Ny facade på laden

Gammelgårds lade er en imponerende gammel bygning i to etager, hvor kælderplanet er bygget ind i bakken og har kæmpestore sten som ydervægge. Overetagen har gamle, solide stolper og spær, og yderbeklædningen har frem til nu været gamle, umalede facadebrædder med håndsmedede søm.

Taget er skiftet på et tidspunkt, hvilket helt sikkert har været med til at bevare den gamle bygning. Vi ved ikke, hvornår laden er bygget, men det er i hvert fald mere end 100 år siden. Nu kan facadebrædderne ikke længere, og grundkonstruktionen begynder at tage skade, når facadebrædderne ikke længere dækker for vejr og vind.

Det er med andre ord tid til at hjælpe lidt til igen, så bygningen som helhed kan holde 100 år mere. 2025’s store projekt var derfor at påbegynde udskiftningen af facadebrædder, i første omgang på vestsiden mod gårdspladsen og på sydgavlen.

Projektet startede allerede sidste vinter med bestilling af facadebrædder hos Keijo i Strömsnäsbruk. Keijo driver plukhugst i sin egen skov og har et eget lille savværk, hvor han saver brædder i de størrelser, man bestiller, og prisen er ikke højere end tilsvarende brædder fra det lokale byggemarked. Vi valgte at få de nye brædder i flere forskellige bredder, så den nye beklædning ikke ser alt for ny og regelmæssig ud.

Når nu det skal være, for at bevare den gamle bygning, så føles det rigtig rart, at træet ikke kommer fra renafdrift, men fra en skov, der drives mere miljø- og klimavenligt. Det er også rigtigt fint, at der ikke er så meget transport involveret.

Vi hentede brædderne ad to omgange på en lånt trailer i juni, så de var klar til Steffens sommerferie i juli. De blev stablet inde i laden i bunker efter størrelse og længde. At vente til juli var dog ikke noget, jeg (Steffen) magtede – allerede dagen efter gik jeg i gang med at hive gamle brædder ned og sætte nye op!

Det viste sig heldigvis, at den meget dårlige bundrem under sydfacaden allerede havde fået en solid forstærkning ved en tidligere lejlighed, og på langsiden var den slet ikke så skadet, som jeg havde frygtet. Jobbet bestod derfor ’bare’ i at udskifte alle de gamle, dårlige facadebrædder og sørge for, at der ikke længere kan komme vand til bundremmen.

Så sommeren og en god del af efteråret er gået med bid for bid at afmontere de gamle brædder, justere/reparere skelettet, hvor det var nødvendigt, grave bundremmen fri af jorden og fjerne evt. plantevækst og så skrue nye facadebrædder og dæklister op. De gamle brædder var selvfølgelig sømmet op med meget lange og nu meget rustne søm, der stort set alle var slået igennem og bukket grundigt om. De sad fast!!!

På langsiden var der en dobbelport, som vi aldrig brugte. Der har jeg i stedet bygget en dør og sat et af de gamle vinduer fra hovedhuset ind ved siden af. Den anden dør blev også udskiftet og jeg lavede et hul i facaden til kattene …

På kortsiden skulle der ikke bygges om, men bare skiftes ud. En udfordring var, at jeg ikke kunne gøre det uden stillads. I stedet for at købe eller leje valgte jeg at bygge et selv af lægter og kraftig krydsfiner. Materialer, jeg uden problemer kan genbruge, efter at stilladset er pillet ned. Det fungerede rigtigt fint.

Facaderne er blevet bejdset grå, som vi plejer at gøre det. Til foråret/sommer skal dørene og lugen tjæres sorte som de to andre døre i laden.

Projektet tog lang tid, men viste sig slet ikke at være så svært, som jeg havde frygtet. Vi er allerede blevet enige om, at de to andre sider af laden også skal have ny beklædning om et par år.

En sidegevinst viste sig at være, at ret mange af de brædder, jeg har pillet ned, godt nok var frønnede på ydersiden, men absolut brugbare, når den nederste meget dårlige del blev skåret væk. Der er rigeligt med materiale til beklædning af alle vore palletanke, til plantekasser, fuglekasser osv. 😊

En anden uventet gevinst, som jeg er helt sikker på, at vi begge bliver meget glade for, er, at vi undervejs i processen pludselig indså, at indretningen i overetagen af laden var helt forkert og kunne blive meget, meget bedre.

Da vi overtog Gammelgård for snart 11 år siden, virkede det logisk at anvende ladens rum på den måde, de hidtil havde været anvendt. Dvs. trælast i det nordligste rum, værksted i det midterste (der var bedre isoleret og med plads til en sav) og opbevaring i det største, sydligste rum, hvor der var flere reoler, som vi tømte for skrald og fyldte med vores egne sager. Det var lige til at gå til. Bortset fra at Steffen i alle årene indimellem var nødt til at flytte sine snedker- og tømrerprojekter ind i det store rum, når brædderne var for lange, eller døre, låger, kasser, … for store til, at de kunne gøres færdige i værkstedet.

I forbindelse med dette store projekt havde Steffen rigget stort tømrerværksted til i det store rum, med kapsav, bordsav og en støvsuger, der kunne stå imellem dem og nemt kobles fra den ene til den anden. Smart. Bortset fra at det blev kropumuligt at komme ind til de ting, vi havde i reolerne (strø og ekstra bakker til hønsene, hønsemad, pantflasker, der skal til Danmark, ekstra-krukker til planteproduktion, kasser til æbler og kartofler …). Flere og flere ting måtte placeres ’midlertidige steder’, fordi man ikke kunne komme frem til den rigtige placering – og det sandede lynhurtigt til. Fruen blev irriteret, og håndværkeren måtte med jævne mellemrum bide i det sure æble og rydde op, så man kunne komme lidt bedre frem.

Da de sidste brædder var sat på gavlen, udbrød fruen lettet, at nu kunne de store maskiner sættes tilbage i værkstedet. Nja, lød det fra håndværkeren, det var nu smart, at de kunne stå sådan, og enkelt at kunne koble støvsugeren fra den ene til den anden. Og pludselig slog det os – nærmest i samme sekund: Hvorfor i alverden var værkstedet ikke i det store rum, og lagerhylderne i det lille? I forbindelse med facaderenoveringen var den gamle port, der altid havde været spærret af ting, der stod foran, jo ovenikøbet blevet lavet om til en mindre dør, der ikke var spærret, så der nu var indgang lige ud for det midterste rum. Ville det ikke bare være genialt, hvis alt det, man skal kunne komme til dagligt (hønsemad, strø, krukker, pant, …), stod organiseret samlet på en reol lige inden for døren uden noget, der stod i vejen foran? Og ville det ikke også bare være genialt, hvis håndværkeren kunne håndværke, lige som han lystede, uden at tage hensyn til, at man skulle kunne komme til reolerne?

Det var så åbenlyst, at vi næsten kom til at grine. Og samtidig hovedrystende, at det skulle tage os 10 år at komme på den idé.

Det eneste, der nu manglede, var lidt omorganisering, konstruktion af en ny, stor reol og afmontering af en af de gamle reoler i det store rum, der alligevel var ved at falde fra hinanden. Flytning og tilpasning af arbejdsbord, godt lys – og voilà!