Humlebier

humlebibilledeHumlebien (Bombus) er uundværlig i skovhaven som bestøver af alle vore planter. Der er 37 almindelige humlebiarter i Sverige (29 i Danmark). De mest almindelige er jordhumle-arterne, som har en gul krave, et gult bånd på bagkroppen og en hvid hale. Jordhumlen er også en af de første humlebier, der kommer frem om foråret/våren.

 

Humlebiernes livscyklus

Humlebiernes livscyklus er enkel – og kortvarig: Kun de unge dronninger overvintrer, efter at have parret sig i sensommeren. Hun finder et overvintringsted i stenmure, skrænter, eller højt græs. Når hun vågner om våren efter måske 8 måneders vintersøvn, skal hun først finde noget nektar at lade batterierne op med. Nogle humlebier vågner allerede i februar/marts, og der er meget få planter, der producerer nektar så tidligt. Pil/sälg med hunblomster er én af dem, men ellers er det også her forårsløgplanterne (fx vintergæk, erantis og krokus) gør anden nytte end den rent æstetiske. Efter at have tanket nektar, skal dronningen finde noget pollen, hvilket hun blandt andet kan hos pilens/sälgens pollenfyldte rakler. Pollen er proteinrigt, og dronningen har brug for protein for at færdigudvikle æggene.

Efter et par uger er hun klar til at finde et sted at bygge rede. Humlebier er ikke særlig gode til at grave, så de foretrækker at anvende eksisterende huller eller hulrum til deres bo. Det kan være gamle musereder, fuglereder, huller i træstammer, krat, m.m. Når hun har fundet et egnet sted, starter hun reden ved at bygge en løs kugle af isoleringsmateriale med et hulrum i midten og et lille hul, hvor hun lige akkurat kan mase sig igennem. Inde i dette hulrum konstruerer hun en lille krukke af voks, som hun producerer i kirtler på bagkroppen.

Vokskrukken fyldes med honning (koncentreret nektar). Det indsamlede pollen former hun til små kugler på størrelse med en ært, som hun holder sammen med en dråbe klistret honning. Kuglen overtrækkes også med voks. Og så er hun klar til at lægge æg.

Efterhånden som æggene kommer ud af hende, befrugter hun dem med den sperm, hun har gemt fra sensommerens parring. Så graver hun et hul i pollenkuglen og skubber 16 befrugtede æg ind i kuglen og lukker hullet igen med voks.

Derefter ligger hun på kuglen og ruger i ca. 4 dage, med sin honningkrukke tæt på, så hun selv har mad. Da hun ligger og ryster for at opvarme æggene, så er der dog ikke nok honning i krukken, så hun er også nødt til at fouragere indimellem. Og så er det vigtigt, at der er blomster lige i nærheden, ellers er hun for længe væk fra æggene.

Efter 4 dage klækker æggene, og så følger en periode på 2 uger, hvor larverne skal fodres og vokse sig store. I de to uger har dronningen travlt med at samle føde til larverne.

Efter 2 uger forpupper larverne sig, og ligger i deres puppe i yderligere 2 uger. I mellemtiden lægger dronningen endnu et hold æg, så når det første hold larver kommer ud af puppen som humlebier, skal de allerede efter et par dage, når deres vinger er foldet ordentlig ud og hærdet, på arbejde: Nu skal der skaffes mad til de næste larver. Og herfra overtager arbejderne indsamlingen af pollen og nektar, og dronningen bliver i reden og koncentrerer sig om at lægge æg. Når vi når hen i juli måned, kan humlebisamfundet være vokset til flere hundrede arbejderbier, der hjælper dronningen med at producere flere bier.

Midt på sommeren skifter dronningen strategi, og stopper produktionen af de sterile arbejderbier. Hun begynder i stedet at lægge hunæg og hanæg, hvor hunæggene bliver til nogle meget store larver, der på sigt skal blive til nye dronninger. Hanæggene derimod er små, som arbejderbi-æggene.

Når de kommende dronninger og hanner er klækket, flyver de ud i verden for at finde nogen at parre sig med. Hannerne kan parre sig mange gange, men holder til gengæld ikke så længe, og dør i løbet af efteråret. Dronningerne parrer sig oftest kun én gang, og finder så et sted at gå i vinterdvale. Den gamle dronning og alle arbejderbierne dør efterhånden, og når vi når til september, er humlebi-sæsonen ved at være slut.

Hvordan hjælper vi humlebierne?

Humlebierne bestøver vores planter, når de indsamler pollen og nektar ved at føre pollen fra den ene plante til den næste. Og humlebierne har brug for både pollen og nektar. Hvis humlebierne skal klare en hel sæson i nærheden af de planter, vi gerne vil have bestøvet – og gerne være der næste sæson også – så skal vi sørge for, at de har pollen og nektar hele sæsonen, og ikke kun i den periode, hvor vi gerne vil have bestøvet en bestemt plante. 20160717_135650_lille

Altså: Vi skal sørge for pollen og nektar i rigelige mængder fra februar/marts til september. Hvis man af en eller anden grund har et stykke med bar jord et år, så har vi nu  rigtig god erfaring med at tilså det med blomstrende grøngødning – det er en fantastisk blomsteroplevelse, der summer af insekter. Vi har skrevet mere om grøngødning på blog-indlægget Grøngødning.

Især er det vigtigt, at der er tidlige nektar og pollenkilder, så dronningen overlever når hun vågner fra vinterdvalen. Vi har masser af pil/sälg på grunden, og er også ved at øge mængden af blomstrende forårsløg.

Dernæst er det vigtigt, at der er gode steder at bygge rede og gå i vinterdvale – dvs. løs, ugravet jord, kvashegn, stenbunker, grøfter med vilde planter og huller, hule/døde træstammer, etc. Alt sammen elementer vi heldigvis har masser af på Gammelgård.

20160731_081436_lilleVi har haft helt vildt mange humlebier på Gammelgård sommeren 2016. Om det skyldes vores grøngødningshav, eller om det bare har været et godt humlebiår, skal jeg ikke kunne sige. Men det har været en kæmpe-fornøjelse at holde sommer sammen med dem, og vi skal helt sikkert også have plads til blomstrende grøngødning næste sæson.

 

Litteratur

Dave Goulson (2015): “Humlen ved det hele” (på svensk: “Galen i Humlor”) er en fantastisk informativ og underholdende bog. Læs den hvis du er bare den mindste smule nysgerrig på humlebier og godt kan lide et lunt grin. 🙂