet tage hen i Willys for at tjekke, om de havde samme prispolitik. Det havde de helt sikkert, mente den unge mand.

Det havde de så ikke. I Willys kostede 500 g økologisk smør 68 kroner, og det lå IKKE ved siden af en pakke u-økologisk smør til den halve pris. Derudover havde de økologiske æbler 😊

Nu er forbrugerens valg så blevet lidt enklere: Vi er færdige med at handle i ICA.

Helt principielt er jeg modstander af, at det er den enkelte forbruger, der skal stå i sådanne dilemmaer. I den ideelle situation er alle produkter i supermarkedet okay. Politikerne tog ansvar for, at pesticider, PFAS, kunstgødning og dyremishandling var forbudt ved lov, og vi kunne med god samvittighed vælge blandt alle produkter på hylderne, og også lade vores økonomiske trang til og behov for at vælge det billigste styre. I Danmark har der lige været ’Svinevalg’ og ’Drikkevandsvalg’, hvor det helt usædvanligt lykkedes en række partier og organisationer at få mishandling af grise og gift i drikkevandet helt op øverst på dagsordenen. Der er ikke dannet regering endnu, men jeg har et spinkelt håb om, at den kommende regering denne gang faktisk vil handle på den forargelse, kandidaterne gav udtryk for i valgkampen. Time will tell.

Hvis politikerne i mangel på nosser til at forbyde det, der skader os, dyrene og naturen alligevel skulle ønske at fremme mindre skadelige produkter, så kunne de fx gribe fat i moms- og afgiftssystemet. I stedet for at sænke momsen på alle fødevarer (som de har gjort her i Sverige), kunne de vælge at nøjes med at sænke momsen på de økologiske fødevarer. Så ville prisforskellen for forbrugeren i supermarkedet pludselig ikke være lige så markant.

I den næstmest ideelle situation ville producenter og forhandlere helt af sig selv være så etiske, at de ikke forgiftede os og miljøet omkring os eller mishandlede dyrene. Producenterne ville producere mere etisk ansvarligt (evt. hjulpet af politikerne gennem afgiftssystemet), og forhandlerne ville gennem produkternes placering i butikken og kampagner på økologisk smør i stedet for u-økologisk smør forsøge at få os til at vælge de produkter, der skader mindst.

Så etiske er der nogle, der er – men flertallet er desværre ikke. Og så er ansvaret pludselig forbrugernes. Og ligesom der er borgere, der stemmer på partier, som er ligeglade med dyrevelfærd, drikkevandskvalitet, pesticider og PFAS, så er der naturligvis også forbrugere, der er ligeglade. Prisen er tydeligvis det vigtigste.