Design af skovhaven – 3 år efter

I 2016 deltog vi i en skovhaveuddannelse på Holma Folkhögskola i Skåne, hvor vi blandt andet lærte om design af skovhaver – og hvor vi sideløbende med kurset udarbejdede det første design af Gammelgård skovhave.

Der er nu gået 3 år, og det er sjovt at se tilbage på designet og anlægsstrategien fra dengang og se, hvordan det har fungeret. Det, vi lagde os ‘fast på’ for 3 år siden, var primært grovstrukturen: størrelsen og formen af bedene, stiernes placering, bredde og materiale, samt placering af træer og buske. Vi nåede aldrig rigtig til design af urtelaget, og syntes dengang at det var svært. Hvilke planter trives sammen og hvor? I dag er vi glade for, at vi ikke brugte for meget krudt på det. Det er rigtig, rigtig svært at vide på forhånd, hvordan forskellige planter udvikler sig, der hvor man sætter dem. Først og fremmest sætter vi jo mange planter, vi ingen erfaring har med i forvejen. Hvor stor bliver en Stolthenriks gåsefod? En scorzoner-plante, der får lov at blive flerårig? En flerårig kål? Og hvad vil overhovedet overleve midt i skoven i Småland? Hvor meget sol kræver lige den plante her hos os – eller omvendt: hvor meget skygge tåler den eller foretrækker den?

Vores erfaring nu er, at det i høj grad er et spørgsmål om ‘trial and error’ – og de fleste planter i urtelaget er jo nemme at enten flytte eller starte forfra med.

I store træk er vi tilfredse med grovstrukturen – med enkelte kommentarer: 

Stierne
De store stier virker stadig logiske (eller også er de nu bare givne …), og vi er meget glade for, at vi valgte at lægge det relativt store arbejde i at få flis i dem alle. Det er ikke alle stierne, der har fået flis to gange endnu, og de af dem, der er nyest, har stadig kvikgræs-frembrud – men ikke mere end at vi meget enkelt kan fjerne det igen. Til vinter får disse stier en gang flis mere, og så burde de være på plads. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget arbejde det ville have givet, hvis vi havde valgt at have græs i gangene – både i form af græsslåning, men især i form af lugning i bedene. Den plan holdt! Den tydelige markering af, hvor der er sti og hvor der er bed, er også en stor fordel, når vi har gæster (herunder et treårigt barnebarn på bærjagt), der skal bevæge sig rundt i haven og nødig trampe i bedene.

Bede og trampestier
Vi valgte at anlægge 10 bede på et område på ca. 800-1000 m2. De viste sig hurtigt at være for store at overskue, detailplanlægge, plante i, høste fra, tale om – og snart blev de i mangel af kreative evner til mere poetiske navne til 3b, 6a, 8d osv. Men for excel-mennesker som os er det også ok … De 10 bede er fortsat omkranset af faste flisbelagte stier, og grænserne mellem a, b, c osv. er flydende. Til gengæld har vi fundet ud af, at i forhold til lugning, tilplantning og ikke mindst høst har vi brug for smalle, halm- eller flisdækkede trampestier inde i bedene. Det gik for alvor op for mig i år, hvor vi for første gang har høstet rigtig meget i skovhaven, og hvor der også begynder at være temmelig tilgroet i flere af bedene. Min OCD-hjerne trives helt enkelt ikke med, at der ikke er faste steder at sætte fødderne, når jeg skal luge eller høste. Jeg gider ikke trampe rundt i mine grøntsager, når jeg skal høste solbær, og jeg gider ikke få ondt i ryggen, når jeg står akavet for ikke at træde på noget.

Placering af urtelaget
Men også i forhold til design af et endnu ikke tilplantet bed var trampesti-erkendelsen en reel aha-oplevelse. Jeg havde taget flere måneders tilløb til tilplantning af urtelaget i 5b, der indtil da bare havde huset en ribs-busk, en stikkelsbærbusk og sidste års kartofler. Jeg kunne simpelthen ikke knække nøden og se for mig, hvordan bedet skulle være. Men efter at jeg placerede en trampesti i en bue ind i bedet, faldt tiøren: Pludselig placerede planterne sig næsten af sig selv. Ret syret. Det var naturligvis ikke kun øjeblikkets inspiration, der gjorde udfaldet – vi havde en overordnet idé om, hvilke planter vi gerne ville have flere af – men placeringen af dem gav bare pludselig meget mere mening.

