Bierne

Sidste vinter var hård for bierne. Vi ved ikke hvorfor, men da foråret kom, var vores to bifamilier begge små og svage. Overordnet set skal vi dog nok være både glade og lettede: Rigtig mange bisamfund er døde denne vinter her i området.

Det er ikke helt klart, hvorfor det er gået galt hos os. En mulighed er, at bierne havde meget cementhonning i kuben, altså meget krystalliseret og sværtopløselig honning, som de fint kan spise om sommeren, men ikke om vinteren, hvor de ikke har adgang til vand. Cementhonningen er typisk bladlusehonning, som bierne laver i sensommeren og først på efteråret. En anden faktor kunne være, at i en af kuberne producerede dronningen ikke, som hun skulle. Hun lagde alt for få æg til, at familien kunne vokse sig stor og stærk. Formentlig var hun dårligt parret.

Vi stod altså dette forår med to meget svage bifamilier, og det er alt for sårbart. Vi kunne lige så godt have været helt uden bier, og det går altså ikke! Vi besluttede derfor, at vi ville investere 2025 i at konsolidere og forstærke bigården, så vi til efteråret kan indvintre tre stærke bifamilier.

Det betyder blandt andet, at vi ikke har høstet og ikke vil høste honning i år. Bierne får lov at beholde det hele, så de har energi til at bygge det voks og passe den yngel, der skal til, hvis familierne skal vokse sig stærke. Vi fodrer også med ekstra sukker, i det omfang vi skønner det nødvendigt.

Vi har også valgt at give bierne nogle præfabrikerede vokstavler, som man gør det i konventionel biavl. Her går vi bevidst på kompromis med et af dogmerne i toplistebiavl: At bierne skal producere al deres voks selv. Vi vælger at gøre det for hurtigere og med mindre energiforbrug at få udbyggede vokstavler/bikager i kuberne, så vi i en fart kan få mængden af bier op. Vi ved endnu ikke, om dette er en god idé. Det vil vise sig, men indtil videre ser det ud til at fungere. Rent praktisk skærer jeg en præfabrikeret vokstavle til, så den passer i toplistekuben, og så smelter jeg den fast i en topliste, hvor jeg har skåret et spor på bordsaven.

I kuben (nr. 2), hvor der ikke blev produceret æg og yngel nok, aflivede vi dronningen for nogle uger siden. Så laver bierne i kuben en ny dronning af nogle af de æg, hun havde lagt, inden hun blev aflivet, men da vi helst ikke vil avle videre på en dårligt fungerende dronning, tilsatte vi en bikage med frisklagte æg fra den anden kube (nr. 1), hvor dronningen er velfungerende. Det tager 16 dage for bierne at lave en ny dronning, og vi har set, at den nye dronning er klækket. Om et par dage skal vi kigge i kuben igen og se, om hun har været ude og parre sig, og der derfor er nye æg og larver. Spændende!

Endelig har vi lavet en aflægger. Altså delt en af bifamilierne, så vi fremover har tre. Nu bliver det lidt kompliceret, så hold tungen lige i munden:

Fra den velfungerende dronnings kube (nr. 1) har vi taget ca. halvdelen af kagerne med yngel og halvdelen af kagerne med pollen, nektar og honning samt dronningen og flyttet det hele til en tredje kube (nr. 3). Her vil de arbejde videre og med lidt støtte vokse sig store og stærke. En udfordring er, at flyvebierne alle sammen vil flyve tilbage til den kube, de kom fra – sådan er de ”programmeret”. Specielt i starten skal vi derfor sørge for, at dronningen og de bier, der endnu ikke er flyvebier, har mad og vand inde i kuben, da de ikke selv kan flyve ud og hente, hvad de skal bruge.

De bier, der blev efterladt i kuben (nr. 1), har også mad og yngel og derudover flyvebier, men nu ingen dronning. Her kunne vi i princippet lade dem selv lave en ny dronning, men jeg fik et kursus i dronningeavl i fødselsdagsgave af Christina, så i dag har vi tilsat en egenproduceret dronning af – forhåbentlig – fineste kvalitet. Nu skal I høre, hvordan jeg gjorde det:

For godt en måned siden var jeg på et lærerigt og meget hyggeligt kursus i dronningeavl i den lokale biavlerforening. Det var en rigtig god formiddag! Vi har haft bier i 7 år nu, og det gør det altså til en helt anden oplevelse at være på kursus: Som nybegynder handler alting om at finde ud af, hvordan man skal gøre. Alt er nyt og ukendt. Nu handler det mere om, hvordan man kan gøre. Og hvordan man på en praktisk og rimelig måde kan få det flettet ind i den viden og kunnen, man har udviklet gennem årene. Det er meget sjovere end at være nybegynder!

