Byg en dør …

Har man en gammel gård med diverse sidebygninger, får man brug for en ny dør/låge på et tidspunkt. Så er det rigtigt smart/billigt, hvis man kan lave den selv, og det er faktisk ikke så svært. Jeg har lavet tre indtil videre, og de hænger alle, hvor de skal, og kan både åbne og lukke! 🙂 Her er, hvordan jeg plejer at gøre:

Her er det den lille staldbygning, der nu er brændeskur, der skal have en dør for at holde fyge-sneen ude til vinter.

Det er ikke så vigtigt, hvad selve dørbladet er lavet af – jeg bruger mest 22 mm tykke uhøvlede facadebrædder. Jeg starter med at måle op og skære brædderne til. Træ har det med at slå sig, når det bliver fugtigt, så jeg laver døren 2 cm smallere og 2 cm lavere end døråbningen. Så er der 1 cm luft hele vejen rundt, når døren er monteret. Jeg lægger brædderne ud på ladegulvet: Der er god plads, og det er helt plant.

Det er vigtigt for stabiliteten af døren, at Z-et, der holder døren sammen, er lavet af godt træ, der ikke flækker, når man skruer i det. Z-et består af to vandrette brædder og en diagonal. Det er vigtigt, at diagonalen altid peger skråt ned mod det nederste hængsel, ellers vil døren synke sammen og binde på et tidspunkt. Nogle skærer hakker i de vandrette brædder og indfælder diagonalen. Jeg gør ikke. Jeg skruer blot det hele sammen og sikrer, at der er godt med skruer i alle brædderne.

Jeg plejer at bruge stabelhængsler til de udvendige døre – så kan døren løftes af, hvis det er nødvendigt. Jeg vælger hængsler, der er ca. 50% af dørens bredde, og sætter dem fast med vognbolte, skiver og møtrikker gennem de vandrette brædder. Vognboltene er firkantede og bør – teoretisk i hvert tilfælde – stabilisere døren. Jeg har valgt et stalddørsgreb som lukketøj. Når jeg monterer døren, klodser jeg den op og holder den på plads med skruetvinger, før jeg monterer ‘han-delen’ af hængslerne på dørstolpen. Dørgrebet monterer jeg først, når døren er helt på plads.

Hvordan det skal se ud, er selvfølgelig en smagssag. Dørene i laden og drivhuset har jeg tjæret sorte, men her vælger jeg at lade den være ubehandlet som resten af stalden. Så vil døren gråne smukt med tiden. Jeg har i øvrigt valgt at bruge brædder med forskellig bredde for et lidt mere rustikt udseende, der passer til resten af bygningen.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.