Den oplevelse har jeg nu taget med mig til andre bede, der ikke er helt færdigtilplantede med urter – og haft præcis den samme oplevelse. Det er rigtig interessant, hvad opdelingen i rum og den rumlige oplevelse, det så giver, betyder for den vision, man får for bedet. Og man skal stå ude i det og få oplevelsen. Det kan ikke (hos mig i hvert fald) gøres på en tegning.

Det betyder så også, at det for mig (os) ikke virker at ville detailplanlægge en skovhave helt ned til urte- og bunddækkelaget, allerede inden man går i gang med at anlægge skovhaven.  Hvilket leder mig til en anden vigtig erfaring fra vores første 3 år med skovhave og besøg i andre skovhaver:

Jordens frodighed
Mange gange er den jord, man har i den kommende skovhave, udpint eller af anden årsag nærings- og humusfattig jord. Den har derfor brug for flere års tilskud af reelle mængder af næringsholdigt organisk materiale for at forbedre jordens nærings- og humustilstand. Man kan vælge at starte med at plante træer og evt. buske og så tilføre dækmateriale mellem disse et par år. Eller – hvis man er utålmodig, som vi har været – starte urtelaget op med spredte urter for at teste, hvordan de trives, og hvor store de bliver – og så fylde på med organisk materiale (løv, græs, ensilage, tang, …) mellem planterne i testperioden.

I en del af vores bede var jorden faktisk okay, da vi plantede urterne ud sidste år, da den to år inden havde fået et reelt tilskud af næringsrig jord fra sø-udgravningen og derudover havde fået et år med grøngødning. Her har strategien med spredte test-planteringer af urter med græsafklip og løv imellem virket rigtig godt. Vi kan godt tillade os at kalde de bede meget frodige!

I bed 1,2 og 3, hvor der ikke blev lagt jord fra søbunden, men i stedet blev lagt flis, er der ikke rigtig noget, der trives.

Måske skyldes det også et kæmpe birketræ, der står og suger vand og næring … selv rødel-træerne står og stamper her, og vi har måttet flytte en storfrugtet hassel, der simpelthen var ved at dø. I de bede går vi nu over til et par år at tilføre massive mængder næringsholdigt organisk materiale (primært græs og ensilage), inden vi forsøger igen med urterne. Og overvejer urter, der ikke behøver særlig meget vand. Alternativt fælder den store birk … (hvilket vi overhovedet ikke er enige om). Altså et par skridt tilbage og så fremad igen.

En færdig skovhave?
Jeg tror aldrig, vi bliver helt færdige med designet af skovhaven. Der vil altid være noget, der ændrer sig og derfor kræver, at vi tænker om og prøver nyt. Træerne vokser op og kaster skygge på områder, der før lå i sol; vejret ændrer sig, og planter, der før trivedes, gør det måske ikke mere; vi finder ud af, at grøntsager, vi planlagde mange af, ikke er nogen, vi får spist; osv.

Heldigvis. For det er rigtig, rigtig sjovt og giver en kæmpe glæde og tilfredsstillelse at forestille sig nye design, lave eller skaffe planterne, følge dem, mens de vokser til, og nyde, når de trives.

 

 

 

 

Krydderurter og blomster i skovhaven

Mit mantra har hidtil været, at skovhaven skal levere mad. “Ikke bare lidt salat og krydderurter, men rigtig mad!” Det gør den allerede – men hold nu op, hvor er jeg også blevet glad for alle de blomstrende krydderurter … 🙂 Læs resten

Skovhaven og butikken

Vores sommerferie er slut, så fremover har vi åbent i skovhaven og butikken:

Fredage 13-18 og søndage 13-18

Vi åbner også gerne efter aftale, så ring eller send sms/e-mail, hvis I vil have fat i os. Vi viser gerne skovhaven frem til interesserede.

Vi annoncerer ændrede åbningstider og nye produkter her på siden og på facebooksiden.

Velkommen!

Morgentur i skovhaven

Ormetårn/Worm tower

Området lige inden for indgangen til skovhaven ser lidt sølle ud: Det vil ikke vokse. Det kan der være mange årsager til, fx vandmangel pga. det store birketræ eller mangel på næringsstoffer, da der her ikke blev lagt jord op, dengang vi fik gravet dammen. Vi valgte også at lægge flis i bedet, hvilket nok var en dum ide, da det har betydet, at vi efterfølgende kun har lagt meget lidt organisk materiale ind. Noget må der gøres! Læs resten

Sommerstatus for bigården

Ja – jeg skriver “bigården”, for nu har vi TO bifamilier. Midt i maj hentede vi en ny bifamilie hos vores biveninde Alice. Endnu en flok meget venligtsindede damer, som vi har installeret i den nye toplistekube, som står i bunden af køkkenhaven. I kan læse her, hvordan vi flyttede den første bifamilie fra den ‘almindelige’ kube til toplistekuben. Vi gjorde præcis det samme denne gang – meget nemmere og hurtigere, når man har prøvet det før og er vant til at håndtere de små kræ. Læs resten

Vi ELSKER løg!

