Skovhaven

Hvad er en skovhave/skogsträdgård egentlig?

Det spørgsmål bliver jeg ofte afbrudt med, når nogen uskyldigt kommer til at spørge til alle vores projekter, og dermed får ’trykket på knappen’, så jeg næsten ikke er til at stoppe igen. Så her er en superkort lægmandsversion af min forståelse af, ’hvad en skovhave egentlig er’:

En skovhave er en køkkenhave (altså fødevareproduktion) i skovform.

Eller med lidt andre ord:

En skovhave er dyrkning af flerårige afgrøder i et skovlignende miljø.

forest-garden-pics

 

Og hvorfor skulle det så være en god idé?

Modstandsdygtighed / resiliens overfor ekstremvejr

Skovhaver designes på en måde, så de efterligner en naturlig skov med stor artsdiversitet, og dyrkningsformen er mere modstandsdygtig end traditionelle køkkenhaver eller anden monokulturel produktion af enårige afgrøder overfor ekstremt vejr (tørke, ekstremregn, blæst). Når først en skovhave er veletableret, er den altså mere velegnet til det ændrede klima vi får i fremtiden.

Lagring af kulstof og opbygning af muld

Samtidig sikrer dyrkningen af flerårige afgrøder i stedet for den traditionelle rydning og gravning af jorden i en køkkenhave, at det naturlige mikromiljø i jorden (svampe og mikroorganismer) forstyrres så lidt som muligt, og at der i stedet for udvaskning af næringsstoffer og udtørring af jorden sker en opbygning af næringsrig og fugtbevarende muld i jordens øverste lag. Der bevares mere biomasse i en skovhave end i en traditionel køkkenhave, og dermed lagres der kulstof. Så udover at klare sig bedre, når klimaforandringerne for alvor sætter ind, bidrager en skovhave også til at forsinke klimaforandringerne.

De negative effekter af kunstgødning undgås

I skovhaver arbejder man udover med de fødevareproducerende planter også med støtteplanter og ammetræer, der fikserer kvælstof (N) fra luften (kvælstoffikserede planter – fx rødel) og trækker næringsstoffer op fra jordbundens dybere lag (akkumulatorplanter – fx kulsukker, der især trækker kalium (K) op gennem rødderne) til gavn for de fødevareproducerende planter, hvor man gennem høsten af produkter fra planten fjerner næringsstoffer fra det naturlige kredsløb.

En almindelig skov klarer sig fint uden at blive gødet (her høster man naturligvis heller ikke så meget). I en skovhave efterligner man skovens opbygning og funktion, så skovhaven kan holde sig selv med de næringsstoffer, der skal tilføres, hvis man ønsker at høste særligt næringskrævende afgrøder. Ved traditionel kunstgødning i fødevareproduktion (fx med NPK-gødning), er der en pæn andel af næringsstofferne, der udvaskes, til skade for vandkvalitet og dyre- og planteliv i vandløbene. Når næringsstofferne i en skovhave bindes i og udveksles mellem planterne, og det meste af tiden er bundet i planterne, er den risiko minimal.

Udover risikoen for udvaskning af næringsstoffer og forurening af vandløb er produktionen af NPK-gødning vældig energikrævende (CO2-udledning fra energiforbrug ved produktion), ligesom der også udslippes en del lattergas (N20 – meget potent klimagas, der har ca. 300 gange mere drivhusgaseffekt pr. ton end CO2) ved produktionen af gødning. Der er altså vældig mange ulemper ved både produktion og brug af kunstgødning – som man undgår ved at designe fødevareproduktionen, så det ikke er nødvendigt at kunstgøde.

Biodiversitet

En skovhave har en meget stor artsdiversitet i planter, hvilket giver mulighed for en meget stor artsdiversitet i insekter, fugle og smådyr. Hvis målet er at skabe en fødevareproduktion, hvor naturen er i balance, og hvis stor artsdiversitet i sig selv gør, at naturen er mere modstandsdygtig og lettere finder og bevarer en balance, så er stor biodiversitet i form at stor artsdiversitet af planter, dyr og mikroorganismer, i sig selv et super vigtigt delmål. I mere almindelig fødevareproduktion, hvad enten det er i en mark med korn eller grønsager eller en køkkenhave med lange rækker af gulerødder, er der en meget lav biodiversitet. Både fordi de plantede/såede planter er meget ensartede, men også fordi ensartede planter tiltrækker færre forskellige typer insekter og fugle end et varieret udbud af planter. Som eksempel er det et stort problem for både vilde bier og honningbier at så store markarealer i et land som Danmark består af monokulturer (fx en rapsmark), der kun blomstrer over en meget kort periode, og derefter ikke indeholder blomstrende planter der kan give nektar og pollen. Et varieret udbud af planter, der blomstrer over hele sæsonen, giver en meget sundere og stærkere insektbestand, der så meget bedre vil være i stand til at bestøve de planter, vi også gerne vil have dem til at bestøve – eks. vores frugttræer.

Træer, buske, urter, fugle, insekter, mikroorganismer i jorden, svampe, næringsstoffer…. Det hele hænger sammen og er afhængig af hinanden i nogle sindssygt komplicerede økologiske mekanismer, som vi ikke på nogen måde forstår fuldstændigt. Der er et hav af afhængigheder, der hele tiden finder nye balancer – og heldigvis har naturen haft millioner af år til at finde frem til de balancer – så vores opgave går bare ud på at forstyrre naturen så lidt som muligt i sit arbejde, samtidig med at vi producerer fødevarer. Dvs. tillade vores naturområde at have så mange arter at balancere med, som vi overhovedet kan.

Arbejdsindsatsen

Endelig, som en krølle på halen, viser de foreløbige erfaringer, at når først en skovhave er etableret, så kræver den langt mindre hårdt arbejde (især forårs- og efterårsgravning og lugning) end en traditionel køkkenhave. Så, hvor andre ældre mennesker ofte vælger at nedlægge eller neddrosle deres køkkenhave, når de bliver pensionister og begynder at få problemer med hårdt arbejde, så tænker vi egentlig, at vi for alvor skal nyde godt af vores skovhave, når vi når den alder om 15-20 år. 🙂