Af jord er du kommet …

… til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.

Jeg er ikke religiøs på nogen måde. Faktisk er jeg vældig bange for religion og den indflydelse, den har haft på vores måde at omgås jordens ressourcer. Det er en helt anden historie. Men lige netop sætningen fra det kristne begravelsesritual tror jeg på. Ikke i den kristne betydning, men i den helt bogstavelige betydning.

Jorden er grundlaget for alt. Punktum. Uden jord var vi ikke – og det er helt ubegribeligt, hvordan vi i moderne tid vælger at behandle jorden. Meget af det, vi på Gammelgård indtil nu har gjort ved jorden, har for mange måske set lidt mærkeligt ud – men er faktisk slet ikke så mærkeligt endda. Kræver måske bare en lidt dybere forklaring …

Jorden myldrer af liv. En mangfoldighed af organismer og processer, som vi overhovedet ikke er i nærheden af at forstå fuldstændigt, og som er altafgørende for, at vækster kan vokse – og dermed for, at vi kan producere føde, beklædning, og træbaserede produkter til verdens befolkning.

Hvad er jord egentlig? Ja, helt kort er jord det, der ligger mellem grundfjeldet og de planter, der gror på den.  Jord dannes gennem gradvis nedbrydning af grundfjeldet (mineraler), når det påvirkes af vind, vand, frost og rødder, der borer sig ned i revner, og opblanding af dette mineralske materiale med organisk materiale, der ’kommer ned oppefra’ – blade, døde planterester, døde dyr og mikroorganismer, m.m. Opblandingen sker blandt andet ved, at rødder fra planter borer sig ned gennem jorden, og ved, at mikroorganismer og svampe ’roder rundt’ i jorden og nedbryder det organiske materiale til næringsstoffer og andre bestanddele, der er nødvendige for at planter kan gro. Dvs. uden rødder, mikroorganismer og svampe er jorden inaktiv – og uproduktiv. Uden gange fra rødder, regnorme m.fl. er jorden også meget tæt, og dermed dårligere til at holde på vand, og med dårligere iltforhold for planternes rødder. Det er vigtigt at udvikle og bevare en aktiv og levende jord, hvis man ønsker at kunne blive ved med at dyrke noget på den. Hvordan det så hænger sammen med moderne landbrugs anvendelse af giftstoffer, der ødelægger mikrolivet i jorden, er der ikke nogen, der har været i stand til at forklare mig. Det er da også en kendsgerning, at når man først begynder at anvende giftstoffer og kunstgødning, så er man konstant nødt til at tilføre næring udefra for at holde gang i planteproduktionsprocessen. Og da jordens egne forsvarsmekanismer er svækket (slået ihjel), så er man også nødt til konstant at tilføre mere gift for at slå utilsigtede angreb på afgrøderne ihjel også. En ond cirkel, der ikke fører ret meget positivt med sig, og som bidrager voldsomt til den nedgang i biodiversitet, vi har oplevet de seneste 50 år. Nok om det – en trist historie.

Vi ønsker på Gammelgård at forsøge at samarbejde med jorden i vores produktion af føde, i stedet for at modarbejde jorden. Jorden er jo sagtens i stand til at producere planter – den kan faktisk overhovedet ikke lade være, når man lader den være i fred. Og vi tror på, at vi gennem en styrkelse af jordens naturlige processer kan få en mere varig og sund produktion af spiselige planter, og samtidig bevare, eller måske oven i købet styrke, biodiversiteten på vores lille plet. Og kan vi producere en større andel af vores egen føde på ’ikke-skadelig’ vis – så har vi mindre behov for at købe føde, der er produceret på ’mere-skadelig’ vis. Jo flere, der kan det, des færre intensivt dyrkede landbrugsarealer er der brug for, hvilket i sidste ende kan give plads til mere vild natur.

