Godt nytår fra Gammelgård

Det bli’r en lidt sen nytårshilsen i år – først blev skribenten ramt af influenza, og så gik influenzaen over i lungebetændelse. Men bedre sent end aldrig!

2018 var i meget høj grad præget af den usædvanligt varme sommer, men der er også enkelte andre vigtige markører. Jeg er fx flyttet til Sverige permanent, med folkeregisteradresse og det hele, og Steffen arbejder nu også kun 3 dage om ugen i Danmark, så vores tilstedeværelse på Gammelgård er mere konstant, hvilket har stor betydning for, hvor meget vi får fra hånden heroppe. Samtidig har jeg dog haft rigtig mange opgaver i ‘den indtægtsgivende virksomhed’, så fuldtids på Gammelgård-projekterne har jeg på ingen måde været. Men det er jo så heller ikke meningen – en del af øvelsen går jo netop ud på at finde ud af, om man kan bygge et projekt som Gammelgård op, SAMTIDIG med at man er erhvervsaktiv med noget andet på deltid.

2018 blev også præget af Steffens fars pludselige dødsfald. Især pga. de følelser og tanker, et dødsfald i den nærmeste familie vækker, men selvfølgelig også pga. de praktiske konsekvenser, bl.a. med tabet af en superb håndværksprojektsrådgiver og en del ekstra ture til Danmark for at bistå med nogle af de praktiske opgaver, der følger af et dødsfald.

Håndværkerprojekter

Vi har ikke haft lige så mange eksterne håndværkere på Gammelgård som i 2017. Faktisk har vi kun iværksat tre projekter, der krævede ekstern assistance, nemlig en trappe fra huset ud i haven, et vindue i kælderen og indlægning af elektricitet i aftægtsboligen. Til gengæld har vi måttet hidkalde akutassistance et par gange pga. skader, vi selv eller lynnedslag påførte diverse installationer. Hvor der handles, der spildes …

Da vi overtog Gammelgård var tilbygningen fra starten af 90’erne faktisk kun delvist færdig. Det vigtigste udestående var en trappe ned fra den dør, der var sat i tilbygningen – og da afstanden fra døren til jorden var over 1,5 meter, var døren faktisk uanvendelig. Vi startede med at blænde døren, og i forbindelse med at vi i 2017 fik nye energivinduer i hele tilbygningen, fik vi så sat en havedør med energivindue i i stedet for den metal-dør, der var i forvejen.

Det gav et fantastisk lysindfald i et ellers meget mørkt hjørne af huset – men jo stadig en temmelig problematisk anvendelse af døren som udgang til haven. Så det var højt prioriteret at få lavet en trappe ned – det er en fantastisk sydvest-vendt krog, der er nedenfor døråbningen. Steffen havde ikke mod på at bygge trappe, så det blev igen Christoffer, der måtte træde til, og i løbet af juni kom trappen på plads, så vi var klar til at nyde sommeren ude i krogen. Ha! I juli lå så temperaturen på den forkerte side af 30 grader, og det var helt umuligt at opholde sig i en sydvest-vendt krog med læ. Nu var det skygge og vind, vi jagtede. Nå, vi får forhåbentlig mere glæde af trappen den kommende sæson.

En anden ‘pudsighed’ ved tilbygningen fra 90’erne var, at man dengang valgte at få lavet en metal-luge ned til kælderen, så man kunne have en indvendig brænde-opmagasinering i et kælderrum med jordgulv. Da vi overtog gården lå der en del svampeinficeret gammelt brænde, rummet var fugtigt (fugt trængte op nedefra), og der var sågar rødder, der søgte op udefra. Allerede det første år tømte vi kælderen for muggent træ og begyndte at bære jord og grus op (3 x 2 spande om dagen var rationen, for ikke at ødelægge ryggen), og foråret 2016 fik vi drænet og støbt gulv. Steffens forældre hjalp os med at male og sætte lys op, og Steffen lagde fliser. Men der var jo altså stadig en utæt metallåge, der ikke just isolerede om vinteren, og som jo heller ikke længere tjente noget formål. Vi fik specialfremstillet et vindue i forbindelse med energirenoveringen i 2017 – men det stod stadig i kælderen og ventede på at blive sat i. Så kom der skybrud d. 13 juni – det eneste vand vi fik over en periode på 2 måneder kom med 34 mm på en enkelt time!  Vandet fossede ind ad den utætte luge, så jeg stod i vand til anklerne. Og selvfølgelig var Steffen i Danmark … Så blev vinduet opprioriteret!!! Det stod Christoffer for – og det blev fikset på ingen tid, mens vi var i Danmark. Nu har vi et dejligt skafferi med flisegulv, reoler til saft og sylt, lys i loftet – og et tæt vindue, der også giver lys udefra.

