Guld i 10’eren

10’eren er på alle måder mægtig. Og kræver derfor en dyb indånding og et langt tilløb. Med mindre man altså pludselig får en uventet anledning til bare at hoppe ud i det. 10’eren er det sidste store område i skovhaven, som vi endnu ikke er gået i gang med. Eller var – for i dag rykkede det pludselig.

10’eren er stooor arealmæssigt (og burde nok dække en hel række numre …). Den ligger på ydersiden af den bredeste af stierne (den nordligste del af skovhaven), ned mod Nordsøen fra sø-udgravningen, og grundvandet står ikke særlig langt nede, så der er en djævlens vækst-kraft i hele området, hvilket jo er herligt. Hvis man altså lige kan abstrahere fra, at vi endnu ikke er gået i gang med at tæmme området, og det, der vokser, derfor mestendels består af meterhøjt og meget kraftigt kvikgræs. Iblandet ‘enkelte’ vilde hindbær, forstås. Og altså store sten …

Vi har plantet tre æbletræer, et par rødel, en busk-kirsebær, en hyld og en storfrugtet hassel ud, og kæmper ihærdigt med at slå omkring dem, så de ikke kvæles i kvikgræs. Og har altså indtil videre skudt området til hjørne, da vi jo egentlig har mad nok i resten af skovhaven. Oprindeligt (det vil sige sidste år) var planen, at vi ville begynde med at sætte kartofler i 10’eren i år, men så dukkede miniskovhave-projektet op (hvor vi har sat kartofler), og så var det jo også lige, at jeg inddrog endnu par små områder i udkanten af skovhaven op mod huset (hvor jeg derfor også har sat kartofler), og så var der jo en god undskyldning for at udskyde 10’eren et år mere. Vi havde heller ikke mere dækmateriale til at kvæle græs med …

Men så var det lige, at Johanna sidste weekend spurgte, om vi ikke ville have et par læs guld = ensilage. Ensilage er i skovhaveetableringssammenhæng den nok mest værdifulde ressource, der findes overhovedet. Superlet at arbejde med, flyver ikke væk som blade eller hø kan gøre, dækker tæt og er nemt at placere i modsætning til halm, og har ikke spiredygtige frø, som hø altid har. Så sådan et tilbud siger man ganske enkelt ikke nej tak til. Så i fredags lånte vi en bil med hængertræk og en trailer af gode venner, og så kørte vi til Hultet efter ensilage.

To store trailerfulde blev det til, og en dejlig stor bunke hjemme ved vejen, lige ved siden af 10’eren … Og en liflig duft af ensilage i vores ende af Strömmaköp. 😉

 

I dag var det helt vindstille fra morgenstunden, og der var ikke andre presserende opgaver (hvad skal man ellers lave 2. pinsedag!), så vi gik i gang fra en ende af. Sædvanen tro er det kartoflerne, der skal gøre det meste af arbejdet for os, og der var heldigvis en hel del ‘forspirede’ kartofler (måske skulle man kalde dem flerårige kartofler), der havde overvintret i de bede, vi havde kartofler i i 2017 og 2018, og i år skulle de altså ikke have lov til at tage plads op for de rigtigt flerårige grøntsager, så det var bare at stikke en graveske i den løse jord og lirke kartoffel og plante op, så den kunne sættes ned igen i 10’eren.

 

Steffen slog det værste græs ned med trimmeren i går, men det var stadig lige vel kraftigt, så jeg valgte at grave græstuer op der, hvor kartoffelplanterne skulle genplantes.

 

Og så var det ellers bare at dække græsset mellem kartoflerne med aviser og ensilage.

 

Vi nåede måske en tiendedel af 10’eren i dag, og har næsten ikke flere aviser (endnu en vigtig ressource i skovhave-etablering!), men nu er vi i gang, den del, der er dækket, vil nu være supermeget nemmere at holde, og vi har bestilt flere aviser hos vores avis-leverandører, så vi snart kan komme videre. Ensilage har vi stadig nok af – og der er også enkelte spirede kartofler tilbage, både i bedene og i kassen i laden med kartofler fra sidste år.

Næste ‘udfordring’ bliver at finde ud af, hvad vi så skal plante i 10’eren – men der er allerede flere ideer, så den udfordring klarer vi nok også.

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.