For at kunne samarbejde med jorden er vi nødt til at forstå noget mere om, hvad jord er og kan. Igennem årtusinder er jordens struktur dannet gennem forvitring af mineralpartikler og formuldning af organisk materiale. Jorden er forskellig, afhængig af hvilket grundfjeld det ligger på (hvilke typer mineralpartikler), hvordan – eller hvor meget – grundfjeldet er forvitret i jorden, og hvor meget organisk materiale, der er opblandet i jorden. Jord opdeles som oftest i sandjord (mineralpartiklerne har en størrelse på 0,05-2,0 mm), silt (mineralpartiklerne er i størrelse 0,002-0,05 mm), og ler (mineralpartiklerne er mindre end 0,002 mm). Der vil altid være lidt af det hele – men er der mest af de helt små mineralpartikler, kalder vi det lerjord, og er der mest af de største mineralpartikler, så kalder vi det sandjord. img_2235_lille_beskaaretI lerjord er der mindre mellemrum mellem de små partikler, og derfor større risiko for iltmangel (med mindre der er meget organisk materiale til at holde afstand mellem mineralpartiklerne), og i sandjord er der større mellemrum mellem jordpartiklerne, og dermed mindre evne til at ’holde på vandet’, med risiko for at vand og næringsstoffer vaskes ud (igen med mindre der er meget organisk materiale til at holde på vandet). Vores jord på Gammelgård er ’mådeligt muldholdig sandjord’ – hvilket er et rigtig godt udgangspunkt! Og en del af opgaven kommer til at gå ud på at bevare eller øge mængden af organisk materiale i jorden, så vi kan ’holde på vandet’ (hvilket vi blandt andet har fået understreget betydningen af i dette efterårs tørke!).

En helt central proces i jorden og produktionen af fødevarer er næringsstofkredsløbet. Uden næringsstoffer, ingen plantevækst. Og vel at mærke næringsstoffer i en form, som planterne er i stand til at optage. Dvs. at vi behøver tilstrækkeligt vand til, at de vandopløselige næringsstoffer er opløste; tilstrækkelig ilt til, at planterødder og mikroorganismer kan gennemføre hver deres del af næringsstofomsætningen; og en tilpas pH til, at de forskellige næringsstoffer er tilgængelige for planterne og ikke er bundet i en form, der er utilgængelig for planterne. Det er altså ikke bare et spørgsmål om at pøse gødning på.

Om ikke der er noget galt med jorden, så skulle en teskefuld jord indeholde i omegnen af 1 million bakterier, 1 million svampe og 10.000 amøber.[1] Dertil kommer så sand, humus, vand og organisk materiale. Så – hvad vi kan se på overfladen er ingenting mod, hvad der foregår nede i jorden. Og hvad er det så egentlig de laver, alle de millioner af små kryb? Helt kort: de transporterer og transformerer næringsemner rundt i jorden, så de bliver tilgængelige for planterne. Eller med andre ord: De æder, fordøjer og skider – mens de møver rundt og efterlader deres efterladenskaber i hele jorden, samtidig med at de laver gange i jorden, som også vand og ilt kan bruge. Så, jo mere organisk materiale (med næringsstoffer i), der er tilgængeligt for mikroorganismerne, og jo flere mikroorganismer, der trives i jorden, des flere næringsstoffer bliver der tilgængelige for planterne.

Toby Hemenway har i Gaia’s Garden en helt fantastisk beskrivelse af processerne, som jeg bliver helt vildt optaget af, hver gang jeg læser den[2]. Han følger simpelthen et blads vej, fra det falder til det genopstår som et nyt, grønt blad. Her kommer et kort resume af hans beretning.

20161008_141745_lille_beskaaretEt blad falder til jorden. I første omgang sker der ikke noget, for bladet er tørt og indeholder derudover nogle kemiske stoffer (polyfenoler og andre bittertsmagende kemiske stoffer), der – mens bladet stadig havde en funktion oppe på træet – beskytter bladet mod de nedbrydende organismer. Men næste morgen er bladet blevet vådt af dug, og de beskyttende kemiske stoffer er begyndt at udvaske. Og så begynder festen. De første deltagere i måltidet er bakterier, der hele tiden har ligget inaktive på bladets overflade. De vågner nu op, og begynder at udsondre enzymer, der begynder at nedbryde de lange sukkermolekyler, der udgør bladets cellevægge. Efter kort tid breder mørke pletter af bakteriekolonier sig over bladets overflade. Luftbårne svampesporer lander også på bladet og breder hurtigt hvide tråde af svampeceller ud over bladet også. Svampe udsondrer en lang række af enzymer, der blandt andet kan nedbryde lignin, som er en af de plantebestanddele, der er sværest nedbrydelige. Ligning er en stor bestanddel af træ, og uden svampe til at nedbryde lignin ville de fleste væltede træstammer bare blive liggende som træstammer uden at nedbrydes.

Nu begynder bladet langsomt at blive ret blødt og dermed appetitligt for lidt større organismer. Tusindben, bænkebidere, insektlarver, springhaler, mider, små orme og større regnorme begynder at tygge bladet i mindre stykker. Regnorme er nogle af de synligste for os, og ekstremt vigtige deltagere i nedbrydningsprocessen, så lad os følge en af dem.