El i aftægtsboligen var slet ikke på tegnebrættet. Men så blev det varmt. Og vi skulle have hylder på nordsiden af aftægtsboligen, hvor småplanter kunne stå i skygge. Inden hylderne skulle op, skulle facaden males. Og så malede jeg også lige vinduerne. Og den del af gavlen, jeg selv kunne nå. “Steffen, kan du ikke lige male resten af gavlen – der mangler ikke så meget, men jeg er ikke så god til stiger …”. Så gik han også i gang med at renovere vinduerne i gavlen. Nu han var i gang på den side alligevel … For hyggens skyld gik jeg så videre med aftægtsboligen indvendigt – så kunne vi snakke sammen gennem vinduesåbningerne. Loftet skulle jo males, så der var en del gamle pap-søm, der skulle trækkes ud. Men ikke i de loftsbrædder, der var ormædte – de skulle jo skiftes. Men inden vi kunne skifte dem, måtte vi tømme loftet for gammelt affald….

Mens Steffen fik skiftet loftsbrædder, kunne jeg jo lige male den murede væg, hvor den gamle brændeovn stod. Men først ville Steffen børste rust af brændeovnen og give den en gang ovnsværte… Nogle gange er det lidt ligesom at spille domino!. Anyway – pludselig var halvdelen af aftægtsboligen ved at være renoveret – så måske skulle vi fremrykke planerne om at indrette butik? Men for at ha’ butik, skal vi kunne tænde lys. Og der var jo ikke lagt el ind … I forbindelse med gravearbejdet, da der blev gravet ud til kælder i hovedbygningen i 90’erne, var de tidligere ejere så forudseende, at de fik gravet kabel-rør ned  helt over til aftægtsboligen, så man på et senere tidspunkt kunne lægge el og vand ind. Den sidste del af kabel-røret til el skulle bare graves ned de sidste 4-5 meter hen til hus-hjørnet – så det gjorde vi lige først på efteråret, da den værste hedebølge var overstået. Og så var det bare at hidkalde vores faste elektriker, Lars. Så nu kan vi både tænde lys og sætte en støvsuger til i den kommende butik. Og vi er næsten færdige med at male døre og dørkarme …

Men ellers har vi kun hidkaldt håndværkere, når vi lavede ulykker. Som da først Christoffer og siden Steffen savede hul i gulvvarmeslangen … (vi har faktisk haft vandskade på alle tre etager i 2018, nu hvor jeg tænker over det …). Og så var der dengang lynet slog ned, så elektronikken i det nye køleskab skulle skiftes – det krævede også ekstern assistance.

Egne håndværksprojekter

Årets egne håndværkerprojekter startede med færdiggørelsen af den nye farstu. Vi er voldsomt tilfredse med resultatet – farstun er blevet lys og rummelig, rigtig pæn (når vi selv skal sige det), og så har den helt elimineret ‘problemet’ med folk, der går videre ind i huset med udesko på (så fruen bliver stram i masken), fordi der i den gamle farstu hverken var plads til at stille bagage fra sig eller tage skoene af. Sidst på året satte Steffen så prikken over i’et med et superflot trappestensparti af store, flotte natursten, der blev fundet frem rundt omkring på grunden. Rigtig nydeligt!!

Endnu et kælderrum blev i løbet af foråret malet, fik lagt fliser og fik installeret en længe ønsket skabsfryser, så der endelig er fryserkapacitet nok til bær, frugt, grøntsager og svamp. Og vildsvinekød fra skoven, hanekyllinger fra de lokale hønsehold og lammekød fra en lokal fåreavler. Rummet fik også plads til en stigereol til diverse bi-udstyr, der kom i anvendelse i løbet af sommeren.

Resten af kælder-gangen blev også malet hvid, og der blev sat gerechter op om endnu et par døråbninger. Lige så stille og roligt bliver der mere og mere civiliseret at se på. Og rart at være. For det må jeg jo indrømme: Det betyder faktisk noget for min hverdagstrivsel, at omgivelserne ikke roder, hverken i praksis eller visuelt.

Sommeren 2017 var tør, og vi lovede os selv ved indgangen af 2018, at vi skulle have opgraderet vores mulighed for opsamling af regnvand til vanding i planteskole og skovhave. Så tagrende på det store ladetag var højtprioriteret først på året, ligesom placering af de store kubiktanke, vi købte allerede i 2017. Så vi var klar!

