April i skovhaven/skogsträdgården

Efter en meget kold (ned til minus 16) vinter, der bare blev ved og ved, skiftede temperaturen pludselig fra minus 11 til plus 20 på et par dage, sne og is forsvandt, og pludselig kom der fuld fart på alle planterne i skovhaven. Når overgangen fra vinter til vår er så pludselig, er det, at man virkelig kan se fordelen ved at dyrke flerårige grøntsager. For to uger siden var jorden frossen og der lå sne og is overalt. Selv ikke med fuld sol og 15-20 grader konstant kan man nå at få jorden tøet op, så enårige grøntsagfrø OG få planterne op af jorden på så kort tid. Men de flerårige grøntsagsplanter ligger jo helt klar dernede under sneen, så når våren pludselig er der, så skyder de op i lyset. Uden at vi behøver at røre en finger, vel at mærke.

Skovhaven/skogsträdgården er jo på ingen måde færdig-tilplantet. I 2017 fik vi plantet en masse træer og buske (som også alle ser ud til at have overlevet den hårde første vinter og nu er klar til at springe ud), men kun et fåtal grøntsagsplanter nåede ud på plads. Vi køber meget få af de grøntsagsplanter, vi skal have i skovhaven. Både fordi vi skal bruge så mange (tusindvis), at det er helt umuligt at købe dem allesammen færdige, men også fordi det er både sjovt og lærerigt at lave dem selv fra frø. Så vi lavede de første eksperimenter med at frøså flerårige grøntsager i 2017 og nåede da også – trods den meget dårlige sommer sidste år – at få en del plantet ud. Og vi er nu i fuld gang med at lave mange, mange flere, der skal plantes ud i 2018. Det kan man bl.a læse om i et tidligere indlæg.

De fleste planter fra 2017 ser ud til at have overlevet vinteren og er nu på vej op i lyset. Faktisk er det bare Daubenton-kålen, der ser ud til endnu en gang at være gået til – og denne gang kan vi ikke skyde skylden på rådyr, for planterne har stået i bur hele vinteren. Vi har gang i en hel masse andre flerårige kål af andre sorter, der nu står og hygger sig oppe på biblioteket og snart skal pottes op i knap hundrede små potter, der skal stilles ud i gårdhaven, hvor de skal vokse sig store og stærke, så de kan plantes ud i skovhaven senere på året. Vi håber, at vi har mere held med dem.

Men altså – de øvrige planter ser ud til at trives.

Steffens løgsatsning sidste efterår er lykkedes i fin stil. Alle løg er på vej op og især etageløgene/luftlök (Allium x proliferum) har fuld fart på.

Sibirisk vinterportulak/vårsköna (Claytonia sibirica) er en af de få planter, vi har købt færdig – den kan man nemlig ikke købe frø til nogensteder. Vi købte den på Holma, og da den skulle frøså sig selv meget villigt, håber vi at den spreder sig selv. For at øge chancerne for baby-planter, har vi haft den i en plantekasse med bar jord det første år – og nu er tiden snart inde til at i hvert fald moderplanten skal flytte ud i skovhaven. Så må vi se, hvor mange af de små baby-planter, der bliver til store planter, der kan flytte efter senere på sæsonen. Sibirisk vinterportulak/vårsköna er en salat-plante. Jeg bryder mig ikke om den alene, men den er fin sammen med andre grønne sager.

Bibernelle/Pimpinell (Sanguisorba minor) er endnu en salatplante. Vi købte to planter på Holma sidste år, hvoraf den ene har overlevet vinteren. Det er let at finde frø, så vi har nu sat gang i en større portion, forhåbentlig til udplantning i løbet af sommeren. Denne her ryger i hvert fald i skovhaven snarest muligt.

Skorzoner/svartrot (Scorzonera hispanica) er en af mine absolutte favoritter. Og den har klaret sig fint, både i skovhaven og i en plantekasse i gårdhaven (hvor den på billedet står). Scorzoner er mest kendt for roden (scorzoner-rod), og de færreste ved, at bladene er ualmindeligt lækre. Unge blade rå i en salat, ældre blade tilberedt i en varm ret. Og graver man ikke roden op for at spise den, så kommer planten igen år efter år. Dem skal vi have rigtig mange af, så ud over dem vi allerede har plantet to forskellige steder i skovhaven, har vi sat gang i en større portion frø i drivhuset.

Seombadi (Dystaenia takesimana) er en plante, Steffen har fundet på nettet. Ingen kender den. 🙂 Og den ser ud til at trives fint. De friske skud er sprøde og smager lidt som mild bladselleri. Større planter anvendes i Korea, hvor den kommer fra, som dyrefoder. Udover at Steffen syntes, at den kunne være sjov at prøve, så har vi den egentlig mest, fordi vi regner med at skulle have høns om nogle år. Men lige nu er det faktisk en af de planter, der er længst fremme, så når vi har lidt flere (man kan tage rodstiklinger eller frø fra dem), bliver det måske vores første forårsgrøntsag fra skovhaven.

Havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus) er meget, meget nem at dyrke, og den er da også frisk på vej op alle de steder, vi har sat den. Den kan anvendes til at give lidt syrligt islæt til en salat eller i en varm ret (hvor en del af det syrlige dog forsvinder).

Engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia) kiggede frem allerede i januar, men gik så i stå igen, da den blev dækket af en halv meter sne og temperaturen faldt til minus 16. Fornuftigt nok. Nu spurter den frem igen. Alle rumexer er syrer og indeholder oxalsyre, så det er ikke en plante, man skal spise mange af rå. Men oxalsyreindholdet falder ved varmetilberedning (ligesom rabarber), og da planten producerer rigtig meget bladmasse over hele sæsonen, så regner vi med at spise pænt meget engelsk spinat fremover. Vi skal også eksperimentere med dolmer – eller hvorfor ikke ‘Gammelgård tamales’? Vi har engelsk spinat to forskellige steder i skovhaven nu og har flere på vej i drivhuset.

Sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) smager af anis og får fine, fligede blade. Blomsterne er smukke (og meget elskede af bierne) og så smager frøene af lakrids-slik. Anis-smagen er dominerende, når planten er rå, men som med så meget andet, så mister den noget af smagen, når man varmetilbereder den. Så også her får vi vist masser af bladgrønt til de varme retter. Sødskærm trives bedst i skygge, og indtil videre har vi den kun i skyggen under lindetræet. Men der står ‘sødskærm’ en del steder i vores planteplan – og der er flere planter på vej i drivhuset.

Ramsløgene/ramslök (Allium ursinum) er lige kommet frem, og det er svært at se, om de har spredt sig fra sidste år. Så jeg må nok igen i år dy mig og begrænse min høst af blade derfra. Men de planter, der nu har stået der to år, blomstrede fint sidste år, så hvis jeg er heldig, har de smidt frø, så der kommer flere små planter i år. Ramsløgsfrø skal sås med det samme (som i: høst dem og smid dem samme dag), så lad være med at købe ramsløgsfrø nogen steder. Det får du ikke noget ud af. Vi fik en håndfuld små planter fra en have, der skulle graves op sidste forår, og dem har vi sat under linden. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at de har overlevet vinteren.

Spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides) er ikke kommet så langt, at man kan høste af den endnu. Men det ser ud, som om den har bredt sig lidt. Vi har sået frø i vinter og går og venter på, at de skal spire. Klatrende spinat-planter vil vi nemlig gerne have flere af rundt omkring i skovhaven.

Stolthenriks gåsefod/Goda Henrikas målla (Chenopodium bonus-henricus) var lidt sølle sidste år (første år i skovhaven), og jeg troede da også, at den var gået til i vinter. Det er den ikke. Den titter op flere steder, og jeg glæder mig meget til at smage den for alvor i år. Den skulle blive kæmpestor og producere massive mængder af bladgrønt til varme retter, og så er det en af de meste næringsrige grøntsager, man kan dyrke på vore breddegrader.

Skt. Hans-urt/kärleksört (Hylotelephium telephium) spiser vi allerede af. De helt spæde blade er næsten de bedste – sprøde og saftige, lidt ligesom sukkerærter. De få stiklinger, jeg tog med fra Danmark for et par år siden, er blevet til store planter, som i år skal deles og sættes ud i skovhaven.

Vores merian er også ‘importeret’ fra haven i Lyngby. Og umulig at slå ihjel. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide merian i mad – synes det er alt for parfumeret – men bier og andre insekter er helt vilde med den. Og så er det en fin – og køn – bunddækkeplante. Jeg tænker, at den skal have lov til at brede sig vildt i 10’eren, ned mod søen.

Citronmelissen er livskraftig og har været i gang et stykke tid. Der er allerede blade til en frisk kop te – blandet med mynterne, der også så småt er ved at dukke op. Citronmelisse spreder sig ad h. til, så jeg er ikke sikker på, at den får lov at komme rigtig ind i skovhaven. Indtil videre står den lige udenfor, i et lille trekantet bed med græs hele vejen rundt om, så vi kan sørge for, at alle udløbere bliver klippe regelmæssigt. Men dejlig er den!

Jordbærplanter, anisisop, timian, lavendel, salvie og asparges hviler lidt endnu – men det bekymrer mig ikke. De skal nok komme. Vintersaren er så småt ved at få nye blade i hjørnerne af de gamle blade. Og rabarbernes knolde, der stikker op ad jorden, bliver rødere og rødere for hver dag, der går, ligesom strandkålens. Kartoflerne er sat til forspiring, og der er sået hestebønner, så de to ‘markarbejdere’ kan blive sat i arbejde i det sidste bed i skovhaven, der skal have kvikrods-behandling, lige så snart vi er sikre på, at nattefrosten ikke vender tilbage.

Nu venter vi bare på, at alle de frø, vi har vintersået, skal spire og vokse op og blive til store planter, der også kan komme ud i skovhaven, så vi for alvor har grøntsager at spise af til næste år. I mellemtiden kan vi formentlig i år begynde at høste frugter og bær fra de mange træer og buske, vi satte sidste år.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.