Regnormen griber et lille bladstykke og findeler det med den raspende første del af fordøjelseskanalen (vi ville måske kalde det munden …). Længere nede i fordøjelseskanalen bliver bladmassen malet til en fin mos, sammen med det jord og de jordbakterier, regnormen fik med ind, da det hapsede bladdelen. Længere inde i ’tarmen’ hjælper forskellige tarm-bakterier med til at nedbryde mosen yderligere (ligesom i vores eget tarmsystem), og regnormen optager de næringsstoffer, den selv kan bruge. Resten af mosen, der nu indeholder bladmasse, jord, og et væld af forskellige bakterier, ryger ud af den anden ende af regnormen og lander ude i jorden, der hvor regnormen nu er nået til. En regnorm ligger nemlig ikke stille – den bevæger sig rundt i jorden, og nogle gange et pænt stykke ned i jorden. Det er vældig godt for jorden, for idet regnormen bevæger sig rundt i jorden, borer den små kanaler, som også kan anvendes til ilt, vand – og planterødder. Og hvis den samtidig efterlader ekskrementer med næringsemner i, efterhånden som den kommer rundt, så er der nu små depoter af halvnedbrudt plantemateriale placeret forskellige steder i jorden, klar til yderligere nedbrydning. For efter regnormen står nye nedbrydere klar til at indtage, fordøje og udsondre plantematerialet – som efterhånden, efter mange led, ender som enten næringsemner, der kan optages af planterødderne eller humus, som består af restmateriale, der er svært og langsomt nedbrydeligt. Både næringsemner og humus har meget vigtige funktioner i jorden. Næringsemnerne optages af planterne, så de kan bygge nyt plantemateriale (vokse, blomstre, sætte frugt …), og humus har i hvert fald 3 vigtige funktioner, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på.

Først og fremmest fungerer humus som en stor svamp, der kan optage og holde på enorme mængder vand. Dvs., er der ikke humus nok i jorden, så vil en større del af regnvandet løbe igennem jorden, enten ud i vandløb og søer, eller ned til grundvandet – og dermed forsvinde fra det depot, hvor planterne ellers skal trække vandet fra på ikke-regnvejrsdage.

En anden vigtig funktion er, at humus ’hæver’ når den fyldes med vand, og synker sammen igen, efterhånden som vandet enten fordamper eller optages af planter. Denne hæve og sænke proces er – ligesom regnormene – med til at løsne jorden, give mulighed for ilt og næringsemner at bevæge sig rundt i jorden og gøre det lettere for planternes rødder at bore sig gennem jorden. Både vand, mikroorganismer og næringsemner kan dermed komme længere ned i jorden, hvor mikroorganismerne så kan nedbryde mere organisk materiale, opbygge mere humus i jorden, osv., osv.

Den tredje vigtige funktion er lidt kemisk-teknisk. Humus-molekyler har en masse frie ilt-atomer. Ilt-atomer er negativt ladede (som vi måske husker fra kemitimerne i skolen??? Nå, ikke :-)), og de kan derfor binde positivt ladede atomer. Og rigtig mange næringsemner (calcium, magnesium, kalium, …) er heldigvis positivt ladede. Så de ’connecter’ med humusen, og hænger på der, indtil planterne har brug for dem. Planterødder udskiller en mild syre, når de har brug for næringsstofferne, og den bryder bindingen mellem næringsstofferne og humusen, så næringsstofferne nu ’flyder frit i suppen’, hvorfra planterødderne så kan optage dem. Humusen fungerer altså som næringsstoflager, som planterødderne kan trække næringsstoffer direkte fra. Der er også en mere indirekte metode, hvor det er mikroorganismer, der opholder sig i nærheden af planterødderne, der frigiver syren, så næringsstofferne ’slipper’ fri fra humusen. Til gengæld får mikroorganismerne sukkermolekyler, der også udskilles fra planterødderne.

Nogle af mikroorganismerne omkring planterødderne har ydermere den funktion, at de udskiller forskellige antibiotika, som planterne anvender i sin sygdomsbekæmpelse. Superspændende processer, som man først i nyere tid for alvor er begyndt at forske i.