Der kom bare ikke noget regn på taget, og derfor heller ikke noget regnvand i tønderne …Så er det altså rigtig, rigtig godt at have to store søer som vandingsreservoir! Hold nu k…., hvor har jeg slæbt mange kander vand fra søerne til de små planter. Kald det bare styrketræning af ryg- og arm-muskler – jeg blev godt nok træt af det. Nordsøen løb tør for vand (ikke kun fordi vi hentede vand i den, men også pga fordampning),

men Sydhavet kunne vi ikke tømme, selvom Steffen endte med at købe en pumpe, så han kunne pumpe vand fra Sydhavet op i en kubiktank, der stod lidt tættere på det, der skulle vandes. En kæmpe hjælp – for pokker, hvor var jeg negativ over at vade frem og tilbage med de sk…. vandkander. Men dræbersneglene forsvandt helt fra skovhaven – jeg tror simpelthen, de tørrede ud. Nu er søerne fulde til kanten igen – men kubiktankene er tømt, så hane-mekanismen ikke fryser i stykker. Jeg grubler stadig over, hvordan man kan opbevare efterårets og vinterens megen vand (som der jo ikke er brug for i forhold til vanding) til foråret og sommeren, hvis den igen bliver lige så varm og tør. Nogen ideer??

Udover vand er det primært aftægtsboligen, vi har puslet med. Og hvis man kigger i forrige nytårsstatus, så står der ikke aftægtsbolig nogen steder, men derimod renovering af stald. Det projekt blev der først taget hul på i årets sidste måned – og det har vist sig at være et af de mest tilfredsstillende projekter til dato på Gammelgård. Det kan godt være, at Christian d. 4 ‘byggede’ Rundetårn – men det er Steffen Meyer, der har renoveret den smukkeste bygning på hele Gammelgård! Søm, skruer og beslag er der indhentet udefra – resten er lavet af materialer, vi allerede havde på gården, herunder nogle flotte, gamle kilesavede brædder, der lå som loftsbrædder inde i stalden, og som nu er facadebrædder på det ‘nye’ brændeskur. Såååå flot! Steffen går snart i gang med et indlæg om det projekt!

 

Haven

Når først en skovhave er anlagt, er der jo ikke lige så meget arbejde med den, som der er med en traditionel køkkenhave. Så jeg synes allerede, at vi ‘er nødt til’ at bruge alt for lidt tid på skovhaven. Infrastrukturen var stort set på plads, da 2018 startede – der manglede lidt i, at 8’eren var helt klar, og et lille stykke sti rundt om 8’eren manglede også. Men det kan man jo ikke få en hel sæson til at gå med!

Det største projekt i skovhaven i 2018 var dog rigtig, rigtig spændende: Vi var nu endelig nået til at komme i gang med det, der for alvor er ‘anderledes’ i en skovhave: at få etableret de flerårige grøntsager. Frugttræer og bærbuske er der jo i de fleste haver – men at have dem sammen med flerårige grøntsager, der vokser i polykulturer (dvs. blandet med hinanden), det ser man ikke ret mange steder. Og dermed er der ikke ret mange erfaringer at trække på, når man skal anlægge det.

Langt de fleste af de flerårige grøntsager i skovhaven har vi lavet selv fra frø. Nogle havde vi opdyrket allerede i 2017 og havde klar i planteskolen til at plante ud eller allerede plantet ud i 2017, men de fleste såede vi i løbet af foråret, pottede op, da de var store nok til det, passede på dem i heden (det var der hylderne på aftægtsboligen kom ind i billedet), og plantede ud i skovhaven, efterhånden som de var store nok og vejret tillod det. Det er rigtig svært at plante små, spæde planter ud, når temperaturen ligger og roder omkring 30 grader og der ikke er nogen som helst regn i sigte! Og når man alligevel vover det, så skal der vandes!

Resultatet blev over al forventning. På trods af at de flerårige grøntsager i princippet skal have lov til at etablere sig et år eller to, inden man for alvor begynder at høste af dem, og på trods af at intet voksede, som det kunne have gjort, hvis vejret havde været mere normalt, så kunne vi i princippet fra juni til oktober hver dag hente mad i skovhaven! Det havde vi godt nok ikke regnet med. 🙂

Udover madtilskuddet var det i 2018 enormt opmuntrende at opleve nysgerrighed og interesse for skovhaveprojektet udefra. Et hold tyske skovhavenørder var spontant forbi, desværre en weekend, vi var i Danmark, men de efterlod en sød note til os efter at have kigget på skovhaven (der jo ligger helt ude ved vejen). Vi fik også besøg fra Blekinge af en, vi ellers ikke kender, som mægtig gerne lige ville kigge forbi på vej nordpå. Den lokale haveforening bookede os ind i årets program og kom en større flok på besøg i starten af september. Og så ringede lokalavisen, om ikke vi kunne skrive en artikel om skovhavedyrkning. Kommunen har også kontaktet os – om vi vil involveres, hvis de beslutter sig for at anlægge en skovhave midt inde i Älmhult. Det er rigtig, rigtig sjovt!

