Det er ingen hobby!

For nylig kom det svenske Jordbruksverket (Landbrugsministeriet) med et forslag til nye regler for ’dyr, der holdes som selskab og hobby’. Forslaget gjaldt alt fra akvariefisk, mus, slanger, kaniner – og altså også høns.

I regelforslaget var der blandt andet skærpede arealkrav til hønsehold. Altså hvad myndighederne kaldte ’hobby-hønsehold’. Ikke til industriens hønsehold. Mens industrien fortsat måtte have høns under absurd dårlige forhold, skulle hobby-høns pludselig have så meget plads, at det i praksis ville være umuligt for de fleste folk med høns i haven at have høns.

Lad os bare sige, at forslaget blev debatteret livligt …! Reaktionerne var mange, og langt fra alle var positive.

Konsekvenserne af, at færre ville kunne have høns under betragteligt bedre forhold end industriens høns, ville jo være, at flere måtte købe æg fra industrien. Altså at flere høns ville komme til at leve under betragteligt dårligere forhold, end det er tilfældet med de nuværende regler.

Unægtelig en besynderlig disposition fra en myndigheds side – ikke mindst fordi argumentationen lød, at det var af hensyn til dyrevelfærden.

Nu er forslaget trukket tilbage og skal gennemarbejdes på ny, denne gang med bedre dialog med diverse civil-samfundsorganisationer. Vi venter alle spændt på, hvordan det reviderede forslag kommer til at se ud.

I min optik er der især ét forhold i det nu tilbagetrukne forslag, der er voldsomt problematisk. Og som rækker en del længere end bare dette forslag. Og det er definitionen på HOBBY.

Jeg synes nemlig, at det grundlæggende er ganske rigtigt at forbedre levevilkårene for de dyr, der udelukkende holdes i fangenskab som en ’hobby’ for nogle mennesker. Altså udelukkende for ejernes fornøjelses skyld. Fx akvariefisk eller kanariefugle eller mus eller slanger. Med mindre de tilbydes forhold, der giver dem mulighed for naturlig adfærd og revir, synes jeg faktisk ikke, det er okay at holde dem i fangenskab alene for nogle menneskers fornøjelses skyld.

Høns og kaniner kan være (er ikke altid, så måske skal der skelnes) noget andet. Høns og kaniner kan nemlig producere fødevarer, der ERSTATTER fødevarer produceret under langt dårligere dyrevelfærdsforhold. Og har man høns eller kaniner med dette formål (og ikke fx udstillingshøns og -kaniner, eller som kæledyr), så mener jeg faktisk ikke, det er en hobby, men derimod en del af en families (og et lands) fødevareproduktion. Og faktisk også en del af en families (og et lands) beredskab overfor at kunne producere fødevarer i tilfælde af krig eller anden krise.

Jordbruksverket definerer i sit forslag hobby som følger:

En hobby är något som utövas på fritiden för att tillgodose personliga intressen och utgör inte den huvudsakliga försörjningen. Det är inte heller ett arbete som utförs på uppdrag av någon annan. Verksamheten bedrivs utan egentligt vinstsyfte.

Ifølge den definition vil en hvilken som helst aktivitet, man udfører, som ikke kan dækkes ind under lønarbejde eller anden indtjening (arbejde som selvstændig), være en hobby.

Jeg tror hurtigt, at langt, langt de fleste af os kan blive enige om, at vi hverken betragter støvsugning, opvask eller tøjvask som en hobby … Ikke desto mindre er det nødvendige aktiviteter i alle hushold. Der mangler altså helt åbenlyst en kategori (eller flere) her.

Vores tid

Alle mennesker har lige mange timer i døgnet. 24 er vi tilgodeset med. I moderne tid, hvor en meget stor andel af den voksne befolkning er lønarbejdere og køber langt det meste af det, de spiser, fra nogle andre, og meget, meget få lever et liv svarende til det, man levede dengang størstedelen af befolkningen levede på landet og producerede det meste af deres mad selv, er der efterhånden etableret en forståelse af, at disse 24 timer er opdelt i cirka en tredjedel søvn, en tredjedel lønarbejde og en tredjedel fritid. Og i fritiden er der gennem de seneste 100 år blevet mere og mere tid til hobbyer (måske lige med undtagen af de år, hvor børnene er helt små – med mindre naturligvis de også omfattes af hobby-begrebet …).

