Årets første bi-indlæg

Her er så årets første bi-indlæg! Bierne har været i gang længe. Allerede i februar på en dejlig solskinsdag var de ude på den første rensningsflyvning. Vinterbierne har siddet i kuben siden efteråret, og denne dag fløj de så endelig ud – nå ja – og sked! Staklerne har holdt sig i 4-5 måneder!I februar er der selvfølgelig ikke noget for bierne at hente i naturen. De er fuldstændigt afhængige af, at de har fået lavet deres vinterforråd stort nok. Vinterforrådet består primært af det, sukker vi gav dem i efteråret som erstatning for al den honning, vi tog fra dem.

Nu er det så blevet rigtigt forår og så varmt, at vi har kunnet åbne kuben for at se, hvordan de har det. Det gjorde vi i går. De har det fint!!! Der er stadig masser af mad, og bierne er i fuld gang med at hente nektar og pollen fra de planter, der blomstrer nu. I disse dage er det først og fremmest løn, mælkebøtter og kirsebær. For et par uger siden var det seljepilen – en af de allervigtigste biplanter overhovedet, fordi den blomstrer så tidligt.

Vi så også, at der er masser af yngel i kuben. På billedet herover er det de lysebrune celler midt på bikagen. At der er yngel på vej betyder, at dronningen har overlevet vinteren og fungerer, som hun skal. Vi har ikke set hende, men ved hun er der. Yngel = dronning! At det første yngel er godt på vej, betyder også, at de sidste af vinterbierne nu har gjort deres, er slidt op og dør. Vinterbierne blev klækket i august/september og er altså 6-8 mdr gamle. Det er meget gammelt for en bi. Om sommeren bliver de kun 4-6 uger, før de er udslidte og dør.

Der dør rigtigt mange bier i løbet af vinteren – det er meningen – og vores bier er tydeligvis meget ryddelige. På billedet herunder kan I se bunden af kuben, som vi har klipset af. Der er et gulligt område i midten. Det er der, bierne har boet hele vinteren. Ude til venstre på bunden ligger alle de døde vinterbier i et lag på 1-2 cm. Der er mange tusinde. De andre bier har simpelthen slæbt dem en for en under skillevæggen, så de ikke ligger og ser sjuskede ud, der hvor bierne opholder sig.

Med andre ord: Bisæsonen 2019 er kommet godt i gang. Vi håber på endnu et fantastisk biår!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.