Skovhaveferie/skogsträdgårdssemester

Disse år, hvor vi fokuserer så intensivt på at etablering af skovhaven og renovering af Gammelgård, har vi fravalgt længerevarende ferier væk fra gården. Egentlig har vi heller ikke lyst til at forlade stedet, men en lille weekendpause sidste weekend var alligevel vældig velkommen – ikke mindst fordi jeg – igen, igen – er kommet til at sige ja til alt for meget arbejde i firmaet over sommeren og lige havde brug for at komme væk fra ordbøgerne et par dage.

Vi har mange igangværende projekter på Gammelgård i øjeblikket: Udeståender fra renoveringsprojektet sidste år (maling og andre afslutninger), renovering af aftægtsboligen, stier og gange i skovhaven og opstart af en køkkenhave – og så er der vandprojekterne. Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at sommeren i år er usædvanlig varm og tør. Med mange nyplantede træer og buske og ikke mindst med mange små nye grøntsagsplanter til udplantning i skovhaven er både varmen og manglen på regn mildest talt problematisk. Steffen lavede tagrender på laden i foråret – men det hjælper jo ligesom ikke særlig meget, når det overhovedet ikke regner! Så vi har brugt oceaner af tid og kræfter på at hente vand i vore to søer (tak og lov for søerne!!!) og yde ‘livreddende førstehjælp’, som Steffen så malende kalder det. Nu har han så købt en pumpe og nogle meget lange slanger, så vi kan pumpe vand fra søerne op i de to store kubik-tanke  – så skal vi kun slæbe kanderne med vand fra tankene til planterne, hvilket er en kæmpe lettelse.

Nå, men selvom det var med lettere bekymring, at vi forlod alle planterne i hele to dage med fuld sol og 30 grader i skyggen, så var det også dejligt at komme på weekend-udflugt. Sidste år var vi med agroforestry-foreningen på 2-dages studierejse oppe i området mellem Uppsala og Örebro, men i år har vi selv være rejsearrangører, og har derfor kunnet inkludere lige det, vi allerhelst ville, i en skovhavestudierejse til området mellem Vänern og Vättern. Og det blev – når jeg selv skal sige det – en temmelig vellykket tur! 🙂 Masser af inspiration (også i forhold til vand-problematikker) og masser af enormt søde, kloge, gæstfrie og inspirerende mennesker, der også arbejder på højtryk for at finde nye måder at leve og dyrke mad på, der er mere holdbare i det lange løb og i den verden, vi formentlig skal til at vænne os til at leve i. Med fokus på at bygge op og bidrage med et positivt ressource-aftryk, i stedet for det ‘karriere-ræs, køb-køb-køb-for-at-holde-væksten-i-gang’-ræs og ‘flyv-flyv-flyv-ferie’-ræs, som alt omkring os i årtier massivt har påvirket os til at tro på er vejen til lykken. Det er det ikke – og kloden kan ikke holde til det.

Vi mødtes med Inger, Emma og Jaqueline i Jönköbing, hvor vi stillede vores bil og alle kørte videre i Emmas lille bus. Smålandbussen kom den hurtigt til at hedde. Vi lagde ud med at besøge familien Arvidsson på Borrabo. De solgte deres hus i Göteborg og flyttede ud på en gammel gård i skoven vest for Falköping for 7 år siden, og er nu i fuld gang med at renovere, dyrke grøntsager, lave vandingssystemer – og også så småt i gang med at forberede anlægning af en skovhave. Det bliver en stor skovhave, når den er færdig – men indtil videre er den mest på tegningsplanet.

Til gengæld er det kommet langt med vandopsamlingssystemer, og tænker meget i vand-flow gennem den kuperede grund. Samler vand fra samtlige tagflader, og har lavet sindrige underjordiske kanaler og forbundne damme, der i sidste ende skal lede vand gennem skovhaven. Meget spændende – og bestemt stof til eftertanke. Derudover har de et lækkert drivhus, og nogle rigtig flotte højbede tæt på huset til dyrkning af det, man anvender oftest. Og endnu en inspiration: Højbedene er omkransede af stolper, der i denne varme og solige tid holder store hvide sejl udspændt, så planterne ikke står i bankende sol. Det vil jeg også have i min kommende køkkenhave!