Tilsvarende bruger vi i gennemsnit mindre og mindre tid på vores husholdning – tøjet vaskes af en vaskemaskine, rengøring og vinduespudsning er der flere og flere, der betaler sig fra, og selv madlavningen er der flere og flere der ’outsourcer’ til andre gennem at købe take-away eller færdigretter fra supermarkedet. Andelen af befolkningen, der ligefrem anvender fritiden på produktion af ingredienserne til madlavningen er forsvindende lille. Så næsten alle – børn som voksne – har nu langt bedre tid til ’at tilgodese personlige interesser’ i form af at gå til sport eller andre hobbyer, til koncert, se tv, spille spil på computeren eller telefonen, gå i byen, shoppe, rejse flere gange om året, …

Vælger man i stedet at bruge en del af sin fritids-tredjedel af døgnets 24 timer på at producere en større del af sine fødevarer selv under hensyntagen til miljø, klima og dyrevelfærd, OG – og det er vigtigt af definitionsmæssige årsager – disse egenproducerede fødevarer ERSTATTER fødevarer produceret under kritisable forhold andre steder på kloden (fx i ægge-industrien), så synes jeg ikke, det er at ligestille med hobbyer som fodbold og computerspil, der udelukkende ’tilgodeser personlige interesser’. Som man gør ‘for sjov’ (OBS – har ikke noget at gøre med, om det er sjovt eller ej)

Så er det en del af familiens (og landets) fødevareproduktion, en del af familiens (og landets) beredskab – og gøres det ovenikøbet fornuftigt, er det også en del af landets miljø-, biodiversitets- og klimaforbedrende arbejde.

Selvom mange i dag er stressede og lever liv, de næsten ikke kan holde ud (måske ville de rent faktisk trives bedre, hvis de satte tid af til at dyrke kartofler eller have høns), så har moderne mennesker af i dag langt, langt mere tid til sig selv og deres personlige interesser (altså hobbyer), end man på noget tidspunkt i verdenshistorien har haft.

Og det er muligt, FORDI vi lader andre udføre det nødvendige arbejde med husholdningen, herunder produktionen af fødevarerne. Og fordi det efterhånden er nogle generationer siden, de fleste har haft jord under neglene selv, er flertallet efterhånden så fremmedgjorte overfor fødevareproduktion, at det eneste, der efterhånden tæller, er, at fødevarerne ikke er for dyre. Selvom der her i Sverige i øjeblikket føres kampagner mod ’de stigende fødevarepriser’ og folk boycotter de store supermarkedskæder i den naive tro, at varerne kan fås billigere andre steder, så har madens andel af husholdningsøkonomien aldrig været lavere.

Men hvis vi skal have råd til alle vores hobbyer og vores høje forbrug af tøj, make-up, make-over af hjemmet, ferierejser, dimser, biler, dyre boliger i storbyerne osv. osv. osv., så har vi jo ikke også råd til at betale det, det koster at producere fødevarer under hensyntagen til klima og miljø. Og skal vi have tid til alle vores hobbyer og ferierejser, så har vi heller ikke også tid til at dyrke kartofler og have høns.

Der var en gang en, der sagde til mig, at alt det, vi havde gang i heroppe på Gammelgård, jo var noget, vi gjorde, fordi vi syntes, det var sjovt (underforstået at det var vores hobby – at det var for sjov). Det provokerede mig temmelig meget, uden at jeg egentlig kunne sætte ord på for mig selv, hvad det var, der provokerede mig. Måske skulle jeg som svar have spurgt, om politisk arbejde for at ændre på tingenes tilstand så også bare var noget, man gjorde for sjov?

Jeg tror nok, husmændene (og måske især deres koner) på landet for 100 siden ville have måbet, hvis nogen dengang havde kaldt deres kartoffelbede eller hønsehold for en hobby eller noget, de bare gjorde, fordi de syntes, det var sjovt. De var dælme da afhængige af de kartofler, æg og suppehøner, også selv om de ikke tjente penge på dem.

Og alt det, Steffen og jeg eksperimenterer med på Gammelgård – jamen, det ER da sjovt (for det meste). Men vi gør det jo også, fordi vi synes, det er nødvendigt – det er ikke for sjov. Vi gør det, fordi vi synes, at dem, vi ellers skulle udlicitere opgaverne til, helt enkelt ikke løser opgaverne under den nødvendige hensyntagen til klima, miljø, dyrevelfærd og menneskerettigheder. Og fordi vi har mistet troen på, at det globale marked kan ’fikses’ (af politikerne eller virksomhederne), så alt, hvad vi behøver, på et tidspunkt vil blive produceret ordentligt af andre. Fordi vi tror på, at vi dælme – som befolkning – er nødt til at trække noget af alt det, vi de seneste 50 år i større og større grad har udliciteret til det globale marked, hjem til os selv igen – enten på egen matrikel eller i samarbejde med andre i lokalsamfundet. Også selv om det vil betyde, at vi har lidt mindre tid og penge til hobbyer og ferierejser.