Så – rigtig meget godt at sige om humus. Men hvad sker der med alle de dele af planteresterne, der IKKE bliver til humus? Planterester består af sukkerstoffer, proteiner, stivelse og en række andre organiske molekyler. Meget af det indeholder kulstof, og noget af det kulstof bliver optaget af den mikro- eller makroorganisme, der æder den og bliver en del af organismen, og det meste af resten bliver til CO2, som forsvinder op i luften (hvor den heldigvis i vækstsæsonen bliver optaget af planterne igen …). Mikro- og makroorganismerne konsumerer også de øvrige molekyler i planteresterne: kvælstof, fosfor, calcium, …., og her bliver stofferne bundet i organisk materiale, enten i mikroorganismen selv, eller i dens ekskrementer. Resultatet af nedbrydningen er altså, at plantematerialet ender med at være en række mineralske næringsstoffer bundet i mikroorganismer eller deres ekskrementer, noget kulstof bundet i humus, og noget kulstof, der forsvinder i gasformen CO2. Planter har brug for de rigtige mængder af næringsstoffer for at kunne vokse – især NPK (kvælstof, fosfor og kalium) kender vi fra gødningsposerne. Men er disse næringsstoffer frit tilgængelige i opløst form i jorden (som når man pøser kunstgødning på), optages kun mellem 10 og 50% af dem af planterne. Resten vaskes ud. Er næringsstofferne derimod bundet i organisk materiale (bundet til humus, eller bundet i mikroorganismer og deres ekskrementer), så frigives de kun langsomt og i et tempo, så langt det meste kan optages af planternes rødder, og kun ganske lidt udvaskes.

Mikroorganismerne har i deres livscyklus (hvor indtag af ’føde’ og nedbrydning af denne er den absolut væsentligste aktivitet) brug for den rette balance af kulstof og andre næringsstoffer. Hvis man derfor tilfører jorden store mængder af fx lettilgængeligt kvælstof, så vil mikroorganismerne begynde at tære på mængden af kulstof i jorden for at få den rette balance i det, de indtager. Da mikroorganismer ’udånder’ CO2, som derefter forsvinder fra jorden, betyder det, at mængden af kulstof bundet i jorden reduceres, når der tilføres store mængder frit kvælstof. Fortsætter man med at gøde sin jord på den måde og i øvrigt høste de planter, der produceres på jorden (læs: konventionelt landbrug eller køkkenhave, der gødes med kunstgødning i stedet for organisk materiale), så ender jorden med at være ekstremt kulstoffattig – og så dør mikroorganismerne. De har ikke mere mad! Når mikroorganismerne dør, så dør makroorganismerne også. Balancen forsvinder, og der er stor risiko for, at sygdomsangreb bliver voldsommere, både fordi planterne svækkes, men også fordi nogle af de mikro-organismer, der holdt sygdomme i skak, ikke længere er der. Så må man til giftsprøjten. Og så dør endnu flere mikroorganismer. Det er skruen uden ende.

Der foregår i jorden et superkompliceret samspil mellem mikro- og makroorganismer, svampe, planterødder, næringsemner, ilt, vand, humus og mineraler, som vi slet ikke er i nærheden af at forstå fuldstændigt endnu. Men én konklusion står i hvert fald lysende klar for mig: Vi skal IKKE forstyrre disse naturlige balancer med pesticider, der slår mikroorganismerne ihjel, eller kunstgødning, der forstyrrer de fine balancer, jorden selv etablerer. Det ville jo være helt og aldeles kontraproduktivt.

Vi ønsker derimod at lade ’mylderet’ i jorden gøre det arbejde, de er skabt til, og så sørge for stor variation af planter med rødder både dybt i jorden og i overfladen af jorden og derudover sikre rigelig tilførsel af organisk materiale i form af jorddække (=mad til ’mylderet’) og i øvrigt hente næringsstoffer gennem planter, der kan fiksere kvælstof fra luften (mere om dette i et andet indlæg) og hente næringsstoffer fra dybtliggende næringsstofdepoter gennem deres dybtgående rødder (se evt. det tidligere indlæg om kulsukker). Vi forventer, at det vil give os en sund, balanceret og nærings- og muldholdig jord, med høj modstandskraft mod angreb fra diverse sygdomme – og forhåbentlig mulighed for at producere mange spændende grøntsager og frugter.

[1] Hemenway, T. (2009). Gaia’s Garden, Chelsea Green Publishing, Vermont. p. 71

[2] Ibid, kap. 4

2 thoughts on “Af jord er du kommet …

  1. browngoesgreen

    Hvor dejligt at falde over jeres blog! Og lækkert at læse en velskrevet hyldest til jord som kommer rigtig godt omkring både det mekaniske, kemiske og biologiske der sker i jord, og hvordan det hele væver sig sammen på forunderligste vis. Jeg nyder at fornemme begejstringen over indsigten i noget af det, der foregår med og i jord, og samtidig ydmygheden over for jordens visdom. Jeg må videre rundt og læse i krogene af jeres blog. 🙂

    Svar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.