Manden med leen – og hans kone

IMG_2474_lilleDet var slet ikke meningen, at vi skulle til Sverige denne weekend. Men mængden af ting, der skal transporteres derop til ferien i juli (diverse planter – herunder 14 chiliplanter, der bliver større og større for hver dag der går! – krukker, værktøj, køkkenudstyr og bøger….) var så stor, at vi slet ikke kunne se, at det kunne være i bilen af én gang – så fredag sidst på eftermiddagen blev vi impulsivt (og helt usædvanligt – ungerne er stadig rystede!) enige om at efterlade alle ‘to-dos’ hjemme i Lyngby, og smutte op i skoven alligevel. Så alt hvad vi nåede, var ren foræring, og derfor ekstra dejligt. Vejret artede sig faktisk nogenlunde, og velkomsten til Strömmaköp – med en allé af lupiner langs hele vejen  – var overstrømmende.

IMG_2450_lilleUngerne og jeg har foræret Steffen en le i fødselsdagsgave. Sådan én har jeg ønsket mig længe….. :-). Steffen fik lov at samle den, og han fik da også lov til at slå en lille smule græs og brændenælder, men ellers var det mest mig, der hyggede mig med den, mens Steffen forsøgte at hvepse-sikre taget, inden han sætter den sidste tagrende op.

 

 

 

Det er mega fedt at slå med le. Så er det sagt. Vi har jo en busk-rydder, men den kan jeg slet ikke forliges med. Den larmer ad h… til, lugter grimt (man går lige i udstødningen, når man går med den), og den er besværlig at få på, besværlig at bære rundt på, og besværlig at få af. Jeg har prøvet, men vi bliver aldrig gode venner, og Steffen brokker sig altid over, at han får ondt i ryggen af den.IMG_2452_lille

Leen derimod er letvægter, nem at tage fat i og nem at stille fra sig, helt lydløs, lugter ikke,…. og så gør det naturligvis heller ikke noget, at brugen af den er CO2-neutral.

Jeg var meget spændt på, hvad ulempen ved den ville vise sig at være, siden alle nu render rundt med en buskrydder, og ingen render rundt med en le. Men jeg har altså ikke fundet den endnu.

IMG_2469_lilleAlt det græs vi fik slået med leen i grøftekanten (udenom lupinerne) og i skovhaven, plus bunkerne med aviser fra Mor og naboerne derhjemme, gjorde så også, at jeg endelig havde materiale nok til at blive færdig med at mulche ‘kosteskafte-bedet’. Et tip: sørg for at aviserne lapper rigeligt over hinanden. Et enkelt sted i det, jeg mulchede for nogle uger siden, var græsset groet igennem mellem to aviser. Jeg flyttede lidt på laget og lagde nye aviser og et nyt, tykt lag græs ovenpå. Det gav så også anledning til at kigge ind under mulchingen – og det ser sørme godt ud! Det dør, græsset! I hvert fald ser det meget træt ud.

IMG_2470_lilleSå venter vi bare på, at kosteskaftet skal vokse op og blive til et stort, flot kirsebærtræ :-). Og så skal der plantes mynte en masse næste forår. Jeg regner med at så flere forskellige sorter tidligt næste forår – måske har de et drivhus at spire frem i, og ellers bliver der trængsel i alle vinduerne. Og så er der naturligvis også de ‘gamle’ mynter i planteskolen – de har det fint, og sneglene har IKKE fundet ud af at kravle ind til dem endnu. Aspargesfrøene er til gengæld ikke spiret endnu – men det kan måske have noget med temperaturen, og jordtemperaturen, at gøre.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.