En tredje inspiration var intensiv anvendelse af de mange stengærder, der er på gården, som bagkant til højbede. I mindre varme somre (og i forår og efterår) vil stenene afgive varme til bedene, der derfor kan komme i gang tidligere og holdes i gang længere. Mon ikke også man kan anvende Gammelgårds stengærder på den måde?

Efter Borrabo kørte vi videre til Lisas Trädgård lige udenfor Mariestad. Elisabeth Adamsson driver en lille, superhyggelig planteskole, der også ligger ude i skoven, sammen med sin mand. Et kæmpestort drivhus er hjertet i det hele, med loungeområde, lille køkken, vindruer og ferskner – og masser af planter til salg, naturligvis. De har lige gravet en kæmpestor dam (større end vores den store dam), hvorfra de pumper vand til planteskolen – og så er de også ved at anlægge skovhave (størrelse 2-3 x Gammelgård skovhave, ca.). Igen – de er ikke kommet så langt endnu, men enkelte træer er plantet, og planen begynder at tage form – og så er der jo nærmest ubegrænset adgang til planter fra planteskolen til at plante ud i skovhaven (lyder jeg lidt misundelig nu??). Vi ‘kom til’ at købe enkelte planter, selvom de skulle stå et par timer i den varme bil på vores videre færd.

Klokken var blevet lidt mange, da vi nåede frem til Fru Grans B&B tre kvarter længere nordpå, så vi slog os ned på Mona og Rubens dejlige terrasse i aftensolen og spiste god (skovhave)mad og drak vin og sladrede, og først næste morgen – tidligt, inden det blev alt for varmt, og efter en lækker morgenmad – fik vi en rundtur mellem alle deres projekter.

Udover økologisk B&B er de ved at opbygge grøntsagsdyrkning til salg, de har høns, ænder og får, hun laver havedesigns, har selv opbygget en lille skovhave og er i gang med at planlægge en større (størrelse Gammelgård skovhave), har planer om at bygge godkendt køkken og indrette café, og og og – man blev helt forpustet. Superspændende sted – så hvis man skal på ferie oppe mellem søerne og skal finde et B&B, så vil vi absolut anbefale Fru Gran (som stedet hedder pga. en kæmpemæssig, gammel gran, der står lige ved indkørslen).

Sidst på formiddagen kørte vi så videre til sidste stop på ruten, Hemma hos Martha & Anders. Martha og Anders er så flyttet fra Stockholm og Uppsala til en gård ude i skoven for cirka 10 år siden, og udover at holde dyr (køer, får, høns, bier) og dyrke grøntsager, så holder de kurser, yoga-ophold og udlejer ferieboliger. Man behøver altså ikke at flyve til ‘de varme lande’ (især ikke i det nuværende klima) for at holde yoga og natur-ferie.

Og så har de en ‘gammel’ skovhave!, som blev anlagt som del af et forskningsprojekt om skovhaver for 4-5 år siden. Dvs. en opvokset skovhave, med frugttræer, bærbuske, grøntsager og bunddækkeplanter. Vældig frodig, men med et lidt andet fokus end det, vi har på Gammelgård (nogle planter, vi ikke vil ha’, og andre, vi syntes manglede). I forskningsprojektet blev der anlagt 12 identiske skovhaver (samme form, samme planter) på ca. 70 m2 (dvs. ca. 1/10 af Gammelgård skovhave) på 12 meget forskellige steder i Sverige. Sidste år besøgte vi to af de andre forskningslunde, da vi var på agroforestry-studierejse nordpå, og de to, der ligger i Skåne, kender vi også – men Martha og Anders’ skovhave var bestemt den frodigste af dem alle.

Midt på eftermiddagen var vi godt og vel kogt igennem og propfulde af information og inspiration i hovederne, og Smålandsbussen kørte derfor sydpå igen til Jönköping, hvor pigerne skulle østover, og vi skulle sydpå. Først kørte vi dog ned på havnen og spise skaldyrspasta i skygge og blæst og med mågerne susende over os. Luft!

Nu er vi hjemme igen, tirsdag og onsdag har vi fået 10 mm regn, alle tønder og kander er fulde, og planterne er om ikke vandet igennem, så dog fugtede – så nu er vi klar til weekendens besøg af børn, svigerbørn og barnebarn, og til at temperaturen i næste uge skal nærme sig 30 igen!

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.