Og giver energi til endnu flere skovhaveprojekter. Så nu laver vi da bare én til … bare en lille én

Og skulle vi løbe tør for haveprojekter (!), så kan vi jo altid gå videre nord for Nordsøen, i de områder, vi kalder ‘firkanten’ og ‘trekanten’. Der skal ryddes lidt (enkelte træer er væltet af sig selv, men så skal der jo også ryddes), og så vil vi gerne have flere nøddetræer, cideræbletræer, måske en ægte kastanje, … Det er såd’n et fritidsprojekt :-). Ligesom pileprojektet rundt om Sydhavet… (de har det i øvrigt rigtig fint, alle de små pileplanter, og skal snart skæres ned første gang).

Og endelig er der køkkenhaven syd for aftægtsboligien, som jeg så småt begyndte på i 2017 og ikke kom videre med overhovedet i 2018 pga. vejret. Nu er jeg gået i gang igen (indtil jeg blev fældet af lungebetændelsen), så måske bliver 2019 året, hvor vi skal prøve også at dyrke almindelige, enårige grøntsager (gulerødder fx).

Årets udflugter

Selvom det var problematisk at forlade alle de små planter alene hjemme i 33 graders solskinsvejr, så prioriterede vi alligevel en lille mini-skovhaveferie midt i juli. Fantastisk inspirerende og dejligt afbræk i den hverdag, vi eller er vældig tilfredse med. Vi er allerede i gang med at planlægge en tilsvarende ferie den kommende sommer.

Først på sommeren var vi også på en 1-dagstur til det østlige Småland, hvor Emma var vært for endnu et toplistekube-bikursus – det sidste i rækken, vi manglede. Nu er vi ‘udlært’ i at have toplistebikuber – så skal vi bare have erfaring.

Enkelte ture til Danmark blev det også til – en mindehøjtidelighed for Steffens far, en 2 årsfødselsdag for barnebarnet, en 75 årsfødselsdag for min mor, en 30 årsfødselsdag for sønnen, og en 70-årsfødselsdag for min moster. 2019 skulle ikke byde på lige så mange runde fødselsdage – men så kan der jo blive andre ting at fejre … 😉

Husdyr

Gammelgård har fået husdyr i 2018. Vi var jo begge på bikursus i 2017, og i april blev vi ringet op af den lokale biavlerforening, om vi ville overtage en bifamilie fra en mand, der ikke længere kunne have dem pga. sygdom. Vi slog til, Steffen skyndte sig at blive færdig med bikube og den terrasse, de skulle stå på – og så fik vi bier.

Det har Steffen skrevet en del om gennem året, og ud over at det har været vældig fornøjeligt, så har vi også fået 11 kg. honning og 1 kg. bivoks ud af vores første år som biavlere. Nu er bierne i vinterhi, og det eneste, vi skal gøre for dem, er at holde øje med, at der ikke er noget, der ramler ned i kuben. Det er ikke så svært – jeg kigger lige ud på dem fra mit kontorvindue hver dag, så den del er der tjek på. Vi glæder os, til de er klar til næste sæson, og er selv klar med endnu en terrasse og endnu en bikube, så vi kan få to familier i 2019.

Vi fik også kat. Eller måske var der nogle katte, der fik os – det er vist, som man ta’r det. Naboens gamle hunkat Smilla begyndte at komme hos os i løbet af sommeren, og det var vældig hyggeligt, syntes både Smilla og vi. Så kom hun pludselig en efterårsdag med en lille gråstribet kattekilling.

Nååååh, hvor den var sød. Et par dage efter dukkede endnu en kattekilling op, og jeg begyndte at blive lidt betænkelig. Kom i tanke om den gamle børnesang ‘der kom 1, der kom 2, der kom 3, der kom 4, der kom 5, der kom 6 små søde killinger’. Men heldigvis stoppede det ved 2.

Begge killingerne er nysgerrige og vil gerne være med i det hele, men samtidig er de jo altså vilde (og jo altså naboens). Men naboens søde små piger var så generøse, at de frisk proklamerede, at vi da gerne måtte få killingerne, og så kunne vi deles om Smilla. Så nu har vi kat(te). Eller hvordan det nu er – vi giver dem i hvert fald mad og vand ude i stalden, og de er også efterhånden så tamme, at vi kan få lov til at ae dem forsigtigt, når vi kommer med mad. Vi aner ikke, om det er hankatte eller hunkatte, men tæmmes helt skal de, for de skal en tur til dyrlægen og steriliseres, inden det bliver parringssæson til foråret. Ellers kan det nå at blive rigtig sjovt!

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.