Fra ‘mitigation’ til ‘adaptation’

Dengang jeg arbejdede med klima sådan lidt mere officielt (med månedsløn og såd’n), var der to hovedstrømninger indenfor klimaarbejdet: Forebyggelse af klimaforandringer (mitigation) og tilpasning til klimaforandringer (adaptation).Klimatilpasning var ikke så fancy på det tidspunkt – vi mente jo stadig, det var muligt at forebygge. Men efter det totalt floppede COP25-møde må vi vist alle indse, at vi skal til at fokusere meget mere på tilpasning. Vi når definitivt ikke Paris-aftalens mål, og klimaforandringerne ser ud til at være et forfærdeligt faktum, som bare vil blive værre og værre. Nogle steder meget værre (tag nu rekordtemperaturerne i Australien), så store områder vil blive helt ubeboelige (hej ho, SD og DF – så skal I se flygtningepres!!), og andre steder bare ‘lidt’ værre.

Det sydlige Sverige (og hele Danmark for den sags skyld) har fået usædvanligt meget vand dette efterår. Sidste år fik vi usædvanligt meget varme og tørke om sommeren. Ekstremvejr er noget, vi skal vænne os til ifølge alle klimaberegningerne. Og i forhold til ‘usædvanligt meget vand’ er vi nu gået i gang med klimatilpasningen på Gammelgård!

Vi har sandjord på Gammelgård, og selv med sandjord (der ellers er god til hurtigt at lade vandet rende igennem) har vi godt kunnet mærke, at nu var jorden ved at være mættet. Og sidste lørdag opdagede jeg så en stribe vand i det midterste område nede i kælderen. Kiggede først op på vandrørene, der løber i loftet, men der var ingen utætheder. Steffen foreslog, at katten havde tisset på gulvet!! Tsk. Dagen efter var pølen så stor, at hele nabolagets katte skulle ha’ tisset på gulvet, hvis det skulle være kilden.

Og så stod der også vand i hulningen udenfor den ene kælderdør, og i hele kælderskakten med afløb. Not nice. Til gengæld er det så supernice med gode naboer. Vi ringede til Calle (der er entreprenør), og samme søndag eftermiddag kom han forbi og kiggede på sagen sammen med sin far (som også er nabo …). Kemme mente at kunne huske, at der var drænet omkring huset i forbindelse med, at der blev gravet ud til kælder og bygget tilbygning i starten af 90’erne. Dengang var Calle kun en knægt, men til gengæld ved han nu, hvad han skal kigge efter, og han fandt hurtigt 2 ‘spolrör’, som går ned til drænrørene. Så langt, så godt – jeg var begyndt mentalt at varme op til, at der skulle graves drænrør ned rundt om hele huset.

Men der var tydeligvis et afløbsproblem fra drænrørene. Muligvis ligger der et rør et eller andet sted, der er tilstoppet, eller også er der en faskine et sted, som ligeledes er tilstoppet. Vi besluttede i alle fald at få lagt et nyt rør ned fra huset og helt ned til dammen (som jo ikke var der for knapt 30 år siden …). Calle og Kemme gik hjem igen, og Steffen kørte til Danmark. Og så hyggede jeg mig med vandmasserne og tænkte på klimaforandringer. Inden Steffen kørte, fandt han en dyb sneskovl og en spand frem til mig. “Så kan du skovle, mens jeg er i Danmark”. Det fik jeg hurtigt brug for, for nu begyndte det at regne igen igen.

Jeg skovlede og skovlede (og bar spande op fra skakten), men tillod mig også at sove et par timer natten til mandag. Med det resultat, at vandet i nattens løb flød ind i kælderen udefra og nedefra, så det stod 5 cm højt næste morgen i hele gangen. Så skovlede jeg igen … Laban syntes, det var fantastisk spændende og skulle være med til det hele, og Pjuske syntes, at det var helt forkert og ville ikke længere anvende kælderindgangen. Hvilket et eller andet sted var forståeligt nok – hun skulle vade i vand til maven for at nå hen til kattelemmen.

Onsdag kom gravemaskinen, og inden torsdagen var omme, var der lagt rør ned og klappet til igen. Det var massive mængder vand, der stod omkring drænrørene lige under jordoverfladen, og overhovedet ikke underligt, at vandet trængte ind i huset.

 

Nu risler vandet bare stille ud af røret nede ved dammen, der er tørt i kælderskakten, og affugterne kører i kælderen. Gulvet er vasket, og her lugter af jul. Ikke et øje er tørt.

 

Haven ligner en byggeplads, men pyt med det. Det er alligevel ikke planen, at der skal være græsplæne på sigt, og måske skal vi bare allerede nu rette søgelyset i den retning og begynde at planlægge, hvad der skal plantes i stedet for græsplæne. Spændende!!

Men inden skal vi nok ha’ besøg af Calles maskiner igen og lave ‘store stenprojekter’. Mere om det på et senere tidspunkt. 😉

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.