Tag-arkiv: kulsukker

Kulsukker (Symphytum spp.)

Kulsukker (Symphytum spp.) er en fantastisk plante at have i sin skovhave – eller i sin have i det hele taget. Vi købte sidste sommer en enkelt plante af den sterile sort “Bocking 14” (Symphytum x Uplandicum) på Naturplanteskolen – steril fordi det så er OS der bestemmer hvor, og hvor mange vi har – men vi skal have mange flere, så nu skal den opformeres. Heldigvis er det nemt, selvom den ikke sår sig selv; Man tager rodstiklinger! Læs resten

Jordbundsanalyse

Som jeg har skrevet tidligere, har vi taget en jordprøve i det område, der skal være skovhave og fået den analyseret. Området er rimeligt ensartet, men jeg gjorde alligevel, som der stod i vejledningen og gravede huller fire forskellige steder, tog fire prøver, blandede dem godt og sendte så en pose jord til Göteborg.

Planter har ikke brug for vitaminer, men derimod for mineraler og næringsstoffer. De næringsstoffer, der skal bruges mest af, kaldes makronæringsstoffer, de der skal bruges mindre af kaldes – tadaaa! – mikronæringsstoffer! Vi har i denne omgang kun fået testet for makronæringsstofferne. Læs resten

Planteskole

Vi får brug for rigtig, rigtig mange planter i skovhaven. Så vi skal have fundet ud af at lave så mange som muligt selv, enten ved at så, eller ved at dele eksisterende planter. Vi har altså brug for en planteskole – og den gik vi i gang med at etablere i den lille have foran aftægtsboligen.

Vi købte som sagt fire forskellige mynteplanter på Fuglebjerggård sidste weekend (æble, ingefær, chokolade og grape), og havde derudover en meget livskraftig marokkansk mynte med fra en krukke fra sidste år. De skal meget gerne brede sig og blive til mange mynteplanter, mens vi venter på, at græsset bliver kvalt under dækket i det kommende myntebed på skråningen.

IMG_2406Så Steffen byggede en kravlegård til dem, som blev gravet lidt ned og fyldt med dejlig sort muld fra en bunke i den kommende skovhave. Praktisk, at nogen en gang har efterladt store bunker med jord uden sten til planteprojekter!

Der blev også plads til Steffens kulsukker, og til den lille Babington-løg, der ikke rigtig har udviklet sig siden vi fik den, og helt sikkert bedre kan lide fed skovmuld end den lerjord, den stod i i potten.

IMG_2412Jeg fandt en stor trækasse i laden, som vi ved fælles hjælp fik slæbt hen i haven også. Jeg borede en masse huller i bunden, så der ikke samler sig vand, og så blev den placeret i læ under en stor ribs-busk og fyldt med jord fra bunken. Lidt planteskole-priklejord på toppen – og så blev der sået aspargesfrø, der havde ligget i blød et døgns tid.

Jeg tænker, at vi bygger flere plantekasser med tiden, efterhånden som vi kommer til at skulle opformere de forskellige mindre planter, vi vil have i haven. De store planter (fx frugt- og nøddetræer) skal vi have lavet en anden planteskole til – formentlig oppe i ‘firkanten’ nord for laden.

IMG_2367På det kommende aspargesbed som jeg startede på i pinsen, fik jeg sået grøntgødning – så nu må det godt blive den helt rigtige kombination af sol, varme og regn, så det hele kan komme i gang med at gro.

Og sneglene skal helst holde sig væk fra planteskolen!! Ellers har vi fået fortalt, at de ikke kan lide at kravle over kobbertråd, så det kan være, at alle de ledninger Ebbe har samlet i en kurv i laden, skal splittes ad og blive til snegleforhindringer på kanten af plantekasserne.