Vi elsker løg, som vi også tidligere har skrevet om. Løg (Allium) smager dejligt, er smukke, og så er de flerårige, hvis man nøjes med at tage toppen. (Graver man selve løget op, er planten selvfølgelig ikke flerårig!!! 😉). Løg er altså den perfekte plante til skovhavens urtelag. Læs resten

Mærkeligt forår!

Først blev det nærmest sommer i april – med over 25 grader og 3-4 uger uden regn og en stigende frygt for, at vi allerede nu var nået dertil, at vi skulle vande resten af sæsonen. Så kom maj – ikke ‘du søde milde’, men temmelig rå og nærmest vinterlig. Med bidende kold vind, nattefrost og sne!

Jeg har dette forår arbejdet videre med at anlægge en traditionel køkkenhave, og det projekt er jeg da godt nok spændt på med det her vejr. Jeg har sået, og så blev det tørt, tørt, tørt (og varmt). Selvom jeg vandede dagligt, så er spiringen ikke imponerende. Men hvad ved jeg om det – det kommer måske senere? Nu får de små spirer i hvert fald vand. Iskoldt styrtebad, iblandet hagl og sne. Så kan de lære det.

 

 

I skovhaven er alting meget mere stabilt. De flerårige grøntsager klarede varmen og tørken uden problemer – de havde rødderne langt nede under jorden. Og nu hvor de får vand, skyder det hele i vejret.

Vi har høstet stort set dagligt siden starten af marts. Stadig relativt små mængder, og det er stadig nødvendigt at supplere med supermarkedsindkøb af grøntsager – men uge for uge øges mængden af eget grønt i vores registreringsskema, og indkøbene bliver færre og færre.

Det er jo ikke de samme grøntsager – dem, der bliver flere af i skovhaven og dem, der bliver færre af fra supermarkedet – og enten skal man stadig købe det, vi ikke dyrker i skovhaven, for at kunne fortsætte med at lave mad, som vi plejer, eller også skal man lære at lave mad på en lidt andet måde. Vi gør lidt begge dele – alt afhængig af hvor meget energi vi har til at ‘lege med maden’.

I sidste uge lavede vi ‘colombianske tamales konverteret til smålandske skovhave-tamales’. For dem, der ikke kender colombianske tamales, så består de af en majsmelsmasse iblandet kød og forskellige grøntsager, der pakkes ind i bananblade, hvorefter de koges. Vi dyrker ikke bananpalmer (og kommer næppe heller til det …), men vi har masser af engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), som vi har høstet af længe allerede. Nu er bladene efterhånden temmelig store – perfekt størrelse til at pakke tamales ind i. I stedet for majsmelsmasse lavede vi en kartoffelmos af nogle af de sidste kartofler fra sidste år (joo, vi har skam stadig kartofler, selvom vi jo faktisk ikke dyrker kartofler, andet end som ukrudsbekæmpelse). Vi droppede kødet og fyldte i stedet en masse forskellige skovhavegrøntsager i kartoffelmosen: asparges/sparris, spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides), flerårig kål, ramsløg/ramslök, sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) og havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus). Kartoffelmos/grøntsagsblandingen blev smagsat med lidt af den stærke chilisauce, spidskommen, salt og peber og pakket som fire pakker med engelsk spinat/spenatskräppa og en snor omkring og derefter kogt i 20 minutter.

Der blev for meget mos, så udover tamales fik vi også et par ‘kartoffelfrikadeller m grønt’ ud af projektet – og en stor skål blandet grøn salat af lidt andre skovhavegrøntsager. Vi gik bestemt ikke sultne fra bordet!

Og smagen var glimrende! Måske kan man tilsætte svampe for at få lidt umamismag, men det manglede egentlig ikke. Konsistensen var lidt ‘vandet’ – bladene holder ikke helt vandet fra kogningen ude, idet de efter 20 minutters kogning endte med at være grundigt ‘møre’ (i modsætning til bananblade), men så kunne de (ligeledes i modsætning til bananbladene) jo spises! Måske skal man lægge flere lag blade om? Eller bage i stedet for at koge?

Det er sjovt at ‘lege med maden’, og for det meste går det godt. Denne opskrift er det ikke sidste gang, vi leger med.