Måden, vi lærte at lave bidronninger på, er i princippet den samme, som jeg har beskrevet ovenfor, men mere kontrolleret: I en lille parringskube (Apidea) sætter man et par voksplader, lidt sukkerdej, bierne kan spise, samt en bid af en bikage med frisklagte æg fra en god og velfungerende bidronning. Endelig hælder man 3-4 dl. bier fra en velfungerende bifamilie i parringskuben. Den lille bikube kom med hjem og blev åbnet nede i køkkenhaven, hvor den stod sammen med vores andre bikuber i et par uger. Efter 16 dage kunne vi se, at dronningen var klækket – hun havde gnavet sig ud af sin celle. Der sidder et lille gitter for indgangen til kuben, så dronningen ikke kan flyve ud og parre sig, før vi vil have det. Efter yderligere en uge kørte vi den lille kube med dronningen ud til den lokale parringsstation, hvor hun så kunne flyve ud og parre sig. Parringsstationen er et område på en ø, hvor man kan kontrollere, at der kun er sunde, velfungerende bifamilier. Det betyder, at hun parrer sig med droner fra disse familier, og at hendes afkom derfor sandsynligvis vil få de gode egenskaber, vi er ude efter.

Tom dronningecelle. Hun er et sted derinde – håber vi …

Hun var på parringsstationen i 14 dage, men allerede en uge inden hun kom hjem igen, lavede vi aflæggeren, jeg beskrev ovenfor. Det betød, at da vi hentede dronningen i går, var bierne i den kube (nr. 1), hvor vi fjernede dronningen, allerede i fuld gang med at lave en ny dronning. I dag tjekkede vi parringskuben. Der var både æg, larver og dækket yngel, så den nye dronning er parret og er æglæggende. Vi fjernede alle dronningecellerne i kube nr. 1 (jeg tror, at der var 16 celler!) og tilsatte den nye dronning fra parringskuben. Det skulle være den sikreste måde at få bierne til at acceptere deres nye dronning. Vi mærkede hende med en lille klat maling på ryggen, så hun er lidt nemmere at finde, satte hende i et lille transportbur, hvor åbningen er forseglet med sukkerdej, og hængte buret ned i kuben. Nu vil bierne spise sukkerdejen i løbet af nogle dage, hvor de så når at vænne sig til dronningen, så hun med lidt held spadserer ud og begynder at lægge æg om nogle dage uden ballade. Det er OGSÅ meget spændende!

På billedet af Apidea-rammen herunder kan I se dækket yngel i midten, store fede larver i cellerne udenom og æg eller meget små larver i cellerne uden om disse.

Status i bigården er altså lige nu, at i kube nr. 1 har vi en ny dronning hængende i et transportbur, hvorfra hun forhåbentlig kommer ud om nogle dage. I kube nr. 2 har vi, formentlig, en ny, æglæggende dronning, som er parret herhjemme, og vi skal om nogle dage finde og mærke hende. Kube 3 er aflæggeren med vores ’gamle’ velfungerende dronning, som vi håber kan klare tjansen som dronning endnu en vinter, selvom hun er ved at være gammel. Alle tre bifamilier kommer forhåbentlig meget snart op i omdrejninger, så vi inden efteråret kommer har tre kuber stopfulde med sunde, velfungerende bier. Det er planen! Så må honninghøsten vente til næste år.

Tilføjelse: Der er nu gået et par dage, og vi har været i kuberne igen. I 1’eren er den nye dronning fra kurset kommet ud af buret og går rundt og leder efter tomme celler at lægge æg i, og i 2’eren har vi set og mærket den anden nye dronning. Der er masser af både æg og yngel, så hun gør også det, hun skal. Den gamle dronning er også spottet i 3’eren, så hun har i hvert fald klaret at blive flyttet. Alt er godt! 😊